Det handler om mennesker

8 år i Miljøministeriet som redaktør og konsulent, inklusive i ministersekretariat. 4 år som chef for Videncenter for Arbejdsmiljø, og 13 år som kommunikationschef på 3 forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

Min branche er i digital disruption, det er udfordrende og spændende. Det er også hårdt arbejde. Ved siden af mit job er jeg et engageret menneske.

Jeg skriver min personlige blog ud fra mine erfaringer, oplevelser og synspunkter som leder og fagprofessionel og som menneske i Danmark.

Jeg er også frivillig mentor for yngre, ambitiøse akademikere. Jeg har blandt andet. fået denne udtalelse, som gavner min daglige arbejdsglæde: 

”Søren har et meget åbent og nysgerrigt sind, og han tør at udfordre. Det giver en masse stof til eftertanke. Hans udfordringer hjalp mig med at blive mere afklaret på min egen situation og få den ændret til det bedre. Jeg ville anbefale Søren til alle! Søren kendte ikke rigtig til min branche, men det gjorde blot, at han stillede flere spørgsmål, jeg skulle tage aktivt stilling til, hvor andre i branchen nok har en forudindtaget opfattelse af, hvordan det hænger sammen og ikke mindst bør være”.

Med årene er det blevet skarpere og skarpere for mig, hvor meget der handler om mennesker. Jeg bliver klogere hele tiden.

Kontakt mig gerne, hvis du har noget på hjerte eller har brug for en hjælpende hånd. Jeg giver altid gerne et godt råd, hvis du skulle have behov som person eller som organisation.

 

 

Meld en regel – skal nye fraværsregler i gymnasiet sendes til eftertanke?

Regeringens kampagne for regelforenkling er slut. Nye fraværsregler i gymnasier egner sig til en grundig drøftelse uden politisk heksejagt og breaking news overskrifter. Kort sagt: Tjener reglerne de gode intentioner, som ligger bag?

Nye regler kræver, at alle gymnasieelever, der kommer mere end et minut for sent til en time, skal registreres for fuldt fravær. I kulissen er der debat. Elever strejker, rektorer vil bryde loven, læs fx artiklerne:

Dokumentation skal bygges op, systemer skal overvåge og bogføre, og resultaterne skal publiceres på gymnasiernes hjemmeside.

Er det nogle gange for let at skyde mod politikere? 

Det er let at skyde mod en minister, politikere og partier. Nogle gange for let. Er det værd at spørge, om der i de mange nye muligheder for at registrere data, overvåge og sætte i digitale systemer, findes mekanismer, som tilsammen sender den politisk-administrative styring i retninger, der risikerer at spænde ben for selv de bedste intentioner bag initiativer og i stedet skaber unødig modstand og spild af god energi blandt offentlige ledere og medarbejdere. Kolde hænder frem for varme. Administrativt bureaukrati frem for kernevelfærd.

Er du aktør på skoleområdet – privat, fri, efter eller folkeskole – så kan du bidrage til Skoleavisen på to måder. Send indlæg direkte til redaktionen på skoleavisen@denoffentlige.dkeller blive redaktør for dit eget indhold som udgiver på DenOffentlige. 

Regeringen har gennemført en kampagne for regelforenkling. Den 24. august 2018 udsendte Finansministeriet en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at en kommende afbureaukratiseringsreform vil imødekomme over 300 forslag til regelforenklinger. 

Skal unge under uddannelse sættes under hårdere administration end resten af samfundet? 

Jeg ville gerne melde de nye fraværsregler ind, ikke for at gøre mig klog på, hvad der konkret er op og ned, og hvad der skal gøres – men for at foreslå, at eksempler som netop dette bliver drøftet grundigt drøftet på en måde, hvor der ikke går politisk heksejagt og flygtige breaking news overskrifter i alting.

Lad os spørge: Vil man på arbejdspladser registrere medarbejdere som fraværende, hvis de kommer 2 minutter for sent til et møde? Vil man på sygehuse aflyse den længe ventede operationstid, hvis man kommer 3 minutter for sent? Skal unge under uddannelse udsættes for en hårdere administration end resten af vores samfund?

Ja, selvfølgelig skal man komme til tiden. Det skal arbejdspladsen, sygehuset og gymnasiet sørge for. Og hvis nogle har vanskeligheder med det for tit, skal der da en fast en hånd til.

Fremmes retorikken hen mod en cocktail af mistillid, dokumentations- og præsentationskrav? 

Hvis der skal nye regler og stærkere indsatser til for at mindske fravær og motivere til fastholdelse på gymnasierne, er det stof til eftertanke, at selve fortællingen om de nye regler fra dag 1 bliver så massivt forurenet af en polemik blandt dem, som reglerne skulle hjælpe.

Risikerer reglerne og selve fortællingen om disse at fremme den retorik, som alle taler om, de gerne vil væk fra. Hen mod en cocktail af mistillid, dokumentations- og præstationskrav til såvel offentlige ledere og ansatte som til vores dejlige danske ungdom?

I et andet perspektiv er disse nye fraværsregler så vigtige at italesætte og debattere netop nu i en tid, hvor mange andre store politiske spørgsmål er på agendaen i det danske uddannelseslandskab?

Kort sagt – tjener reglerne og fortælllingen om disse de gode intentioner, der uden tvivl ligger bag? Prioriteres og bruges de gode energier rigtigt?

Mobiltelefoner: Vi gemmer ikke væk, vi forbyder ikke, vi styrer sammen – digital dannelse er et fælles ansvar

Forbud mod telefoner på skoler rammer i hjertet af debat om digital dannelse. Der er brug for masser af debat, nysgerrighed og varsomhed. Er det en faldgrube bare at tro på, at vi voksne, vi kan da sagtens danne de der unge digitalt?

Hvad har tjekket parkering og billedet ovenfor egentlig at gøre med digital dannelse?

Du læser selvfølgelig videre, fordi du som en klog voksen ikke bryder dig om alle de flygtige digitale tekster :-). Bare rolig, teksten her er lang, og konklusionerne kommer drypvis og også til sidst. Jeg er født analog. 

Danmarks Evalueringsinstitut er i gang med analyse af digital dannelse på erhvervsuddannelserne

Den digitale verden trænger dybt ind i vores alles hverdag. Det bliver mere. Det stopper ikke. Derfor taler vi nu højt om digital dannelse i vores skoler og uddannelser.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) afholdt den 8. november en velbesøgt konference om deres arbejde med en behovsanalyse og mulige nye koncepter for erhvervsuddannelserne.

DDet fik mig til at tænke på en ung håndværker, der netop har repareret vores tag. Det var i realiteten komplet umuligt for mig at få fat på en håndværker, der havde tid og lyst til at hjælpe os.

Da Nicklas kom forbi, var det med mobiltelefonen i hånden. Fotos og sms’er mellem os blev bærende for vurdering og aftaler om opgaven. Han fik let involveret en anden håndværker i løsningen, og vi sendte billeder frem og tilbage. Alt forløb gnidningsfrit.

Uden mobiltelefonen havde det taget meget lang tid, før håndværkeren havde lavet vores tag

Uden den fremgangsmåde tror jeg, det havde taget lang tid for os at få stoppet utætheden i vores tag. For Nicklas var mobilen en helt naturlig del af arbejdet.

Debatten om digital dannelse kan lande i faldgruber. En af dem er en tone og tråd, hvor det handler om, at “nu skal vi voksne danne de unge digitalt og indføre nye fag, forbud og regler, så vi kan lære dem, hvad der er rigtigt og forkert”.

