Det handler om mennesker

Min profession i kommunikationsbranchen er i digital disruption, og jeg elsker det.

Noget af det jeg bemærker med stigende fascination er, hvor meget der handler om mennesker. Som erfaren leder optager det mig meget.

Ved siden af mit professionelle virke har jeg fra tid til anden skrevet kronikker, blogs og debatindlæg. Eksempler på hvad jeg har skrevet og skriver, kan du læse her på siden.

Den 16. oktober 2018 har jeg sat “Ungdommens stemme i Danmark 2.0″ i fokus for min blog på DenOffentlige. Bloggen har ligget stillet en tid, nu kommer der liv i den igen.

Jeg bliver klogere hele tiden. Jeg skriver, når jeg finder, tiden er den rette, og når jeg har nyt på hjerte. Kontakt mig gerne, hvis du har noget på hjerte.

Jeg giver også gerne et godt råd, hvis du skulle have behov som person eller som organisation.

 

 

Hov – tør du prøve at vende debatten om forbud mod mobiltelefoner i skoler på hovedet?

Danske Skoleelever finder kampen mod mobiltelefoner i skolen for ”tosset”. Er forbud et digitalt selvmål? Skal vi tale mere om, hvordan mobiltelefoner også kan bruges i læringen og erstatte forbudsdebat med nysgerrighed og samtaler med de unge?

Blogindlæg bragt på DenOffentlige den 3. november 2018

23% af danske skoler inddrager ifølge Undervisningsministeriet nu mobiltelefoner om morgenen fra eleverne. I en artikel i BT den 10. oktober 2018 er foreningen Danske Skoleelever kritisk:

– ”Mobiltelefoner skal bruges som et aktivt redskab i undervisningen. Men det skal tilkobles digital dannelse, så man både ved, hvordan agerer med den, og hvordan man abstraherer fra den”, udtaler foreningens formand, Sarah Gruszov Bærentsen.

I en tidsalder med digital eksplosion og i Danmark som en digital frontløber nation virker det overraskende, at der ikke er mere diskussion af, hvordan mobiltelefoner også kan anvendes som en del af læringen i undervisningen.

Masser af muligheder for at anvende mobiltelefoner i undervisningen

Jeg kan ikke finde mange steder, hvor der er særlig opmærksomhed om netop dette perspektiv, selvom nogle institutioner og læringsportaler omtaler mulighederne, fx disse tre:

  1. Professionshøjskolen Absalon giver i artiklen ”Mobil læring – i tidens ånd” eksempler og links til hvor mobilen kan bruges til at tilføre spændende dimensioner til undervisningen.
  2. EMU – Danmarks Læringsportal omtaler en række eksemplerpå anvendelsesmuligheder i undervisningen.
  3. TeachThought – en amerikansk læringsportal bringer artiklen “40 simple ways to use af smartphone in the classroom”.

Måske findes der mere viden andre steder? Mange skoler og lærere har utvivlsomt allerede vigtige erfaringer, tips, tricks og faldgruber.

Uddannelse er i dag også et grænseløst læringsrum, hvor unge mennesker i deres egen bukselomme, altid, har adgang til al verdens viden, dialog, interaktive apps og værktøjer.

Skal vi forbyde det? Eller skal vi også tale om, hvordan det kan anvendes rigtigt og godt?

Lokale politikker, mobilfri zoner og fokus på tilstedevær og digital dannelse – det er kun godt 

Selvfølgelig skal der være rammer for, hvad telefoner bruges til i skolens rum. Skolers og læreres erfaringer og bekymringer skal tages alvorligt.

Lokale politikker og italesættelse af god mobilkultur er en god ide. Der er fornuft i at tale om mobilfri zoner, ligesom der skal tales om de digitale dilemmaer. Fx at mobiltelefonerne altid er en konkurrent til vores tilstedevær og koncentration.

Begreber som digital dannelse og digital sundhed er også vigtige. Og ja, vi skal alle kunne slukke for det digitale flow. Læsning, bøger og faglig fordybelse er vigtig.

Og så videre. Men de vinkler lukker jeg af her for et øjeblik. Mange taler om dette allerede.

“Enten finder vi en vej, eller også laver vi en” (citat af Hannibal, hærfører)

Savner vi at tale mere om, hvordan det ubegribeligt store mobile læringsrum også kan udnyttes på velegnet vis i skolers og uddannelsers hverdag?

Tør du prøve at vende forbudsdebatten på hovedet og tage Danske Skoleelevers synspunkter alvorligt?

På foreningens hjemmeside fremgår det af deres politik bl.a., at ”kampen mod mobiltelefoner i skolen er håbløst tosset”. Vil det være en god ide at inddrage elever og unge i samtaler om mulighederne i det mobile læringsrum?

Jeg vil foreslå:

  1. At Danmarks Evalueringsinstitut, eller andre relevante aktører, indsamler viden og indhenter erfaringer fra praksis om, hvordan mobiltelefoner kan anvendes.
  2. At de digitale indfødte, inddrages i arbejdet. Hvordan ser eleverne i de ældste klasser fx på mulighederne i mobiltelefonerne i deres skolegang.

 “Pessimister er dog de reneste tåber. De tror på det modsatte af, hvad de håber. Nej de optimister, som livet beror på, er dem som tør håbe på noget, de tror på” (citat af Piet Hein)

Tre eksempler på mobiltelefonens potentiale som et redskab kunne være:

  1. Den alternative lærer. Jeg fik en overraskelse, da jeg sad med en gymnasieelev, der ikke forstod lærerens forklaring af en vanskelig ligning. På nettet fandt hun to andre lærers forklaring på den samme ligning – og vupti. Den enkelte lærer er ikke et orakel. Matematik er svært. Måske kan andre læreres forklaringer fremme forståelsen. Mobilen giver nem adgang.
  2. Skolers sociale medier.Kan eleverne bevæge skolernes sociale medier fra ret fraværende kanaler til et pulserende miljø omkring læring og skoleliv? Kan projekter i fx klima føre til levende fortællinger og diskussioner? Kan konkrete sager i lokalområdet føre til dialog med politikere og virksomheder? Mobilen giver nem adgang.
  3. Sjove quizzer i stedet for national test. Kan fokus på karakterer og tests i perioder tones ned til fordel for, at eleverne selv udvikler faglige quizzer og tests om aktuelle faglige emner til hinanden på kryds og tværs af klasser og årgange? Mobilen giver nem adgang.

Ungdommens stemme i Danmark 2.0

Alene italesættelsen og dialogen om sådanne jordnære emner tror jeg, vil fremme målsætninger om at sætte digital dannelse og teknologiforståelse på agendaen på nye måder.

Det er et eksempel på, hvordan vi kan inddrage ungdommens stemme bedre og mere i udviklingen af vores demokratiske velfærdssamfund Danmark 2.0. Det har vi brug for mere end nogensinde i den digitale eksplosion, som vi befinder os i.

I min fritid er jeg frivillig mentor for yngre akademikere, og jeg oplever så mange dygtige og engagerede unge mennesker, at jeg ind i mellem må knibe mig selv i armen.

Er det den ungdom, vi taler om, som er blevet curlet, forkælet, skærmfikseret og selfie-selvoptaget? Så er der godt nok håb for Danmarks fremtid.

Du kan ikke undslippe morgendagens ansvar ved at undgå det i dag.” (citat af Abraham Lincoln)

At 23% af danske skoler forbyder mobiltelefoner i dag, det er ikke nødvendigvis godt. Kan et for ensidigt fokus på forbud risikere at afkoble vores skoler fra virkeligheden omkring dem?

Jeg har set en repræsentant fra en skole udtale noget i retning, at “det var godt, da mobilerne forsvandt, for så fik vi de gode gammeldags konflikter tilbage”.

Jeg tror på, at det er vejen frem at tale om god mobilkultur og rigtig anvendelse af mobiltelefoner alle steder og for alle aldre – under møder og i frokostpausen på arbejdspladsen, i S-toget, i bilen på cykelstierne og på fortorvet, under middage på restauranter og ved familiesammenkomster og – i skolernes dagligdag.

At sætte den mobile virkelighed uden for døren på vores skoler – er det nu også fremtidens løsning i Danmark 2.0?

 

Fremtiden har brug for en tillidsreform: Alle unge er parate, hvis spørgsmålet er rigtigt

Italesættelsen af unge og uddannelse bærer for meget præg af mistillid og ønsker om styring. Unge rummer masser af løsninger selv. Lad os demonstrere tillid og invitere dem ombord i debatten om uddannelsessystemet og i skabelsen af Danmark 2.0.

Blogindlæg, bragt på DenOffentlige, 24. oktober 2018

Uddannelsesparathed, nationale tests, karakterer.

Hvis nogen fortæller dig: “Det kan man ikke”. Så mener de i virkeligheden: “Jeg kan ikke”.”  (citat af Sean Stephenson)

Der er masser af god faglighed og læringsværktøjer bag. Også bag mange reformer, ekspertgrupper og uddannelsespolitiske debatter. Mange intentioner er gode og rigtige.

Når en ung 13-14 årig kaldes ikke-uddannelsesparat, er det for mig selve symbolet på, at noget kører af sporet i vores uddannelsessystem. Enhver er parat til livet. Spørgsmålet er til hvad.

“Nothing is as important as passion. No matter what you want to do with your life, be passionate” (citat af Jon Bon Jovi)

Flere og flere er begyndt at tale om, at kun de færreste unge vælger deres eksakte livsvej i 8. og 9. klasse. Alligevel taler vi om indretningen af uddannelsessystemet som om, det er den vej, vi ønsker, der skal stræbes efter.

