Det handler om mennesker

8 år i Miljøministeriet som redaktør og konsulent, inklusive i ministersekretariat. 4 år som chef for Videncenter for Arbejdsmiljø, og 13 år som kommunikationschef på 3 forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

Min branche er i digital disruption, det er udfordrende og spændende. Det er også hårdt arbejde. Ved siden af mit job er jeg et engageret menneske, der skriver blog og fungerer som mentor. 

På denne side samler jeg en del af mine blogindlæg, og du kan læse lidt mere om, hvem jeg er. Jeg skriver min personlige blog ud fra mine erfaringer, oplevelser og synspunkter som leder og fagprofessionel og som menneske i Danmark.

Jeg er også frivillig mentor for yngre, ambitiøse akademikere. Jeg har blandt andet. fået denne udtalelse, som gavner min daglige arbejdsglæde: 

”Søren har et meget åbent og nysgerrigt sind, og han tør at udfordre. Det giver en masse stof til eftertanke. Hans udfordringer hjalp mig med at blive mere afklaret på min egen situation og få den ændret til det bedre. Jeg ville anbefale Søren til alle! Søren kendte ikke rigtig til min branche, men det gjorde blot, at han stillede flere spørgsmål, jeg skulle tage aktivt stilling til, hvor andre i branchen nok har en forudindtaget opfattelse af, hvordan det hænger sammen og ikke mindst bør være”.

Med årene er det blevet skarpere og skarpere for mig, hvor meget der handler om mennesker. Jeg bliver klogere hele tiden.

Kontakt mig gerne, hvis du har noget på hjerte eller har brug for en hjælpende hånd. Jeg giver altid gerne et godt råd, hvis du skulle have behov som person eller som organisation.

Lad os lytte til vores børn og unge, når de oplever stress og pres

Når trivselsundersøgelser peger på stress på arbejdspladsen, skal de tages alvorligt. Ledelse og arbejdsmiljørepræsentanter træder til. Nogle gange taler Arbejdstilsynet og pressen med. Men når undersøgelser blandt børn og unge viser tegn på stress tidligt i folkeskolen, taler bærende politiske partier om at gøre op med en “perfekthedskultur”. Tænk, hvis man talte til stressramte medarbejdergrupper på samme måde.

Blog, bragt på Point Of View International, 12. marts 2019

Flere og flere taler med højere røst om stress og præstationspres hos vores ungdom tidligt i folkeskolen. Bærende politiske partier har valgt at adressere debatten således:

  • Liberal Alliance, ved undervisningsminister Merete Risager, udtaler i Politiken, at de unges pres er tegn på en perfekthedskultur: ”
  • Det handler i høj grad om forældre, der skal lade være med at køre for meget Instagram ind over deres børn, men anerkende dem for det, de er, hjælpe dem, hvis de får en dårlig karakter og fortælle, at der er mange måder at få succes”.
  • Venstre, ved uddannelsesminister Tommy Ahlers, udsendte den 1. marts pressemeddelelse om, at hver femte studerende på videregående uddannelser oplever stress. Han peger på, at løsningen findes i en kulturforandring og henviser også til et opgør med perfekthedskulturen. Sidst i pressemeddelelsen bemærkes, at der derudover bør kigges på optagelsessystem og karakterskala.

Nogenlunde samtidig har Dansk Folkeparti, ved Morten Messerschmidt, gjort sig bemærket ved at mene, at danske elever skal rejse sig op i timerne, når lærerne kommer ind ad døren og tiltale dem ”hr. og fru lærer”.

Han citeres af TV2 for: ”Den danske, frisindede og inkluderende skole har slået fejl, og løsningen findes ikke gennem mere forståelse og håndsrækning. Men derimod disciplin og konsekvens”.

Morten Messerschmidts kommentar er ikke knyttet til præstationsdebatten, men værdimæssigt er den et så markant udtryk fra en nøgleperson i et bærende politisk parti, at jeg synes, den fortjener at blive set i sammenhæng hermed.

Den 28. februar 2019 opfordrede Børnerådet og Danmarks Lærerforening ifølge en artikel i Folkeskolen i fællesskab Folketinget og kommunerne til at skrue ned for antallet af tests i skolen. De har blandt andet optalt, at elever gennemgår over 50 store tests over ni år i folkeskolen.

Hvis der er et bredt politisk ønske om en tillidsreform, så bør der lyttes til kombinationen af ungdommens og faglighedens stemme

Det er svært at tolke udmeldingerne fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre anderledes end, at de – uagtet deres legitime holdninger og intentioner – tilsyneladende gerne ser debatten flyttet andre steder hen end til vores uddannelsessystemer. Til eleverne selv, til forældrene, til kulturen, til samfundet.

Da jeg den 17. februar 2019 skrev blogindlægget ”Det er galimatias at erklære hver tredje 8. klasses elev for ikke-uddannelsesparat” her i POV, blev jeg overasket over, at der, i den respons jeg fik, syntes at være en overbevisning blandt mange lærere, vejledere, uddannelsesledere og eksperter i uddannelsessektoren om, at der er ”noget galt” i måden, systemerne samlet set håndterer og taler til og om vores børn og unge. Uagtet alt det gode, der også er, og alt det gode arbejde, der laves.

Der har været meget snak om en tillidsreform i den offentlige sektor. At de fagprofessionelle skal have plads til kerneopgaverne, og at lederne skal have rum til ledelse. Hvis dette er et bredt politisk ønske, så bør der lyttes til kombinationen af ungdommens og faglighedens stemme. Og problemstillingerne bør drøftes åbent og grundigt.

Har vi som samfund lyst til eller råd til at løbe den risiko, at unge oplever pres, fordi vi italesætter for mange krav for tidligt?

Det kan sagtens være både relevant og rigtigt at italesætte andre vigtige emner som for eksempel perfekthedskultur, men ungdommen er Danmarks fremtid. Har vi som samfund lyst til eller råd til at løbe den risiko, at 20-30 procent af vores unge oplever pres og stress tidligt i folkeskolen, fordi vi italesætter for mange krav for tidligt?

Det synes jeg ikke. Vi må tage signalerne alvorligt. Børn og unge udtaler selv, at de oplever et pres fra tests, karakterer, parathedsvurderinger, uddannelsesvalg og adgangskvotienter. Den stemme skal vi lytte til.

Det behøver jo ikke være et spørgsmål om nul eller 50 tests, om karakterer eller ej. Noget kan også handle om hele måden, vi italesætter systemerne på.

Det er værd at overveje paradokset i, at Folketinget på den ene side i en stor reform opretter omkring 90 nye Forberedende Grunduddannelser over det ganske land for at hjælpe dem, der har det svært efter folkeskolen.

På den anden side fortæller mange, at de har det svært allerede tidligt i folkeskolen.

Tænk, hvis vi gør noget forkert og kan gøre noget anderledes og bedre. Hvilken mulig gevinst for vores ungdom, for vores nation

At flytte sådanne problemstillinger over til et fokus på perfekthedskultur kan virke en smule arrogant. Der har kørt nationale kampagner om stress og trivsel på danske arbejdspladser, og området har stor fokus i jævnlige trivselsundersøgelser. Det tages typisk ganske alvorligt, når grupper af medarbejdere viser tegn på stress.

Sådan skal det da også være, når store grupper af børn og unge oplever pres og stress før konfirmationsalderen. Lad os med åbent sind forholde os til, om systemerne er perfekte. Tænk, hvis vi gør noget forkert og kan gøre noget anderledes og bedre. Hvilken mulig gevinst for vores ungdom, for vores nation.

Lad os endelig også sætte spot på kulturer, sociale medier, forældreroller, glansbilleder, nulfejl og meget andet. Bare det ikke bliver en undskyldning for ikke at tage de andre diskussioner.

Det er galimatias at erklære hver tredje elev i 8. klasse for ”ikke uddannelsesparat”

Publiceret 17/02/2019 i Point of View International.

Smid erklæringen ”ikke uddannelsesparat” til de 13-15-årige langt bort og byg reformer af uddannelsessystemet på tillid til vores dejlige ungdom i stedet. Sæt ikke stempler i de unges pande, men vis dem mulighederne og skab motivation.

Det varer ikke så længe, før der igen kommer nye tal ud om, hvor mange elever i 8. klasse, der af vores uddannelsessystem vil blive erklæret for værende ”ikke-uddannelsesparate” i 2019.

Det er ikke en kommunikativ detalje. Det er et problematisk retorisk fejlgreb og en uheldig brik i det samlede puslespil af pres, som vi tidligere og tidligere lægger på vores ungdom I 2018 steg tallet markant:

  • Hele 32 procent af eleverne blev erklæret ”ikke-parate” i 2018, når det gjaldt de unges ønsker om uddannelse. Tendensen blev bl.a. omtalt i en artikel i Folkeskolen.
  • DR fulgte op på historien og kunne berette, at en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har vist, at 40 procent af eleverne ikke oplevede, at der blev fulgt op på beskeden, der føles som “at ryge over bord uden at få en redningskrans”, som DR skriver.