Lektor: Skolens vægge er nu gennemhullet kommunikativt. Nogle prøver at sætte propper i hullerne, men det lykkes altså aldrig rigtig

Ved EVA’s konference formåede lektor Michael Paulsen at finde en balance mellem på den ene side vanskeligheder og dilemmaer, på den anden side en nøgtern beskrivelse af realiteterne og konkrete eksempler på mulige og gode veje frem.  

Fx konstaterede lektoren tørt, at eleverne allerede er digitalt skadet den første dag, de træder ind på skolerne. Fra den lidt sarkastiske tone præsenterede han en solid faglig ramme om, hvad digital dannelse er.   

Han beskrev også, hvordan internettet har ført til en helt ny situation, hvor skolen er ophørt med fra historisk tid at være et ret lukket rum med vægge, klasser og bøger. Beskyttet lidt fra verden udenfor og iscenesat gennem fx ekskursioner og gæstebesøg.

Nu er alles skolens vægge gennemhullet kommunikativt overalt. Nogle prøver at sætter propper i hullerne, men det lykkes altså aldrig rigtig, smilede forskeren.

Blandt flere pointer fremhævede han, at den vej som virkelig ser ud til at batte i praksis i diskussionen om digital dannelse, det er, når eleverne anvender nye medier på gode måder til gode formål.

Michael Paulsen fremhævede et forsøg på skoler, hvor eleverne brugte Twitter i forskellige fag, og hvor fx en tråd på Twitter som led i en klasses filmanalyse under selve visningen af filmen gav læring for eleverne på helt nye analytiske måder.  

Forskellige uddannelser, forskellige elevgrupper, forskellige veje til digital dannelse

Jeg ved ikke fra hvilke devices, eleverne gik på Twitter i forsøget. Twitter er i selve sin konstruktion mobilegnet, og jeg har tidligere foreslået at indsamle viden om og erfaringer fra praksis om anvendelse af mobiltelefoner i læringen.

Eksemplet her illustrerer fint ideen bag forslaget. Jeg er ihvertfald stødt på overraskende lidt mere samlet fokus på dette område.

En central pointe fra EVA’s konference var måske, at når der tales digital dannelse skal man fokusere meget konkret på forskellige uddannelser og forskellige elevgrupper. Der findes ikke en “one size fits all”.

Digital dannelse er et fælles ansvar 

Debatten om mobiltelefoner på skoler er ekstremt interessant som eksempel, fordi den rammer lige ind i følelsesregisteret hos os alle. Vi får en fornemmelse af, at “noget er galt” – og nu må vi gøre noget ved vores børn og unge og deres vaner.  Måske fordi vi fornemmer det fra vores egne vaner?

Svaret er selvfølgeig ja, vi skal gøre noget. Vi skal ikke bare blindt lade alting køre. Vi skal have masser af debat om digital dannelse, overalt i vores samfund.  

Vi skal samtidig betragte os selv som voksne og konstatere, at vi ikke er et hak bedre end de unge. Mobilerne er overalt, og hvem tror, de forsvinder i morgen?

Det interessante spørgsmål er, hvad vi skal gøre. Er vi voksne digitale immigranter i stand til alene at lære de unge digitale indfødte, hvad digital dannelse er i deres digitale virkelighed?

Kan vi det, når vores børn og unge for længst er kørt langt foran os med deres teknologiske kunnen og digitale liv?

Jeg tror det ikke. Jeg tror heller ikke, vi kan stille de krav til vores dygtige skoler og dygtige lærere. Det er ikke rimeligt. Digital dannelse er et fælles ansvar.  

Jeg tror, vi skal finde måder at tale om og udvikle digital dannelse sammen med ungdommens stemme i Danmark 2.0 med nysgerrighed og tro på fremtiden. 

Jeg tror, vi skal varsomme, når vi fylder lokaler og diskussioner med digitale immigranters stemme i debatter om digital dannelse, for vi kan – i den digitale eksplosions natur – ikke have den fulde føling med, hvad børn og unge gør i morgen i den digitale virkelighed, de lever i.    

At sætte prop i et par af hullerne på væggen, fører det ikke bare til, at de andre huller bliver endnu mere interessante?

På skolerne betyder det for mig i debatten om mobiltelefoner, at løsningerne synes mere nuancerede end et forbud.  

I de helt små klasser fandt jeg det personligt rart, at mobiltelefonerne ikke var ret meget tilstede på mine børns skole. I de mindre klasser skal reglerne formentlig være skrappest, i de større klasser mest lempelige. 

De større elever kan i dag betale med mobilepay i skolens cafe og se beskeder fra fx skoletandlægen og om fritidsaktiviteter. Faktisk er der en forventning om, at de store elever klarer sig selv og orienterer sig selv, og fx er kontant valuta og gammeldags skriftlige beskeder jo på hastig vej væk. 

Som led i undervisningen kan der tales om – meget gerne sammen med de unge – hvordan, mobiltelefonerne også kan anvendes smart og bevidst til konkrete formål. Som i filmanalysen på Twitter og med Nicklas på taget.

Nogle gange hører jeg, at eleverne bare kan bruge deres ipad eller computer, og at de ikke har brug for deres telefoner på skolen. Men altså – de unge kan ligeså vel gå på Facebook fra disse devices. 

At sætte prop i et par af hullerne i væggen, fører det ikke bare til, at de andre huller i væggen bliver endnu mere interessante?

En amerikansk forsker viste for nogle år siden billeder fra et foredrag i et stort auditorium, hvor alle de universitetstuderende sad med åbne computerskærme. De fleste kiggede på ting, der intet havde med den åbenbart ret kedsommelige forelæsning at gøre, 

Forskerens kyniske replik til en fyldt konferencesal ved den internationale digitaliseringskonference i Berlin, den var:

Sikke et læringsrum vi går glip af der, var?

Jeg tror ikke, det er nogen løsning i debatten om digital dannelse at sætte mobiltelefonen i skammekrogen som “det farlige”. 

Mobiltelefonen har sin naturlige plads i livet og derfor kan skoler og uddannelser fx anvende de på billedet tjekkede mobile parkeringspladser med stik til opladning, som en skolelærer i Holbæk har udviklet.

Lærer: Forældrene må godt blande sig lidt udenom i dagligdagen

Det er ikke noget med at aflevere mobilerne til læreren om morgenen til en lurvet skuffe eller anvende dem skjult på toilettet eller bag busken.

Og forældrene må meget gerne blande sig lidt udenom og have tillid til skolens rammer og lærerens praksis.

Som en lærer har skrevet til mig: “Jeg er imod forbud. Jeg har ingen problemer med at lave regler for eleverne. Mit største problem i dagligdagen har været, at nogle af forældrene gjorde indvendinger”.

Formentlig har de unge meget bedre ideer til den gode og smarte anvendelse

Hver skole skal have sin egen overordnede politik. Der må for alt i verden ikke sættes ministerielle embedsmænd til at udarbejde retningslinjer.

Der skal være tillid til, at hver enkelt lærer kan lægge en god linje og anvende parkeringspladsen, som det passer bedst på dagen. Undervisningen er forskellig, aldrene er forskellige, eleverne er forskellige. 

Skønheden er, at parkeringspladserne både kan indebære forbud og standsning, tidsbegrænset parkering, zoneparkering og tilladte zoner og perioder.

Kort sagt: Selve mobiltelefonens tilstedevær fornægtes ikke, den anerkendes. Parkeringspladsen åbner også for nem anvendelse til gode formål samt til diskussioner og italesættelse af både muligheder og vanskeligheder.