Den aktuelle debat om søgning til erhvervsuddannelserne sigter også mod at få flere til at vælge disse uddannelser tidligt, selvom meget peger på, at de fleste unge slet ikke er klar til at tage dette valg allerede i folkeskolen som bl.a. fremhævet for nylig i et debatindlæg af Danmarks Evalueringsinstitut.

Vi har i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde

Det er som om, vi mere eller mindre systematisk kommer til at italesætte vores ungdom som et problem. 12-tals piger er for perfekte. Drenge spiller for meget computer. For mange vælger gymnasiet. Det er ikke godt, hvis den snorlige vej ikke passer alle.

“Double trouble”

Har ”voksendommen” ikke altid omtalt ”ungdommen” som et snert af ”double trouble”?

I mine øjne har vi i dag i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde.

Jeg husker, min egen tid på universitetet, hvor der nærmest blev set ned på mig, fordi jeg ønskede at skrive mit speciale på normeret tid. Der var ret mange “fjumreklip”, og jeg kender også til mennesker, som levede i længere perioder på kontanthjælp og hyggede sig ganske godt.

Da mine to ældste børn blev studenter, var der intet, der betød mindre end den eksakte karakterskala. Det var en blomstrende markering af et skift fra barn, til ung, til endnu mere voksen. Til en ny tidsalder. Et farvel til en skolegang og goddag til en fremtid, du selv vælger.

Skoleinspektøren valgte min onkels livsvej – skal vi bestemme, hvad vores unge skal?

Min onkel fortalte ved min fars begravelse, hvordan han valgte sit arbejdsliv. En dag kom skoleinspektøren ind og kaldte ham til sit kontor. Det skete vist ellers ofte kun, hvis der var et spanskrør – et gammelt afstraffelsesmiddel i skolen i form af slag bagi med en tyk pind – i luften.

En fabrik søgte en lærling. Skoleinspektøren mente, det var noget for ham, så han skulle gå hjem og tale med sine forældre. Den chance måtte ikke glippe. Sådan blev det, og fra da af og resten af livet arbejdede han der. Livsbanen blev valgt af skoleinspektøren og af forældrene.

Er det sådan, vi ønsker fremtiden skal blive for vores ungdom? At vi skal styre, hvad de skal.

Når der tales om tests og resultater fra tidlige børneår, og når der fra 8. klasse bruges matematiske sammenligninger og kurver mellem elever og klasser, som om mennesker kan måles og vejes efter en videnskabelig målestok.

“På den måde at man i matematikkens love sigter på virkeligheden, er de ikke sikre. På den måde lovene er sikre, sigter de ikke på virkeligheden” (citat af Albert Einstein)

Når der tales om valg af uddannelse og uddannelsesparathed med en voksen stemme inden konfirmationsalderen for at sikre den rette hylde i senere uddannelser og den for samfundet rette beskæftigelse frem til pensionsalderen.

Så risikerer vi – i selve måden vi taler på – at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke brød os om og derfor fjernede os fra i vores moderne vestlige velfærdssamfund.

Det lyder heller ikke som svaret på fremtidens arbejdsmarked i en global og digital virkelighed, der hele tiden er under forandring.

Som faglige værktøjer for læring er nationale tests fx utvivlsomt værdifulde, men når selve skole-hjem samtalerne i folkeskolen risikerer at iscenesætte regneark og testresultater som selve rammen for dialogen mellem ung og voksen, så italesætter vi også, hvad der er vigtigst.

For de enkelte skoler er det rart, hvis eleverne får de bedste karakterer gennemsnit sammenlignet med andre skoler. For styrelser, ministerier og politikere er det rart, hvis Danmark ligger højt på de internationale ranglister.

Vi skaber den virkelighed, vi taler om. Tænk hvis regnearket lå mere i den faglige læringskulisse, og vi talte mest om der, hvor engagementet og motivationen brændte, og hvordan den enkelte derigennem kan vokse.

Jeg er privilegeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det vigtigste er, at de har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.

Ungdommen har allerede magten – i deres egen bukselomme

Når Regeringen har nedsat et Disruptionsråd, vil jeg gerne spørge, hvad gennemsnitsalderen i rådet er, og hvor ungdommen er henne. Min søn eksperimenterer med en webshop, og jeg tror, at han har mere fornemmelse for disruption i den virkelige virkelighed end Hella Joof, som er med i rådet.

Måske har Danmark mere brug for en Ungesag end en Ældresag. Der er mange stærke kræfter, der taler de ældres sag.

Egentlig er det overraskende, at ungdommen, de digitale indfødte, ikke selv ser, hvilken magt de besidder – i deres egen bukselomme, i mobiltelefonen, i de sociale medier, i deres digitale kunnen. De bærer selve nøglen til den revolution, de måtte ønske.

“Stor er den, som ved, men større er den, som ved, hvor han skal spørge” (citat af Piet Hein)

Forestil dig 100 unge slå sig sammen om at skabe opmærksomhed om nogle forhold i din kommune, på din arbejdsplads, i deres uddannelse. De vil kunne ændre scenen fra den ene dag til den anden.

Politikere og direktionsgange bliver nødt til at forholde sig til dem og deres holdninger, og alle ledelser og medarbejdere bliver en gang for alle nødt til at indse, hvad sociale medier i en ny tidsalder er, og hvad disruption indebærer.

Hvorfor skal vi vente på, at ungdommen anvender deres digitale magt – lad os vise dem meget mere tillid. Lad os spørge dem om, hvordan vi bedst inviterer deres stemme meget mere ombord i debatten om vores uddannelsessystem og i skabelsen af Danmark 2.0.

Lad os give vores ungdom en tillidsreform – også fordi:

“Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet. Vi bliver, hvad vi taler”

Ungdommens stemme i Danmark 2.0

Syv eksempler på hvor det digitale Danmark har brug for vores dygtige ungdom. I stedet for at tale om forbud mod mobiltelefoner i skolerne, skal vi tale med vores ungdom om, hvordan vi sammen skaber det bedste digitale, demokratiske velfærdssamfund.

Blogindlæg, bragt på denoffentlige.dk 16. oktober 2018

I sommer lød det, at Frankrigs regering vil forbyde mobiltelefoner i skolerne, og der er straks fulgt op med debat og forslag i Danmark.

Den digitale verden er en del af vores hjerne, vores mentalitet, vores sjæl

Lad os tænke tilbage på fortidens opdagelsesrejsende. Hvor mange af urtidens mennesker der, før større skibe blev opfundet, stod ved kysterne og tænkte – hvad er der mon derude, derude ved havets ende. De drog afsted på flåder af træ, og et utal druknede. Derfor troede folk, der var en afgrund. Der var jo ingen, der kom tilbage. Hvilken verden åbnede sig siden. Nye kontinenter, nye drømme.

I dag går børn og unge rundt med alle verdens mirakler i deres lomme, så tæt på dem som muligt. Og de smider den aldrig væk. Sker det, går skærmen i stykker, så handler det hele om, hvordan man får en ny i en fart.

“Never doubt that a small group of thougthful, comitted citizens can change the world. Indeed, it is the only thing that ever has” (citat af Margaret Mead)

Den digitale verden er ikke en del af vores fysiske organer. Den er en del af:

  • Vores hjerne.
  • Vores bevidsthed
  • Vores mentalitet.
  • Vores sjæl.

Den digitale verden er vores ungdoms, børns og verdens fremtid. Det bliver ikke lavet om, uanset hvad hvem mener.  Se omkring dig hvordan mobiltelefoner, ipads og digital teknologi bliver en integreret del af vores alles liv fra morgen til aften, fra vugge til grav. Hvordan digitale adgange, som fx mobiltelefonen, bliver en forudsætning for dit daglige liv.

At tage smartphonen fra en moderne ung, vil være som at tage skibet fra fortidens opdagelsesrejsende. Drømmen brister. Det er en vanvittig fanatisk, religiøs forestilling. Det er en utopi. Det er som Nordkorea

Smartphonen som teknologi rummer selve livet og selve løsningerne på det meste: Rejserne, økonomien, kærligheden, venskaberne, underholdningen, musikken, tøjet, møblerne – og i øvrigt alverdens gamle leksikoner og al tilgængelig viden i hele verden om hvad som helst.

Syv eksempler på hvor vi har brug for vores dygtige ungdom

Det tror da pokker, at ungdommen har svært ved at lægge telefonen fra sig – og også os voksne faktisk – selvom både de og vi jo også skal gøre det, for ingen kan rumme hele verden døgnet rundt og samtidig være til stede der, hvor vi er lige nu.

Det er det samme som at begå mentalt selvmord, og derfor skal vi selvfølgelig tale om både det gode og om det svære. Om muligheder og om risici. Om den digitale sundhed, om at kunne slukke det digitale flow, om at være tilstede.

Vi skal gøre det ud fra virkeligheden. Vi skal tale til vor ungdom, der hvor den er. Ikke der hvor vi tænker den burde være, for så taler vi jo ikke til dem, men forbi og hen over hovedet på dem.

Virkeligheden er, at den digitale udvikling forløber så hurtigt, at såvel vi enkelte mennesker, som arbejdspladserne og organisationerne har svært ved at følge med. Virkeligheden er også, at vi har brug for at inddrage de unge, digitale indfødte på nye måder for, at mennesker, demokrati og samfundsindretning kan følge med.

I stedet for at tage afsæt i at tale om forbud mod mobiltelefoner på skoler, så lad os tage afsæt i at tale med vores unge om, hvordan vi bruger mobiltelefonerne bedst i skolegangen også som en del af læring og uddannelse.

