Danmark 2.0: Vi skal styrke dialogen mellem generationer

Med min baggrund som leder og kommunikatør har jeg valgt at engagere mig som skribent og mentor ved siden af mine ansættelser. 

Denne side er et arkiv over noget af, det jeg har skrevet om i de senere år. Senest har jeg i en periode i 2019 åbnet Facebook siden “Ungdommens Stemme i Danmark 2.0” som et arkiv over, hvad jeg over et år har skrevet om digitalisering, unge og uddannelse. Jeg er på vej med et nyt opfølgende projekt i 2020. 

På siden kan du også finde mine kontaktoplysninger og læse mere om, hvem jeg er, og hvad jeg tilbyder. Jeg er mentor i DJØF’s mentor-program og altid åben for en dialog. 

 

Kronik: Ungdommens stemme i Danmark 2.0

Bragt på Point of View International, den 26. april 2019:
https://pov.international/ungdommens-stemme/

KRONIK // UNGDOM – Når digitale kedler smelter verden om, er det en naturlov, at afstanden mellem generationer også vokser hurtigere. Om lidt bliver de 30-årige overhalet inden om af iPad-generationerne. Men den digitale revolution må ikke grave grøfter. Det demokratiske, vestlige velfærdsamfund har mere end nogensinde brug for vores dygtige unge og digitale indfødte.

Debatten om det digitale Danmark glider mod grøfter, hvor den ene flyder med fascination over det vilde digitale vestens guldårer. Den anden fyldes med angst for alt det, der pludselig forsvandt, og alle de digitale trusler og skyggesider.

Der skal bygges broer. Der er langt fra Instagram til søndagsavisen på morgenbordet. Det var i sidste årtusinde, at vi ikke havde mobiltelefoner. Danmark er blandt verdens digitale frontløbere. Globalt er Danmark lige der, hvor en nation skal være i 2019.

Vi har mere end nogensinde før brug for vores ungdom, for vores digitale indfødte, for at finde de rette løsninger

Skiftende regeringer, dygtige embedsmænd og it-organisationer har bragt os i førertrøjen, som da vikingeskibe erobrede verdenshavene og vindmøller groede frem mellem græsstrå i hippielejre i Thy. Udskældte politikere, bashede djøf’ere og it-nørder har søsat den digitale flåde.

Tiden er her lige nu, og i morgen er den allerede skiftet. Vi skal kigge os tilbage, mens vi går frem, og vi skal skynde os langsomt. Men vi skal gøre det lidt hurtigt og ikke dvæle og diskutere unødigt. Det har vi simpelthen ikke tid til. Og ja, det hele er faktisk modsætningernes grøft.

Den ene grøft – vi bliver presset af det digitale liv

Når digitale kedler smelter verden om – inden vi har opdaget, hvad der sker – er det en naturlov, at afstanden mellem generationer også vokser hurtigere. Om lidt bliver de 30-årige overhalet inden om af iPad-generationerne.

Der er mange bagsider og udfordringer ved den digitale revolution. Selvfølgelig har den begavede og skarpe Imran Rashid fx ret, når han siger sluk og vær offline, ligesom en lige så intelligent skikkelse som Svend Brinkmann har ret, når han taler om, at vi skal gå baglæns ind i fremtiden.

Der skal bygges broer. Der er langt fra Instagram til søndagsavisen på morgenbordet

I den ene grøft bliver vi presset af det digitale liv. Helt bogstaveligt, når Snapchat er en del af ungdomsfesten, og når tosser og hackere skaber had på Facebook. Alle grundvolde i vores samfund slår en revne. Det skal vi tale meget mere om.

Den anden grøft – man kan ikke forbyde selve livet

Til stede vær er nærvær, men nærvær er også til tide vær. Man er online, man er digital, man kan altid træffes, som forskeren Søren Schultz Hansen så glimrende beskriver vores digitale indfødte. Digitale fællesskaber rummer venskaber, uendelig viden og kommunikationsmuligheder. Drømme.

Tænk tilbage på fortidens opdagelsesrejsende. Hvor mange af urtidens mennesker, der før større skibe blev opfundet, stod ved kysterne og tænkte, hvad der mon er derude ved havets ende. De drog afsted på flåder af træ, og et utal druknede. Derfor troede folk, der var en afgrund. Der var jo ingen, der kom tilbage. Hvilken verden åbnede sig? Nye kontinenter, nye drømme.

I dag går børn og unge rundt med alle verdens mirakler i deres lomme, så tæt på dem som muligt. Og de smider den aldrig væk. Sker det, går skærmen i stykker, så handler det hele om, hvordan man får en ny i en fart. Den digitale verden er blevet en del af vores identitet.

I den anden grøft kan man ikke forbyde selve livet. Smartphones rummer alting. Rejserne, banken, kærligheden, underholdningen, musikken, tøjet og alverdens leksika. Ja selv Nem Id.

Det er på en og samme tid paradoksalt og befriende, at den digitale udvikling tvinger os til at tale bedre sammen

Min slægtshistorie beretter om en onkel, der i forrige århundrede ikke ville have de farlige kabler med elektricitet ind på sin gård, i de gode gamle dage på Fyn. For kablerne kunne der jo gå ild i. Imens udvandrede fattige landarbejdere – heriblandt fem brødre i min slægt – som flygtninge til Amerika – fra det bondelandskab, der vist var knap så idyllisk.

Vi skal stoppe op, tage en dyb indånding og spørge – hvordan får vi ungdommens stemme med ombord?

Debatten om den digitale revolution er svær, fordi alt ændrer sig hele tiden. Vi skal lave nye kryds mellem generationer. Alt det vi voksne ved, som måske bliver ubrugeligt i morgen. Vi har mere end nogensinde før brug for vores ungdom, for vores digitale indfødte, for at finde de rette løsninger. Vi skal lytte til ungdommens stemme. Og så finder vi også ud af, at vi ældre ved meget, der kan bruges. Derfra kan vi sætte os sammen – ung som gammel – og finde løsningerne.

Det er på en og samme tid paradoksalt og befriende, at den digitale udvikling nu tvinger os til at tale bedre sammen. I de senere år har unge og uddannelse stået højt på den politiske agenda for reformer, omstruktureringer og effektivisering, og midt i det hele raser debatten om bl.a. brugen af mobiltelefoner, skærmtid og sociale medier.

Lad ungdommen være eksperter i udvikling af uddannelser

I uddannelsesdebatten dukker den ene historie op efter den anden, som vidner om, at den voksne tænkning på tværs af politiske skel, over årtier har trykket et system ud over det samlede skoleliv, som de fleste mennesker egentlig ikke bryder sig om at høre. Fire aktuelle eksempler er:

  1. I fælles flok har Danmarks Lærerforening, Skolelederne og Skole & Forældre bedt om at sætte det store system med nationale tests på pause, fordi systemerne viser sig at være fejlbehæftede. Samtidig er mange kritiske over for måden, test-systemerne anvendes på.
  2. Hver tredje elev i 8. klasse erklæres for ikke-uddannelsesparat, og det italesættes som problematisk af eksperter og aktører. Det synes skræmmende indlysende og pædagogisk selvfølgeligt, at vi i stedet skal fortælle vores dejlige unge, hvad de er parate til.
  3. Uafhængige undersøgelser peger på, at børn og unge i stigende grad oplever stress og pres, og at de forbinder det med præstationskultur i skolelivet. Hvis undersøgelser af arbejdsmiljøet på arbejdspladser viste det samme, ville der hurtigt blive slået alarm.
  4. Gymnasielever omtaler deres samlede skoleliv som et skakspil om karakterer, der starter allerede med de nationale tests i de tidligere folkeskoleår. Imens vi ønsker, at flere søger mod erhvervsuddannelserne, er den virkelige reklamesøjle for stolte danske håndværkere, at det er for dem, der får de dårligste karakterer i skolen.

Der har været masser af kommissioner og eksperter på banen, og alligevel må man stille spørgsmålet: Har disse følgevirkninger været intentionen? For mig er svaret: Nej, det kan da umuligt være det, vi ønskede. Derfor skal vi passe på, at ”reformiver, ekspertvælde og kommissionslokomotiv” ikke bare damper videre.

Vi skal stoppe op, tage en dyb indånding og spørge – hvordan får vi ungdommens stemme med ombord?  De unge er også selv eksperter i det uddannelsessystem, de bevæger sig rundt i. Hvordan sikrer vi, at vi faktisk hører dem?

Lad digitale indfødte bygge digitale broer – mobiltelefoner skal selvfølgelig ikke forbydes

I Danmark 2.0 giver det ekstra mening. Den digitale revolution blæser gennem de unges liv og skoleliv. Hvordan griber vi bedst grøften med fascination og muligheder og bygger bro til grøften med angst og skyggesider.

Man kan høre argumenter i samfundsdebatten om, at mobiltelefoner skal forbydes helt i skolerne og fjernes fra soveværelset – hvor de for længst har erstattet fortidens vækkeure. Det er, som når regeringens stresspanel i deres første anbefaling har foreslået at lukke ForældreIntra på skolerne. Det er blindgyder. Det er den ene grøft. Virkeligheden er allerede passeret forbi.

Vi voksne, vi vil aldrig kunne følge med. Vi kan være nok så kloge og mene nok så meget. Men det er ikke nok

Vi skal tale om, hvordan vi bruger telefonerne godt overalt, hvor vi er. Alle sammen. På skolerne skal der udvikles mobile parkeringspladser, der – som for bilerne i København – både kan operere med forbudszoner, tidsbegrænset anvendelse og frirum.  Det er digital dannelse i virkeligheden. At udvikle og tale om sådanne med børn og unge og også om, hvordan telefoner og andre digitale devises bedst anvendes som en naturlig og vigtig del af læring og udvikling.