Kan man egentlig forestille sig bedre digital dannelse i praksis?  

I et synligt fællesskab styrer vi mennesker, voksne og unge, teknologien, sammen

Parkeringspladsen er et symbolsk interessant eksempel på hele debatten om digital dannelse, og på hvordan de konkrete veje frem kan være forskellige i Danmark 2.0 fra alder til alder, klasse til klasse, uddannelse til uddannelse, arbejdsplads til arbejdsplads, branche til branche, hjem til hjem.

Vi gemmer ikke mobiltelefonerne væk. Vi forbyder dem ikke. Vi taler om dem og styrer dem. I et synligt fællesskab styrer vi mennesker, voksne og unge, teknologien, sammen.

Og – formentlig har de unge jo meget bedre ideer til den smarte og gode anvendelse, end vi voksne nogensinde kunne finde på. 

Det er vidunderligt, for det betyder, at vi kan udvikle vores demokratiske velfærdssamfund Danmark 2.0 endnu bedre og udnytte vores digitalt fødte ungdoms fantastiske kompetencer.

Hov – tør du prøve at vende debatten om forbud mod mobiltelefoner i skoler på hovedet?

Danske Skoleelever finder kampen mod mobiltelefoner i skolen for ”tosset”. Er forbud et digitalt selvmål? Skal vi tale mere om, hvordan mobiltelefoner også kan bruges i læringen og erstatte forbudsdebat med nysgerrighed og samtaler med de unge?

Blogindlæg bragt på DenOffentlige den 3. november 2018

23% af danske skoler inddrager ifølge Undervisningsministeriet nu mobiltelefoner om morgenen fra eleverne. I en artikel i BT den 10. oktober 2018 er foreningen Danske Skoleelever kritisk:

– ”Mobiltelefoner skal bruges som et aktivt redskab i undervisningen. Men det skal tilkobles digital dannelse, så man både ved, hvordan agerer med den, og hvordan man abstraherer fra den”, udtaler foreningens formand, Sarah Gruszov Bærentsen.

I en tidsalder med digital eksplosion og i Danmark som en digital frontløber nation virker det overraskende, at der ikke er mere diskussion af, hvordan mobiltelefoner også kan anvendes som en del af læringen i undervisningen.

Masser af muligheder for at anvende mobiltelefoner i undervisningen

Jeg kan ikke finde mange steder, hvor der er særlig opmærksomhed om netop dette perspektiv, selvom nogle institutioner og læringsportaler omtaler mulighederne, fx disse tre:

  1. Professionshøjskolen Absalon giver i artiklen ”Mobil læring – i tidens ånd” eksempler og links til hvor mobilen kan bruges til at tilføre spændende dimensioner til undervisningen.
  2. EMU – Danmarks Læringsportal omtaler en række eksemplerpå anvendelsesmuligheder i undervisningen.
  3. TeachThought – en amerikansk læringsportal bringer artiklen “40 simple ways to use af smartphone in the classroom”.

Måske findes der mere viden andre steder? Mange skoler og lærere har utvivlsomt allerede vigtige erfaringer, tips, tricks og faldgruber.

Uddannelse er i dag også et grænseløst læringsrum, hvor unge mennesker i deres egen bukselomme, altid, har adgang til al verdens viden, dialog, interaktive apps og værktøjer.

Skal vi forbyde det? Eller skal vi også tale om, hvordan det kan anvendes rigtigt og godt?

Lokale politikker, mobilfri zoner og fokus på tilstedevær og digital dannelse – det er kun godt 

Selvfølgelig skal der være rammer for, hvad telefoner bruges til i skolens rum. Skolers og læreres erfaringer og bekymringer skal tages alvorligt.

Lokale politikker og italesættelse af god mobilkultur er en god ide. Der er fornuft i at tale om mobilfri zoner, ligesom der skal tales om de digitale dilemmaer. Fx at mobiltelefonerne altid er en konkurrent til vores tilstedevær og koncentration.

Begreber som digital dannelse og digital sundhed er også vigtige. Og ja, vi skal alle kunne slukke for det digitale flow. Læsning, bøger og faglig fordybelse er vigtig.

Og så videre. Men de vinkler lukker jeg af her for et øjeblik. Mange taler om dette allerede.

“Enten finder vi en vej, eller også laver vi en” (citat af Hannibal, hærfører)

Savner vi at tale mere om, hvordan det ubegribeligt store mobile læringsrum også kan udnyttes på velegnet vis i skolers og uddannelsers hverdag?

Tør du prøve at vende forbudsdebatten på hovedet og tage Danske Skoleelevers synspunkter alvorligt?

På foreningens hjemmeside fremgår det af deres politik bl.a., at ”kampen mod mobiltelefoner i skolen er håbløst tosset”. Vil det være en god ide at inddrage elever og unge i samtaler om mulighederne i det mobile læringsrum?

Jeg vil foreslå:

  1. At Danmarks Evalueringsinstitut, eller andre relevante aktører, indsamler viden og indhenter erfaringer fra praksis om, hvordan mobiltelefoner kan anvendes.
  2. At de digitale indfødte, inddrages i arbejdet. Hvordan ser eleverne i de ældste klasser fx på mulighederne i mobiltelefonerne i deres skolegang.

 “Pessimister er dog de reneste tåber. De tror på det modsatte af, hvad de håber. Nej de optimister, som livet beror på, er dem som tør håbe på noget, de tror på” (citat af Piet Hein)

Tre eksempler på mobiltelefonens potentiale som et redskab kunne være:

  1. Den alternative lærer. Jeg fik en overraskelse, da jeg sad med en gymnasieelev, der ikke forstod lærerens forklaring af en vanskelig ligning. På nettet fandt hun to andre lærers forklaring på den samme ligning – og vupti. Den enkelte lærer er ikke et orakel. Matematik er svært. Måske kan andre læreres forklaringer fremme forståelsen. Mobilen giver nem adgang.
  2. Skolers sociale medier.Kan eleverne bevæge skolernes sociale medier fra ret fraværende kanaler til et pulserende miljø omkring læring og skoleliv? Kan projekter i fx klima føre til levende fortællinger og diskussioner? Kan konkrete sager i lokalområdet føre til dialog med politikere og virksomheder? Mobilen giver nem adgang.
  3. Sjove quizzer i stedet for national test. Kan fokus på karakterer og tests i perioder tones ned til fordel for, at eleverne selv udvikler faglige quizzer og tests om aktuelle faglige emner til hinanden på kryds og tværs af klasser og årgange? Mobilen giver nem adgang.

Ungdommens stemme i Danmark 2.0

Alene italesættelsen og dialogen om sådanne jordnære emner tror jeg, vil fremme målsætninger om at sætte digital dannelse og teknologiforståelse på agendaen på nye måder.

Det er et eksempel på, hvordan vi kan inddrage ungdommens stemme bedre og mere i udviklingen af vores demokratiske velfærdssamfund Danmark 2.0. Det har vi brug for mere end nogensinde i den digitale eksplosion, som vi befinder os i.

I min fritid er jeg frivillig mentor for yngre akademikere, og jeg oplever så mange dygtige og engagerede unge mennesker, at jeg ind i mellem må knibe mig selv i armen.

Er det den ungdom, vi taler om, som er blevet curlet, forkælet, skærmfikseret og selfie-selvoptaget? Så er der godt nok håb for Danmarks fremtid.