Og det er i grunden mærkeligt, at vi taler så lidt om det og at der ikke har rejst sig en protest mod både metoden og måden at behandle de unge på. For tænk sig lige: Uddannelsesinstitutionerne beskriver hvert tredje unge menneske i Danmark som værende ”ikke-parate”. Og næsten halvdelen af disse føler sig ovenikøbet ladt alene med den nedslående besked.

Alle er parate til livet – spørgsmålet er til hvad

Det er ikke en kommunikativ detalje. Det er et problematisk retorisk fejlgreb og en uheldig brik i det samlede puslespil af pres, som vi tidligere og tidligere lægger på den danske ungdom. Men alle unge er parate til livet. Spørgsmålet er til hvad.

Jeg har set en chef i uddannelsessektoren citeret for at fortælle:

”Da jeg gik i 10. klasse skulle jeg blot vurderes egnet til gymnasiet. Og så tage stilling til, om jeg ville være matematisk eller sproglig student. Når min datter bliver færdig med 10. klasse vil hun været blevet uddannelsesparathedsvurderet ikke mindre end 6 gange. Og skal have udfyldt en minutiøs plan for sin uddannelse”.

Hvor godt er det mon at få sat et ”ikke-parat” stempel i panden på dette tidlige tidspunkt? Jeg vil svare: Hvad er det egentlig for noget vrøvl. De unge – eller store børn, som de jo fortsat er – har hele livet foran sig

Italesættelsen af de ”ikke-uddannelsesparate” er udtryk for en systematisk fortælling, som vi overleverer til vores børn tidligt i folkeskolen om, at det er lige nu hele deres fremtid står på spil.

Og det sker vel og mærke midt i store, spændende og vanskelige teenageår. Man må spørge: Hvor godt er det mon at få sat et ”ikke-parat” stempel i panden på dette tidlige tidspunkt? Og jeg vil svare: Hvad er det egentlig for noget vrøvl. De unge – eller store børn, som de jo fortsat er – har hele livet foran sig.

Og det er ikke blot en fornemmelse, jeg har. En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, omtalt af DR, dokumenterer, at eleverne allerede i 8. klasse oplever sig presset af deres uddannelsesvalg. Spørgsmålet er derfor, om vi som samfund ønsker, at vores ungdom skal opleve det pres.

Det spørgsmål kalder på dybsindighed. Min onkel fortalte ved min fars begravelse, hvordan han valgte sit arbejdsliv. En dag kom skoleinspektøren ind og kaldte ham til sit kontor. Det skete vist ellers ofte kun, hvis der var et spanskrør – et gammelt afstraffelsesmiddel i skolen i form af slag bagi med en tyk pind – i luften. En fabrik søgte en lærling. Skoleinspektøren mente, det var noget for ham, så han skulle gå hjem og tale med sine forældre. Den chance måtte ikke glippe.

Får unge sat for mange stempler på sig?

Sådan blev det, og fra da af og resten af livet arbejdede han der. Livsbanen blev valgt af skoleinspektøren og forældrene. Vi risikerer at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke vil bryde os om.

Men er det sådan, vi ønsker, fremtiden skal blive for vores ungdom? At vi voksne og vores systemer skal styre, hvad de skal i så tidlig en alder? Hvor bliver mønsterbryderne, iværksætterne, drømmerne og fantasterne og dem, som har det svært af den ene eller anden grund, men som en dag er mere parate, af?

Kunne det mon være, at der er for få af dem, fordi de unge har fået sat så mange stempler på sig i en ung alder, at systemerne bestemmer, hvad de skal.

Kære unge: I har livet og mange muligheder foran jer

Jeg tror det, for når der tales om valg af uddannelse med en voksen stemme inden konfirmationsalderen, risikerer vi – i selve måden vi taler på – at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke brød os om og derfor fjernede os fra i vores vestlige velfærdssamfund.

På en måde er det jo både skræmmende indlysende og pædagogisk selvfølgeligt:

Lad os fortælle vores dejlige og dygtige danske ungdom, hvad de er parate til, og hvilke mange muligheder de har. Lad os skabe motivation.

Og bare rolig – kære unge mennesker, I har livet foran jer. Vi forventer ikke, I har en systematisk livsplan, når I går ud af folkeskolen.

Stop nu den offentlige DJØF-bashing

Danmark 2.0 i forandring har også brug for regnearksfascister og kedelige DJØF’ere. Og selvom vi hele tiden hører, at der er for meget dokumentation, tal og målinger, og at der er brug for tillid og kernevelfærd, så hjælper det ikke stort at bashe først den ene, så den anden gruppe. Kig indad – hvad er dit eget ansvar.

Publiceret på POV – Point Of View International, 16. januar 2019

Har du lyst til at kalde mig inkompetent og unødvendig, så er du meget velkommen. Du kan opnå masser af anerkendende nik og hædrende emojis. Debatten om velfærd, tillidsreformer og afbureaukratisering har etableret frie jagtzoner for alle de i den offentlige sektor, der ikke arbejder med det, der kaldes kernevelfærden, men det der kaldes administration.

Hvad administration er, og at god administration er fundamentet for velfærden, det synes ind imellem at være en ligegyldig og ret forstyrrende detalje. De 26.349 medlemmer af DJØF’s offentlige afdeling er et særligt legitimt mål, synes det. For lad os sige det, som det er: Offentlig bashing er omkostningsfrit, og dem, der står for skud, er qua deres loyale rolle som samfundsstøtter og tjenende ånder for systemerne normalt ikke i en position til at svare på tiltale.

Ud over deres disciplin, pligtopfyldenhed og moral kommer de også nemt i klemme i deres ansættelsesforhold, for det er jo ikke dem, der skal udtale sig. Som usynlige hjælpere sørger de til gengæld for, at systemerne hænger nogenlunde sammen og fungerer, ligegyldig hvad der måtte ske omkring dem. Også når det måtte være komplet vanvittige debatter om øde øer. Bl.a. derfor fungerer Sverige glimrende i måneder uden en regering.

Måletyranni, dokumentation og kontrol

Der er næppe nogle, der er i tvivl om, at det danske velfærdssamfund rummer udfordringer. Svend Brinkmann skrev i Politiken et nytårsfortsæt: Derfor bliver du, hvad du måler – så mål dig mindre, hed det.

”Målings-møllen” maler ufortrødent videre. Børns og unges trivsel er kommet i ny fokus, fordi mange pile peger på, at tests, karakterer og adgangskrav fra vuggestue til videregående uddannelse har grebet om sig og fører til pres og mistrivsel

Som nærmest et kuriosum til det fromme fortsæt skrev Berlingske lige før jul, at regeringen nu vil lade skoler og børnehaver konkurrere på forældres tilfredshed i nationale målinger.

Så ”målings-møllen” maler ufortrødent videre. Børns og unges trivsel er kommet i ny fokus, fordi mange pile peger på, at tests, karakterer og adgangskrav fra vuggestue til videregående uddannelse har grebet om sig og fører til pres og mistrivsel. Debatten har i længere tid peget på, at kontrol og dokumentation fylder for meget på fx sygehuse og i ældreplejen.

Men hvem er skurken? Det er et relevant spørgsmål i en tid, hvor alle ønsker tillidsreformer og hvor administrative funktioner, DJØF’ere og de såkaldt ”kolde hænder” igen og igen udsættes for mistillidsbølger.

Hvem tog fællesskabet ud af velfærden?

Jeg vil sige: Hold da op – hvor har Danmark brug for kolde hænder, kedelige djøf’ere, regnearksfascister, distancerede ledere, kommunikatører og IT-nørder. I årtier med reformer og reformer af reformer, digitale revolutioner, sammenlægninger og strukturændringer, økonomiske krav og integrationsudfordringer. Med politiske uforudseelige omvæltninger, hvor også al kommunikation og samfundsdebat, som vi er vokset op med fra vuggen, bliver disrupted.

I en global verden, hvor sociale medier overtager folkets stemme, og hvor  fattige i Afrika og krigsramte i Syren, ser billeder af velstand og luksus i vores del af verden, der ikke synes mere end et klik væk på en måde, menneskeslægten aldrig tidligere har været i nærheden af.

Der er ikke meget fællesskab over velfærden længere

Alligevel protesterer vi. Vi vil have bedre mad på sygehuset, og skatten skal ned. Selvom vi aldrig har været rigere, vil vi betale mindre til fællesskabet og have mere for pengene. Derfor forventer vi – ikke som borgere, men som kunder i butikken – at vi får det optimale udbytte for netop os selv. Der er ikke meget fællesskab over velfærden længere.