Vi skal tale om, hvordan +50-årige dygtige topledere på arbejdspladserne skal ændre deres traditionelle tænkning og hierarki, så morgendagens organisering passer til den digitale udvikling. Ellers bliver vores systemer bygget forkert af digitale immigranter. Vi kan ikke bygge til i morgen uden at have vores digitale indfødte med ombord.

Der er masser af steder at give bedre rum og lyd til ungdommens stemme i udviklingen af Danmark 2.0.

Stemmen bag demonstrationer – ungdommen skal hjælpe os med at finde vej

Lad tankerne passere forbi de gule, hærgende veste i Paris og spørg dig selv, om de egentlig ikke var ret fredsommelige, de omdiskuterede demonstrationer derude på Ørestad Gymnasium. Det er godt nok også begavede og reflekterede unge mennesker, vi taler om. Alt det har artikler på Point of View International dokumenteret.

Ja, selvfølgelig er der en kant, og selv et enkeltstående dumt tilråb som ”søn af en luder” rettet mod en minister er ikke vanvittigt begavet. Det må vores ungdom godt tænke over, næste gang de demonstrerer. Så bliver de også hørt mere. Til gengæld må vi voksne tydeligt tilkendegive, at vi ikke finder, at det er i orden, når en fremtrædende politiker som Morten Messerschmidt – helt uimodsagt – bruger ubehagelige ytringer i nationale medier rettet mod en 17-årig gymnasieelev, som han slet ikke kender. Det er heller ikke vanvittigt begavet.

Alt sammen båret videre af digitale breaking news og sociale medier efterladende sig spor af mudrede og flygtige overskrifter om et drama, der måske var mere medieskabt end virkeligt. The show must go on, de næste overskrifter har taget rampelyset. Men hov – hørte vi egentlig stemmen bag demonstrationerne?

Der landede vi. Midt i paradokser. I begge grøfter. I krydset mellem generationer. I Danmark 2.0, hvor ungdommen også er de eksperter, der skal hjælpe os med at finde vejen. Når forældre går på Facebook, flytter unge til Instagram, og når voksne kigger med der, rykker børnene på Snapchat.

Sådan er det. Vi voksne, vi vil aldrig kunne følge med. Vi kan være nok så kloge og mene nok så meget. Men det er ikke nok. Vi kan ikke lave digital dannelse til morgendagen uden dem. Vi kan ikke udvikle uddannelsessystemet uden dem. Vi kan ikke bygge Danmark 2.0 uden dem. Vi skal lytte mere opmærksomt efter.

Skolen er et skakspil – de demonstrerende møgunger Danmark aldrig hører fra

“De fem elever, jeg møder fredag eftermiddag på Ørestad Gymnasium, er nærmest perfekte. Refleksionerne er dybe og samtalen flyver højere, end den gjorde i min gymnasietid. Hver finder sin strategi, høje karakterer er målet, og de piber ikke, det er deres liv.  Det er gymnasieungdommen 2019, og de ved, hvad de vil – de efter sigende forkælede, demonstrerende møgunger, der buhede undervisningsministeren ud“. Søren Jensen har besøgt forårets mest omtalte gymnasium for at give de unge ordet – for med et åbent sind at høre mere om deres liv.

Artiklen er bragt på POV, Point of View International den 28. marts 2019

Et par uger før lærerne skal give standpunktskarakterer, skifter stemningen. Nu gælder det.

Demonstrationerne vender vi tilbage til.

Anton er 16 og drømmer om at blive amerikansk fodboldspiller. Egentlig går han kun i gymnasiet, fordi han skulle. Hans mål er at komme så let igennem som muligt, for han gider egentlig ikke gå i skole. Han har valgt de fag, han ved, at han nemmest kan få gode karakterer i. Anton vil have sin studenterhue med høje karakterer for at holde alle døre åbne. Han har en skade, og måske bliver hans drøm svær at nå.

Alle de unge, jeg taler med, er enige om, at karakterer er et gode.

Bryce er 18 år og har boet i Danmark i 2½ år. Han kommer fra Nepal og taler så perfekt dansk, at jeg må gentage spørgsmålet for at være sikker på, at jeg forstod svaret korrekt. “2½ år?”. Den er god nok. I skolen i Nepal synes han faktisk, de faglige krav var større. Til gengæld er det først gået op for ham nu, hvad hans karakterer i Danmark også handler om.

Det var vist i 4. klasse, vi fik den første nationale test … “De, der lå lavt, sagde ikke så meget. Det var et tabu”, siger Monique. Hun græd i 8. klasse, da hun fik 4 i et fag.

Monique er 16 år og vil gerne være advokat Hun følger allerede nu med i, hvilket gennemsnit der kræves til hvad. Hun griner sammen med sin veninde, Natalia på 16, da jeg spørger, om de kan huske de nationale tests i folkeskolen. Natalia er meget interesseret i internationale spørgsmål.

”Åh ja”, siger de med en mine, der ikke vidner om et glad minde fra 10-års alderen. Heller ikke selvom Monique og Natalia vist hører til de dygtige og flittige ’12- tals piger’, vi taler så meget om. Nogle gange omtaler vi dem lidt perfidt – som perfektionisterne. Hvad bilder vi os egentlig ind?

”Det var vist i 4. klasse. Hold da op hvor der blev tænkt og talt. Hvor ligger man nu på kurven? De, der lå lavt, sagde ikke så meget. Det var et tabu”, siger Monique. Hun græd i 8. klasse, da hun fik 4 i et fag.

Natalia og Ali stemmer i med deres erindringer. ”Det var jo en national test”, siger Ali med glimt i øjet og bestemthed i mælet.

De finder det naturligt, virker det som om, at der var to grupper i klassen. Dem, der lå over middel, og som talte om, hvor de lå på kurven. Og en anden gruppe, der slet ikke snakkede. Det var dem, der lå under middel.

Allerede der kom det første stempel i panden. Forude venter erhvervsuddannelserne for dem, som bliver ved at få dårlige karakterer, og som politikerne gerne vil give lov til at gå tidligere på pension, fordi de bliver nedslidt. Det er den virkelige nutidige reklamesøjle for stolte danske håndværkere. Uanset hvad der ellers bliver sagt.

Selvom han er god til at snakke, er han også indfødt jyde fra Esbjerg. Han vil være lærer og undervise børn. Min fornemmelse siger mig, han bliver god til sin gerning

Ali blev erklæret ikke-uddannelsesparat i 8. klasse, og det tog ham lang tid at komme sig over. Han troede aldrig, han ville blive til noget. Hans matematiklærer sagde, at han aldrig ville klare matematik i gymnasiet. Men han har lige fået sin standpunktskarakter. Det var et syvtal.

Det siger han ikke mere om. Selvom han er god til at snakke, er han også indfødt jyde fra Esbjerg. Han vil være lærer og undervise børn. Min fornemmelse siger mig, han bliver god til sin gerning.

Natalia siger selv, at hun er en stræber og har været den lidt stille i klassen. Efter hendes høje karakterer i folkeskolen, er det lidt hårdt for hende at se, at karaktererne nu daler.

Hun svarer instinktivt, da jeg spørger, hvordan hun har det med at stille et dumt spørgsmål i klassen. Det gør hun nødig. ”Det skal jo gerne fremstå klogt”, siger hun. Selv hvis hun stadig har en rest af stille stolthed i sig, så tag endelig ikke fejl af hende.

Om forholdet mellem lærere og elever gælder det om at kontrollere gamet. Jeg har lovet at skrive det anonymt. Deres historier er ellers ret sjove, men det er jo et spil, og det ligefrem at publicere sin strategi vinder man altså ingen spil ved.

Jeg stiller ikke dumme spørgsmål. Det skal jo gerne fremstå klogt

Flere af eleverne bruger velovervejede kneb til at få den bedste relation til deres lærere.

De ved alle sammen alt for godt, at lærerens personlige indtryk er et af de gode kort på hånden. ”Det er altså ikke smart, hvis læreren ikke kan lide en. Derfor siger vi da altid også tak for i dag, og det var spændende”, lyder det i en umiskendelig ærlig latter om bordet.

Det er en af de mere banale spilleregler, men det husker jeg simpelthen ikke, at jeg eller mine samtidige gjorde i vores gymnasietid.

Videre lyder det, at man helst ikke skal diskutere alt for meget med en lærer; de skal helst huske en for noget godt.  Det er en leveregel i spillet, siger de. For der kommer jo også karaktersamtaler, og måske skal man klage over karakteren.

I ugerne op til standpunktskaraktererne, starter en af finalerunderne i spillet. Nu gælder det positionering og markeringer, hånden i vejret og at sige det rigtige.

En af dem, der vist næppe rater lektierne allerhøjest, erklærer, at det sagtens kan lade sig gøre, hvis man er god til at formulere sig. Også selvom man ikke er godt forberedt.

Dyden om at læse på lektierne er ikke det vigtigste i denne elevs strategi. Men fedterøvspoint er altid godt. Noget, der kan irritere, er, hvis de er i gruppearbejde med kammerater, som ikke har lavet noget, men som alligevel fører sig frem.

Bare rolig, Bryce, du skal nok få dit 12-tal

Selvfølgeligheden i samtalen rammer mig. Det er som om, jeg spørger dem, om jorden er rund.

Bryce, der vist er lidt et naturvidenskabeligt geni, har lige fået syv i matematik, og han er begyndt at forstå det danske system. Ali griner: ”Bare rolig du skal nok få dit 12-tal”.

Bryce har forstået, at der i Danmark lægges meget vægt på, at man deltager aktivt i klassen hver dag. I Nepal handlede det mest om at lære det faglige stof udenad.