Du kan ikke undslippe morgendagens ansvar ved at undgå det i dag.” (citat af Abraham Lincoln)

At 23% af danske skoler forbyder mobiltelefoner i dag, det er ikke nødvendigvis godt. Kan et for ensidigt fokus på forbud risikere at afkoble vores skoler fra virkeligheden omkring dem?

Jeg har set en repræsentant fra en skole udtale noget i retning, at “det var godt, da mobilerne forsvandt, for så fik vi de gode gammeldags konflikter tilbage”.

Jeg tror på, at det er vejen frem at tale om god mobilkultur og rigtig anvendelse af mobiltelefoner alle steder og for alle aldre – under møder og i frokostpausen på arbejdspladsen, i S-toget, i bilen på cykelstierne og på fortorvet, under middage på restauranter og ved familiesammenkomster og – i skolernes dagligdag.

At sætte den mobile virkelighed uden for døren på vores skoler – er det nu også fremtidens løsning i Danmark 2.0?

 

Fremtiden har brug for en tillidsreform: Alle unge er parate, hvis spørgsmålet er rigtigt

Italesættelsen af unge og uddannelse bærer for meget præg af mistillid og ønsker om styring. Unge rummer masser af løsninger selv. Lad os demonstrere tillid og invitere dem ombord i debatten om uddannelsessystemet og i skabelsen af Danmark 2.0.

Blogindlæg, bragt på DenOffentlige, 24. oktober 2018

Uddannelsesparathed, nationale tests, karakterer.

Hvis nogen fortæller dig: “Det kan man ikke”. Så mener de i virkeligheden: “Jeg kan ikke”.”  (citat af Sean Stephenson)

Der er masser af god faglighed og læringsværktøjer bag. Også bag mange reformer, ekspertgrupper og uddannelsespolitiske debatter. Mange intentioner er gode og rigtige.

Når en ung 13-14 årig kaldes ikke-uddannelsesparat, er det for mig selve symbolet på, at noget kører af sporet i vores uddannelsessystem. Enhver er parat til livet. Spørgsmålet er til hvad.

“Nothing is as important as passion. No matter what you want to do with your life, be passionate” (citat af Jon Bon Jovi)

Flere og flere er begyndt at tale om, at kun de færreste unge vælger deres eksakte livsvej i 8. og 9. klasse. Alligevel taler vi om indretningen af uddannelsessystemet som om, det er den vej, vi ønsker, der skal stræbes efter.

Den aktuelle debat om søgning til erhvervsuddannelserne sigter også mod at få flere til at vælge disse uddannelser tidligt, selvom meget peger på, at de fleste unge slet ikke er klar til at tage dette valg allerede i folkeskolen som bl.a. fremhævet for nylig i et debatindlæg af Danmarks Evalueringsinstitut.

Vi har i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde

Det er som om, vi mere eller mindre systematisk kommer til at italesætte vores ungdom som et problem. 12-tals piger er for perfekte. Drenge spiller for meget computer. For mange vælger gymnasiet. Det er ikke godt, hvis den snorlige vej ikke passer alle.

“Double trouble”

Har ”voksendommen” ikke altid omtalt ”ungdommen” som et snert af ”double trouble”?

I mine øjne har vi i dag i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde.

Jeg husker, min egen tid på universitetet, hvor der nærmest blev set ned på mig, fordi jeg ønskede at skrive mit speciale på normeret tid. Der var ret mange “fjumreklip”, og jeg kender også til mennesker, som levede i længere perioder på kontanthjælp og hyggede sig ganske godt.

Da mine to ældste børn blev studenter, var der intet, der betød mindre end den eksakte karakterskala. Det var en blomstrende markering af et skift fra barn, til ung, til endnu mere voksen. Til en ny tidsalder. Et farvel til en skolegang og goddag til en fremtid, du selv vælger.

Skoleinspektøren valgte min onkels livsvej – skal vi bestemme, hvad vores unge skal?

Min onkel fortalte ved min fars begravelse, hvordan han valgte sit arbejdsliv. En dag kom skoleinspektøren ind og kaldte ham til sit kontor. Det skete vist ellers ofte kun, hvis der var et spanskrør – et gammelt afstraffelsesmiddel i skolen i form af slag bagi med en tyk pind – i luften.

En fabrik søgte en lærling. Skoleinspektøren mente, det var noget for ham, så han skulle gå hjem og tale med sine forældre. Den chance måtte ikke glippe. Sådan blev det, og fra da af og resten af livet arbejdede han der. Livsbanen blev valgt af skoleinspektøren og af forældrene.

Er det sådan, vi ønsker fremtiden skal blive for vores ungdom? At vi skal styre, hvad de skal.

Når der tales om tests og resultater fra tidlige børneår, og når der fra 8. klasse bruges matematiske sammenligninger og kurver mellem elever og klasser, som om mennesker kan måles og vejes efter en videnskabelig målestok.

“På den måde at man i matematikkens love sigter på virkeligheden, er de ikke sikre. På den måde lovene er sikre, sigter de ikke på virkeligheden” (citat af Albert Einstein)

Når der tales om valg af uddannelse og uddannelsesparathed med en voksen stemme inden konfirmationsalderen for at sikre den rette hylde i senere uddannelser og den for samfundet rette beskæftigelse frem til pensionsalderen.

Så risikerer vi – i selve måden vi taler på – at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke brød os om og derfor fjernede os fra i vores moderne vestlige velfærdssamfund.

Det lyder heller ikke som svaret på fremtidens arbejdsmarked i en global og digital virkelighed, der hele tiden er under forandring.

Som faglige værktøjer for læring er nationale tests fx utvivlsomt værdifulde, men når selve skole-hjem samtalerne i folkeskolen risikerer at iscenesætte regneark og testresultater som selve rammen for dialogen mellem ung og voksen, så italesætter vi også, hvad der er vigtigst.

For de enkelte skoler er det rart, hvis eleverne får de bedste karakterer gennemsnit sammenlignet med andre skoler. For styrelser, ministerier og politikere er det rart, hvis Danmark ligger højt på de internationale ranglister.

Vi skaber den virkelighed, vi taler om. Tænk hvis regnearket lå mere i den faglige læringskulisse, og vi talte mest om der, hvor engagementet og motivationen brændte, og hvordan den enkelte derigennem kan vokse.

Jeg er privilegeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det vigtigste er, at de har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.

Ungdommen har allerede magten – i deres egen bukselomme

Når Regeringen har nedsat et Disruptionsråd, vil jeg gerne spørge, hvad gennemsnitsalderen i rådet er, og hvor ungdommen er henne. Min søn eksperimenterer med en webshop, og jeg tror, at han har mere fornemmelse for disruption i den virkelige virkelighed end Hella Joof, som er med i rådet.

Måske har Danmark mere brug for en Ungesag end en Ældresag. Der er mange stærke kræfter, der taler de ældres sag.

Egentlig er det overraskende, at ungdommen, de digitale indfødte, ikke selv ser, hvilken magt de besidder – i deres egen bukselomme, i mobiltelefonen, i de sociale medier, i deres digitale kunnen. De bærer selve nøglen til den revolution, de måtte ønske.

“Stor er den, som ved, men større er den, som ved, hvor han skal spørge” (citat af Piet Hein)

Forestil dig 100 unge slå sig sammen om at skabe opmærksomhed om nogle forhold i din kommune, på din arbejdsplads, i deres uddannelse. De vil kunne ændre scenen fra den ene dag til den anden.