Midt i alt det – hvad ville da fungere i Danmark uden et velfungerende og dynamisk lag af gode bureaukrater. Måske er der ikke én skurk. Måske udfordrer tidens forandringer alt og alle i vores samfund så meget, at vi alle bærer et ansvar. Også dig.

Tillidsreform – pilen peger den forkerte vej

I mange år har skiftende regeringer talt om behovet for tillidsreformer. Jeg er hyppigt i kontakt med mange offentligt ansatte, medarbejdere som ledere, på forskellige områder. Jeg har endnu ikke hørt så meget som én person fortælle mig, at de oplever pilen går den rette vej. Det synes som om, alle gode intentioner og indsatser bliver grebet af andre virkeligheder.

Måske tager system-logikken magten. De samlede bevægelser af mennesker og processer omkring den digitale samfundserobring lader sig forføre af talmængderne i det vilde data-vest. Hvad er bedre end at måle faktuelt, om noget går den rette vej. Logikken bag nye stramme fraværsregler i gymnasier er et eksempel. De indføres, selvom rektorer, lærere og elever er imod og finder styringen centralistisk og mistillidsskabende

Jeg hører læger fortælle, hvordan de er nødt til at bruge meget mere tid på at skrive alt, hvad de siger til patienter og pårørende ind i systemer. Ikke kun fordi det er godt eller kræves, men også fordi det er den eneste måde, de selv kan dokumentere alt og dermed vaccinere sig selv mod eventuel kritik.

Problemet i de mekanismer er, at der ikke rigtig er nogle, der interesserer sig for det, der ligger under overfladen. Når først floden er sat i bevægelse, flyder alt med strømmen. Måske var det bare en enkelt dårlig dag på kontoret

Jeg har hørt en kommunal chef sammenligne ældreplejen i kommunen med en meget stor virksomhedsproduktion med tusindvis af processer og daglige produktioner. Skete der i ældreplejen én fejl én dag, og kom det i medierne med politikernes skarpe kritik, endte det altid i nye mekanismer til kontrol og dokumentation; helst noget der kan måles og passer godt i regnearket.

Overfladernes sejrsgang

Et kort tweet, en flygtig Facebook-kommentar spredes, så vi alle kan forarges som borgere i den sociale mediearena. Mediernes breaking news sender spørgsmålet videre til ministeren, som kræver handling, og hvis ministeren ikke straks griber bolden, er oppositionen beredt med byger af spørgsmål.

Problemet i de mekanismer er, at der ikke rigtig er nogle, der interesserer sig for det, der ligger under overfladen.

Når først floden er sat i bevægelse, flyder alt med strømmen. Men måske var det bare en enkelt dårlig dag på kontoret.

Jeg har oplevet det selv. I mit virke som kommunikationschef gennem 25 år har jeg flere gange set, hvordan at nyhedsstrømmen ofte ikke kommer bagom vigtige sagers substans.

Jeg oplever, at der er blevet færre medier med redaktioner, der har ressourcer til at gå i dybden, og at den hurtige strøm på de digitale medier har overtaget magten. Det er synd og skam, og bevægelsen viser, hvor meget en af grundpillerne i vores demokrati er udfordret,

Nogle gange er historien der slet ikke, andre gange er den større. Men det er ligegyldigt. Strømmen ruller bare videre mod vandfaldet. Det er nemt at skyde på journalisterne – men det er for nemt at gøre alene. Vi må også se på os selv. De sociale medier er midlet, men man kommer ikke udenom, at det er mennesker, der agerer – når det altså ikke er botter.

Det er for nemt at skælde ud på Facebook

De sociale medier tager over. Politiske bevægelser, organisationer og influencers tager over, og ofte skvulper de i jagten på at opnå synlighed mistillidsstrømmene videre med deres iboende trang til at sætte ild i ”det dyriske instinkt”.

Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet, men husk: Vi bliver, hvad vi taler

Som borgere falder vi lige i. De forargede råber højt. De fleste er stille og skælder i stedet ud på Facebook, politikerne, de forfærdelige sociale medier og verdens forfald.

For det er meget lettere. Men vores eget ansvar som ansatte på arbejdsmarkedet, som borgere og som mediebrugere taler vi næsten aldrig om. Til gengæld veksler det lidt, hvem der får med den verbale krabask.I går var det folkeskolelærerne. I dag er det DJØF’erne. I morgen er det måske …. dig?

Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet, men husk: Vi bliver, hvad vi taler.

Meld en regel – skal nye fraværsregler i gymnasiet sendes til eftertanke?

Regeringens kampagne for regelforenkling er slut. Nye fraværsregler i gymnasier egner sig til en grundig drøftelse uden politisk heksejagt og breaking news overskrifter. Kort sagt: Tjener reglerne de gode intentioner, som ligger bag?

Blog, publiceret på DenOffentlige, november 2018

Nye regler kræver, at alle gymnasieelever, der kommer mere end et minut for sent til en time, skal registreres for fuldt fravær. I kulissen er der debat. Elever strejker, rektorer vil bryde loven, læs fx artiklerne:

Dokumentation skal bygges op, systemer skal overvåge og bogføre, og resultaterne skal publiceres på gymnasiernes hjemmeside.

Er det nogle gange for let at skyde mod politikere? 

Det er let at skyde mod en minister, politikere og partier. Nogle gange for let. Er det værd at spørge, om der i de mange nye muligheder for at registrere data, overvåge og sætte i digitale systemer, findes mekanismer, som tilsammen sender den politisk-administrative styring i retninger, der risikerer at spænde ben for selv de bedste intentioner bag initiativer og i stedet skaber unødig modstand og spild af god energi blandt offentlige ledere og medarbejdere. Kolde hænder frem for varme. Administrativt bureaukrati frem for kernevelfærd.

Er du aktør på skoleområdet – privat, fri, efter eller folkeskole – så kan du bidrage til Skoleavisen på to måder. Send indlæg direkte til redaktionen på skoleavisen@denoffentlige.dkeller blive redaktør for dit eget indhold som udgiver på DenOffentlige. 

Regeringen har gennemført en kampagne for regelforenkling. Den 24. august 2018 udsendte Finansministeriet en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at en kommende afbureaukratiseringsreform vil imødekomme over 300 forslag til regelforenklinger. 

Skal unge under uddannelse sættes under hårdere administration end resten af samfundet? 

Jeg ville gerne melde de nye fraværsregler ind, ikke for at gøre mig klog på, hvad der konkret er op og ned, og hvad der skal gøres – men for at foreslå, at eksempler som netop dette bliver drøftet grundigt drøftet på en måde, hvor der ikke går politisk heksejagt og flygtige breaking news overskrifter i alting.

Lad os spørge: Vil man på arbejdspladser registrere medarbejdere som fraværende, hvis de kommer 2 minutter for sent til et møde? Vil man på sygehuse aflyse den længe ventede operationstid, hvis man kommer 3 minutter for sent? Skal unge under uddannelse udsættes for en hårdere administration end resten af vores samfund?

Ja, selvfølgelig skal man komme til tiden. Det skal arbejdspladsen, sygehuset og gymnasiet sørge for. Og hvis nogle har vanskeligheder med det for tit, skal der da en fast en hånd til.

Fremmes retorikken hen mod en cocktail af mistillid, dokumentations- og præsentationskrav? 

Hvis der skal nye regler og stærkere indsatser til for at mindske fravær og motivere til fastholdelse på gymnasierne, er det stof til eftertanke, at selve fortællingen om de nye regler fra dag 1 bliver så massivt forurenet af en polemik blandt dem, som reglerne skulle hjælpe.

Risikerer reglerne og selve fortællingen om disse at fremme den retorik, som alle taler om, de gerne vil væk fra. Hen mod en cocktail af mistillid, dokumentations- og præstationskrav til såvel offentlige ledere og ansatte som til vores dejlige danske ungdom?

I et andet perspektiv er disse nye fraværsregler så vigtige at italesætte og debattere netop nu i en tid, hvor mange andre store politiske spørgsmål er på agendaen i det danske uddannelseslandskab?

Kort sagt – tjener reglerne og fortælllingen om disse de gode intentioner, der uden tvivl ligger bag? Prioriteres og bruges de gode energier rigtigt?

Mobiltelefoner: Vi gemmer ikke væk, vi forbyder ikke, vi styrer sammen – digital dannelse er et fælles ansvar

Forbud mod telefoner på skoler rammer i hjertet af debat om digital dannelse. Der er brug for masser af debat, nysgerrighed og varsomhed. Er det en faldgrube bare at tro på, at vi voksne, vi kan da sagtens danne de der unge digitalt?

Blog publiceret på DenOffentlige, november 2018

Hvad har tjekket parkering og billedet ovenfor egentlig at gøre med digital dannelse?