Alle er – eller bliver – bevidste om brikkerne og strategierne som i en skakcomputer og som de digitalt indfødte, de alle er. Det er en af eleverne selv, der bare siger det – at skolen er et skakspil. Det er ikke min overskrift.

Da jeg spørger, om de synes, at de nye karakterkrav til gymnasierne i 9. klasses afgangsprøver er et godt eller et skidt system, svarer de på hver deres måde: ”Jeg er ligeglad. Nu kan reformerne ikke ramme mig længere. Min lillebror er bekymret. Bare godt det ikke er os”.

Mens uddannelsesministeren taler om at lette nogle af karakterkravene på de videregående uddannelser for enden af uddannelsessystemets fødekæde, strammer vi skruen i begyndelsen af fødekæden

Underforstået i deres svar ligger det, at det jo selvfølgelig vil øge fokus på karaktererne tidligere. Mens uddannelsesministeren taler om at lette nogle af karakterkravene på de videregående uddannelser for enden af uddannelsessystemets fødekæde, strammer vi skruen i begyndelsen af fødekæden.

Jeg bliver stille og lytter ikke helt efter en stund. Jeg aner cremen af et dansk uddannelsessystem, og refleksioner, også om svære ting, flyver rundt om ørerne på mig.

Hvis nogle tager for meget rampelys i klassen, sætter Anton fx kønsrollerne befriende primitivt i scene: ”Pigerne er stikkere. Det er vi ikke”, siger han med et stort grin.

”Ja, vi er bros”, ler Ali.

Den skal Natalia og Monique lige bruge en stund til at gribe. Men så får de da også velartikuleret forklaret, hvordan de i særlige situationer godt kan sige til en lærer, hvis de oplever noget urimeligt.

Vi bliver enige om, at der vist ikke er noget rigtigt og forkert i den snak, selvom drengene griner højt: ”Der kan du se, stikkere!”, siger de i munden på hinanden med en triumferende, men ikke ondskabsfuld, snarere forsoren mine.

Der er ikke mange, som har været særligt interesseret i at høre, hvad vi siger

Det var her, på Ørestadens Gymnasium, at en dansk medieverden billedliggjorde en sandhed om en undervisningsminister, der blev truet ud med møntkast og ludertilråb, som var hun Pia Kjærsgaard, der med politieskorte slap væk fra Indre Nørrebro. Alle videobånd skulle kigges igennem. Forbryderne skulle findes.

Forargelsen kendte ingen grænser. Få medier tog fat i virkeligheden. Ikke mange snakkede med eleverne, og det overvældende flertal af journalister, de har mødt, har ikke været særlig interesseret i at høre, hvad de siger, siger Ali og Monique, som begge har udtalt sig til medierne.

Flere artikler i POV nævnes dog blandt de få, som har givet flere vinkler på, hvad der egentlig skete den dag på deres gymnasium. De unge bemærker også, at det er politikerne fra yderfløjene, som har været i medierne og udtale sig – ikke Socialdemokratiet eller de store regeringspartier.

Undervisningsminister Merete Riisager (V) gik i skjul, da mønten vist ikke var faldet. Men formanden for Danske Skoleelever skrev i Altinget den 20. marts: ”Eleverne på Ørestad Gymnasium var uenige i Meretes politik. De ytrer sig, forsamler sig og demonstrer for deres sag – helt i orden og rigtig fedt!”

Hov, var der nu ikke et møntkast. Blev der ikke råbt luder. Nej, der var vist ikke et møntkast. Jo, en eller to råbte vist ”luder”. Morten Messerschmidt (DF) valgte i Ekstrabladet at skrive om en af de unge, der udtalte sig i medierne:

”Den skæggede unge mand førte sig frem med en provokerende arrogance, som han med garanti ikke havde vovet at udvise over for en myndighedsperson hjemme i det land, som han eller hans forældre engang forlod for at slå sig ned i Danmark. I hans ubehøvlede opførsel så jeg ikke antydning af hverken taknemlighed eller respekt for det Danmark, som er i færd med at give ham en gratis uddannelse”.

Ingen politikere – heller ikke fra Dansk Folkeparti selv – har følt trang til at sige noget om Morten Messerschmidts retorik

Ubehøvlet. Arrogant. Utaknemmelig. Mangel på respekt for Danmark.

Ingen politikere – heller ikke fra Dansk Folkeparti selv – har følt trang til at sige noget om Morten Messerschmidts retorik. Han må godt bruge indvandrerbilledet til at kalde en 16-årig gymnasieelev – som han ikke aner, hvem er – lige hvad han vil. Han kunne næsten lige så godt have sagt – søn af en luder.

Skolens ledelse kaldte Ali til samtale for at høre, om han havde det okay.

Den form for retorik fra højtstående politikere i magtfulde partier, det er accepteret som god orden, takt og tone i dagens politiske Danmark. Når en enkelt ung eller to råber et skældsord efter en minister, skulle både en undervisningsminister, voksne danskere og meningsdannere måske føle sig ”for store” til at tage notits af så dumme enkeltstående tilråb. Eller hvad?

Det er der altså aldrig nogen, som gider at høre om. Det er nok fordi, alle I ældre slet ikke har oplevet, hvordan det er i dag

Men lige der omkring bordet med hovedstadens ungdom talte vi om noget helt andet. For hvad betyder karakterspillet egentlig? De fem talte faktisk ikke meget om pres eller stress.

”Alt det er der altså aldrig nogen, som gider at høre om. Det er nok fordi, alle I ældre slet ikke har oplevet, hvordan det er i dag. Derfor tænker I bare, vi er forkælede og skal være glade, hvis vi får vores SU”, lyder det samstemmende fra Monique og Ali.

I kanten af skakbrættet emmer en præstationskultur i optur, som de fem selv i grunden ikke bryder sig om. Men det er deres liv, og de vil da også gerne have gode karakterer, de anerkender systemet og går selv efter de høje karakterer. Men de så gerne lidt færre af dem og noget mere fokus på feedback, siger de.

Og de roser også et tre måneders introduktionsforløb i 1.g. om “en karakterfri zone”, selvom de også bemærker, at forløbet alligevel blev afsluttet med prøver, der udløste karakterer.

Hvordan i alverden kunne debatten om unges stress og pres fra skolen ende i en så vanvittig diskurs?

De fem er robuste, virker det til. Det hele er simpelthen “part of the game”. De skal nok klare sig. Men nogle må vel få det skidt, tænker jeg. Og ja, det er der vist ingen tvivl om:

  • I august 2018 omtalte DR en ny rapport fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, hvor forskerne konkluderer: Præstation fylder rigtig meget på ungdomsuddannelserne, og det fylder i overvejende grad på en dårlig og en negativ måde.
  • En undersøgelse fra Psykiatrifonden blandt gymnasielever blev i april 2018 omtalt i Gymnasieskolen, hvor en forsker udtaler: ”Når jeg taler med unge på ungdomsuddannelserne, er det meget tydeligt, at de har et stort fokus på, hvordan de fremstår over for omverdenen. De føler nærmest, at de konstant er til jobsamtale”.

Andre undersøgelser fra bl.a. Børnerådet viser samme tendenser, og det bekræftes i indlæg og synspunkter fra forskellige kilder og aktører omkring hele det danske uddannelsessystem, fx også omkring det uhensigtsmæssige i, at hver tredje elev i 8. klasse i dag bliver erklæret for ikke-uddannelsesparate. Kilderne og aktørerne der siger det samme, og de er talrige.

Regeringen, ved uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) og undervisningsminister Merete Risager (LA), har som svar på børnenes og de unges oplevelse af pres og stress lanceret en kampagne mod det, politikerne kalder de unges perfekthedskultur.

Der ligger sikkert meget fornuftigt bag, men hvordan i alverden kan debatten som stress og pres havne i så vanvittig diskurs?

Hvad sker der egentlig i krydset mellem forargelsen over deres lyd og befrielsen over deres stemme?

Jeg sidder tilbage med en undren efter mine flere timers samtale. Hvad skete der egentlig med de forkælede møgunger derude i Ørestaden?

Hvad sker der i krydset mellem forargelsen over deres lyd og befrielsen, der ligger hen over deres stemme?

Er Ali, Anton, Bryce, Monique og Natalia, som de sidder der grinende, energiske, målrettede og reflekterede – alle som, de var designet til Danmarks fremtid – ikke nærmest perfekte?

Jo, måske også med en ærlig frustration over besparelser og afskedigelser af lærere, der rammer deres uddannelser. De sidder og taler i skæret af reformer og atter reformer og en skarpere og skarpere retorik om deres færden på uddannelsesrejsen, fx om mistillidsfyldte fraværsregler.

Jeg spørger mig selv, om det, at nogle af dem overværede og bevidnede grædende afskedigede lærere, som hørte hjemme i deres dagligdag, var en af de berømte dråber, der fik et bæger til at flyde over?

Jeg fornemmer, at der er så mange historier bag de demonstrerende møgunger, som Danmark aldrig får lov at høre.

Perfekthedskultur? Lad os lytte til vores børn og unge, når de oplever stress og pres

Når trivselsundersøgelser peger på stress på arbejdspladsen, skal de tages alvorligt. Ledelse og arbejdsmiljørepræsentanter træder til. Nogle gange taler Arbejdstilsynet og pressen med. Men når undersøgelser blandt børn og unge viser tegn på stress tidligt i folkeskolen, taler bærende politiske partier om at gøre op med en “perfekthedskultur”. Tænk, hvis man talte til stressramte medarbejdergrupper på samme måde.