Politikere og direktionsgange bliver nødt til at forholde sig til dem og deres holdninger, og alle ledelser og medarbejdere bliver en gang for alle nødt til at indse, hvad sociale medier i en ny tidsalder er, og hvad disruption indebærer.

Hvorfor skal vi vente på, at ungdommen anvender deres digitale magt – lad os vise dem meget mere tillid. Lad os spørge dem om, hvordan vi bedst inviterer deres stemme meget mere ombord i debatten om vores uddannelsessystem og i skabelsen af Danmark 2.0.

Lad os give vores ungdom en tillidsreform – også fordi:

“Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet. Vi bliver, hvad vi taler”

Ungdommens stemme i Danmark 2.0

Syv eksempler på hvor det digitale Danmark har brug for vores dygtige ungdom. I stedet for at tale om forbud mod mobiltelefoner i skolerne, skal vi tale med vores ungdom om, hvordan vi sammen skaber det bedste digitale, demokratiske velfærdssamfund.

Blogindlæg, bragt på denoffentlige.dk 16. oktober 2018

I sommer lød det, at Frankrigs regering vil forbyde mobiltelefoner i skolerne, og der er straks fulgt op med debat og forslag i Danmark.

Den digitale verden er en del af vores hjerne, vores mentalitet, vores sjæl

Lad os tænke tilbage på fortidens opdagelsesrejsende. Hvor mange af urtidens mennesker der, før større skibe blev opfundet, stod ved kysterne og tænkte – hvad er der mon derude, derude ved havets ende. De drog afsted på flåder af træ, og et utal druknede. Derfor troede folk, der var en afgrund. Der var jo ingen, der kom tilbage. Hvilken verden åbnede sig siden. Nye kontinenter, nye drømme.

I dag går børn og unge rundt med alle verdens mirakler i deres lomme, så tæt på dem som muligt. Og de smider den aldrig væk. Sker det, går skærmen i stykker, så handler det hele om, hvordan man får en ny i en fart.

“Never doubt that a small group of thougthful, comitted citizens can change the world. Indeed, it is the only thing that ever has” (citat af Margaret Mead)

Den digitale verden er ikke en del af vores fysiske organer. Den er en del af:

  • Vores hjerne.
  • Vores bevidsthed
  • Vores mentalitet.
  • Vores sjæl.

Den digitale verden er vores ungdoms, børns og verdens fremtid. Det bliver ikke lavet om, uanset hvad hvem mener.  Se omkring dig hvordan mobiltelefoner, ipads og digital teknologi bliver en integreret del af vores alles liv fra morgen til aften, fra vugge til grav. Hvordan digitale adgange, som fx mobiltelefonen, bliver en forudsætning for dit daglige liv.

At tage smartphonen fra en moderne ung, vil være som at tage skibet fra fortidens opdagelsesrejsende. Drømmen brister. Det er en vanvittig fanatisk, religiøs forestilling. Det er en utopi. Det er som Nordkorea

Smartphonen som teknologi rummer selve livet og selve løsningerne på det meste: Rejserne, økonomien, kærligheden, venskaberne, underholdningen, musikken, tøjet, møblerne – og i øvrigt alverdens gamle leksikoner og al tilgængelig viden i hele verden om hvad som helst.

Syv eksempler på hvor vi har brug for vores dygtige ungdom

Det tror da pokker, at ungdommen har svært ved at lægge telefonen fra sig – og også os voksne faktisk – selvom både de og vi jo også skal gøre det, for ingen kan rumme hele verden døgnet rundt og samtidig være til stede der, hvor vi er lige nu.

Det er det samme som at begå mentalt selvmord, og derfor skal vi selvfølgelig tale om både det gode og om det svære. Om muligheder og om risici. Om den digitale sundhed, om at kunne slukke det digitale flow, om at være tilstede.

Vi skal gøre det ud fra virkeligheden. Vi skal tale til vor ungdom, der hvor den er. Ikke der hvor vi tænker den burde være, for så taler vi jo ikke til dem, men forbi og hen over hovedet på dem.

Virkeligheden er, at den digitale udvikling forløber så hurtigt, at såvel vi enkelte mennesker, som arbejdspladserne og organisationerne har svært ved at følge med. Virkeligheden er også, at vi har brug for at inddrage de unge, digitale indfødte på nye måder for, at mennesker, demokrati og samfundsindretning kan følge med.

I stedet for at tage afsæt i at tale om forbud mod mobiltelefoner på skoler, så lad os tage afsæt i at tale med vores unge om, hvordan vi bruger mobiltelefonerne bedst i skolegangen også som en del af læring og uddannelse.

Vi skal invitere ungdommens stemme til at sidde arm i arm med alle os ældre. Overalt i vores samfund. Det er os voksne og gamle, der skal starte med at lytte og forsøge at styre lysten til at fortælle om alt det, vi synes.

Der tales om at udvikle “digital dannelse” i uddannelsessystemet. Det bekymrer mig altid en smule, når akademisk sprog og begrebsverden begynder at fylde i diskussionerne.

Det afgørende er, at vi taler ud fra virkeligheden og sammen med ungdommen.

“De mennesker, der er skøre nok til at tro, at de kan ændre verden, det er dem, der gør det” (citat af Steve Jobs)

Lad mig give syv eksempler på, hvor vi har brug for vores dygtige ungdom:

  1. Ledelse og organisation.I den digitale eksplosion vil mange topledere, beslutningstagere og politikere oppe i årene – som man jo typisk er på de poster – ikke være i stand til at finde de rette løsninger i vores organisationer og på vores arbejdspladser. Vi skal opbygge teams, der bryder gamle hierarkier ned, og hvor yngre digitale kræfter sidder med om bordet. Vi skal gøre op med måden at organisere os på. Jeg har set digitale projekter kuldsejle eller blive for komplekse, fordi det digitale blod ikke har fået gode nok pladser omkring bordet, når retningen skal lægges, og detaljerne dirigeres.
  2. Sociale medier. Når vi forfærdes over Twitter og Donald Trumps succes og forarges over Facebook, dets debattråde og dets globale magt, skal vi ikke vende den anden kind til. Vi skal tale om, hvordan vi kan bruge de sociale medier bedre for vores demokrati og for vores vestlige værdier.
  3. Det digitale sprog.Ungdommen kastes fra sårbare børne- og teenageår ud i sociale medier med alle dets lyse og mørke sider. De begår fejl. Men de lærer koderne, det præcise sprog og den tone der hører hjemme meget hurtigere end os andre i hvert enkelt digitalt system, de møder. De rummer også løsningerne.
  4. Global dialog. Sikke nogle spændende globale samtaler vi kan få i vores skoler og uddannelser. At lytte til og indgå i dialog om klima, flygtninge og terror på tværs af kulturer, religioner og folkeslag. At tale om hvordan vi hver især ser verden, og hvad vi kan gøre i fællesskab. Mine børn kom i lejrskole stort set på samme måde, som jeg gjorde for mange år siden – den traditionelle tur til Berlin.
  5. Lærerplaner.Når jeg hører om lærerplanerne for nogle fag virker det ikke på mig, som om den digitale verden helt er trådt ind i læreplanerne i samme tempo som udviklingen omkring os. Lad os drøfte med ungdommen, hvordan vi kan gøre det globale og digitale til en naturlig del af hverdagen i det danske uddannelsessystem.
  6. Computerspil. I stedet for mest at tale om computerspils skadelige virkninger på drenge, så lad os fx også tale om hvilke kompetencer drengene får, deres teknologiske indsigt og deres engelske sprogevner. Jeg har set unge, der lærer bedre at tale engelsk via computerspil end gennem at læse gamle digte op i klassen for deres kammerater.
  7. Markedsføring. Nogle gange tales der om, at uddannelser ikke må markedsføre sig for overfor de unge. Men det er som om, der tales om markedsføring. som det var ”dengang mor og far var unge”. At informere om og have dialog om uddannelsesmuligheder i øjenhøjde med unge mennesker det foregår i 2018 på de platforme, hvor de unge findes med de medier og de budskaber, som anvendes der.