Vi skal invitere ungdommens stemme til at sidde arm i arm med alle os ældre. Overalt i vores samfund. Det er os voksne og gamle, der skal starte med at lytte og forsøge at styre lysten til at fortælle om alt det, vi synes.

Der tales om at udvikle “digital dannelse” i uddannelsessystemet. Det bekymrer mig altid en smule, når akademisk sprog og begrebsverden begynder at fylde i diskussionerne.

Det afgørende er, at vi taler ud fra virkeligheden og sammen med ungdommen.

“De mennesker, der er skøre nok til at tro, at de kan ændre verden, det er dem, der gør det” (citat af Steve Jobs)

Lad mig give syv eksempler på, hvor vi har brug for vores dygtige ungdom:

  1. Ledelse og organisation.I den digitale eksplosion vil mange topledere, beslutningstagere og politikere oppe i årene – som man jo typisk er på de poster – ikke være i stand til at finde de rette løsninger i vores organisationer og på vores arbejdspladser. Vi skal opbygge teams, der bryder gamle hierarkier ned, og hvor yngre digitale kræfter sidder med om bordet. Vi skal gøre op med måden at organisere os på. Jeg har set digitale projekter kuldsejle eller blive for komplekse, fordi det digitale blod ikke har fået gode nok pladser omkring bordet, når retningen skal lægges, og detaljerne dirigeres.
  2. Sociale medier. Når vi forfærdes over Twitter og Donald Trumps succes og forarges over Facebook, dets debattråde og dets globale magt, skal vi ikke vende den anden kind til. Vi skal tale om, hvordan vi kan bruge de sociale medier bedre for vores demokrati og for vores vestlige værdier.
  3. Det digitale sprog.Ungdommen kastes fra sårbare børne- og teenageår ud i sociale medier med alle dets lyse og mørke sider. De begår fejl. Men de lærer koderne, det præcise sprog og den tone der hører hjemme meget hurtigere end os andre i hvert enkelt digitalt system, de møder. De rummer også løsningerne.
  4. Global dialog. Sikke nogle spændende globale samtaler vi kan få i vores skoler og uddannelser. At lytte til og indgå i dialog om klima, flygtninge og terror på tværs af kulturer, religioner og folkeslag. At tale om hvordan vi hver især ser verden, og hvad vi kan gøre i fællesskab. Mine børn kom i lejrskole stort set på samme måde, som jeg gjorde for mange år siden – den traditionelle tur til Berlin.
  5. Lærerplaner.Når jeg hører om lærerplanerne for nogle fag virker det ikke på mig, som om den digitale verden helt er trådt ind i læreplanerne i samme tempo som udviklingen omkring os. Lad os drøfte med ungdommen, hvordan vi kan gøre det globale og digitale til en naturlig del af hverdagen i det danske uddannelsessystem.
  6. Computerspil. I stedet for mest at tale om computerspils skadelige virkninger på drenge, så lad os fx også tale om hvilke kompetencer drengene får, deres teknologiske indsigt og deres engelske sprogevner. Jeg har set unge, der lærer bedre at tale engelsk via computerspil end gennem at læse gamle digte op i klassen for deres kammerater.
  7. Markedsføring. Nogle gange tales der om, at uddannelser ikke må markedsføre sig for overfor de unge. Men det er som om, der tales om markedsføring. som det var ”dengang mor og far var unge”. At informere om og have dialog om uddannelsesmuligheder i øjenhøjde med unge mennesker det foregår i 2018 på de platforme, hvor de unge findes med de medier og de budskaber, som anvendes der.

En rød tråd i alle eksemplerne er, at selve tempoet i forandringerne adskiller sig fra, hvad voksne generationer før har oplevet. Globaliseringen, som har gjort kloden lille, meget lille. Digitaliseringen, som disrupter alt, vi kender.

Elektricitet – aldrig i livet om han skulle have det lort ind på sin gård

I en fjern krog i min slægt reagerede en gammel onkel med vrede, da elektriciteten kom til landdistrikterne. Aldrig i livet om han skulle have det lort ind på sin gård. De kabler kunne da sikkert tænde ild, og han havde det fint, som han havde det.

Husker du, hvor kort tid siden det er, at man ikke kunne streame en film eller en fodboldkamp på sin telefon?

Sandheden er, at vi alle bliver sat af den digitale eksplosion. Når nye generationer, der er opvokset med ipads, om et øjeblik kommer ud på arbejdsmarkedet, vil selv 30-40 årige blive udfordret.

Alt det vi ved, alt det vi har prøvet, og alt det vi gerne vil bestemme. Fordi vi nu har så meget erfaring, uddannelser og titler og er så pokkers kloge. Sandheden er, at vi ikke selv er i stand til at vide, hvor meget af det vi ved, der i virkeligheden bliver ubrugeligt i morgen.

Vi skal derfor lytte. Og så finder vi også ud af, at vi ældre ved meget, der kan bruges. Derfra kan vi sætte os sammen – ung som gammel – og lave løsningerne.

“You can’t stop the waves, but you can learn to surf” (citat fra Buddhis Offerings, 365 days, 14. august)

Måske er kunsten at lære at surfe på forandringens bølger. Lytte til forandringerne først. Dernæst til erfaringerne. Og så smelte forandringer og erfaringer sammen.

Hvis vi holder op med at tale til ungdommen om, alt hvad den skal og ikke skal. Hvis vi holder op med at tale om ungdommen som nogle, der skal tages under behandling og laves regler for og kontrolleres i fremdriftsreformer, men som nogle vi har tillid til.

Som vi har drømme for, og som Danmark 2.0 har brug for.

 

 

Uddannelsespolitik: Min datter bliver student – kan vi måske tale om andet end karakterer?

Uddannelsesdebat. Karakterkrav og systemer må ikke kvæle det, de unge skal gro fra. Alting passer ikke ind i effektivitetsmønstre og regneark. Vi taler om at undgå bureaukrati og kontrol i offentlig styring. Lad det også gælde unge i uddannelse. 

Indlæg på min blog på DenOffentlige, juni 2017. Sidst i teksten også et opfølgende blogindlæg i november 2017: Halvdelen af alle 8. klasses elever har stress – viser en ungdomsmusical vejen?

Min datter bliver student til sommer, og hun glæder sig. Karakterer har altid betydet meget. Men i disse år sker en gradvis stramning overalt. Både i tone og i handling.

Gymnasieelever rammes af stress og får gode råd til at trylle sig til bedre årskarakterer

Flere strukturelle tiltag trækker den vej, og flere forhold peger på, at selve italesættelsen af karakterer også er blevet problematisk:

De unge skal være hurtigere og mere effektive. De skal vælge rigtigt første gang, og de må helst ikke skifte uddannelse.

Læs også: Ungdommen kalder – har Danmark mere brug for en ungesag end en ældresag?

Mere end to ”sabbatår” er nærmest en forbrydelse, for så kan man ikke gange sit karaktergennemsnit op.

Et nyt skud på stammen er, at regering, KL og ekspertudvalg peger på tiltag, som skal sikre ”at svage unge” får ”en indgang” og med en fastere hånd skubbes i en ønsket retning. Allerhelst til erhvervsuddannelserne.

Der er masser af gode ting og intentioner i og bag mange tiltag, ligesom der var bag folkeskolereformen. Men det er vigtigt, at det man gør, og det man italesætter, det også passer til de unge netop, der hvor de er. .

”Jeg kunne aldrig drømme om at råde min børn til at vælge deres præcise livsvej i 9. klasse”

Som far til tre kunne jeg aldrig drømme om at råde mine børn til at vælge deres præcise livsvej i 9. klasse. Hvad enten det er til en erhvervsuddannelse eller omkring valg af en studieretning på et gymnasie.

Jeg bakker fuldt op bag deres drømme om sabbatår med rejser, arbejde og udenlandsophold. Og også mere end et år, hvis det bruges fornuftigt.

Det er da skønt for dem, som ved præcis, hvad de vil, og som går den lige vej gennem det hele. Men at tro på, at alle kan og skal gøre det, vil være et tegn på, at man tænker for meget “systemer og effektivitet” – og for lidt virkelighed og ungdom.

Med mine erfaringer som far og bestyrelsesmedlem i folkeskolen tror jeg fx heller ikke, at den bedste skolelærer altid er den, der som 22-årig er gået den direkte vej til lærergerningen. Der er mange udfordrende situationer mellem børn, omkring børn med vanskeligheder og omkring kontakten mellem hjem og skole, hvor det gavner, at man har prøvet lidt af hvert selv.

Når unge får lov at vokse på andre præmisser end de rent boglige – skal vi give mere plads til dette?

For de unge, der har det bogligt svært med fx danske og matematik, må det være en ekstra udfordring hele tiden gennem tests og karaktersystemer at få dokumenteret og italesat, at man er “svag”.

Måske man skulle prioritere andre fag højere i dagligdagens uddannelsessystem, så dem med håndværksevner og kreative evner også fik succesoplevelser – fremfor endnu et ”du’r ikke”.

Måske karaktererne skulle fylde og betyde lidt mindre i alt det, vi taler om og gør. I Birkerød viser teaterforeningen “Limenas” med 130 unge på tværs af skolerne, hvor meget andre typer projekter betyder for kreativitet, sammenhold og venskaber – og dermed jo også for læring. Her får unge lov at vokse på andre præmisser end de rent boglige. Skulle vi give sådanne ting mere plads?

Måske handler det mere om at tale håndværkerfaget op, vise og italesætte alt det spændende, jobmulighederne og mulighederne for senere videreuddannelse, hvis man vil have flere ind på erhvervsuddannelserne?

I stedet for med karakterer i bunden af skalaen som målestok at italesætte, at erhvervsuddannelserne er for dem, som ikke får så gode karakterer.