Blog, bragt på Point Of View International, 12. marts 2019

Flere og flere taler med højere røst om stress og præstationspres hos vores ungdom tidligt i folkeskolen. Bærende politiske partier har valgt at adressere debatten således:

  • Liberal Alliance, ved undervisningsminister Merete Risager, udtaler i Politiken, at de unges pres er tegn på en perfekthedskultur: ”
  • Det handler i høj grad om forældre, der skal lade være med at køre for meget Instagram ind over deres børn, men anerkende dem for det, de er, hjælpe dem, hvis de får en dårlig karakter og fortælle, at der er mange måder at få succes”.
  • Venstre, ved uddannelsesminister Tommy Ahlers, udsendte den 1. marts pressemeddelelse om, at hver femte studerende på videregående uddannelser oplever stress. Han peger på, at løsningen findes i en kulturforandring og henviser også til et opgør med perfekthedskulturen. Sidst i pressemeddelelsen bemærkes, at der derudover bør kigges på optagelsessystem og karakterskala.

Nogenlunde samtidig har Dansk Folkeparti, ved Morten Messerschmidt, gjort sig bemærket ved at mene, at danske elever skal rejse sig op i timerne, når lærerne kommer ind ad døren og tiltale dem ”hr. og fru lærer”.

Han citeres af TV2 for: ”Den danske, frisindede og inkluderende skole har slået fejl, og løsningen findes ikke gennem mere forståelse og håndsrækning. Men derimod disciplin og konsekvens”.

Morten Messerschmidts kommentar er ikke knyttet til præstationsdebatten, men værdimæssigt er den et så markant udtryk fra en nøgleperson i et bærende politisk parti, at jeg synes, den fortjener at blive set i sammenhæng hermed.

Den 28. februar 2019 opfordrede Børnerådet og Danmarks Lærerforening ifølge en artikel i Folkeskolen i fællesskab Folketinget og kommunerne til at skrue ned for antallet af tests i skolen. De har blandt andet optalt, at elever gennemgår over 50 store tests over ni år i folkeskolen.

Hvis der er et bredt politisk ønske om en tillidsreform, så bør der lyttes til kombinationen af ungdommens og faglighedens stemme

Det er svært at tolke udmeldingerne fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre anderledes end, at de – uagtet deres legitime holdninger og intentioner – tilsyneladende gerne ser debatten flyttet andre steder hen end til vores uddannelsessystemer. Til eleverne selv, til forældrene, til kulturen, til samfundet.

Da jeg den 17. februar 2019 skrev blogindlægget ”Det er galimatias at erklære hver tredje 8. klasses elev for ikke-uddannelsesparat” her i POV, blev jeg overasket over, at der, i den respons jeg fik, syntes at være en overbevisning blandt mange lærere, vejledere, uddannelsesledere og eksperter i uddannelsessektoren om, at der er ”noget galt” i måden, systemerne samlet set håndterer og taler til og om vores børn og unge. Uagtet alt det gode, der også er, og alt det gode arbejde, der laves.

Der har været meget snak om en tillidsreform i den offentlige sektor. At de fagprofessionelle skal have plads til kerneopgaverne, og at lederne skal have rum til ledelse. Hvis dette er et bredt politisk ønske, så bør der lyttes til kombinationen af ungdommens og faglighedens stemme. Og problemstillingerne bør drøftes åbent og grundigt.

Har vi som samfund lyst til eller råd til at løbe den risiko, at unge oplever pres, fordi vi italesætter for mange krav for tidligt?

Det kan sagtens være både relevant og rigtigt at italesætte andre vigtige emner som for eksempel perfekthedskultur, men ungdommen er Danmarks fremtid. Har vi som samfund lyst til eller råd til at løbe den risiko, at 20-30 procent af vores unge oplever pres og stress tidligt i folkeskolen, fordi vi italesætter for mange krav for tidligt?

Det synes jeg ikke. Vi må tage signalerne alvorligt. Børn og unge udtaler selv, at de oplever et pres fra tests, karakterer, parathedsvurderinger, uddannelsesvalg og adgangskvotienter. Den stemme skal vi lytte til.

Det behøver jo ikke være et spørgsmål om nul eller 50 tests, om karakterer eller ej. Noget kan også handle om hele måden, vi italesætter systemerne på.

Det er værd at overveje paradokset i, at Folketinget på den ene side i en stor reform opretter omkring 90 nye Forberedende Grunduddannelser over det ganske land for at hjælpe dem, der har det svært efter folkeskolen.

På den anden side fortæller mange, at de har det svært allerede tidligt i folkeskolen.

Tænk, hvis vi gør noget forkert og kan gøre noget anderledes og bedre. Hvilken mulig gevinst for vores ungdom, for vores nation

At flytte sådanne problemstillinger over til et fokus på perfekthedskultur kan virke en smule arrogant. Der har kørt nationale kampagner om stress og trivsel på danske arbejdspladser, og området har stor fokus i jævnlige trivselsundersøgelser. Det tages typisk ganske alvorligt, når grupper af medarbejdere viser tegn på stress.

Sådan skal det da også være, når store grupper af børn og unge oplever pres og stress før konfirmationsalderen. Lad os med åbent sind forholde os til, om systemerne er perfekte. Tænk, hvis vi gør noget forkert og kan gøre noget anderledes og bedre. Hvilken mulig gevinst for vores ungdom, for vores nation.

Lad os endelig også sætte spot på kulturer, sociale medier, forældreroller, glansbilleder, nulfejl og meget andet. Bare det ikke bliver en undskyldning for ikke at tage de andre diskussioner.

Det er galimatias at erklære hver tredje elev i 8. klasse for ”ikke uddannelsesparat”

Publiceret 17/02/2019 i Point of View International.

Smid erklæringen ”ikke uddannelsesparat” til de 13-15-årige langt bort og byg reformer af uddannelsessystemet på tillid til vores dejlige ungdom i stedet. Sæt ikke stempler i de unges pande, men vis dem mulighederne og skab motivation.

Det varer ikke så længe, før der igen kommer nye tal ud om, hvor mange elever i 8. klasse, der af vores uddannelsessystem vil blive erklæret for værende ”ikke-uddannelsesparate” i 2019.

Det er ikke en kommunikativ detalje. Det er et problematisk retorisk fejlgreb og en uheldig brik i det samlede puslespil af pres, som vi tidligere og tidligere lægger på vores ungdom I 2018 steg tallet markant:

  • Hele 32 procent af eleverne blev erklæret ”ikke-parate” i 2018, når det gjaldt de unges ønsker om uddannelse. Tendensen blev bl.a. omtalt i en artikel i Folkeskolen.
  • DR fulgte op på historien og kunne berette, at en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har vist, at 40 procent af eleverne ikke oplevede, at der blev fulgt op på beskeden, der føles som “at ryge over bord uden at få en redningskrans”, som DR skriver.


Og det er i grunden mærkeligt, at vi taler så lidt om det og at der ikke har rejst sig en protest mod både metoden og måden at behandle de unge på. For tænk sig lige: Uddannelsesinstitutionerne beskriver hvert tredje unge menneske i Danmark som værende ”ikke-parate”. Og næsten halvdelen af disse føler sig ovenikøbet ladt alene med den nedslående besked.

Alle er parate til livet – spørgsmålet er til hvad

Det er ikke en kommunikativ detalje. Det er et problematisk retorisk fejlgreb og en uheldig brik i det samlede puslespil af pres, som vi tidligere og tidligere lægger på den danske ungdom. Men alle unge er parate til livet. Spørgsmålet er til hvad.

Jeg har set en chef i uddannelsessektoren citeret for at fortælle:

”Da jeg gik i 10. klasse skulle jeg blot vurderes egnet til gymnasiet. Og så tage stilling til, om jeg ville være matematisk eller sproglig student. Når min datter bliver færdig med 10. klasse vil hun været blevet uddannelsesparathedsvurderet ikke mindre end 6 gange. Og skal have udfyldt en minutiøs plan for sin uddannelse”.

Hvor godt er det mon at få sat et ”ikke-parat” stempel i panden på dette tidlige tidspunkt? Jeg vil svare: Hvad er det egentlig for noget vrøvl. De unge – eller store børn, som de jo fortsat er – har hele livet foran sig

Italesættelsen af de ”ikke-uddannelsesparate” er udtryk for en systematisk fortælling, som vi overleverer til vores børn tidligt i folkeskolen om, at det er lige nu hele deres fremtid står på spil.

Og det sker vel og mærke midt i store, spændende og vanskelige teenageår. Man må spørge: Hvor godt er det mon at få sat et ”ikke-parat” stempel i panden på dette tidlige tidspunkt? Og jeg vil svare: Hvad er det egentlig for noget vrøvl. De unge – eller store børn, som de jo fortsat er – har hele livet foran sig.

Og det er ikke blot en fornemmelse, jeg har. En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, omtalt af DR, dokumenterer, at eleverne allerede i 8. klasse oplever sig presset af deres uddannelsesvalg. Spørgsmålet er derfor, om vi som samfund ønsker, at vores ungdom skal opleve det pres.

Det spørgsmål kalder på dybsindighed. Min onkel fortalte ved min fars begravelse, hvordan han valgte sit arbejdsliv. En dag kom skoleinspektøren ind og kaldte ham til sit kontor. Det skete vist ellers ofte kun, hvis der var et spanskrør – et gammelt afstraffelsesmiddel i skolen i form af slag bagi med en tyk pind – i luften. En fabrik søgte en lærling. Skoleinspektøren mente, det var noget for ham, så han skulle gå hjem og tale med sine forældre. Den chance måtte ikke glippe.

Får unge sat for mange stempler på sig?

Sådan blev det, og fra da af og resten af livet arbejdede han der. Livsbanen blev valgt af skoleinspektøren og forældrene. Vi risikerer at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke vil bryde os om.