Du læser selvfølgelig videre, fordi du som en klog voksen ikke bryder dig om alle de flygtige digitale tekster :-). Bare rolig, teksten her er lang, og konklusionerne kommer drypvis og også til sidst. Jeg er født analog. 

Danmarks Evalueringsinstitut er i gang med analyse af digital dannelse på erhvervsuddannelserne

Den digitale verden trænger dybt ind i vores alles hverdag. Det bliver mere. Det stopper ikke. Derfor taler vi nu højt om digital dannelse i vores skoler og uddannelser.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) afholdt den 8. november en velbesøgt konference om deres arbejde med en behovsanalyse og mulige nye koncepter for erhvervsuddannelserne.

DDet fik mig til at tænke på en ung håndværker, der netop har repareret vores tag. Det var i realiteten komplet umuligt for mig at få fat på en håndværker, der havde tid og lyst til at hjælpe os.

Da Nicklas kom forbi, var det med mobiltelefonen i hånden. Fotos og sms’er mellem os blev bærende for vurdering og aftaler om opgaven. Han fik let involveret en anden håndværker i løsningen, og vi sendte billeder frem og tilbage. Alt forløb gnidningsfrit.

Uden mobiltelefonen havde det taget meget lang tid, før håndværkeren havde lavet vores tag

Uden den fremgangsmåde tror jeg, det havde taget lang tid for os at få stoppet utætheden i vores tag. For Nicklas var mobilen en helt naturlig del af arbejdet.

Debatten om digital dannelse kan lande i faldgruber. En af dem er en tone og tråd, hvor det handler om, at “nu skal vi voksne danne de unge digitalt og indføre nye fag, forbud og regler, så vi kan lære dem, hvad der er rigtigt og forkert”.

Lektor: Skolens vægge er nu gennemhullet kommunikativt. Nogle prøver at sætte propper i hullerne, men det lykkes altså aldrig rigtig

Ved EVA’s konference formåede lektor Michael Paulsen at finde en balance mellem på den ene side vanskeligheder og dilemmaer, på den anden side en nøgtern beskrivelse af realiteterne og konkrete eksempler på mulige og gode veje frem.  

Fx konstaterede lektoren tørt, at eleverne allerede er digitalt skadet den første dag, de træder ind på skolerne. Fra den lidt sarkastiske tone præsenterede han en solid faglig ramme om, hvad digital dannelse er.   

Han beskrev også, hvordan internettet har ført til en helt ny situation, hvor skolen er ophørt med fra historisk tid at være et ret lukket rum med vægge, klasser og bøger. Beskyttet lidt fra verden udenfor og iscenesat gennem fx ekskursioner og gæstebesøg.

Nu er alles skolens vægge gennemhullet kommunikativt overalt. Nogle prøver at sætter propper i hullerne, men det lykkes altså aldrig rigtig, smilede forskeren.

Blandt flere pointer fremhævede han, at den vej som virkelig ser ud til at batte i praksis i diskussionen om digital dannelse, det er, når eleverne anvender nye medier på gode måder til gode formål.

Michael Paulsen fremhævede et forsøg på skoler, hvor eleverne brugte Twitter i forskellige fag, og hvor fx en tråd på Twitter som led i en klasses filmanalyse under selve visningen af filmen gav læring for eleverne på helt nye analytiske måder.  

Forskellige uddannelser, forskellige elevgrupper, forskellige veje til digital dannelse

Jeg ved ikke fra hvilke devices, eleverne gik på Twitter i forsøget. Twitter er i selve sin konstruktion mobilegnet, og jeg har tidligere foreslået at indsamle viden om og erfaringer fra praksis om anvendelse af mobiltelefoner i læringen.

Eksemplet her illustrerer fint ideen bag forslaget. Jeg er ihvertfald stødt på overraskende lidt mere samlet fokus på dette område.

En central pointe fra EVA’s konference var måske, at når der tales digital dannelse skal man fokusere meget konkret på forskellige uddannelser og forskellige elevgrupper. Der findes ikke en “one size fits all”.

Digital dannelse er et fælles ansvar 

Debatten om mobiltelefoner på skoler er ekstremt interessant som eksempel, fordi den rammer lige ind i følelsesregisteret hos os alle. Vi får en fornemmelse af, at “noget er galt” – og nu må vi gøre noget ved vores børn og unge og deres vaner.  Måske fordi vi fornemmer det fra vores egne vaner?

Svaret er selvfølgeig ja, vi skal gøre noget. Vi skal ikke bare blindt lade alting køre. Vi skal have masser af debat om digital dannelse, overalt i vores samfund.  

Vi skal samtidig betragte os selv som voksne og konstatere, at vi ikke er et hak bedre end de unge. Mobilerne er overalt, og hvem tror, de forsvinder i morgen?

Det interessante spørgsmål er, hvad vi skal gøre. Er vi voksne digitale immigranter i stand til alene at lære de unge digitale indfødte, hvad digital dannelse er i deres digitale virkelighed?

Kan vi det, når vores børn og unge for længst er kørt langt foran os med deres teknologiske kunnen og digitale liv?

Jeg tror det ikke. Jeg tror heller ikke, vi kan stille de krav til vores dygtige skoler og dygtige lærere. Det er ikke rimeligt. Digital dannelse er et fælles ansvar.  

Jeg tror, vi skal finde måder at tale om og udvikle digital dannelse sammen med ungdommens stemme i Danmark 2.0 med nysgerrighed og tro på fremtiden. 

Jeg tror, vi skal varsomme, når vi fylder lokaler og diskussioner med digitale immigranters stemme i debatter om digital dannelse, for vi kan – i den digitale eksplosions natur – ikke have den fulde føling med, hvad børn og unge gør i morgen i den digitale virkelighed, de lever i.    

At sætte prop i et par af hullerne på væggen, fører det ikke bare til, at de andre huller bliver endnu mere interessante?

På skolerne betyder det for mig i debatten om mobiltelefoner, at løsningerne synes mere nuancerede end et forbud.  

I de helt små klasser fandt jeg det personligt rart, at mobiltelefonerne ikke var ret meget tilstede på mine børns skole. I de mindre klasser skal reglerne formentlig være skrappest, i de større klasser mest lempelige. 

De større elever kan i dag betale med mobilepay i skolens cafe og se beskeder fra fx skoletandlægen og om fritidsaktiviteter. Faktisk er der en forventning om, at de store elever klarer sig selv og orienterer sig selv, og fx er kontant valuta og gammeldags skriftlige beskeder jo på hastig vej væk. 

Som led i undervisningen kan der tales om – meget gerne sammen med de unge – hvordan, mobiltelefonerne også kan anvendes smart og bevidst til konkrete formål. Som i filmanalysen på Twitter og med Nicklas på taget.

Nogle gange hører jeg, at eleverne bare kan bruge deres ipad eller computer, og at de ikke har brug for deres telefoner på skolen. Men altså – de unge kan ligeså vel gå på Facebook fra disse devices. 

At sætte prop i et par af hullerne i væggen, fører det ikke bare til, at de andre huller i væggen bliver endnu mere interessante?

En amerikansk forsker viste for nogle år siden billeder fra et foredrag i et stort auditorium, hvor alle de universitetstuderende sad med åbne computerskærme. De fleste kiggede på ting, der intet havde med den åbenbart ret kedsommelige forelæsning at gøre, 

Forskerens kyniske replik til en fyldt konferencesal ved den internationale digitaliseringskonference i Berlin, den var:

Sikke et læringsrum vi går glip af der, var?

Jeg tror ikke, det er nogen løsning i debatten om digital dannelse at sætte mobiltelefonen i skammekrogen som “det farlige”. 

Mobiltelefonen har sin naturlige plads i livet og derfor kan skoler og uddannelser fx anvende de på billedet tjekkede mobile parkeringspladser med stik til opladning, som en skolelærer i Holbæk har udviklet.

Lærer: Forældrene må godt blande sig lidt udenom i dagligdagen

Det er ikke noget med at aflevere mobilerne til læreren om morgenen til en lurvet skuffe eller anvende dem skjult på toilettet eller bag busken.

Og forældrene må meget gerne blande sig lidt udenom og have tillid til skolens rammer og lærerens praksis.

Som en lærer har skrevet til mig: “Jeg er imod forbud. Jeg har ingen problemer med at lave regler for eleverne. Mit største problem i dagligdagen har været, at nogle af forældrene gjorde indvendinger”.

Formentlig har de unge meget bedre ideer til den gode og smarte anvendelse

Hver skole skal have sin egen overordnede politik. Der må for alt i verden ikke sættes ministerielle embedsmænd til at udarbejde retningslinjer.

Der skal være tillid til, at hver enkelt lærer kan lægge en god linje og anvende parkeringspladsen, som det passer bedst på dagen. Undervisningen er forskellig, aldrene er forskellige, eleverne er forskellige. 