For dem der klarer sig godt bogligt i uddannelsessystemet, er det også værd at overveje, om karakterræset skal dæmpes lidt. Sådan som nogle gymnasier er begyndt at eksperimentere med,

Det man brænder for, det bliver man typisk også bedre til 

Tænk hvis hele måden, der blev tænkt uddannelse på satsede endnu mere på at finde og ramme de unges engagement – fremfor kampen for en højere karakter.

Det man brænder for, det viser al erfaring, at det bliver man typisk også bedre til. Og hvis man rammer den rette hylde her, vil det sjovt nok sikkert ende med, at flere bliver mere effektive og målrettede. Ja, måske vil de ovenikøbet få højere karakterer.

Bør vi i uddannelsesdebatten i Danmark give mere plads til at diskutere grundlæggende spørgsmål om vores syn på læring, uddannelsesveje, engagement og karakterer?

Vil det fx være godt at diskutere, om det egentlig er et rigtigt konstrueret system, når en uddannelse i psykologi er så godt som lukket land, hvis ikke man får lutter 12-taller?

Får vi de bedste psykologer, hvis vi kun kigger på 12-tallerne?

Hvad afgør, om du bliver en god psykolog? Er det karakteren, eller er det lige så meget – eller endnu mere – personen og livserfaringen?

Jeg er privilligeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det er nogle store år, og de skal have lov til at være unge.

Det gør ikke noget, de ikke rammer rigtigt første gang. Det gør ikke noget, om gennemsnittet er en lille tand højere eller lavere.

Det er langt vigtigere, at de faktisk har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund derfra hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.

Giv dem plads til at gro – også hvis de kvajer sig lidt på vejen

Det kan godt være, det ikke altid passer i et effektivtetsmønster på skrivebordet. Men er det egentlig ikke også det, vi taler om, når vi taler behov for tillidsreform, fokus på kerneopgaverne og mindre bureaukrati?

At vi er nødt til at gøre lidt op med en styringslogik i den offentlige sektor – og kigge på kerneopgaverne og menneskene bag dem – i dette tilfælde vores ungdom.

Jeg tror aldrig, vi i Danmark har haft en dygtigere ungdom, end vi har i dag. Vi skal passe på, når vi med karaktersystemer, regneark, effektivitetskrav og strukturreformer søger at stramme garnet.

Vi skal give vores ungdom plads til at gro – også hvis de skulle kvaje sig lidt på vejen.

Fulgt op med nyt blogindlæg på DenOffentlige i november 2017: 

Halvdelen af 8. klasses eleverne oplever pres – viser en ungdomsmusical hvad vi taler for lidt om?

8. klasses elever føler sig pressede over uddannelses- og jobvalg, viser en ny undersøgelse. Kan vi risikere et uddannelsespolitisk selvmål, og skal vi tale meget mere om sådan noget ”ufagligt” noget som for eksempel – en ungdomsmusical?

En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at næsten halvdelen af alle elever i ottende klasse føler et stort pres over at skulle vælge uddannelse.

– ”Allerede i 8.klasse fylder tanken om det kommende uddannelses- og jobvalg rigtig meget. Eleverne gør sig mange tanker om, hvad de vil. Bagsiden af medaljen er, at vi ser så mange unge oplever det som en stressfaktor”, skriver instituttet i pressemeddelelsen ”Unge føler tidligt pres over valg af uddannelse”.

Bør undersøgelsen vække bred uddannelsespolitisk eftertanke?

Selvom mange også synes, det er spændende at tænke over, hvad de skal, og selvom det er i tidens uddannelsespolitiske trend at strømline uddannelsesveje og også godt at få de unge til at være mere bevidste om deres uddannelsesvalg, må det, at næsten halvdelen oplever det som et pres allerede i 8. klasse, vække stof til bred eftertanke – uanset ens politiske overbevisning.

5.300 unge har taget del i den nye undersøgelse, der viser, at det er unge over en bred kam, der føler sig pressede.

Risikerer uddannelsesdebatten at gå veje, som måske gavner mange, men som også kan volde store grupper af unge problemer – og dermed risikere et uddannelsespolitisk selvmål?

LÆS OGSÅ: MINISTER: ELEVERNE SNYDER

Ungdomsmusical: “Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud”

Måske skal vi tale meget mere om noget helt andet. Som eksempel kører ungdomsmusicalen Limenas i disse dage på 27. år i Rudersdal Kommune.

I relation til den megen debat om folkeskolen, er det tankevækkende, at bestyrelsesformanden for Limenas i artiklen ”Meget mere end en musical” i Frederiksborg Amtsavis den 20. november udtaler: “Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud”.

I Limenas kommer de unge væk fra faste strukturer gennem mange år – væk fra grupperinger og kliker – og 130 unge mellem 11 og 20 år mødes helt frivilligt på tværs af kommunens skoler og klasser og på tværs af aldre og boglige kundskaber.

De unges glæde og begejstring leves ud – alle spiller en vigtig rolle

Som instruktørerne siger:

– “Vi stiller også krav. At lave en professionel musical fordrer disciplin, og der er mange deadlines. Men vi gør ikke noget på typisk skolevis. De unges glæde og begejstring leves ud, og de er sammen om det hele. Alle spiller en vigtig rolle”.

Jeg har fulgt tilblivelsen af årets musical ganske tæt i år, og jeg er overbevist om, at de unge i de tre måneder, de vier deres fritid, aftener og mange weekends, der lærer de så meget, som de aldrig ville lære i deres daglige skolegang.

Taler vi nok om det?

Ja, der sker lignende gode ting mange andre steder i det danske land. Ja, der er helt sikkert også mange gode aktiviteter i forenings- og idrætslivet landet over.

Taler vi nok om det?

Digitalisering: Hold det simpelt, dumme – min kronik i Berlingske bliver del af undervisningsbog

For et år siden skrev jeg kronik i Berlingske om noget af det afgørende i digitaliseringen af Danmark. Nu indgår kronikken i en ny grundbog i dansk til erhvervsuddannelserne.

Undervisningsbogen er beregnet til dansk A niveau og indeholder afsnit om sprog, litteratur og medier. Bogen følger den gymnasiale bekendtgørelse til brug for merkantile eux-forløb og opfylder de krav, der er til fagets kernestof og faglige mål.

I min kronik beskriver jeg, hvordan digitaliseringen af vores kommunikation med hinanden tager fuld fart, og at man skal passe på, at digitalisering ikke er et mål i sig selv. Mens vi griber mulighederne, er der så en risiko for, at vi en dag vil vågne op og spørge os selv – hov, hvad var det nu egentlig, vi smed ud med badevandet?

Husk det gamle amerikanske flådeprincip

En af de ting jeg kommer ind på er, at god kommunikation og god ledelse er direkte relateret til hinanden – og at man i digitaliseringen af Danmark kommer langt ved at skrive sig forklaringen på den amerikanske flådes gamle designprincip fra 1960 – »Keep it simple, stupid« (KISS)– bag øret:

»KISS-princippet fastslår, at de fleste systemer arbejder bedst, når de holdes enkle snarere end komplekse. Derfor bør enkelhed være et nøglemål i designet og unødvendig kompleksitet bør undgåes.«

Den digitale revolution åbner mulighed for at skabe avancerede løsninger og komplicerede systemer. Kan svaret nogle gange være mere simple løsninger og at prioritere de digitale projekter lidt anderledes? Selve målet er vel ikke at digitalisere – digitalisering er et middel til at nå målet.

Som eksempel kan et nyt Skoleintra aldrig blive svaret på at skabe bedre kommunikation mellem skole og forældre. Et fokus på, hvordan systemet til kommunikation anvendes, og hvad der rent faktisk kommunikeres mellem skoler og forældre – det er den afgørende forudsætning for succes, også for det digitale system.

Måske der faktisk kan høstes større gevinster, hvis der prioriteres lidt flere af ambitionerne og ressourcerne fra de store digitale projekter over i at sikre god kommunikation i og omkring systemerne fra udvikling, implementering og til anvendelsen i dagligdagen.

Læs hele kronikken her – bragt i Berlingske Tidende i oktober 2014

 

 

Tal mere om digitale dilemmaer

Der er brug for en meget mere åben dialog om digitale udfordringer, så visioner kan blive til virkelighed. EU-projekt peger på seks skarpe digitale dilemmaer.

Danmark skal digitaliseres, og nye teknologier vil gøre, at det Danmark, vi kender i dag, ser anderledes ud om få år. Men det betyder ikke, at vi med naive, begejstrede øjne skal gribe alt det nye og buldre frem med høj fart uden at gribe til kritiske og fornuftige ræsonnementer om, hvad der er godt, hvad der er mindre godt, og hvad der ikke fungerer.

Den 27. marts 2014 fortæller DR fx, at det alt for ofte går galt, når staten udvikler it-systemer, der skal effektivisere arbejdsgange i det offentlige. En lektor fra Københavns Universitet har fulgt, hvordan systemer ofte bliver forsinkede, dyrere end planlagt eller slet ikke fungerer og peger på mange konkrete eksempler.

Mange små konkrete eksempler fra dagligdagen

Jeg er overbevist om, at mange borgere, medarbejdere og ledere fra deres egen hverdag har små konkrete eksempler på de udfordringer, som digitaliseringsbølgen fører med sig. Det virker som om, der nemt opstår en form for tabu om at diskutere og forholde sig konstruktivt og kritisk til både fordele og ulemper ved digitalisering og teknologi, og hvordan den bedste anvendelse finder sted.