Men er det sådan, vi ønsker, fremtiden skal blive for vores ungdom? At vi voksne og vores systemer skal styre, hvad de skal i så tidlig en alder? Hvor bliver mønsterbryderne, iværksætterne, drømmerne og fantasterne og dem, som har det svært af den ene eller anden grund, men som en dag er mere parate, af?

Kunne det mon være, at der er for få af dem, fordi de unge har fået sat så mange stempler på sig i en ung alder, at systemerne bestemmer, hvad de skal.

Kære unge: I har livet og mange muligheder foran jer

Jeg tror det, for når der tales om valg af uddannelse med en voksen stemme inden konfirmationsalderen, risikerer vi – i selve måden vi taler på – at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke brød os om og derfor fjernede os fra i vores vestlige velfærdssamfund.

På en måde er det jo både skræmmende indlysende og pædagogisk selvfølgeligt:

Lad os fortælle vores dejlige og dygtige danske ungdom, hvad de er parate til, og hvilke mange muligheder de har. Lad os skabe motivation.

Og bare rolig – kære unge mennesker, I har livet foran jer. Vi forventer ikke, I har en systematisk livsplan, når I går ud af folkeskolen.

Stop nu den offentlige DJØF-bashing

Danmark 2.0 i forandring har også brug for regnearksfascister og kedelige DJØF’ere. Og selvom vi hele tiden hører, at der er for meget dokumentation, tal og målinger, og at der er brug for tillid og kernevelfærd, så hjælper det ikke stort at bashe først den ene, så den anden gruppe. Kig indad – hvad er dit eget ansvar.

Publiceret på POV – Point Of View International, 16. januar 2019

Har du lyst til at kalde mig inkompetent og unødvendig, så er du meget velkommen. Du kan opnå masser af anerkendende nik og hædrende emojis. Debatten om velfærd, tillidsreformer og afbureaukratisering har etableret frie jagtzoner for alle de i den offentlige sektor, der ikke arbejder med det, der kaldes kernevelfærden, men det der kaldes administration.

Hvad administration er, og at god administration er fundamentet for velfærden, det synes ind imellem at være en ligegyldig og ret forstyrrende detalje. De 26.349 medlemmer af DJØF’s offentlige afdeling er et særligt legitimt mål, synes det. For lad os sige det, som det er: Offentlig bashing er omkostningsfrit, og dem, der står for skud, er qua deres loyale rolle som samfundsstøtter og tjenende ånder for systemerne normalt ikke i en position til at svare på tiltale.

Ud over deres disciplin, pligtopfyldenhed og moral kommer de også nemt i klemme i deres ansættelsesforhold, for det er jo ikke dem, der skal udtale sig. Som usynlige hjælpere sørger de til gengæld for, at systemerne hænger nogenlunde sammen og fungerer, ligegyldig hvad der måtte ske omkring dem. Også når det måtte være komplet vanvittige debatter om øde øer. Bl.a. derfor fungerer Sverige glimrende i måneder uden en regering.

Måletyranni, dokumentation og kontrol

Der er næppe nogle, der er i tvivl om, at det danske velfærdssamfund rummer udfordringer. Svend Brinkmann skrev i Politiken et nytårsfortsæt: Derfor bliver du, hvad du måler – så mål dig mindre, hed det.

”Målings-møllen” maler ufortrødent videre. Børns og unges trivsel er kommet i ny fokus, fordi mange pile peger på, at tests, karakterer og adgangskrav fra vuggestue til videregående uddannelse har grebet om sig og fører til pres og mistrivsel

Som nærmest et kuriosum til det fromme fortsæt skrev Berlingske lige før jul, at regeringen nu vil lade skoler og børnehaver konkurrere på forældres tilfredshed i nationale målinger.

Så ”målings-møllen” maler ufortrødent videre. Børns og unges trivsel er kommet i ny fokus, fordi mange pile peger på, at tests, karakterer og adgangskrav fra vuggestue til videregående uddannelse har grebet om sig og fører til pres og mistrivsel. Debatten har i længere tid peget på, at kontrol og dokumentation fylder for meget på fx sygehuse og i ældreplejen.

Men hvem er skurken? Det er et relevant spørgsmål i en tid, hvor alle ønsker tillidsreformer og hvor administrative funktioner, DJØF’ere og de såkaldt ”kolde hænder” igen og igen udsættes for mistillidsbølger.

Hvem tog fællesskabet ud af velfærden?

Jeg vil sige: Hold da op – hvor har Danmark brug for kolde hænder, kedelige djøf’ere, regnearksfascister, distancerede ledere, kommunikatører og IT-nørder. I årtier med reformer og reformer af reformer, digitale revolutioner, sammenlægninger og strukturændringer, økonomiske krav og integrationsudfordringer. Med politiske uforudseelige omvæltninger, hvor også al kommunikation og samfundsdebat, som vi er vokset op med fra vuggen, bliver disrupted.

I en global verden, hvor sociale medier overtager folkets stemme, og hvor  fattige i Afrika og krigsramte i Syren, ser billeder af velstand og luksus i vores del af verden, der ikke synes mere end et klik væk på en måde, menneskeslægten aldrig tidligere har været i nærheden af.

Der er ikke meget fællesskab over velfærden længere

Alligevel protesterer vi. Vi vil have bedre mad på sygehuset, og skatten skal ned. Selvom vi aldrig har været rigere, vil vi betale mindre til fællesskabet og have mere for pengene. Derfor forventer vi – ikke som borgere, men som kunder i butikken – at vi får det optimale udbytte for netop os selv. Der er ikke meget fællesskab over velfærden længere.

Midt i alt det – hvad ville da fungere i Danmark uden et velfungerende og dynamisk lag af gode bureaukrater. Måske er der ikke én skurk. Måske udfordrer tidens forandringer alt og alle i vores samfund så meget, at vi alle bærer et ansvar. Også dig.

Tillidsreform – pilen peger den forkerte vej

I mange år har skiftende regeringer talt om behovet for tillidsreformer. Jeg er hyppigt i kontakt med mange offentligt ansatte, medarbejdere som ledere, på forskellige områder. Jeg har endnu ikke hørt så meget som én person fortælle mig, at de oplever pilen går den rette vej. Det synes som om, alle gode intentioner og indsatser bliver grebet af andre virkeligheder.

Måske tager system-logikken magten. De samlede bevægelser af mennesker og processer omkring den digitale samfundserobring lader sig forføre af talmængderne i det vilde data-vest. Hvad er bedre end at måle faktuelt, om noget går den rette vej. Logikken bag nye stramme fraværsregler i gymnasier er et eksempel. De indføres, selvom rektorer, lærere og elever er imod og finder styringen centralistisk og mistillidsskabende

Jeg hører læger fortælle, hvordan de er nødt til at bruge meget mere tid på at skrive alt, hvad de siger til patienter og pårørende ind i systemer. Ikke kun fordi det er godt eller kræves, men også fordi det er den eneste måde, de selv kan dokumentere alt og dermed vaccinere sig selv mod eventuel kritik.

Problemet i de mekanismer er, at der ikke rigtig er nogle, der interesserer sig for det, der ligger under overfladen. Når først floden er sat i bevægelse, flyder alt med strømmen. Måske var det bare en enkelt dårlig dag på kontoret

Jeg har hørt en kommunal chef sammenligne ældreplejen i kommunen med en meget stor virksomhedsproduktion med tusindvis af processer og daglige produktioner. Skete der i ældreplejen én fejl én dag, og kom det i medierne med politikernes skarpe kritik, endte det altid i nye mekanismer til kontrol og dokumentation; helst noget der kan måles og passer godt i regnearket.

Overfladernes sejrsgang

Et kort tweet, en flygtig Facebook-kommentar spredes, så vi alle kan forarges som borgere i den sociale mediearena. Mediernes breaking news sender spørgsmålet videre til ministeren, som kræver handling, og hvis ministeren ikke straks griber bolden, er oppositionen beredt med byger af spørgsmål.

Problemet i de mekanismer er, at der ikke rigtig er nogle, der interesserer sig for det, der ligger under overfladen.

Når først floden er sat i bevægelse, flyder alt med strømmen. Men måske var det bare en enkelt dårlig dag på kontoret.

Jeg har oplevet det selv. I mit virke som kommunikationschef gennem 25 år har jeg flere gange set, hvordan at nyhedsstrømmen ofte ikke kommer bagom vigtige sagers substans.

Jeg oplever, at der er blevet færre medier med redaktioner, der har ressourcer til at gå i dybden, og at den hurtige strøm på de digitale medier har overtaget magten. Det er synd og skam, og bevægelsen viser, hvor meget en af grundpillerne i vores demokrati er udfordret,

Nogle gange er historien der slet ikke, andre gange er den større. Men det er ligegyldigt. Strømmen ruller bare videre mod vandfaldet. Det er nemt at skyde på journalisterne – men det er for nemt at gøre alene. Vi må også se på os selv. De sociale medier er midlet, men man kommer ikke udenom, at det er mennesker, der agerer – når det altså ikke er botter.

Det er for nemt at skælde ud på Facebook

De sociale medier tager over. Politiske bevægelser, organisationer og influencers tager over, og ofte skvulper de i jagten på at opnå synlighed mistillidsstrømmene videre med deres iboende trang til at sætte ild i ”det dyriske instinkt”.

Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet, men husk: Vi bliver, hvad vi taler

Som borgere falder vi lige i. De forargede råber højt. De fleste er stille og skælder i stedet ud på Facebook, politikerne, de forfærdelige sociale medier og verdens forfald.

For det er meget lettere. Men vores eget ansvar som ansatte på arbejdsmarkedet, som borgere og som mediebrugere taler vi næsten aldrig om. Til gengæld veksler det lidt, hvem der får med den verbale krabask.I går var det folkeskolelærerne. I dag er det DJØF’erne. I morgen er det måske …. dig?

Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet, men husk: Vi bliver, hvad vi taler.

Meld en regel – skal nye fraværsregler i gymnasiet sendes til eftertanke?

Regeringens kampagne for regelforenkling er slut. Nye fraværsregler i gymnasier egner sig til en grundig drøftelse uden politisk heksejagt og breaking news overskrifter. Kort sagt: Tjener reglerne de gode intentioner, som ligger bag?

Blog, publiceret på DenOffentlige, november 2018

Nye regler kræver, at alle gymnasieelever, der kommer mere end et minut for sent til en time, skal registreres for fuldt fravær. I kulissen er der debat. Elever strejker, rektorer vil bryde loven, læs fx artiklerne:

Dokumentation skal bygges op, systemer skal overvåge og bogføre, og resultaterne skal publiceres på gymnasiernes hjemmeside.

Er det nogle gange for let at skyde mod politikere? 

Det er let at skyde mod en minister, politikere og partier. Nogle gange for let. Er det værd at spørge, om der i de mange nye muligheder for at registrere data, overvåge og sætte i digitale systemer, findes mekanismer, som tilsammen sender den politisk-administrative styring i retninger, der risikerer at spænde ben for selv de bedste intentioner bag initiativer og i stedet skaber unødig modstand og spild af god energi blandt offentlige ledere og medarbejdere. Kolde hænder frem for varme. Administrativt bureaukrati frem for kernevelfærd.

Er du aktør på skoleområdet – privat, fri, efter eller folkeskole – så kan du bidrage til Skoleavisen på to måder. Send indlæg direkte til redaktionen på skoleavisen@denoffentlige.dkeller blive redaktør for dit eget indhold som udgiver på DenOffentlige. 

Regeringen har gennemført en kampagne for regelforenkling. Den 24. august 2018 udsendte Finansministeriet en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at en kommende afbureaukratiseringsreform vil imødekomme over 300 forslag til regelforenklinger. 

Skal unge under uddannelse sættes under hårdere administration end resten af samfundet? 

Jeg ville gerne melde de nye fraværsregler ind, ikke for at gøre mig klog på, hvad der konkret er op og ned, og hvad der skal gøres – men for at foreslå, at eksempler som netop dette bliver drøftet grundigt drøftet på en måde, hvor der ikke går politisk heksejagt og flygtige breaking news overskrifter i alting.

Lad os spørge: Vil man på arbejdspladser registrere medarbejdere som fraværende, hvis de kommer 2 minutter for sent til et møde? Vil man på sygehuse aflyse den længe ventede operationstid, hvis man kommer 3 minutter for sent? Skal unge under uddannelse udsættes for en hårdere administration end resten af vores samfund?

Ja, selvfølgelig skal man komme til tiden. Det skal arbejdspladsen, sygehuset og gymnasiet sørge for. Og hvis nogle har vanskeligheder med det for tit, skal der da en fast en hånd til.

Fremmes retorikken hen mod en cocktail af mistillid, dokumentations- og præsentationskrav? 

Hvis der skal nye regler og stærkere indsatser til for at mindske fravær og motivere til fastholdelse på gymnasierne, er det stof til eftertanke, at selve fortællingen om de nye regler fra dag 1 bliver så massivt forurenet af en polemik blandt dem, som reglerne skulle hjælpe.

Risikerer reglerne og selve fortællingen om disse at fremme den retorik, som alle taler om, de gerne vil væk fra. Hen mod en cocktail af mistillid, dokumentations- og præstationskrav til såvel offentlige ledere og ansatte som til vores dejlige danske ungdom?

I et andet perspektiv er disse nye fraværsregler så vigtige at italesætte og debattere netop nu i en tid, hvor mange andre store politiske spørgsmål er på agendaen i det danske uddannelseslandskab?

Kort sagt – tjener reglerne og fortælllingen om disse de gode intentioner, der uden tvivl ligger bag? Prioriteres og bruges de gode energier rigtigt?

Mobiltelefoner: Vi gemmer ikke væk, vi forbyder ikke, vi styrer sammen – digital dannelse er et fælles ansvar

Forbud mod telefoner på skoler rammer i hjertet af debat om digital dannelse. Der er brug for masser af debat, nysgerrighed og varsomhed. Er det en faldgrube bare at tro på, at vi voksne, vi kan da sagtens danne de der unge digitalt?

Blog publiceret på DenOffentlige, november 2018

Hvad har tjekket parkering og billedet ovenfor egentlig at gøre med digital dannelse?

Du læser selvfølgelig videre, fordi du som en klog voksen ikke bryder dig om alle de flygtige digitale tekster :-). Bare rolig, teksten her er lang, og konklusionerne kommer drypvis og også til sidst. Jeg er født analog. 

Danmarks Evalueringsinstitut er i gang med analyse af digital dannelse på erhvervsuddannelserne

Den digitale verden trænger dybt ind i vores alles hverdag. Det bliver mere. Det stopper ikke. Derfor taler vi nu højt om digital dannelse i vores skoler og uddannelser.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) afholdt den 8. november en velbesøgt konference om deres arbejde med en behovsanalyse og mulige nye koncepter for erhvervsuddannelserne.

DDet fik mig til at tænke på en ung håndværker, der netop har repareret vores tag. Det var i realiteten komplet umuligt for mig at få fat på en håndværker, der havde tid og lyst til at hjælpe os.

Da Nicklas kom forbi, var det med mobiltelefonen i hånden. Fotos og sms’er mellem os blev bærende for vurdering og aftaler om opgaven. Han fik let involveret en anden håndværker i løsningen, og vi sendte billeder frem og tilbage. Alt forløb gnidningsfrit.

Uden mobiltelefonen havde det taget meget lang tid, før håndværkeren havde lavet vores tag

Uden den fremgangsmåde tror jeg, det havde taget lang tid for os at få stoppet utætheden i vores tag. For Nicklas var mobilen en helt naturlig del af arbejdet.

Debatten om digital dannelse kan lande i faldgruber. En af dem er en tone og tråd, hvor det handler om, at “nu skal vi voksne danne de unge digitalt og indføre nye fag, forbud og regler, så vi kan lære dem, hvad der er rigtigt og forkert”.

Lektor: Skolens vægge er nu gennemhullet kommunikativt. Nogle prøver at sætte propper i hullerne, men det lykkes altså aldrig rigtig

Ved EVA’s konference formåede lektor Michael Paulsen at finde en balance mellem på den ene side vanskeligheder og dilemmaer, på den anden side en nøgtern beskrivelse af realiteterne og konkrete eksempler på mulige og gode veje frem.  

Fx konstaterede lektoren tørt, at eleverne allerede er digitalt skadet den første dag, de træder ind på skolerne. Fra den lidt sarkastiske tone præsenterede han en solid faglig ramme om, hvad digital dannelse er.   

Han beskrev også, hvordan internettet har ført til en helt ny situation, hvor skolen er ophørt med fra historisk tid at være et ret lukket rum med vægge, klasser og bøger. Beskyttet lidt fra verden udenfor og iscenesat gennem fx ekskursioner og gæstebesøg.

Nu er alles skolens vægge gennemhullet kommunikativt overalt. Nogle prøver at sætter propper i hullerne, men det lykkes altså aldrig rigtig, smilede forskeren.

Blandt flere pointer fremhævede han, at den vej som virkelig ser ud til at batte i praksis i diskussionen om digital dannelse, det er, når eleverne anvender nye medier på gode måder til gode formål.

Michael Paulsen fremhævede et forsøg på skoler, hvor eleverne brugte Twitter i forskellige fag, og hvor fx en tråd på Twitter som led i en klasses filmanalyse under selve visningen af filmen gav læring for eleverne på helt nye analytiske måder.  

Forskellige uddannelser, forskellige elevgrupper, forskellige veje til digital dannelse

Jeg ved ikke fra hvilke devices, eleverne gik på Twitter i forsøget. Twitter er i selve sin konstruktion mobilegnet, og jeg har tidligere foreslået at indsamle viden om og erfaringer fra praksis om anvendelse af mobiltelefoner i læringen.

Eksemplet her illustrerer fint ideen bag forslaget. Jeg er ihvertfald stødt på overraskende lidt mere samlet fokus på dette område.

En central pointe fra EVA’s konference var måske, at når der tales digital dannelse skal man fokusere meget konkret på forskellige uddannelser og forskellige elevgrupper. Der findes ikke en “one size fits all”.

Digital dannelse er et fælles ansvar 

Debatten om mobiltelefoner på skoler er ekstremt interessant som eksempel, fordi den rammer lige ind i følelsesregisteret hos os alle. Vi får en fornemmelse af, at “noget er galt” – og nu må vi gøre noget ved vores børn og unge og deres vaner.  Måske fordi vi fornemmer det fra vores egne vaner?

Svaret er selvfølgeig ja, vi skal gøre noget. Vi skal ikke bare blindt lade alting køre. Vi skal have masser af debat om digital dannelse, overalt i vores samfund.  

Vi skal samtidig betragte os selv som voksne og konstatere, at vi ikke er et hak bedre end de unge. Mobilerne er overalt, og hvem tror, de forsvinder i morgen?

Det interessante spørgsmål er, hvad vi skal gøre. Er vi voksne digitale immigranter i stand til alene at lære de unge digitale indfødte, hvad digital dannelse er i deres digitale virkelighed?

Kan vi det, når vores børn og unge for længst er kørt langt foran os med deres teknologiske kunnen og digitale liv?

Jeg tror det ikke. Jeg tror heller ikke, vi kan stille de krav til vores dygtige skoler og dygtige lærere. Det er ikke rimeligt. Digital dannelse er et fælles ansvar.  