En rød tråd i alle eksemplerne er, at selve tempoet i forandringerne adskiller sig fra, hvad voksne generationer før har oplevet. Globaliseringen, som har gjort kloden lille, meget lille. Digitaliseringen, som disrupter alt, vi kender.

Elektricitet – aldrig i livet om han skulle have det lort ind på sin gård

I en fjern krog i min slægt reagerede en gammel onkel med vrede, da elektriciteten kom til landdistrikterne. Aldrig i livet om han skulle have det lort ind på sin gård. De kabler kunne da sikkert tænde ild, og han havde det fint, som han havde det.

Husker du, hvor kort tid siden det er, at man ikke kunne streame en film eller en fodboldkamp på sin telefon?

Sandheden er, at vi alle bliver sat af den digitale eksplosion. Når nye generationer, der er opvokset med ipads, om et øjeblik kommer ud på arbejdsmarkedet, vil selv 30-40 årige blive udfordret.

Alt det vi ved, alt det vi har prøvet, og alt det vi gerne vil bestemme. Fordi vi nu har så meget erfaring, uddannelser og titler og er så pokkers kloge. Sandheden er, at vi ikke selv er i stand til at vide, hvor meget af det vi ved, der i virkeligheden bliver ubrugeligt i morgen.

Vi skal derfor lytte. Og så finder vi også ud af, at vi ældre ved meget, der kan bruges. Derfra kan vi sætte os sammen – ung som gammel – og lave løsningerne.

“You can’t stop the waves, but you can learn to surf” (citat fra Buddhis Offerings, 365 days, 14. august)

Måske er kunsten at lære at surfe på forandringens bølger. Lytte til forandringerne først. Dernæst til erfaringerne. Og så smelte forandringer og erfaringer sammen.

Hvis vi holder op med at tale til ungdommen om, alt hvad den skal og ikke skal. Hvis vi holder op med at tale om ungdommen som nogle, der skal tages under behandling og laves regler for og kontrolleres i fremdriftsreformer, men som nogle vi har tillid til.

Som vi har drømme for, og som Danmark 2.0 har brug for.

 

 

Uddannelsespolitik: Min datter bliver student – kan vi måske tale om andet end karakterer?

Uddannelsesdebat. Karakterkrav og systemer må ikke kvæle det, de unge skal gro fra. Alting passer ikke ind i effektivitetsmønstre og regneark. Vi taler om at undgå bureaukrati og kontrol i offentlig styring. Lad det også gælde unge i uddannelse. 

Indlæg på min blog på DenOffentlige, juni 2017. Sidst i teksten også et opfølgende blogindlæg i november 2017: Halvdelen af alle 8. klasses elever har stress – viser en ungdomsmusical vejen?

Min datter bliver student til sommer, og hun glæder sig. Karakterer har altid betydet meget. Men i disse år sker en gradvis stramning overalt. Både i tone og i handling.

Gymnasieelever rammes af stress og får gode råd til at trylle sig til bedre årskarakterer

Flere strukturelle tiltag trækker den vej, og flere forhold peger på, at selve italesættelsen af karakterer også er blevet problematisk:

De unge skal være hurtigere og mere effektive. De skal vælge rigtigt første gang, og de må helst ikke skifte uddannelse.

Læs også: Ungdommen kalder – har Danmark mere brug for en ungesag end en ældresag?

Mere end to ”sabbatår” er nærmest en forbrydelse, for så kan man ikke gange sit karaktergennemsnit op.

Et nyt skud på stammen er, at regering, KL og ekspertudvalg peger på tiltag, som skal sikre ”at svage unge” får ”en indgang” og med en fastere hånd skubbes i en ønsket retning. Allerhelst til erhvervsuddannelserne.

Der er masser af gode ting og intentioner i og bag mange tiltag, ligesom der var bag folkeskolereformen. Men det er vigtigt, at det man gør, og det man italesætter, det også passer til de unge netop, der hvor de er. .

”Jeg kunne aldrig drømme om at råde min børn til at vælge deres præcise livsvej i 9. klasse”

Som far til tre kunne jeg aldrig drømme om at råde mine børn til at vælge deres præcise livsvej i 9. klasse. Hvad enten det er til en erhvervsuddannelse eller omkring valg af en studieretning på et gymnasie.

Jeg bakker fuldt op bag deres drømme om sabbatår med rejser, arbejde og udenlandsophold. Og også mere end et år, hvis det bruges fornuftigt.

Det er da skønt for dem, som ved præcis, hvad de vil, og som går den lige vej gennem det hele. Men at tro på, at alle kan og skal gøre det, vil være et tegn på, at man tænker for meget “systemer og effektivitet” – og for lidt virkelighed og ungdom.

Med mine erfaringer som far og bestyrelsesmedlem i folkeskolen tror jeg fx heller ikke, at den bedste skolelærer altid er den, der som 22-årig er gået den direkte vej til lærergerningen. Der er mange udfordrende situationer mellem børn, omkring børn med vanskeligheder og omkring kontakten mellem hjem og skole, hvor det gavner, at man har prøvet lidt af hvert selv.

Når unge får lov at vokse på andre præmisser end de rent boglige – skal vi give mere plads til dette?

For de unge, der har det bogligt svært med fx danske og matematik, må det være en ekstra udfordring hele tiden gennem tests og karaktersystemer at få dokumenteret og italesat, at man er “svag”.

Måske man skulle prioritere andre fag højere i dagligdagens uddannelsessystem, så dem med håndværksevner og kreative evner også fik succesoplevelser – fremfor endnu et ”du’r ikke”.

Måske karaktererne skulle fylde og betyde lidt mindre i alt det, vi taler om og gør. I Birkerød viser teaterforeningen “Limenas” med 130 unge på tværs af skolerne, hvor meget andre typer projekter betyder for kreativitet, sammenhold og venskaber – og dermed jo også for læring. Her får unge lov at vokse på andre præmisser end de rent boglige. Skulle vi give sådanne ting mere plads?

Måske handler det mere om at tale håndværkerfaget op, vise og italesætte alt det spændende, jobmulighederne og mulighederne for senere videreuddannelse, hvis man vil have flere ind på erhvervsuddannelserne?

I stedet for med karakterer i bunden af skalaen som målestok at italesætte, at erhvervsuddannelserne er for dem, som ikke får så gode karakterer.

For dem der klarer sig godt bogligt i uddannelsessystemet, er det også værd at overveje, om karakterræset skal dæmpes lidt. Sådan som nogle gymnasier er begyndt at eksperimentere med,

Det man brænder for, det bliver man typisk også bedre til 

Tænk hvis hele måden, der blev tænkt uddannelse på satsede endnu mere på at finde og ramme de unges engagement – fremfor kampen for en højere karakter.

Det man brænder for, det viser al erfaring, at det bliver man typisk også bedre til. Og hvis man rammer den rette hylde her, vil det sjovt nok sikkert ende med, at flere bliver mere effektive og målrettede. Ja, måske vil de ovenikøbet få højere karakterer.