Det er ikke nemt at stille kritiske spørgsmål til systemer og investeringer, og man risikerer hurtigt at fremstå som en, der taler ”mod beslutninger og forandringer”.

Seks skarpe digitale dilemmaer

Et EU-støttet projekt har sat fokus på seks skarpe digitale dilemmaer for socialrådgiverne:

1: At besparelser indregnes fra dag 1. Nye digitale systemer tager tid at indføre og få til at virke godt i praksis, men besparelserne bliver meget ofte indregnet fra dag 1.
2: At tid går fra personlig kontakt. Nye systemer og tidsforbruget med at anvende dem og registrere rigtigt, er stigende, og det tager tid fra den personlige sagsbehandling.
3: At mere skriftligt sprog kan misforstås. Systemer kræver, at mere bliver skriftligt registreret. Der kan opstå en forestilling om, at denne skriftlige dokumentation er lig med objektive data. Men sådan er det ikke. Skriftlighed er noget andet end en personlig samtale, særligt når emnerne er følsomme. Meget vil ikke blive skrevet ned, meget vil kunne misforstås,
4: At forkerte tolkninger ikke forsvinder. Systemerne gemmer de skriftlige registreringer, og en forkert fortolkning kan gå igen i årevis og risikerer at blive refereret igen og igen og dermed skabe et forkert billede af virkeligheden.
5: At logik på hjemmesider er svær. For mange, selv it-vante, kan hjemmesidernes system-logik være svær og kræve tid, kompetencer og hjælp at finde rundt i.
6: At svage grupper får det sværere. Svage grupper kan få det endnu sværere, fordi de har det vanskeligt med de digitale systemer, og fordi tiden til personlig sagsbehandling er under pres. Risikoen for, at alvorlige problemer ikke bliver opdaget i tide, kan derfor bliver øget.

De seks dilemmaer er et tankevækkende og jordnært eksempel på, hvor vigtigt det er, at digitaliseringsbølgen i Danmark bliver fulgt af en mere åben dialog og tilgang til, hvordan der kommunikeres om nye digitale systemer og teknologier, så visioner og gevinster kan blive til virkelighed.

Indlægget er bragt i min blog på mediehuset Den Offentliges nyhedssite.

5 gode råd og advarsler om at håndtere vanskelige mails

Vi sender og får flere og flere mails. Men op mod halvdelen af alle mails bliver misforstået. Som leder skal du hjælpe dine medarbejdere med at håndtere de vanskelige mails.

Forskning viser, at vi bruger 28 procent af vores arbejdstid på mails. Samtidig viser forskningen, at der sker langt flere misforståelser i skriftlige mails end i personlige samtaler. Op mod halvdelen af alle mails risikerer at blive misforstået.

Mange steder i fx skoler og institutioner kan mails fra forældre opleves som en voksende opgave, som kan være svær at håndtere for medarbejderne.

Én enkelt mail kan føre til mange frustrationer

Forældre er svære at “opdrage” til at formulere sig generelt, positivt og hensynsfuldt til skolen. Sommetider er de i deres følelses vold og stærk advokat for deres børn i forhold til situationer, som de ofte har fået beskrevet af deres egne børn.

Det er typisk i emner, der går forældrene nær, som fx lektier og trivsel. Derfor kan det virke angribende og groft – og kan også være det – men det, der er vigtigt her, er: Hvordan håndterer du det som leder og støtter og klæder dine medarbejdere på, når den slags mails lander i deres mailbox?

Medarbejderen kan stå alene tilbage, og en enkelt mail kan føre til mange tanker. Det kan være, at medarbejderen læser mailen om aftenen, og at den efterlader frustrationer den aften, der ellers skulle have været brugt til at løse lidt hjemmearbejde og koble af bagefter.

Lav jeres egen simple mailpolitik

Det er en overset risiko i den digitale udvikling. Der kommunikeres mere og mere skriftligt med et stort antal mennesker på tværs af baggrunde, kulturer og organisationer – også med mennesker, som vi måske lige så godt kunne tale sammen med lidt hyppigere.

Skriftlige mails og beskeder er ikke det samme som den personlige samtale. Det er særligt, når der er følelser eller komplicerede spørgsmål i spil, at misforståelserne opstår. Forskerne opfordrer derfor til at gribe telefonen, når noget er svært.

For skolen og institutionen er der en vigtig vej at gå: Tal om, hvordan I håndterer vanskelige mails. Sørg for at skabe en kultur, hvor der bliver talt om vanskelige mails. Og overvej, om I skal udarbejde en mailpolitik.

Den første grundregel kan passende være – svar aldrig hurtigt og impulsivt på en vanskelig mail. Vent og tænk dig om. Andre gode råd kan handle om, hvad I gør, når mange er sat “cc” på en vanskelig mail. Om I lægger op til en telefonsamtale med afsenderen fremfor en skriftlig besvarelse, og om medarbejdere fx opfordres til at sparre med leder eller kollega inden besvarelse.

Husk at ansvaret er og bliver jeres eget. Opgiv enhver tanke om at få forældre og borgere til at bruge mails på måder, I gerne vil have – men find i stedet ud af, hvordan I vil besvare og håndtere mails, når det er svært.

Væsentligt er det, at man ikke som leder lader sine medarbejdere alene med en vanskelig mail. At medarbejderen føler, at der er opbakning til, at man snakker om situationen, og at der på arbejdspladsen er værktøjer og retningslinjer, som man kan støtte sig op ad.

5 gode råd

1. Svar aldrig hurtigt og impulsivt på en vanskelig mail

2. Skab en kultur hvor I taler åbent om vanskelige mails

3. Husk at skriftlige ord meget tit bliver misforstået, når det er svært

4. Grib telefonen lidt oftere og skab den personlige tillid

5. Overvej en mailpolitik, men husk at gøre den simpel

Indlægget er skrevet sammen med konsulent Benedikte Ask Skotte og Søren Jensen og bragt på Lederweb i januar 2014.

Se også mit tidligere indlæg i oktober 2013 på Den Offentlige “Æder mails for meget af vores tid” med henvisninger til forskning og undersøgelser.

Miljødebattens danske tilstand: Fire indlæg på min blog på DenOffentlige

Efter ti år væk fra miljøområdet skrev jeg i 2015 fire indlæg om miljødebatten i min personlige blog på DenOffentlige. Læs de fire indlæg her. 

Indlæg 1, 15. december 2015: 

Miljødebattens danske tilstand: Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø

Mens verdens ledere juber over en historisk enighed på klimaområdet efter COP 21 i Paris, så ulmer den politiske uenighed i Danmark tilsyneladende. Er miljødebatten som i 2001 ved at lande midt i et ideologisk opgør, og er det smart for Danmark?

Jeg var redaktør i Miljøstyrelsen i 2001, da Anders Fogh Rasmussens nye regering gennemførte store nedskæringer på miljøområdet. To år senere, i 2003, slog statsministeren fast ved Venstres landsmøde: “Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere af regeringens miljøpolitik”. 

FREMTIDENS NYE GRØNNE ØKONOMI SOM AMERIKANERNES MÅNELANDING

Fem år senere – året før Danmark i 2009 var vært for FN’s klimatopmøde – erklærede Anders Fogh Rasmussen ved Venstres Landsmøde i 2008, at han havde taget fejl og sagde bl.a.:

  • Jeg skal være helt ærlig over for jer og bekende, at jeg har meget længe hørt til dem, der var sådan lidt i tvivl om det der med klimaet.
  • Det vil være meget kostbart for mennesker og naturen at lade være med at handle.
  • Vi skal gøre Danmark helt fri af fossile brændsler som olie, kul og gas og skabe en grøn vækstøkonomi i Danmark.

JEG HAR ALDRIG FORSTÅET, HVORFOR MILJØ- OG KLIMADEBATTEN SKAL ENDE I EN IDEOLOGISK KRIG

Anders Fogh Rasmussen sagde, at mange hos Venstre nok har været lidt fodslæbende på miljøområdet og sammenlignede fremtidens nye grønne økonomi med amerikanernes månelanding.

Statsministeren sagde bl.a. med henvisning til den amerikanske præsident Kennedy først i 1960’erne og hans vision om mennesket på månen:

“Og mit synspunkt det er, at når menneskeheden er i stand til at landsætte en mand på månen, så er menneskeheden også i stand til at udvikle en ny økonomi der ikke er så afhængig af fossile brændsler, som den vi har i dag. Og det er lige præcis, dette vi skal sætte os som mål. Dette at udvikle en ny grøn økonomi, det er vor generations og næste generations store månelandings projekt”.

Det er desværre ikke lykkes mig at finde talen i sit fulde omfang andre steder end på fagbladet Ingeniørens hjemmeside gengivet her under “Fakta – læs statsministerens miljøtale”. 

BLÅ BOKS GRØNNE REALISME – SLÅR HISTORIEN EN SLØJFE TILBAGE?

Jeg skal indrømme, at jeg på mange måder var lettet, da jeg hørte talen. Jeg har aldrig forstået, hvorfor miljø- og klimadebatten skal ende i en ideologisk krig, og hvorfor man tilsyneladende skal erklære sig som enten “del af rød blok” eller som “dommedagsprofet” for at se miljø og klima som afgørende for både klodens og menneskets fremtid og som et nationalt forretnings- og vækstområde med stort globalt potentiale for Danmark og danske virksomheder.

Er det ved at ske igen? Slår historien en sløjfe tilbage til fuglen, fisken og frøen, når en ny regering med den samlede blå blok som støtter taler om behovet for “grøn realisme”, og når miljøområdet i Danmark i dag er lagt sammen med fødevareministeriets område – et i internationalt perspektiv ganske markant skridt ned af ranglisten.