Jeg tror, vi skal finde måder at tale om og udvikle digital dannelse sammen med ungdommens stemme i Danmark 2.0 med nysgerrighed og tro på fremtiden. 

Jeg tror, vi skal varsomme, når vi fylder lokaler og diskussioner med digitale immigranters stemme i debatter om digital dannelse, for vi kan – i den digitale eksplosions natur – ikke have den fulde føling med, hvad børn og unge gør i morgen i den digitale virkelighed, de lever i.    

At sætte prop i et par af hullerne på væggen, fører det ikke bare til, at de andre huller bliver endnu mere interessante?

På skolerne betyder det for mig i debatten om mobiltelefoner, at løsningerne synes mere nuancerede end et forbud.  

I de helt små klasser fandt jeg det personligt rart, at mobiltelefonerne ikke var ret meget tilstede på mine børns skole. I de mindre klasser skal reglerne formentlig være skrappest, i de større klasser mest lempelige. 

De større elever kan i dag betale med mobilepay i skolens cafe og se beskeder fra fx skoletandlægen og om fritidsaktiviteter. Faktisk er der en forventning om, at de store elever klarer sig selv og orienterer sig selv, og fx er kontant valuta og gammeldags skriftlige beskeder jo på hastig vej væk. 

Som led i undervisningen kan der tales om – meget gerne sammen med de unge – hvordan, mobiltelefonerne også kan anvendes smart og bevidst til konkrete formål. Som i filmanalysen på Twitter og med Nicklas på taget.

Nogle gange hører jeg, at eleverne bare kan bruge deres ipad eller computer, og at de ikke har brug for deres telefoner på skolen. Men altså – de unge kan ligeså vel gå på Facebook fra disse devices. 

At sætte prop i et par af hullerne i væggen, fører det ikke bare til, at de andre huller i væggen bliver endnu mere interessante?

En amerikansk forsker viste for nogle år siden billeder fra et foredrag i et stort auditorium, hvor alle de universitetstuderende sad med åbne computerskærme. De fleste kiggede på ting, der intet havde med den åbenbart ret kedsommelige forelæsning at gøre, 

Forskerens kyniske replik til en fyldt konferencesal ved den internationale digitaliseringskonference i Berlin, den var:

Sikke et læringsrum vi går glip af der, var?

Jeg tror ikke, det er nogen løsning i debatten om digital dannelse at sætte mobiltelefonen i skammekrogen som “det farlige”. 

Mobiltelefonen har sin naturlige plads i livet og derfor kan skoler og uddannelser fx anvende de på billedet tjekkede mobile parkeringspladser med stik til opladning, som en skolelærer i Holbæk har udviklet.

Lærer: Forældrene må godt blande sig lidt udenom i dagligdagen

Det er ikke noget med at aflevere mobilerne til læreren om morgenen til en lurvet skuffe eller anvende dem skjult på toilettet eller bag busken.

Og forældrene må meget gerne blande sig lidt udenom og have tillid til skolens rammer og lærerens praksis.

Som en lærer har skrevet til mig: “Jeg er imod forbud. Jeg har ingen problemer med at lave regler for eleverne. Mit største problem i dagligdagen har været, at nogle af forældrene gjorde indvendinger”.

Formentlig har de unge meget bedre ideer til den gode og smarte anvendelse

Hver skole skal have sin egen overordnede politik. Der må for alt i verden ikke sættes ministerielle embedsmænd til at udarbejde retningslinjer.

Der skal være tillid til, at hver enkelt lærer kan lægge en god linje og anvende parkeringspladsen, som det passer bedst på dagen. Undervisningen er forskellig, aldrene er forskellige, eleverne er forskellige. 

Skønheden er, at parkeringspladserne både kan indebære forbud og standsning, tidsbegrænset parkering, zoneparkering og tilladte zoner og perioder.

Kort sagt: Selve mobiltelefonens tilstedevær fornægtes ikke, den anerkendes. Parkeringspladsen åbner også for nem anvendelse til gode formål samt til diskussioner og italesættelse af både muligheder og vanskeligheder.

Kan man egentlig forestille sig bedre digital dannelse i praksis?  

I et synligt fællesskab styrer vi mennesker, voksne og unge, teknologien, sammen

Parkeringspladsen er et symbolsk interessant eksempel på hele debatten om digital dannelse, og på hvordan de konkrete veje frem kan være forskellige i Danmark 2.0 fra alder til alder, klasse til klasse, uddannelse til uddannelse, arbejdsplads til arbejdsplads, branche til branche, hjem til hjem.

Vi gemmer ikke mobiltelefonerne væk. Vi forbyder dem ikke. Vi taler om dem og styrer dem. I et synligt fællesskab styrer vi mennesker, voksne og unge, teknologien, sammen.

Og – formentlig har de unge jo meget bedre ideer til den smarte og gode anvendelse, end vi voksne nogensinde kunne finde på. 

Det er vidunderligt, for det betyder, at vi kan udvikle vores demokratiske velfærdssamfund Danmark 2.0 endnu bedre og udnytte vores digitalt fødte ungdoms fantastiske kompetencer.

Hov – tør du prøve at vende debatten om forbud mod mobiltelefoner i skoler på hovedet?

Danske Skoleelever finder kampen mod mobiltelefoner i skolen for ”tosset”. Er forbud et digitalt selvmål? Skal vi tale mere om, hvordan mobiltelefoner også kan bruges i læringen og erstatte forbudsdebat med nysgerrighed og samtaler med de unge?

Blogindlæg bragt på DenOffentlige den 3. november 2018

23% af danske skoler inddrager ifølge Undervisningsministeriet nu mobiltelefoner om morgenen fra eleverne. I en artikel i BT den 10. oktober 2018 er foreningen Danske Skoleelever kritisk:

– ”Mobiltelefoner skal bruges som et aktivt redskab i undervisningen. Men det skal tilkobles digital dannelse, så man både ved, hvordan agerer med den, og hvordan man abstraherer fra den”, udtaler foreningens formand, Sarah Gruszov Bærentsen.

I en tidsalder med digital eksplosion og i Danmark som en digital frontløber nation virker det overraskende, at der ikke er mere diskussion af, hvordan mobiltelefoner også kan anvendes som en del af læringen i undervisningen.

Masser af muligheder for at anvende mobiltelefoner i undervisningen

Jeg kan ikke finde mange steder, hvor der er særlig opmærksomhed om netop dette perspektiv, selvom nogle institutioner og læringsportaler omtaler mulighederne, fx disse tre:

  1. Professionshøjskolen Absalon giver i artiklen ”Mobil læring – i tidens ånd” eksempler og links til hvor mobilen kan bruges til at tilføre spændende dimensioner til undervisningen.
  2. EMU – Danmarks Læringsportal omtaler en række eksemplerpå anvendelsesmuligheder i undervisningen.
  3. TeachThought – en amerikansk læringsportal bringer artiklen “40 simple ways to use af smartphone in the classroom”.

Måske findes der mere viden andre steder? Mange skoler og lærere har utvivlsomt allerede vigtige erfaringer, tips, tricks og faldgruber.

Uddannelse er i dag også et grænseløst læringsrum, hvor unge mennesker i deres egen bukselomme, altid, har adgang til al verdens viden, dialog, interaktive apps og værktøjer.

Skal vi forbyde det? Eller skal vi også tale om, hvordan det kan anvendes rigtigt og godt?

Lokale politikker, mobilfri zoner og fokus på tilstedevær og digital dannelse – det er kun godt 

Selvfølgelig skal der være rammer for, hvad telefoner bruges til i skolens rum. Skolers og læreres erfaringer og bekymringer skal tages alvorligt.

Lokale politikker og italesættelse af god mobilkultur er en god ide. Der er fornuft i at tale om mobilfri zoner, ligesom der skal tales om de digitale dilemmaer. Fx at mobiltelefonerne altid er en konkurrent til vores tilstedevær og koncentration.

Begreber som digital dannelse og digital sundhed er også vigtige. Og ja, vi skal alle kunne slukke for det digitale flow. Læsning, bøger og faglig fordybelse er vigtig.

Og så videre. Men de vinkler lukker jeg af her for et øjeblik. Mange taler om dette allerede.

“Enten finder vi en vej, eller også laver vi en” (citat af Hannibal, hærfører)

Savner vi at tale mere om, hvordan det ubegribeligt store mobile læringsrum også kan udnyttes på velegnet vis i skolers og uddannelsers hverdag?

Tør du prøve at vende forbudsdebatten på hovedet og tage Danske Skoleelevers synspunkter alvorligt?

På foreningens hjemmeside fremgår det af deres politik bl.a., at ”kampen mod mobiltelefoner i skolen er håbløst tosset”. Vil det være en god ide at inddrage elever og unge i samtaler om mulighederne i det mobile læringsrum?

Jeg vil foreslå:

  1. At Danmarks Evalueringsinstitut, eller andre relevante aktører, indsamler viden og indhenter erfaringer fra praksis om, hvordan mobiltelefoner kan anvendes.
  2. At de digitale indfødte, inddrages i arbejdet. Hvordan ser eleverne i de ældste klasser fx på mulighederne i mobiltelefonerne i deres skolegang.