Skønheden er, at parkeringspladserne både kan indebære forbud og standsning, tidsbegrænset parkering, zoneparkering og tilladte zoner og perioder.

Kort sagt: Selve mobiltelefonens tilstedevær fornægtes ikke, den anerkendes. Parkeringspladsen åbner også for nem anvendelse til gode formål samt til diskussioner og italesættelse af både muligheder og vanskeligheder.

Kan man egentlig forestille sig bedre digital dannelse i praksis?  

I et synligt fællesskab styrer vi mennesker, voksne og unge, teknologien, sammen

Parkeringspladsen er et symbolsk interessant eksempel på hele debatten om digital dannelse, og på hvordan de konkrete veje frem kan være forskellige i Danmark 2.0 fra alder til alder, klasse til klasse, uddannelse til uddannelse, arbejdsplads til arbejdsplads, branche til branche, hjem til hjem.

Vi gemmer ikke mobiltelefonerne væk. Vi forbyder dem ikke. Vi taler om dem og styrer dem. I et synligt fællesskab styrer vi mennesker, voksne og unge, teknologien, sammen.

Og – formentlig har de unge jo meget bedre ideer til den smarte og gode anvendelse, end vi voksne nogensinde kunne finde på. 

Det er vidunderligt, for det betyder, at vi kan udvikle vores demokratiske velfærdssamfund Danmark 2.0 endnu bedre og udnytte vores digitalt fødte ungdoms fantastiske kompetencer.

Hov – tør du prøve at vende debatten om forbud mod mobiltelefoner i skoler på hovedet?

Danske Skoleelever finder kampen mod mobiltelefoner i skolen for ”tosset”. Er forbud et digitalt selvmål? Skal vi tale mere om, hvordan mobiltelefoner også kan bruges i læringen og erstatte forbudsdebat med nysgerrighed og samtaler med de unge?

Blogindlæg bragt på DenOffentlige den 3. november 2018

23% af danske skoler inddrager ifølge Undervisningsministeriet nu mobiltelefoner om morgenen fra eleverne. I en artikel i BT den 10. oktober 2018 er foreningen Danske Skoleelever kritisk:

– ”Mobiltelefoner skal bruges som et aktivt redskab i undervisningen. Men det skal tilkobles digital dannelse, så man både ved, hvordan agerer med den, og hvordan man abstraherer fra den”, udtaler foreningens formand, Sarah Gruszov Bærentsen.

I en tidsalder med digital eksplosion og i Danmark som en digital frontløber nation virker det overraskende, at der ikke er mere diskussion af, hvordan mobiltelefoner også kan anvendes som en del af læringen i undervisningen.

Masser af muligheder for at anvende mobiltelefoner i undervisningen

Jeg kan ikke finde mange steder, hvor der er særlig opmærksomhed om netop dette perspektiv, selvom nogle institutioner og læringsportaler omtaler mulighederne, fx disse tre:

  1. Professionshøjskolen Absalon giver i artiklen ”Mobil læring – i tidens ånd” eksempler og links til hvor mobilen kan bruges til at tilføre spændende dimensioner til undervisningen.
  2. EMU – Danmarks Læringsportal omtaler en række eksemplerpå anvendelsesmuligheder i undervisningen.
  3. TeachThought – en amerikansk læringsportal bringer artiklen “40 simple ways to use af smartphone in the classroom”.

Måske findes der mere viden andre steder? Mange skoler og lærere har utvivlsomt allerede vigtige erfaringer, tips, tricks og faldgruber.

Uddannelse er i dag også et grænseløst læringsrum, hvor unge mennesker i deres egen bukselomme, altid, har adgang til al verdens viden, dialog, interaktive apps og værktøjer.

Skal vi forbyde det? Eller skal vi også tale om, hvordan det kan anvendes rigtigt og godt?

Lokale politikker, mobilfri zoner og fokus på tilstedevær og digital dannelse – det er kun godt 

Selvfølgelig skal der være rammer for, hvad telefoner bruges til i skolens rum. Skolers og læreres erfaringer og bekymringer skal tages alvorligt.

Lokale politikker og italesættelse af god mobilkultur er en god ide. Der er fornuft i at tale om mobilfri zoner, ligesom der skal tales om de digitale dilemmaer. Fx at mobiltelefonerne altid er en konkurrent til vores tilstedevær og koncentration.

Begreber som digital dannelse og digital sundhed er også vigtige. Og ja, vi skal alle kunne slukke for det digitale flow. Læsning, bøger og faglig fordybelse er vigtig.

Og så videre. Men de vinkler lukker jeg af her for et øjeblik. Mange taler om dette allerede.

“Enten finder vi en vej, eller også laver vi en” (citat af Hannibal, hærfører)

Savner vi at tale mere om, hvordan det ubegribeligt store mobile læringsrum også kan udnyttes på velegnet vis i skolers og uddannelsers hverdag?

Tør du prøve at vende forbudsdebatten på hovedet og tage Danske Skoleelevers synspunkter alvorligt?

På foreningens hjemmeside fremgår det af deres politik bl.a., at ”kampen mod mobiltelefoner i skolen er håbløst tosset”. Vil det være en god ide at inddrage elever og unge i samtaler om mulighederne i det mobile læringsrum?

Jeg vil foreslå:

  1. At Danmarks Evalueringsinstitut, eller andre relevante aktører, indsamler viden og indhenter erfaringer fra praksis om, hvordan mobiltelefoner kan anvendes.
  2. At de digitale indfødte, inddrages i arbejdet. Hvordan ser eleverne i de ældste klasser fx på mulighederne i mobiltelefonerne i deres skolegang.

 “Pessimister er dog de reneste tåber. De tror på det modsatte af, hvad de håber. Nej de optimister, som livet beror på, er dem som tør håbe på noget, de tror på” (citat af Piet Hein)

Tre eksempler på mobiltelefonens potentiale som et redskab kunne være:

  1. Den alternative lærer. Jeg fik en overraskelse, da jeg sad med en gymnasieelev, der ikke forstod lærerens forklaring af en vanskelig ligning. På nettet fandt hun to andre lærers forklaring på den samme ligning – og vupti. Den enkelte lærer er ikke et orakel. Matematik er svært. Måske kan andre læreres forklaringer fremme forståelsen. Mobilen giver nem adgang.
  2. Skolers sociale medier.Kan eleverne bevæge skolernes sociale medier fra ret fraværende kanaler til et pulserende miljø omkring læring og skoleliv? Kan projekter i fx klima føre til levende fortællinger og diskussioner? Kan konkrete sager i lokalområdet føre til dialog med politikere og virksomheder? Mobilen giver nem adgang.
  3. Sjove quizzer i stedet for national test. Kan fokus på karakterer og tests i perioder tones ned til fordel for, at eleverne selv udvikler faglige quizzer og tests om aktuelle faglige emner til hinanden på kryds og tværs af klasser og årgange? Mobilen giver nem adgang.

Ungdommens stemme i Danmark 2.0

Alene italesættelsen og dialogen om sådanne jordnære emner tror jeg, vil fremme målsætninger om at sætte digital dannelse og teknologiforståelse på agendaen på nye måder.

Det er et eksempel på, hvordan vi kan inddrage ungdommens stemme bedre og mere i udviklingen af vores demokratiske velfærdssamfund Danmark 2.0. Det har vi brug for mere end nogensinde i den digitale eksplosion, som vi befinder os i.

I min fritid er jeg frivillig mentor for yngre akademikere, og jeg oplever så mange dygtige og engagerede unge mennesker, at jeg ind i mellem må knibe mig selv i armen.

Er det den ungdom, vi taler om, som er blevet curlet, forkælet, skærmfikseret og selfie-selvoptaget? Så er der godt nok håb for Danmarks fremtid.

Du kan ikke undslippe morgendagens ansvar ved at undgå det i dag.” (citat af Abraham Lincoln)

At 23% af danske skoler forbyder mobiltelefoner i dag, det er ikke nødvendigvis godt. Kan et for ensidigt fokus på forbud risikere at afkoble vores skoler fra virkeligheden omkring dem?

Jeg har set en repræsentant fra en skole udtale noget i retning, at “det var godt, da mobilerne forsvandt, for så fik vi de gode gammeldags konflikter tilbage”.

Jeg tror på, at det er vejen frem at tale om god mobilkultur og rigtig anvendelse af mobiltelefoner alle steder og for alle aldre – under møder og i frokostpausen på arbejdspladsen, i S-toget, i bilen på cykelstierne og på fortorvet, under middage på restauranter og ved familiesammenkomster og – i skolernes dagligdag.

At sætte den mobile virkelighed uden for døren på vores skoler – er det nu også fremtidens løsning i Danmark 2.0?