Bør vi i uddannelsesdebatten i Danmark give mere plads til at diskutere grundlæggende spørgsmål om vores syn på læring, uddannelsesveje, engagement og karakterer?

Vil det fx være godt at diskutere, om det egentlig er et rigtigt konstrueret system, når en uddannelse i psykologi er så godt som lukket land, hvis ikke man får lutter 12-taller?

Får vi de bedste psykologer, hvis vi kun kigger på 12-tallerne?

Hvad afgør, om du bliver en god psykolog? Er det karakteren, eller er det lige så meget – eller endnu mere – personen og livserfaringen?

Jeg er privilligeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det er nogle store år, og de skal have lov til at være unge.

Det gør ikke noget, de ikke rammer rigtigt første gang. Det gør ikke noget, om gennemsnittet er en lille tand højere eller lavere.

Det er langt vigtigere, at de faktisk har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund derfra hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.

Giv dem plads til at gro – også hvis de kvajer sig lidt på vejen

Det kan godt være, det ikke altid passer i et effektivtetsmønster på skrivebordet. Men er det egentlig ikke også det, vi taler om, når vi taler behov for tillidsreform, fokus på kerneopgaverne og mindre bureaukrati?

At vi er nødt til at gøre lidt op med en styringslogik i den offentlige sektor – og kigge på kerneopgaverne og menneskene bag dem – i dette tilfælde vores ungdom.

Jeg tror aldrig, vi i Danmark har haft en dygtigere ungdom, end vi har i dag. Vi skal passe på, når vi med karaktersystemer, regneark, effektivitetskrav og strukturreformer søger at stramme garnet.

Vi skal give vores ungdom plads til at gro – også hvis de skulle kvaje sig lidt på vejen.

Fulgt op med nyt blogindlæg på DenOffentlige i november 2017: 

Halvdelen af 8. klasses eleverne oplever pres – viser en ungdomsmusical hvad vi taler for lidt om?

8. klasses elever føler sig pressede over uddannelses- og jobvalg, viser en ny undersøgelse. Kan vi risikere et uddannelsespolitisk selvmål, og skal vi tale meget mere om sådan noget ”ufagligt” noget som for eksempel – en ungdomsmusical?

En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at næsten halvdelen af alle elever i ottende klasse føler et stort pres over at skulle vælge uddannelse.

– ”Allerede i 8.klasse fylder tanken om det kommende uddannelses- og jobvalg rigtig meget. Eleverne gør sig mange tanker om, hvad de vil. Bagsiden af medaljen er, at vi ser så mange unge oplever det som en stressfaktor”, skriver instituttet i pressemeddelelsen ”Unge føler tidligt pres over valg af uddannelse”.

Bør undersøgelsen vække bred uddannelsespolitisk eftertanke?

Selvom mange også synes, det er spændende at tænke over, hvad de skal, og selvom det er i tidens uddannelsespolitiske trend at strømline uddannelsesveje og også godt at få de unge til at være mere bevidste om deres uddannelsesvalg, må det, at næsten halvdelen oplever det som et pres allerede i 8. klasse, vække stof til bred eftertanke – uanset ens politiske overbevisning.

5.300 unge har taget del i den nye undersøgelse, der viser, at det er unge over en bred kam, der føler sig pressede.

Risikerer uddannelsesdebatten at gå veje, som måske gavner mange, men som også kan volde store grupper af unge problemer – og dermed risikere et uddannelsespolitisk selvmål?

LÆS OGSÅ: MINISTER: ELEVERNE SNYDER

Ungdomsmusical: “Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud”

Måske skal vi tale meget mere om noget helt andet. Som eksempel kører ungdomsmusicalen Limenas i disse dage på 27. år i Rudersdal Kommune.

I relation til den megen debat om folkeskolen, er det tankevækkende, at bestyrelsesformanden for Limenas i artiklen ”Meget mere end en musical” i Frederiksborg Amtsavis den 20. november udtaler: “Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud”.

I Limenas kommer de unge væk fra faste strukturer gennem mange år – væk fra grupperinger og kliker – og 130 unge mellem 11 og 20 år mødes helt frivilligt på tværs af kommunens skoler og klasser og på tværs af aldre og boglige kundskaber.

De unges glæde og begejstring leves ud – alle spiller en vigtig rolle

Som instruktørerne siger:

– “Vi stiller også krav. At lave en professionel musical fordrer disciplin, og der er mange deadlines. Men vi gør ikke noget på typisk skolevis. De unges glæde og begejstring leves ud, og de er sammen om det hele. Alle spiller en vigtig rolle”.

Jeg har fulgt tilblivelsen af årets musical ganske tæt i år, og jeg er overbevist om, at de unge i de tre måneder, de vier deres fritid, aftener og mange weekends, der lærer de så meget, som de aldrig ville lære i deres daglige skolegang.

Taler vi nok om det?

Ja, der sker lignende gode ting mange andre steder i det danske land. Ja, der er helt sikkert også mange gode aktiviteter i forenings- og idrætslivet landet over.

Taler vi nok om det?

Digitalisering: Hold det simpelt, dumme – min kronik i Berlingske bliver del af undervisningsbog

For et år siden skrev jeg kronik i Berlingske om noget af det afgørende i digitaliseringen af Danmark. Nu indgår kronikken i en ny grundbog i dansk til erhvervsuddannelserne.

Undervisningsbogen er beregnet til dansk A niveau og indeholder afsnit om sprog, litteratur og medier. Bogen følger den gymnasiale bekendtgørelse til brug for merkantile eux-forløb og opfylder de krav, der er til fagets kernestof og faglige mål.

I min kronik beskriver jeg, hvordan digitaliseringen af vores kommunikation med hinanden tager fuld fart, og at man skal passe på, at digitalisering ikke er et mål i sig selv. Mens vi griber mulighederne, er der så en risiko for, at vi en dag vil vågne op og spørge os selv – hov, hvad var det nu egentlig, vi smed ud med badevandet?

Husk det gamle amerikanske flådeprincip

En af de ting jeg kommer ind på er, at god kommunikation og god ledelse er direkte relateret til hinanden – og at man i digitaliseringen af Danmark kommer langt ved at skrive sig forklaringen på den amerikanske flådes gamle designprincip fra 1960 – »Keep it simple, stupid« (KISS)– bag øret:

»KISS-princippet fastslår, at de fleste systemer arbejder bedst, når de holdes enkle snarere end komplekse. Derfor bør enkelhed være et nøglemål i designet og unødvendig kompleksitet bør undgåes.«

Den digitale revolution åbner mulighed for at skabe avancerede løsninger og komplicerede systemer. Kan svaret nogle gange være mere simple løsninger og at prioritere de digitale projekter lidt anderledes? Selve målet er vel ikke at digitalisere – digitalisering er et middel til at nå målet.

Som eksempel kan et nyt Skoleintra aldrig blive svaret på at skabe bedre kommunikation mellem skole og forældre. Et fokus på, hvordan systemet til kommunikation anvendes, og hvad der rent faktisk kommunikeres mellem skoler og forældre – det er den afgørende forudsætning for succes, også for det digitale system.

Måske der faktisk kan høstes større gevinster, hvis der prioriteres lidt flere af ambitionerne og ressourcerne fra de store digitale projekter over i at sikre god kommunikation i og omkring systemerne fra udvikling, implementering og til anvendelsen i dagligdagen.