 “Pessimister er dog de reneste tåber. De tror på det modsatte af, hvad de håber. Nej de optimister, som livet beror på, er dem som tør håbe på noget, de tror på” (citat af Piet Hein)

Tre eksempler på mobiltelefonens potentiale som et redskab kunne være:

  1. Den alternative lærer. Jeg fik en overraskelse, da jeg sad med en gymnasieelev, der ikke forstod lærerens forklaring af en vanskelig ligning. På nettet fandt hun to andre lærers forklaring på den samme ligning – og vupti. Den enkelte lærer er ikke et orakel. Matematik er svært. Måske kan andre læreres forklaringer fremme forståelsen. Mobilen giver nem adgang.
  2. Skolers sociale medier.Kan eleverne bevæge skolernes sociale medier fra ret fraværende kanaler til et pulserende miljø omkring læring og skoleliv? Kan projekter i fx klima føre til levende fortællinger og diskussioner? Kan konkrete sager i lokalområdet føre til dialog med politikere og virksomheder? Mobilen giver nem adgang.
  3. Sjove quizzer i stedet for national test. Kan fokus på karakterer og tests i perioder tones ned til fordel for, at eleverne selv udvikler faglige quizzer og tests om aktuelle faglige emner til hinanden på kryds og tværs af klasser og årgange? Mobilen giver nem adgang.

Ungdommens stemme i Danmark 2.0

Alene italesættelsen og dialogen om sådanne jordnære emner tror jeg, vil fremme målsætninger om at sætte digital dannelse og teknologiforståelse på agendaen på nye måder.

Det er et eksempel på, hvordan vi kan inddrage ungdommens stemme bedre og mere i udviklingen af vores demokratiske velfærdssamfund Danmark 2.0. Det har vi brug for mere end nogensinde i den digitale eksplosion, som vi befinder os i.

I min fritid er jeg frivillig mentor for yngre akademikere, og jeg oplever så mange dygtige og engagerede unge mennesker, at jeg ind i mellem må knibe mig selv i armen.

Er det den ungdom, vi taler om, som er blevet curlet, forkælet, skærmfikseret og selfie-selvoptaget? Så er der godt nok håb for Danmarks fremtid.

Du kan ikke undslippe morgendagens ansvar ved at undgå det i dag.” (citat af Abraham Lincoln)

At 23% af danske skoler forbyder mobiltelefoner i dag, det er ikke nødvendigvis godt. Kan et for ensidigt fokus på forbud risikere at afkoble vores skoler fra virkeligheden omkring dem?

Jeg har set en repræsentant fra en skole udtale noget i retning, at “det var godt, da mobilerne forsvandt, for så fik vi de gode gammeldags konflikter tilbage”.

Jeg tror på, at det er vejen frem at tale om god mobilkultur og rigtig anvendelse af mobiltelefoner alle steder og for alle aldre – under møder og i frokostpausen på arbejdspladsen, i S-toget, i bilen på cykelstierne og på fortorvet, under middage på restauranter og ved familiesammenkomster og – i skolernes dagligdag.

At sætte den mobile virkelighed uden for døren på vores skoler – er det nu også fremtidens løsning i Danmark 2.0?

 

Fremtiden har brug for en tillidsreform: Alle unge er parate, hvis spørgsmålet er rigtigt

Italesættelsen af unge og uddannelse bærer for meget præg af mistillid og ønsker om styring. Unge rummer masser af løsninger selv. Lad os demonstrere tillid og invitere dem ombord i debatten om uddannelsessystemet og i skabelsen af Danmark 2.0.

Blogindlæg, bragt på DenOffentlige, 24. oktober 2018

Uddannelsesparathed, nationale tests, karakterer.

Hvis nogen fortæller dig: “Det kan man ikke”. Så mener de i virkeligheden: “Jeg kan ikke”.”  (citat af Sean Stephenson)

Der er masser af god faglighed og læringsværktøjer bag. Også bag mange reformer, ekspertgrupper og uddannelsespolitiske debatter. Mange intentioner er gode og rigtige.

Når en ung 13-14 årig kaldes ikke-uddannelsesparat, er det for mig selve symbolet på, at noget kører af sporet i vores uddannelsessystem. Enhver er parat til livet. Spørgsmålet er til hvad.

“Nothing is as important as passion. No matter what you want to do with your life, be passionate” (citat af Jon Bon Jovi)

Flere og flere er begyndt at tale om, at kun de færreste unge vælger deres eksakte livsvej i 8. og 9. klasse. Alligevel taler vi om indretningen af uddannelsessystemet som om, det er den vej, vi ønsker, der skal stræbes efter.

Den aktuelle debat om søgning til erhvervsuddannelserne sigter også mod at få flere til at vælge disse uddannelser tidligt, selvom meget peger på, at de fleste unge slet ikke er klar til at tage dette valg allerede i folkeskolen som bl.a. fremhævet for nylig i et debatindlæg af Danmarks Evalueringsinstitut.

Vi har i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde

Det er som om, vi mere eller mindre systematisk kommer til at italesætte vores ungdom som et problem. 12-tals piger er for perfekte. Drenge spiller for meget computer. For mange vælger gymnasiet. Det er ikke godt, hvis den snorlige vej ikke passer alle.

“Double trouble”

Har ”voksendommen” ikke altid omtalt ”ungdommen” som et snert af ”double trouble”?

I mine øjne har vi i dag i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde.

Jeg husker, min egen tid på universitetet, hvor der nærmest blev set ned på mig, fordi jeg ønskede at skrive mit speciale på normeret tid. Der var ret mange “fjumreklip”, og jeg kender også til mennesker, som levede i længere perioder på kontanthjælp og hyggede sig ganske godt.

Da mine to ældste børn blev studenter, var der intet, der betød mindre end den eksakte karakterskala. Det var en blomstrende markering af et skift fra barn, til ung, til endnu mere voksen. Til en ny tidsalder. Et farvel til en skolegang og goddag til en fremtid, du selv vælger.

Skoleinspektøren valgte min onkels livsvej – skal vi bestemme, hvad vores unge skal?

Min onkel fortalte ved min fars begravelse, hvordan han valgte sit arbejdsliv. En dag kom skoleinspektøren ind og kaldte ham til sit kontor. Det skete vist ellers ofte kun, hvis der var et spanskrør – et gammelt afstraffelsesmiddel i skolen i form af slag bagi med en tyk pind – i luften.

En fabrik søgte en lærling. Skoleinspektøren mente, det var noget for ham, så han skulle gå hjem og tale med sine forældre. Den chance måtte ikke glippe. Sådan blev det, og fra da af og resten af livet arbejdede han der. Livsbanen blev valgt af skoleinspektøren og af forældrene.

Er det sådan, vi ønsker fremtiden skal blive for vores ungdom? At vi skal styre, hvad de skal.

Når der tales om tests og resultater fra tidlige børneår, og når der fra 8. klasse bruges matematiske sammenligninger og kurver mellem elever og klasser, som om mennesker kan måles og vejes efter en videnskabelig målestok.

“På den måde at man i matematikkens love sigter på virkeligheden, er de ikke sikre. På den måde lovene er sikre, sigter de ikke på virkeligheden” (citat af Albert Einstein)

Når der tales om valg af uddannelse og uddannelsesparathed med en voksen stemme inden konfirmationsalderen for at sikre den rette hylde i senere uddannelser og den for samfundet rette beskæftigelse frem til pensionsalderen.

Så risikerer vi – i selve måden vi taler på – at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke brød os om og derfor fjernede os fra i vores moderne vestlige velfærdssamfund.

Det lyder heller ikke som svaret på fremtidens arbejdsmarked i en global og digital virkelighed, der hele tiden er under forandring.

Som faglige værktøjer for læring er nationale tests fx utvivlsomt værdifulde, men når selve skole-hjem samtalerne i folkeskolen risikerer at iscenesætte regneark og testresultater som selve rammen for dialogen mellem ung og voksen, så italesætter vi også, hvad der er vigtigst.

For de enkelte skoler er det rart, hvis eleverne får de bedste karakterer gennemsnit sammenlignet med andre skoler. For styrelser, ministerier og politikere er det rart, hvis Danmark ligger højt på de internationale ranglister.

Vi skaber den virkelighed, vi taler om. Tænk hvis regnearket lå mere i den faglige læringskulisse, og vi talte mest om der, hvor engagementet og motivationen brændte, og hvordan den enkelte derigennem kan vokse.

Jeg er privilegeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det vigtigste er, at de har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.

Ungdommen har allerede magten – i deres egen bukselomme

Når Regeringen har nedsat et Disruptionsråd, vil jeg gerne spørge, hvad gennemsnitsalderen i rådet er, og hvor ungdommen er henne. Min søn eksperimenterer med en webshop, og jeg tror, at han har mere fornemmelse for disruption i den virkelige virkelighed end Hella Joof, som er med i rådet.

Måske har Danmark mere brug for en Ungesag end en Ældresag. Der er mange stærke kræfter, der taler de ældres sag.

Egentlig er det overraskende, at ungdommen, de digitale indfødte, ikke selv ser, hvilken magt de besidder – i deres egen bukselomme, i mobiltelefonen, i de sociale medier, i deres digitale kunnen. De bærer selve nøglen til den revolution, de måtte ønske.

“Stor er den, som ved, men større er den, som ved, hvor han skal spørge” (citat af Piet Hein)

Forestil dig 100 unge slå sig sammen om at skabe opmærksomhed om nogle forhold i din kommune, på din arbejdsplads, i deres uddannelse. De vil kunne ændre scenen fra den ene dag til den anden.

Politikere og direktionsgange bliver nødt til at forholde sig til dem og deres holdninger, og alle ledelser og medarbejdere bliver en gang for alle nødt til at indse, hvad sociale medier i en ny tidsalder er, og hvad disruption indebærer.

Hvorfor skal vi vente på, at ungdommen anvender deres digitale magt – lad os vise dem meget mere tillid. Lad os spørge dem om, hvordan vi bedst inviterer deres stemme meget mere ombord i debatten om vores uddannelsessystem og i skabelsen af Danmark 2.0.

Lad os give vores ungdom en tillidsreform – også fordi:

“Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet. Vi bliver, hvad vi taler”