Ja, lige efter blå bloks sejr ved folketingsvalget i juni 2015 talte Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance igen om at sætte Bjørn Lomborg på finansloven – bl.a. omtalt den 10. juli på DR under overskriften Blå blok vil have Lomborg tilbage på finansloven”.

I grunden et opsigtsvækkende forslag i en tid med  fokus på behovet for offentlige besparelser, at netop denne ene person skulle have sin egen bevilling – og at det var vigtigt at få talt om netop det emne så hurtigt. Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt udtalte bl.a. “Der er brug for flere stemmer i klimadebatten. Den er for ensidig og lidt for elitær”.

GLEM ET ØJEBLIK HVOR ENIG ELLER UENIG DU ER I REGERINGENS POLITIK – DET ER IKKE DET, DETTE INDLÆG HANDLER OM 

Kære læser – glem et øjeblik hvor enig eller uenig du måtte være i regeringens politik. Det er ikke det, dette indlæg handler om. Spørg i stedet, også med kommunikationsbrillerne på:

Er det i grunden et smart internationalt signal at sende for Danmark igen at gøre miljødebatten til et ideologisk opgør i en tid, hvor der globalt set sker præcis den modsatte bevægelse – eksemplificeret aktuelt med den historiske enighed ved COP 21 i Paris.

Måske det ville være interessant for den danske miljødebat at erindre Anders Fogh Rasmussens tale fra 2008 og spørge, om ikke det er værd at notere sig en lære af forløbet fra 2001 til 2008.

CITAT AF VENSTRES STATSMINISTER: “LAD OS IKKE BETRAGTE GRØN POLITIK SOM EN OMKOSTNING, MEN SOM EN GEVINST”

Et ideologisk opgør, der den gang på mange måder syntes afsluttet, med statsministerens tale, hvor han med nationale briller også erklærede:

“Lad os ikke betragte grøn politik som en omkostning, men som en gevinst. Det er på det grundlag, vi nu skal skabe ny vækst i Danmark”.’

Tankevækkende læsning i 2015, ikke sandt? Måske kan vi lære noget af historien?

Indlæg 2, 3. januar 2016:

Da Danmark smed en global førerposition: Farvel til klimaduksen og goddag til milliardtab

Ikke så snart har hele Verden valgt mere eller mindre at adoptere dansk klimatænkning gennem årtier, før Danmark selv opgiver den frontløberposition, vi så flot har opbygget, indtaget, dyrket og ikke mindst investeret milliarder i.

Besynderligt af to årsager. For det første svarer det til at Novo Nordisk dropper dele af sin forskning og erfaring med diabetes for at rette interessen mod noget andet. For det andet sætter vi os på en sidelinie med mindre politisk og diplomatisk indflydelse.


Regeringen valgte i finansloven for 2016 at nedskære miljø- og klimaaprogrammer med over 300 milioner kr. Sammenholdt hermed steg dansk eksport på området med knap 7 milliarder kr. fra 2013 til 2014.

Det er svært at forstå rationalet. Også Dansk Industri har rejst kritik – fx i en artikel i Berlingske.

Læs også “Miljødebattens danske tilstand: Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø…!”

Tidligere folketingsmedlem Steen Gade er måske en af de danskere, der har deltaget i flest klimatopmøder. COP 21 i Paris var hans tolvte, siden han første gang deltog ved Kyoto-mødet i 1997. Steen Gade deltog i COP 21 som rådgiver for Nordisk Råd.

“Selv i perioden fra 2001-2008, hvor Anders Fogh regeringen ønskede at gøre op med miljøområdets betydning, så havde Danmark stadig en fremtrædende plads. I Paris eksisterede Danmark bare ikke. Det har jeg aldrig oplevet før”, fortæller Steen Gade.

Kritik af regeringens nye klimasignaler fra mange 

Regeringen har gjort en del ud af at forklare, at ønskerne om nedskæringer på fx klimaforskning og klimamål er nødvendige økonomisk. Alle skal spare, og vi er stadig i front internationalt, har det lydt flere gange.


Besparelserne har været kritiseret markant fra flere sider, herunder af fx EU’s tidligere klimakommissær Connie Hedegaard, af direktører fra vindmølleindustrien og Grundfoss og af DTU’s rektor. Læs bl.a. artiklen i Politiken “Finansloven er blevet det grønne slagtehus”  og artiklen i Børsen “Grønne nedskæringer under angreb fra egne”.

Danmark blev i Paris hånet af et stort antal internationale miljøorganisationer og fik overrakt en lidt flatterende “Fossilpris”, mens norske, svenske og finske ministre samtidig spillede en nøglerolle ved forhandlingsbordene. Læs bl.a. artiklen i Berlingske “Danmark hånes på klimatopmøde for at sænke ambitioner

Fransk topdiplomat: Vi skal bare gøre det modsatte af Danmark

En fransk topdiplomat udtalte i New York Times samtidig, at hvis vi skal lykkes i Paris, skal vi bare gøre al det modsatte af, hvad Danmark gjorde ved klimatopmødet i København i 2009. New York Times skriver bl.a., at “dårligt diplomati fra danskernes side var en af de største årsager til de fejlslagne forhandlinger i København”. Læs bl.a. artiklen på tv2.dk “Topdiplomat sviner Danmark – gjorde alt forkert”.

Fra at være anerkendt som førende til at blive omtalt som et dårligt eksempel

Sagt på en anden måde – fra at være anerkendt som førende på klimaområdet til at blive omtalt som et dårligt eksempel. Det er noget af en ændring, der er sket med den internationale omtale af Danmark på miljøområdet på ganske kort tid.

Steen Gade mener ikke, det bør undre regeringen og danskerne, at dette skete i forbindelse med klimatopmødet i Paris:

“Hele stemningen omkring COP 21 var, at nu skal det lykkes. Når Danmark præcis samtidig markerer sig med, at vi vil gøre mindre, så bliver der lagt mærke til det. Det får konsekvenser for, hvordan Danmark opleves og omtales. Hele tonen på COP 21 er, at alle skal gøre mere og hurtigere. Så kan det være lige meget, om man stadig ligger i toppen internationalt med nogle indsatser. Det er de politisk signaler, det handler om. Der må man være klar over, at Danmark har chokeret, og at udlandet har lagt mærke til det”, siger Steen Gade.

Det er nu, vi skal gribe mulighederne – Danmark kan stadig være i front

Steen Gade glæder sig over resultatet i Paris – og over at andre gjorde det godt. Og han vil gerne fortælle den gode fremadrettede nyhed også:

“Danmark kan stadig være i front. Det er nu, vi skal gribe mulighederne og ikke vende tilbage til den miljøideologiske konflikt i 0’erne”, pointerer han.

Som et tankevækkende “ps” til diskussionen om Danmarks rolle er her et citat af den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer i kølvandet på de besparelser på den danske miljøstøtte til Østeuropa, som Anders Fogh regeringen gennemførte efter regeringsskiftet i 2001:

“Hvis man gennemfører de drastiske nedskæringer, ryger Danmarks troværdighed, ligesom danske virksomheder vil miste en del af den markedsposition, de har opnået på miljøområdet især på grund af den danske hjælp” (finans.dk: Hoffmeyer slår alarm over miljøbesparelser)

Et relevant spørgsmål er jo så – kunne eksporten i de efterfølgende år være blevet endnu større, hvis nationalbankdirektørens advarsel var blevet hørt?

Sagt på en anden måde er der efterhånden historisk belæg for, at den danske satsning på miljøområdet også kan være en god økonomisk forretning for Danmark, og at en front mellem rød og blå blok i Folketinget om miljøområdet ret beset burde høre hjemme i historiebøgerne.

Diskussionen må handle om hvordan – ikke om og hvorfor. Om visioner og muligheder og om hvordan vi samles om at fastholde vor lands internationale stemme og position.

Selv vi hvis glemmer de store miljødebatter og tager afsæt i eksporttal fra Danmarks Statistik…

En af mine missioner med denne blog om miljø er at netop at rejse spørgsmålet: Tænk hvis vi i Danmark ikke vælger at lade miljødebatten handle om et ideologisk opgør men i stedet vælger at tage et decideret offensivt afsæt: Hvordan kan vi udvikle visionen om miljøområdet til gavn for Danmark og danske virksomheder?

Ja, selv hvis vi glemmer de store miljødebatter om menneskets og klodens fremtid – om global opvarmning, om biodiversitet, vandmangel og dommedagsprofetier – så kan vi nøgternt tage afsæt i tal fra Danmarks statistik, der viser, at den samlede grønne dansk eksport i 2013 udgjorde 65 milliarder kr. og i 2014 72 milliarder kr.

I en tid hvor alle taler uden stop om økonomiske udfordringer i Danmark, om effektiviseringskrav og besparelser og om problemer med at opretholde velfærdssamfundet, må det være på høje tid at sætte fokus på den grønne branche på nye måder.

Og undlade at optrappe en meningsløs ideologisk krig.

Indlæg 3, 10 januar 2016:

Danskerne ønsker flere økologiske varer – hvorfor taler vi ikke meget mere om dette?

Det er opsigtsvækkende, at regeringen lige før jul offentliggør en ny fødevare- og landbrugspakke, som:
  • Tilsyneladende bryder med mange års bredere politisk enighed på vandmiljøområdet.
  • Med et bagtæppe om behovet for “grøn realisme” ikke lægger meget vægt på at omtale succesen med økologiske varer i Danmark.

Pakken blev vedtaget med snævert flertal i blå blok og modtog med det samme hård kritik, ikke bare fra rød blok, men også fra Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening.