 

Fremtiden har brug for en tillidsreform: Alle unge er parate, hvis spørgsmålet er rigtigt

Italesættelsen af unge og uddannelse bærer for meget præg af mistillid og ønsker om styring. Unge rummer masser af løsninger selv. Lad os demonstrere tillid og invitere dem ombord i debatten om uddannelsessystemet og i skabelsen af Danmark 2.0.

Blogindlæg, bragt på DenOffentlige, 24. oktober 2018

Uddannelsesparathed, nationale tests, karakterer.

Hvis nogen fortæller dig: “Det kan man ikke”. Så mener de i virkeligheden: “Jeg kan ikke”.”  (citat af Sean Stephenson)

Der er masser af god faglighed og læringsværktøjer bag. Også bag mange reformer, ekspertgrupper og uddannelsespolitiske debatter. Mange intentioner er gode og rigtige.

Når en ung 13-14 årig kaldes ikke-uddannelsesparat, er det for mig selve symbolet på, at noget kører af sporet i vores uddannelsessystem. Enhver er parat til livet. Spørgsmålet er til hvad.

“Nothing is as important as passion. No matter what you want to do with your life, be passionate” (citat af Jon Bon Jovi)

Flere og flere er begyndt at tale om, at kun de færreste unge vælger deres eksakte livsvej i 8. og 9. klasse. Alligevel taler vi om indretningen af uddannelsessystemet som om, det er den vej, vi ønsker, der skal stræbes efter.

Den aktuelle debat om søgning til erhvervsuddannelserne sigter også mod at få flere til at vælge disse uddannelser tidligt, selvom meget peger på, at de fleste unge slet ikke er klar til at tage dette valg allerede i folkeskolen som bl.a. fremhævet for nylig i et debatindlæg af Danmarks Evalueringsinstitut.

Vi har i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde

Det er som om, vi mere eller mindre systematisk kommer til at italesætte vores ungdom som et problem. 12-tals piger er for perfekte. Drenge spiller for meget computer. For mange vælger gymnasiet. Det er ikke godt, hvis den snorlige vej ikke passer alle.

“Double trouble”

Har ”voksendommen” ikke altid omtalt ”ungdommen” som et snert af ”double trouble”?

I mine øjne har vi i dag i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde.

Jeg husker, min egen tid på universitetet, hvor der nærmest blev set ned på mig, fordi jeg ønskede at skrive mit speciale på normeret tid. Der var ret mange “fjumreklip”, og jeg kender også til mennesker, som levede i længere perioder på kontanthjælp og hyggede sig ganske godt.

Da mine to ældste børn blev studenter, var der intet, der betød mindre end den eksakte karakterskala. Det var en blomstrende markering af et skift fra barn, til ung, til endnu mere voksen. Til en ny tidsalder. Et farvel til en skolegang og goddag til en fremtid, du selv vælger.

Skoleinspektøren valgte min onkels livsvej – skal vi bestemme, hvad vores unge skal?

Min onkel fortalte ved min fars begravelse, hvordan han valgte sit arbejdsliv. En dag kom skoleinspektøren ind og kaldte ham til sit kontor. Det skete vist ellers ofte kun, hvis der var et spanskrør – et gammelt afstraffelsesmiddel i skolen i form af slag bagi med en tyk pind – i luften.

En fabrik søgte en lærling. Skoleinspektøren mente, det var noget for ham, så han skulle gå hjem og tale med sine forældre. Den chance måtte ikke glippe. Sådan blev det, og fra da af og resten af livet arbejdede han der. Livsbanen blev valgt af skoleinspektøren og af forældrene.

Er det sådan, vi ønsker fremtiden skal blive for vores ungdom? At vi skal styre, hvad de skal.

Når der tales om tests og resultater fra tidlige børneår, og når der fra 8. klasse bruges matematiske sammenligninger og kurver mellem elever og klasser, som om mennesker kan måles og vejes efter en videnskabelig målestok.

“På den måde at man i matematikkens love sigter på virkeligheden, er de ikke sikre. På den måde lovene er sikre, sigter de ikke på virkeligheden” (citat af Albert Einstein)

Når der tales om valg af uddannelse og uddannelsesparathed med en voksen stemme inden konfirmationsalderen for at sikre den rette hylde i senere uddannelser og den for samfundet rette beskæftigelse frem til pensionsalderen.

Så risikerer vi – i selve måden vi taler på – at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke brød os om og derfor fjernede os fra i vores moderne vestlige velfærdssamfund.

Det lyder heller ikke som svaret på fremtidens arbejdsmarked i en global og digital virkelighed, der hele tiden er under forandring.

Som faglige værktøjer for læring er nationale tests fx utvivlsomt værdifulde, men når selve skole-hjem samtalerne i folkeskolen risikerer at iscenesætte regneark og testresultater som selve rammen for dialogen mellem ung og voksen, så italesætter vi også, hvad der er vigtigst.

For de enkelte skoler er det rart, hvis eleverne får de bedste karakterer gennemsnit sammenlignet med andre skoler. For styrelser, ministerier og politikere er det rart, hvis Danmark ligger højt på de internationale ranglister.

Vi skaber den virkelighed, vi taler om. Tænk hvis regnearket lå mere i den faglige læringskulisse, og vi talte mest om der, hvor engagementet og motivationen brændte, og hvordan den enkelte derigennem kan vokse.

Jeg er privilegeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det vigtigste er, at de har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.

Ungdommen har allerede magten – i deres egen bukselomme

Når Regeringen har nedsat et Disruptionsråd, vil jeg gerne spørge, hvad gennemsnitsalderen i rådet er, og hvor ungdommen er henne. Min søn eksperimenterer med en webshop, og jeg tror, at han har mere fornemmelse for disruption i den virkelige virkelighed end Hella Joof, som er med i rådet.

Måske har Danmark mere brug for en Ungesag end en Ældresag. Der er mange stærke kræfter, der taler de ældres sag.

Egentlig er det overraskende, at ungdommen, de digitale indfødte, ikke selv ser, hvilken magt de besidder – i deres egen bukselomme, i mobiltelefonen, i de sociale medier, i deres digitale kunnen. De bærer selve nøglen til den revolution, de måtte ønske.

“Stor er den, som ved, men større er den, som ved, hvor han skal spørge” (citat af Piet Hein)

Forestil dig 100 unge slå sig sammen om at skabe opmærksomhed om nogle forhold i din kommune, på din arbejdsplads, i deres uddannelse. De vil kunne ændre scenen fra den ene dag til den anden.

Politikere og direktionsgange bliver nødt til at forholde sig til dem og deres holdninger, og alle ledelser og medarbejdere bliver en gang for alle nødt til at indse, hvad sociale medier i en ny tidsalder er, og hvad disruption indebærer.

Hvorfor skal vi vente på, at ungdommen anvender deres digitale magt – lad os vise dem meget mere tillid. Lad os spørge dem om, hvordan vi bedst inviterer deres stemme meget mere ombord i debatten om vores uddannelsessystem og i skabelsen af Danmark 2.0.

Lad os give vores ungdom en tillidsreform – også fordi:

“Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet. Vi bliver, hvad vi taler”

Ungdommens stemme i Danmark 2.0

Syv eksempler på hvor det digitale Danmark har brug for vores dygtige ungdom. I stedet for at tale om forbud mod mobiltelefoner i skolerne, skal vi tale med vores ungdom om, hvordan vi sammen skaber det bedste digitale, demokratiske velfærdssamfund.

Blogindlæg, bragt på denoffentlige.dk 16. oktober 2018

I sommer lød det, at Frankrigs regering vil forbyde mobiltelefoner i skolerne, og der er straks fulgt op med debat og forslag i Danmark.

Den digitale verden er en del af vores hjerne, vores mentalitet, vores sjæl

Lad os tænke tilbage på fortidens opdagelsesrejsende. Hvor mange af urtidens mennesker der, før større skibe blev opfundet, stod ved kysterne og tænkte – hvad er der mon derude, derude ved havets ende. De drog afsted på flåder af træ, og et utal druknede. Derfor troede folk, der var en afgrund. Der var jo ingen, der kom tilbage. Hvilken verden åbnede sig siden. Nye kontinenter, nye drømme.

I dag går børn og unge rundt med alle verdens mirakler i deres lomme, så tæt på dem som muligt. Og de smider den aldrig væk. Sker det, går skærmen i stykker, så handler det hele om, hvordan man får en ny i en fart.

“Never doubt that a small group of thougthful, comitted citizens can change the world. Indeed, it is the only thing that ever has” (citat af Margaret Mead)

Den digitale verden er ikke en del af vores fysiske organer. Den er en del af:

  • Vores hjerne.
  • Vores bevidsthed
  • Vores mentalitet.
  • Vores sjæl.