Læs hele kronikken her – bragt i Berlingske Tidende i oktober 2014

 

 

Tal mere om digitale dilemmaer

Der er brug for en meget mere åben dialog om digitale udfordringer, så visioner kan blive til virkelighed. EU-projekt peger på seks skarpe digitale dilemmaer.

Danmark skal digitaliseres, og nye teknologier vil gøre, at det Danmark, vi kender i dag, ser anderledes ud om få år. Men det betyder ikke, at vi med naive, begejstrede øjne skal gribe alt det nye og buldre frem med høj fart uden at gribe til kritiske og fornuftige ræsonnementer om, hvad der er godt, hvad der er mindre godt, og hvad der ikke fungerer.

Den 27. marts 2014 fortæller DR fx, at det alt for ofte går galt, når staten udvikler it-systemer, der skal effektivisere arbejdsgange i det offentlige. En lektor fra Københavns Universitet har fulgt, hvordan systemer ofte bliver forsinkede, dyrere end planlagt eller slet ikke fungerer og peger på mange konkrete eksempler.

Mange små konkrete eksempler fra dagligdagen

Jeg er overbevist om, at mange borgere, medarbejdere og ledere fra deres egen hverdag har små konkrete eksempler på de udfordringer, som digitaliseringsbølgen fører med sig. Det virker som om, der nemt opstår en form for tabu om at diskutere og forholde sig konstruktivt og kritisk til både fordele og ulemper ved digitalisering og teknologi, og hvordan den bedste anvendelse finder sted.

Det er ikke nemt at stille kritiske spørgsmål til systemer og investeringer, og man risikerer hurtigt at fremstå som en, der taler ”mod beslutninger og forandringer”.

Seks skarpe digitale dilemmaer

Et EU-støttet projekt har sat fokus på seks skarpe digitale dilemmaer for socialrådgiverne:

1: At besparelser indregnes fra dag 1. Nye digitale systemer tager tid at indføre og få til at virke godt i praksis, men besparelserne bliver meget ofte indregnet fra dag 1.
2: At tid går fra personlig kontakt. Nye systemer og tidsforbruget med at anvende dem og registrere rigtigt, er stigende, og det tager tid fra den personlige sagsbehandling.
3: At mere skriftligt sprog kan misforstås. Systemer kræver, at mere bliver skriftligt registreret. Der kan opstå en forestilling om, at denne skriftlige dokumentation er lig med objektive data. Men sådan er det ikke. Skriftlighed er noget andet end en personlig samtale, særligt når emnerne er følsomme. Meget vil ikke blive skrevet ned, meget vil kunne misforstås,
4: At forkerte tolkninger ikke forsvinder. Systemerne gemmer de skriftlige registreringer, og en forkert fortolkning kan gå igen i årevis og risikerer at blive refereret igen og igen og dermed skabe et forkert billede af virkeligheden.
5: At logik på hjemmesider er svær. For mange, selv it-vante, kan hjemmesidernes system-logik være svær og kræve tid, kompetencer og hjælp at finde rundt i.
6: At svage grupper får det sværere. Svage grupper kan få det endnu sværere, fordi de har det vanskeligt med de digitale systemer, og fordi tiden til personlig sagsbehandling er under pres. Risikoen for, at alvorlige problemer ikke bliver opdaget i tide, kan derfor bliver øget.

De seks dilemmaer er et tankevækkende og jordnært eksempel på, hvor vigtigt det er, at digitaliseringsbølgen i Danmark bliver fulgt af en mere åben dialog og tilgang til, hvordan der kommunikeres om nye digitale systemer og teknologier, så visioner og gevinster kan blive til virkelighed.

Indlægget er bragt i min blog på mediehuset Den Offentliges nyhedssite.

5 gode råd og advarsler om at håndtere vanskelige mails

Vi sender og får flere og flere mails. Men op mod halvdelen af alle mails bliver misforstået. Som leder skal du hjælpe dine medarbejdere med at håndtere de vanskelige mails.

Forskning viser, at vi bruger 28 procent af vores arbejdstid på mails. Samtidig viser forskningen, at der sker langt flere misforståelser i skriftlige mails end i personlige samtaler. Op mod halvdelen af alle mails risikerer at blive misforstået.

Mange steder i fx skoler og institutioner kan mails fra forældre opleves som en voksende opgave, som kan være svær at håndtere for medarbejderne.

Én enkelt mail kan føre til mange frustrationer

Forældre er svære at “opdrage” til at formulere sig generelt, positivt og hensynsfuldt til skolen. Sommetider er de i deres følelses vold og stærk advokat for deres børn i forhold til situationer, som de ofte har fået beskrevet af deres egne børn.

Det er typisk i emner, der går forældrene nær, som fx lektier og trivsel. Derfor kan det virke angribende og groft – og kan også være det – men det, der er vigtigt her, er: Hvordan håndterer du det som leder og støtter og klæder dine medarbejdere på, når den slags mails lander i deres mailbox?

Medarbejderen kan stå alene tilbage, og en enkelt mail kan føre til mange tanker. Det kan være, at medarbejderen læser mailen om aftenen, og at den efterlader frustrationer den aften, der ellers skulle have været brugt til at løse lidt hjemmearbejde og koble af bagefter.

Lav jeres egen simple mailpolitik

Det er en overset risiko i den digitale udvikling. Der kommunikeres mere og mere skriftligt med et stort antal mennesker på tværs af baggrunde, kulturer og organisationer – også med mennesker, som vi måske lige så godt kunne tale sammen med lidt hyppigere.

Skriftlige mails og beskeder er ikke det samme som den personlige samtale. Det er særligt, når der er følelser eller komplicerede spørgsmål i spil, at misforståelserne opstår. Forskerne opfordrer derfor til at gribe telefonen, når noget er svært.

For skolen og institutionen er der en vigtig vej at gå: Tal om, hvordan I håndterer vanskelige mails. Sørg for at skabe en kultur, hvor der bliver talt om vanskelige mails. Og overvej, om I skal udarbejde en mailpolitik.

Den første grundregel kan passende være – svar aldrig hurtigt og impulsivt på en vanskelig mail. Vent og tænk dig om. Andre gode råd kan handle om, hvad I gør, når mange er sat “cc” på en vanskelig mail. Om I lægger op til en telefonsamtale med afsenderen fremfor en skriftlig besvarelse, og om medarbejdere fx opfordres til at sparre med leder eller kollega inden besvarelse.

Husk at ansvaret er og bliver jeres eget. Opgiv enhver tanke om at få forældre og borgere til at bruge mails på måder, I gerne vil have – men find i stedet ud af, hvordan I vil besvare og håndtere mails, når det er svært.

Væsentligt er det, at man ikke som leder lader sine medarbejdere alene med en vanskelig mail. At medarbejderen føler, at der er opbakning til, at man snakker om situationen, og at der på arbejdspladsen er værktøjer og retningslinjer, som man kan støtte sig op ad.

5 gode råd

1. Svar aldrig hurtigt og impulsivt på en vanskelig mail

2. Skab en kultur hvor I taler åbent om vanskelige mails

3. Husk at skriftlige ord meget tit bliver misforstået, når det er svært

4. Grib telefonen lidt oftere og skab den personlige tillid

5. Overvej en mailpolitik, men husk at gøre den simpel

Indlægget er skrevet sammen med konsulent Benedikte Ask Skotte og Søren Jensen og bragt på Lederweb i januar 2014.

Se også mit tidligere indlæg i oktober 2013 på Den Offentlige “Æder mails for meget af vores tid” med henvisninger til forskning og undersøgelser.