Læs bl.a. artiklerne “S og R: Sort dag for det grønne Danmark, “Naturforening: Miljøet får en på siden af hovedet” og “Øko-formand: Regeringen må være miljø- og markedsblind

Jeg kan selvfølgelig ikke vurdere planens detaljer. Der kan være masser af fornuft rundt omkring i pakken. Det er ikke min kompetence at gå ind i.

Mit ærinde er, at lanceringen af pakken synes at være endnu et tegn på, at regeringen og blå blok tilsyneladende bryder mange års bred national enighed om en række store danske miljøindsatser.

På den måde kan lanceringen af pakken ligge i tråd med de nye toner fra regeringen og blå blok på klimaområdet.

Læs også: Da Danmark smed en global førerposition: Farvel til klimaduksen og goddag til milliardtab

Bagtæppet for fødevare- og landbrugspakken ligger i forlængelse af en kronik af de tre partiledere fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i JyllandsPosten tilbage i november 2014 med overskriften “Mere vækst med grøn realisme”.

De tre partiledere skriver her:

“I vores iver efter at sikre naturen, miljøet og en bæredygtig produktion har vi skubbet hensynet til vækst i erhvervet i baggrunden. Det er på tide at ændre den balance og de prioriteter en smule”.

Miljøorganisationerne er blevet markant svagere til at sætte dagsorden

Som ps kan man konstatere, at den nærmest fraværende debat om de markante ændringer af linjen på miljøområdet i Danmark synes at være et vidnesbyrd om, at miljødebatten i Danmark ikke er særlig stærk i disse år, at mediernes interesse for miljø er faldet, og at miljøorganisationerne er blevet markant svagere til at sætte dagsorden.

Lige bagved alt dette er det opsigtsvækkende, at den markante succes med økologisk produktion i Danmark slet ikke nævnes i partiledernes indlæg i 2014, og at økologien heller ikke får megen opmærksomhed ved lanceringen af den nye pakke i december 2015.

Hvorfor er det opsigtsvækkende? Jo, da jeg i 1990’erne var redaktør på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, ville mange kredse have kaldt spådomme om disse nyheder i 2015 som det rene fantasteri:

Markant vækst i salg af økologiske varer. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser fortsat markant vækst i det samlede salg af økologiske fødevarer og drikkevarer. Især salget af kød, frugt og grøntsager er steget markant og udgør nu en omsætning på 6,4 milliarder kr. Priserne på de økologiske varer er samtidig faldende. Opgørelsen er omtalt på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Økologi er et af de få vækstområder. Salget af økologiske varer udvikler sig nu så hurtigt, at store virksomheder som Arla, Carlsberg og Danish Crown udtaler sig om behovet for at producere mere og udvikle flere økologiske produkter. Økologi er et af de få vækstområder, lyder det. Virksomhederne udtaler sig i Politikens artikel “Virksomheder begynder at se fordele i at udvikle øko-varer”. 

Efterspørgslen er stigende. Fra Landbrug og Fødevarer, fra dansk landbrugs højborg på Axelborg, udsendes pressemeddelelse om, at det synes realistisk at nå de politiske mål om at fordoble det økologiske areal i Danmark inden 2020. Det var ikke, hvad de forventede, skriver de ærligt, men efterspørgslen fra forbrugere og eksportmarkeder er markant stigende. Denne pressemeddelelse og flere andre relevante kan læses på Landbrug og Fødevarers hjemmeside.

Så – undskyld jeg tillader mig at spørge – hvad er grøn realisme egentlig?

Læs også: Miljødebattens danske tilstand: Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø…

Hvem anså disse resultater som mulige at opnå, da den første økologiske mælk kom på varehylden?

Var det grøn realisme? Hvad er grøn realisme i dag? Hvad er grøn realisme i morgen?

Er der nogen modsætning i at diskutere miljøsituationen i det samlede landbrug og herunder de forskellige dele i fødevare- og landbrugspakken og samtidig tale højt om at satse på endnu flere økologiske varer?

Hvis svaret er – nej, der behøver ikke være nogen modsætning – skal alle parter så ikke skynde sig at blive enige om at tale rigtig højt om og diskutere, hvordan vi får skabt endnu mere økologisk produktion?

Indlæg 4, 23. januar 2016:

Øko-millionær: COOP har vist vejen for global førsteplads

Økonomi bliver brugt som argument imod økologi. Men det regnestykke holder ikke, hævder Ross Jackson, der blev mangemillionær på salget af Urtekram.

Her er et spørgsmål: Når Danmark er verdensmester i økologi, og verden efterspørger mere økologi, hvorfor er al fokus så ikke rettet ind på det?

Endnu et: Dansk landbrug har økonomiske problemer, politikere og erhvervsliv efterlyser vækstpotentialer. Hvorfor er al fokus så ikke rettet ind på et område, hvor vi allerede er verdensmestre?

Eller som den danske øko-millionær og succesfulde forretningsmand, Ross Jackson siger:

“Tænk hvis miljøområdet og økologisk produktion ikke blev udviklet på trods. Hvad ville der så ske?”.

COOPs administrerende direktør, Peter Høgsted, skrev i efteråret 2015 et indlæg, hvor han kritiserede regeringen for at neddrosle ambitionerne for økologi i Danmark.

“Det bekymrer COOP, hvis der ikke satses yderligere på økologisk omlægning og støtte hertil”, skrev han og efterspurgte en vision fra regeringen.

Direktøren slår fast, at COOP holder fast i deres visioner. Det er da også synligt på min mælkekarton, hvor der står, at  “COOP har en vision om at gøre Danmark dobbelt så økologisk og lukke en hel million flere dyr ud under åben himmel”. Erhvervslivet har altså visionerne allerede og vil holde fast i dem.

Derfor er Ross Jackson interessant, for han har allerede vist vejen og vist, at man kan tjene penge på økologi. Han repræsenterer noget af den mest revolutionære miljøtænkning og er samtidig et ærkeeksempel på en kapitalistisk succes. Han kom til Danmark i 1960’erne og blev hyret af flere af Danmarks største virksomheder, både industriforetagender og banker, herunder Mærsk McKinney Møller personligt, til at udvikle avancerede IT-baserede løsninger.

SVENSK SELSKAB KØBTE URTEKRAM FOR 215 MILLIONER

Ross Jackson blev gennem årene mere og mere optaget af miljøområdet, og i 1987 etablerede han Foreningen “Gaia Trust”, der i dag støtter et netværk af økosamfund verden over. Ross Jackson blev ekspert i valutahandel og købte forretningen Urtekram sammen med Gaia Trust.

En truende økonomisk situation blev vendt, og han solgte virksomheden i 2015 for et trecifret millionbeløb til det svenske selskab Midsona, der er en af de førende virksomheder i Norden indenfor helsekost og personlig pleje.

Bl.a. hans engagement på miljøområdet fik ham til som privatperson at støtte Alternativets valgkampagne til Folketinget med to millioner kr. grundet deres fokus på bæredygtig omstilling – som bl.a. omtalt i en artikel i JyllandsPosten i juni 2015.

ØKONOMIEN HAR ALTID VÆRET DET VIGTIGSTE ARGUMENT IMOD ØKOLOGISK PRODUKTION

Landbrug og Fødevarer udsendte den 7. december 2015 pressemeddelelse om, at “Dansk økologi hitter i udlandet”. 2014 blev endnu et rekordår med en stigning i eksporten på 12 %.

Jeg spørger Ross Jackson, hvem der i grunden kan være imod denne udvikling. Der bliver meget stille et godt stykke tid.

“Ja, hvordan kan man være imod – det ved jeg faktisk ikke”, svarer han og pointerer, at økonomien altid har været det væsentligste argument, der er blevet brugt imod økologien – men at det økonomiske regnestykke efter hans opfattelse bliver sat forkert op.

EN AHA-OPLEVELSE DA SMÅ MEJERIER OG SLAGTERIER LUKKEDE

En af Ross Jacksons aha-oplevelser da han startede sit succesfulde færd som forretningsmand i Danmark, stammer netop fra dansk landbrug. Han blev i 1968 hyret som konsulent af Landbrugsrådet til at lave en analyse af, hvad der skulle ske med danske slagterier og mejerier.

Landbrugsrådet endte med at implementere alle forslagene, der indebar en kraftig reduktion i antallet af slagterier og mejerier i Danmark. De små slagterier og mejerier lukkede i lokalsamfundene.

DE EKSTERNE OMKOSTNINGER BLEV SLET IKKE INDREGNET

“Meget senere gik det op for mig, at det, der skete, indebar et gevaldigt dilemma. Det der reelt også skete var, at når de små virksomheder lukkede, så betød det også, at lokalsamfundene omkring slagterierne og mejerierne lukkede ned. Arbejdspladserne og aktiviteterne forsvandt, men disse eksterne omkostninger blev jo slet ikke indregnet i det samlede regnskab for beslutningerne i 1968,” konstaterer Ross Jackson.

VILLE NOK DUMPE EN HEL DEL STUDERENDE FRA CBS

Hvorfor er eksemplet interessant? Jo, det er det, fordi det ifølge Ross Jackson ikke er muligt at sammenligne udgifterne mellem økologisk produktion og industrilandbrugsproduktion, når alle omkostningerne ikke bliver indregnet.

Faktisk ville Ross Jackson, hvis han var professor på CBS, nok også dumpe en hel del studerende, der ikke afskrev kapital som fx kvaliteten af grundvandet og af muldjorden i beregningen af afkast, når de sammenligner industrilandbrug og økologisk jordbrug.

“Hvis kapitalen forsvinder eller forringes, går det jo ud over forretningen”, konstaterer Ross Jackson.