Den digitale verden er vores ungdoms, børns og verdens fremtid. Det bliver ikke lavet om, uanset hvad hvem mener.  Se omkring dig hvordan mobiltelefoner, ipads og digital teknologi bliver en integreret del af vores alles liv fra morgen til aften, fra vugge til grav. Hvordan digitale adgange, som fx mobiltelefonen, bliver en forudsætning for dit daglige liv.

At tage smartphonen fra en moderne ung, vil være som at tage skibet fra fortidens opdagelsesrejsende. Drømmen brister. Det er en vanvittig fanatisk, religiøs forestilling. Det er en utopi. Det er som Nordkorea

Smartphonen som teknologi rummer selve livet og selve løsningerne på det meste: Rejserne, økonomien, kærligheden, venskaberne, underholdningen, musikken, tøjet, møblerne – og i øvrigt alverdens gamle leksikoner og al tilgængelig viden i hele verden om hvad som helst.

Syv eksempler på hvor vi har brug for vores dygtige ungdom

Det tror da pokker, at ungdommen har svært ved at lægge telefonen fra sig – og også os voksne faktisk – selvom både de og vi jo også skal gøre det, for ingen kan rumme hele verden døgnet rundt og samtidig være til stede der, hvor vi er lige nu.

Det er det samme som at begå mentalt selvmord, og derfor skal vi selvfølgelig tale om både det gode og om det svære. Om muligheder og om risici. Om den digitale sundhed, om at kunne slukke det digitale flow, om at være tilstede.

Vi skal gøre det ud fra virkeligheden. Vi skal tale til vor ungdom, der hvor den er. Ikke der hvor vi tænker den burde være, for så taler vi jo ikke til dem, men forbi og hen over hovedet på dem.

Virkeligheden er, at den digitale udvikling forløber så hurtigt, at såvel vi enkelte mennesker, som arbejdspladserne og organisationerne har svært ved at følge med. Virkeligheden er også, at vi har brug for at inddrage de unge, digitale indfødte på nye måder for, at mennesker, demokrati og samfundsindretning kan følge med.

I stedet for at tage afsæt i at tale om forbud mod mobiltelefoner på skoler, så lad os tage afsæt i at tale med vores unge om, hvordan vi bruger mobiltelefonerne bedst i skolegangen også som en del af læring og uddannelse.

Vi skal invitere ungdommens stemme til at sidde arm i arm med alle os ældre. Overalt i vores samfund. Det er os voksne og gamle, der skal starte med at lytte og forsøge at styre lysten til at fortælle om alt det, vi synes.

Der tales om at udvikle “digital dannelse” i uddannelsessystemet. Det bekymrer mig altid en smule, når akademisk sprog og begrebsverden begynder at fylde i diskussionerne.

Det afgørende er, at vi taler ud fra virkeligheden og sammen med ungdommen.

“De mennesker, der er skøre nok til at tro, at de kan ændre verden, det er dem, der gør det” (citat af Steve Jobs)

Lad mig give syv eksempler på, hvor vi har brug for vores dygtige ungdom:

  1. Ledelse og organisation.I den digitale eksplosion vil mange topledere, beslutningstagere og politikere oppe i årene – som man jo typisk er på de poster – ikke være i stand til at finde de rette løsninger i vores organisationer og på vores arbejdspladser. Vi skal opbygge teams, der bryder gamle hierarkier ned, og hvor yngre digitale kræfter sidder med om bordet. Vi skal gøre op med måden at organisere os på. Jeg har set digitale projekter kuldsejle eller blive for komplekse, fordi det digitale blod ikke har fået gode nok pladser omkring bordet, når retningen skal lægges, og detaljerne dirigeres.
  2. Sociale medier. Når vi forfærdes over Twitter og Donald Trumps succes og forarges over Facebook, dets debattråde og dets globale magt, skal vi ikke vende den anden kind til. Vi skal tale om, hvordan vi kan bruge de sociale medier bedre for vores demokrati og for vores vestlige værdier.
  3. Det digitale sprog.Ungdommen kastes fra sårbare børne- og teenageår ud i sociale medier med alle dets lyse og mørke sider. De begår fejl. Men de lærer koderne, det præcise sprog og den tone der hører hjemme meget hurtigere end os andre i hvert enkelt digitalt system, de møder. De rummer også løsningerne.
  4. Global dialog. Sikke nogle spændende globale samtaler vi kan få i vores skoler og uddannelser. At lytte til og indgå i dialog om klima, flygtninge og terror på tværs af kulturer, religioner og folkeslag. At tale om hvordan vi hver især ser verden, og hvad vi kan gøre i fællesskab. Mine børn kom i lejrskole stort set på samme måde, som jeg gjorde for mange år siden – den traditionelle tur til Berlin.
  5. Lærerplaner.Når jeg hører om lærerplanerne for nogle fag virker det ikke på mig, som om den digitale verden helt er trådt ind i læreplanerne i samme tempo som udviklingen omkring os. Lad os drøfte med ungdommen, hvordan vi kan gøre det globale og digitale til en naturlig del af hverdagen i det danske uddannelsessystem.
  6. Computerspil. I stedet for mest at tale om computerspils skadelige virkninger på drenge, så lad os fx også tale om hvilke kompetencer drengene får, deres teknologiske indsigt og deres engelske sprogevner. Jeg har set unge, der lærer bedre at tale engelsk via computerspil end gennem at læse gamle digte op i klassen for deres kammerater.
  7. Markedsføring. Nogle gange tales der om, at uddannelser ikke må markedsføre sig for overfor de unge. Men det er som om, der tales om markedsføring. som det var ”dengang mor og far var unge”. At informere om og have dialog om uddannelsesmuligheder i øjenhøjde med unge mennesker det foregår i 2018 på de platforme, hvor de unge findes med de medier og de budskaber, som anvendes der.

En rød tråd i alle eksemplerne er, at selve tempoet i forandringerne adskiller sig fra, hvad voksne generationer før har oplevet. Globaliseringen, som har gjort kloden lille, meget lille. Digitaliseringen, som disrupter alt, vi kender.

Elektricitet – aldrig i livet om han skulle have det lort ind på sin gård

I en fjern krog i min slægt reagerede en gammel onkel med vrede, da elektriciteten kom til landdistrikterne. Aldrig i livet om han skulle have det lort ind på sin gård. De kabler kunne da sikkert tænde ild, og han havde det fint, som han havde det.

Husker du, hvor kort tid siden det er, at man ikke kunne streame en film eller en fodboldkamp på sin telefon?

Sandheden er, at vi alle bliver sat af den digitale eksplosion. Når nye generationer, der er opvokset med ipads, om et øjeblik kommer ud på arbejdsmarkedet, vil selv 30-40 årige blive udfordret.

Alt det vi ved, alt det vi har prøvet, og alt det vi gerne vil bestemme. Fordi vi nu har så meget erfaring, uddannelser og titler og er så pokkers kloge. Sandheden er, at vi ikke selv er i stand til at vide, hvor meget af det vi ved, der i virkeligheden bliver ubrugeligt i morgen.

Vi skal derfor lytte. Og så finder vi også ud af, at vi ældre ved meget, der kan bruges. Derfra kan vi sætte os sammen – ung som gammel – og lave løsningerne.

“You can’t stop the waves, but you can learn to surf” (citat fra Buddhis Offerings, 365 days, 14. august)

Måske er kunsten at lære at surfe på forandringens bølger. Lytte til forandringerne først. Dernæst til erfaringerne. Og så smelte forandringer og erfaringer sammen.

Hvis vi holder op med at tale til ungdommen om, alt hvad den skal og ikke skal. Hvis vi holder op med at tale om ungdommen som nogle, der skal tages under behandling og laves regler for og kontrolleres i fremdriftsreformer, men som nogle vi har tillid til.

Som vi har drømme for, og som Danmark 2.0 har brug for.

 

 

Uddannelsespolitik: Min datter bliver student – kan vi måske tale om andet end karakterer?

Uddannelsesdebat. Karakterkrav og systemer må ikke kvæle det, de unge skal gro fra. Alting passer ikke ind i effektivitetsmønstre og regneark. Vi taler om at undgå bureaukrati og kontrol i offentlig styring. Lad det også gælde unge i uddannelse. 

Indlæg på min blog på DenOffentlige, juni 2017. Sidst i teksten også et opfølgende blogindlæg i november 2017: Halvdelen af alle 8. klasses elever har stress – viser en ungdomsmusical vejen?

Min datter bliver student til sommer, og hun glæder sig. Karakterer har altid betydet meget. Men i disse år sker en gradvis stramning overalt. Både i tone og i handling.

Gymnasieelever rammes af stress og får gode råd til at trylle sig til bedre årskarakterer

Flere strukturelle tiltag trækker den vej, og flere forhold peger på, at selve italesættelsen af karakterer også er blevet problematisk:

De unge skal være hurtigere og mere effektive. De skal vælge rigtigt første gang, og de må helst ikke skifte uddannelse.

Læs også: Ungdommen kalder – har Danmark mere brug for en ungesag end en ældresag?

Mere end to ”sabbatår” er nærmest en forbrydelse, for så kan man ikke gange sit karaktergennemsnit op.

Et nyt skud på stammen er, at regering, KL og ekspertudvalg peger på tiltag, som skal sikre ”at svage unge” får ”en indgang” og med en fastere hånd skubbes i en ønsket retning. Allerhelst til erhvervsuddannelserne.

Der er masser af gode ting og intentioner i og bag mange tiltag, ligesom der var bag folkeskolereformen. Men det er vigtigt, at det man gør, og det man italesætter, det også passer til de unge netop, der hvor de er. .

”Jeg kunne aldrig drømme om at råde min børn til at vælge deres præcise livsvej i 9. klasse”

Som far til tre kunne jeg aldrig drømme om at råde mine børn til at vælge deres præcise livsvej i 9. klasse. Hvad enten det er til en erhvervsuddannelse eller omkring valg af en studieretning på et gymnasie.

Jeg bakker fuldt op bag deres drømme om sabbatår med rejser, arbejde og udenlandsophold. Og også mere end et år, hvis det bruges fornuftigt.

Det er da skønt for dem, som ved præcis, hvad de vil, og som går den lige vej gennem det hele. Men at tro på, at alle kan og skal gøre det, vil være et tegn på, at man tænker for meget “systemer og effektivitet” – og for lidt virkelighed og ungdom.

Med mine erfaringer som far og bestyrelsesmedlem i folkeskolen tror jeg fx heller ikke, at den bedste skolelærer altid er den, der som 22-årig er gået den direkte vej til lærergerningen. Der er mange udfordrende situationer mellem børn, omkring børn med vanskeligheder og omkring kontakten mellem hjem og skole, hvor det gavner, at man har prøvet lidt af hvert selv.

Når unge får lov at vokse på andre præmisser end de rent boglige – skal vi give mere plads til dette?

For de unge, der har det bogligt svært med fx danske og matematik, må det være en ekstra udfordring hele tiden gennem tests og karaktersystemer at få dokumenteret og italesat, at man er “svag”.

Måske man skulle prioritere andre fag højere i dagligdagens uddannelsessystem, så dem med håndværksevner og kreative evner også fik succesoplevelser – fremfor endnu et ”du’r ikke”.

Måske karaktererne skulle fylde og betyde lidt mindre i alt det, vi taler om og gør. I Birkerød viser teaterforeningen “Limenas” med 130 unge på tværs af skolerne, hvor meget andre typer projekter betyder for kreativitet, sammenhold og venskaber – og dermed jo også for læring. Her får unge lov at vokse på andre præmisser end de rent boglige. Skulle vi give sådanne ting mere plads?

Måske handler det mere om at tale håndværkerfaget op, vise og italesætte alt det spændende, jobmulighederne og mulighederne for senere videreuddannelse, hvis man vil have flere ind på erhvervsuddannelserne?

I stedet for med karakterer i bunden af skalaen som målestok at italesætte, at erhvervsuddannelserne er for dem, som ikke får så gode karakterer.

For dem der klarer sig godt bogligt i uddannelsessystemet, er det også værd at overveje, om karakterræset skal dæmpes lidt. Sådan som nogle gymnasier er begyndt at eksperimentere med,

Det man brænder for, det bliver man typisk også bedre til 

Tænk hvis hele måden, der blev tænkt uddannelse på satsede endnu mere på at finde og ramme de unges engagement – fremfor kampen for en højere karakter.

Det man brænder for, det viser al erfaring, at det bliver man typisk også bedre til. Og hvis man rammer den rette hylde her, vil det sjovt nok sikkert ende med, at flere bliver mere effektive og målrettede. Ja, måske vil de ovenikøbet få højere karakterer.

Bør vi i uddannelsesdebatten i Danmark give mere plads til at diskutere grundlæggende spørgsmål om vores syn på læring, uddannelsesveje, engagement og karakterer?

Vil det fx være godt at diskutere, om det egentlig er et rigtigt konstrueret system, når en uddannelse i psykologi er så godt som lukket land, hvis ikke man får lutter 12-taller?

Får vi de bedste psykologer, hvis vi kun kigger på 12-tallerne?

Hvad afgør, om du bliver en god psykolog? Er det karakteren, eller er det lige så meget – eller endnu mere – personen og livserfaringen?

Jeg er privilligeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det er nogle store år, og de skal have lov til at være unge.

Det gør ikke noget, de ikke rammer rigtigt første gang. Det gør ikke noget, om gennemsnittet er en lille tand højere eller lavere.

Det er langt vigtigere, at de faktisk har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund derfra hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.

Giv dem plads til at gro – også hvis de kvajer sig lidt på vejen

Det kan godt være, det ikke altid passer i et effektivtetsmønster på skrivebordet. Men er det egentlig ikke også det, vi taler om, når vi taler behov for tillidsreform, fokus på kerneopgaverne og mindre bureaukrati?

At vi er nødt til at gøre lidt op med en styringslogik i den offentlige sektor – og kigge på kerneopgaverne og menneskene bag dem – i dette tilfælde vores ungdom.

Jeg tror aldrig, vi i Danmark har haft en dygtigere ungdom, end vi har i dag. Vi skal passe på, når vi med karaktersystemer, regneark, effektivitetskrav og strukturreformer søger at stramme garnet.

Vi skal give vores ungdom plads til at gro – også hvis de skulle kvaje sig lidt på vejen.

Fulgt op med nyt blogindlæg på DenOffentlige i november 2017: 

Halvdelen af 8. klasses eleverne oplever pres – viser en ungdomsmusical hvad vi taler for lidt om?

8. klasses elever føler sig pressede over uddannelses- og jobvalg, viser en ny undersøgelse. Kan vi risikere et uddannelsespolitisk selvmål, og skal vi tale meget mere om sådan noget ”ufagligt” noget som for eksempel – en ungdomsmusical?

En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at næsten halvdelen af alle elever i ottende klasse føler et stort pres over at skulle vælge uddannelse.

– ”Allerede i 8.klasse fylder tanken om det kommende uddannelses- og jobvalg rigtig meget. Eleverne gør sig mange tanker om, hvad de vil. Bagsiden af medaljen er, at vi ser så mange unge oplever det som en stressfaktor”, skriver instituttet i pressemeddelelsen ”Unge føler tidligt pres over valg af uddannelse”.

Bør undersøgelsen vække bred uddannelsespolitisk eftertanke?

Selvom mange også synes, det er spændende at tænke over, hvad de skal, og selvom det er i tidens uddannelsespolitiske trend at strømline uddannelsesveje og også godt at få de unge til at være mere bevidste om deres uddannelsesvalg, må det, at næsten halvdelen oplever det som et pres allerede i 8. klasse, vække stof til bred eftertanke – uanset ens politiske overbevisning.

5.300 unge har taget del i den nye undersøgelse, der viser, at det er unge over en bred kam, der føler sig pressede.

Risikerer uddannelsesdebatten at gå veje, som måske gavner mange, men som også kan volde store grupper af unge problemer – og dermed risikere et uddannelsespolitisk selvmål?

LÆS OGSÅ: MINISTER: ELEVERNE SNYDER

Ungdomsmusical: “Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud”

Måske skal vi tale meget mere om noget helt andet. Som eksempel kører ungdomsmusicalen Limenas i disse dage på 27. år i Rudersdal Kommune.

I relation til den megen debat om folkeskolen, er det tankevækkende, at bestyrelsesformanden for Limenas i artiklen ”Meget mere end en musical” i Frederiksborg Amtsavis den 20. november udtaler: “Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud”.

I Limenas kommer de unge væk fra faste strukturer gennem mange år – væk fra grupperinger og kliker – og 130 unge mellem 11 og 20 år mødes helt frivilligt på tværs af kommunens skoler og klasser og på tværs af aldre og boglige kundskaber.

De unges glæde og begejstring leves ud – alle spiller en vigtig rolle

Som instruktørerne siger:

– “Vi stiller også krav. At lave en professionel musical fordrer disciplin, og der er mange deadlines. Men vi gør ikke noget på typisk skolevis. De unges glæde og begejstring leves ud, og de er sammen om det hele. Alle spiller en vigtig rolle”.

Jeg har fulgt tilblivelsen af årets musical ganske tæt i år, og jeg er overbevist om, at de unge i de tre måneder, de vier deres fritid, aftener og mange weekends, der lærer de så meget, som de aldrig ville lære i deres daglige skolegang.

Taler vi nok om det?

Ja, der sker lignende gode ting mange andre steder i det danske land. Ja, der er helt sikkert også mange gode aktiviteter i forenings- og idrætslivet landet over.

Taler vi nok om det?