Det bemærkes, at Aarhus Universitets Forskningscenter Foulum i december 2015 i en ny undersøgelse omtalt af Danmarks Radio advarede mod, at industrilandbruget udpiner den danske muld.

VAR DET DEN RIGTIGE BESLUTNING FOR NATIONEN DANMARK?

Ross Jackson understreger, at det godt kan være, at det for slagteribranchen og mejeribranchen isoleret set var en økonomisk rigtig beslutning at lukke de lokale virksomheder – men var det den rigtige beslutning for lokalsamfundene – og for nationen Danmark, hvis alle omkostningerne blev gjort op, spørger han.

Ifølge Ross Jackson bør dansk industrilandbrugs økonomiske regnskab fx også indregne udgifter til vandmiljøplaner, ligesom det bør indregnes, at dansk landbrug fortsat modtager store tilskud fra EU. Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside fik dansk landbrug i 2013 7,2 milliarder kr. i støtte. Beløbet forventes i 2020 at ligge på ialt 6,6 milliarder kr.

DA PRISEN PÅ ØKOLOGISK MÆLK I 1990’ERNE BLEV SAT NED, BLEV UDVIKLINGEN AF ØKOLOGIEN SAT I GANG

Et andet spørgsmål omkring økonomi og økologi er selve prisen på de økologiske produkter hos forbrugerne.

“Da COOP tilbage i 1990’erne fra den ene dag til den anden sænkede priserne på økologiske mælk, satte det gang i udviklingen af økologien. Eksemplet er tankevækkende. Tænk hvis vi reducerede priserne på de økologiske produkter for alvor, ville alt så ændre sig?”

“Vi får nok svært ved at reducere momsen på økologiske fødevarer på grund af indviklede regler i EU, men hvorfor ikke udfordre EU, når reglerne er så indlysende forkerte? EU kan måske ikke stoppe, hvis Danmark ønsker at finde nye farbare veje for at støtte udviklingen af økologisk produktion,” spørger Ross Jackson.

HVAD MED OM ALLE GEMMER IDEOLOGIERNE LIDT TIL SIDE OG MØDES I EN NY MILJØDEBAT?

Jeg kan ikke lade være med at tænke..

Hvad med at sætte personlige forretningssucceser bag økologien sammen med beslutningstagere og erhvervsledere med det ene mål at diskutere konkrete muligheder for, hvordan succesen med økologisk produktion kan udvikles mest muligt?

Hvad med om ideologierne på alle sider af bordet blev gemt lidt til side?

Hvis den ene idelogi fx taler om ”kødfri dage, sælg din bil eller lev som Bonderøven”, den anden ideologi taler om ”det grønne går for vidt, vi er trætte af dommedagsprofetier”, den tredje ideologi taler om ”det handler om at sælge flere svin” eller den fjerde ideologi taler om noget helt fjerde.

Ja, så risikerer det at ende i, at folk råber fra hver sin side af bordet. Hvad med at mødes om den fællesnævner at sætte fuld fokus på en ny og offensiv miljødebat om, hvad vi i Danmark konkret kan gøre her og nu for at udnytte og udvikle en dansk verdenssucces endnu mere i et samarbejde mellem offentlige og private aktører bakket op af et nationalt politisk lederskab.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre – hvad er argumentet imod egentlig?

 

Hold det enkelt, dumme

Kronik i Berlingske Tidende: 

Digitaliseringen af vores kommunikation med hinanden tager fuld fart, og efterhånden virker det, som om digitalisering er blevet et mål i sig selv. Men digitalisering kan aldrig være andet end et middel til at nå målet – god kommunikation. Og her hjælper blind digitalisering langtfra altid.

Den 1. november 2014 blev al offentlig post til borgerne i Danmark digital. Digitaliseringen af Danmark tager fuld fart i tråd med, at den teknologiske revolution grundlæggende forandrer verden i et tempo, som langt overstiger dengang, hvor trykmaskinen skabte bogen og avisen. Mens vi griber mulighederne, er der så en risiko for, at vi en dag vil vågne op og spørge os selv – hov, hvad var det nu egentlig, vi smed ud med badevandet?

Skolernes Forældreintra er et jordnært eksempel. Folkeskolen i Danmark har i år 200 års fødselsdag og står med den nye skolereform over for sin helt egen revolution. Debatten om skolen er intens, og der er vedvarende fortællinger, der taler folkeskolen ned i omdømme.

Den enkelte skoleledelses kommunikationsopgave er overordentlig stor. Udover at sikre hele skolens daglige liv og kommunikation, står skolen til mål for de store nationale debatter og bliver målt og vejet på en vægtskål hver eneste dag. Forældreintra er i praksis det sted, hvor den stærkeste daglige kommunikation mellem skoleledelse, lærere og forældre finder sted.

Mange fristes til at overse beskeder i den daglige strøm af flygtigt nyt

Lad mig give et meget konkret eksempel – der var en dag tre beskeder i en mail fra mine børns skole, overskrifterne var noget i stil med: »Kære forældre, vi… Læs besked på Forældreintra«. Jeg åbnede alle tre – de handlede om Sarahs fødselsdag, valgfag og inklusion. Sikke et digitalt kommunikationskaos. Hvad nu hvis overskrifterne i prioriteret rækkefølge havde været:

• Vigtigt, dit barn skal vælge tysk eller fransk nu
• Orientering: Læs kommunens nye inklusionspolitik
• Fødselsdag – hos Sarah den 19. oktober, invitation følger

Mange fristes til at overse beskeder i den daglige strøm af flygtigt nyt, og skolen går dermed glip af at få sine budskaber til at nå modtageren med de problemer, det fører til. Forældre der ikke forstår, stiller mange spørgsmål, skriver mails og bliver usikre. Eksemplet illustrerer noget ganske basalt. Uanset hvilket system og teknologi så bliver det aldrig klogere end den måde, vi anvender det på. Og da rigtig mange systemer lægger op til flere skriftlige beskeder – virker systemet ikke bedre end den måde, vi skriver og kommunikerer på.

Der opstår en form for tabu om at diskutere både fordele og ulemper ved digitaliseringen

Det er sikkert rigtigt og vigtigt, at et nyt Skoleintra-system skal erstatte det gammeldags Forældreintra. Men der er ingen grund til at vente med at bruge det gamle system til at kommunikere bedre – kommunikationsudfordringen forbliver den samme.

Forskning viser, at digital læsning er udfordret kraftigt. Således fungerer læsningen af trykte medier som udgangspunkt bedre for menneskets hjerne: Vi fordyber os og forstår mere, mens det digitale medie indbyder vores hjerne til mere flygtig læsning og forståelse.
Denne viden stiller krav til, hvordan vi skriver, præsenterer og anvender tekster digitalt, men den stiller også krav til, hvordan vi kommunikerer til forskellige målgrupper, og hvornår vi supplerer den digitale kommunikation – og med hvad.

Gode gamle dyder skal ikke smides ud med badevandet. Skal den digitale kommunikation suppleres med det gammeldags brev, telefonsamtalen, artiklen i avisen, invitationen til informationsmødet, indbydelse til kursus eller det personlige møde? Eller måske det professionelle e-mail nyhedsbrev?

I tråd hermed viste en undersøgelse for nylig, at både unge og ældre finder det gamle papirbrev mere troværdigt end digitale mails. Det er en undersøgelse, som kalder på eftertanke – også sammenholdt med at forskning viser, at op mod halvdelen af alle mails om svære eller følsomme sager bliver misforstået.

Vi kender alle til eksempler på digitale udfordringer i vores dagligdag. Nem ID og digital post er meget omtalt, og eksemplerne trives ikke kun i den offentlige sektor. Samtidig med at udviklingen går så stærkt,er der opstået en kultur, hvor det kan være svært at forholde sig kritisk og konstruktivt til digitaliseringens dagligdag. Det er ligesom bare noget, der skal ske, og det skal helst gå hurtigt. Medarbejderne klapper hælene sammen og tier stiller – kritik kan være ilde hørt.

Der opstår en form for tabu om at diskutere både fordele og ulemper ved digitalisering og teknologi, og om hvordan den bedste anvendelse finder sted. Man kan hurtigt fremstå som en der taler »mod beslutninger og forandringer«, eller som en, der er »bagud og ikke kan finde ud af det«.

Men når den digitale revolution så grundlæggende ændrer hele vores samfund, er det vitalt – også udfra et demokratisk perspektiv – at det bliver mere almindeligt og naturligt at debattere digitale dilemmaer – og dermed også, hvordan vi udvikler, indretter og supplerer de digitale systemer.

Seks skarpe digitale dilemmaer for socialrådgiverne

Et EU-støttet projekt på University College Sjælland illustrerer dette med sit fokus på bl.a. seks skarpe digitale dilemmaer for socialrådgiverne:

1. Ofte indregnes besparelser i nye digitale systemer fra dag et – men nye digitale systemer tager tid at indføre og få til at virke godt i praksis.
2. Tid går fra personlig kontakt. Nye systemer og tidsforbruget med at anvende dem og registrere rigtigt, er stigende.
3. Mere skriftligt sprog kan misforstås. Systemer kræver, at mere bliver skriftligt registreret, men skriftlig dokumentation er ikke lig med objektive data.
4. Forkerte tolkninger forsvinder ikke. Systemerne gemmer de skriftlige registreringer, og en forkert fortolkning kan gå igen i årevis og skabe et forkert billede af virkeligheden.
5. Logik på hjemmesider er svær. For mange kan hjemmesidernes system-logik være svær og kræve tid, kompetencer og hjælp at finde rundt i.
6. Svage grupper får det sværere. De har det vanskeligt med de digitale systemer, og risikoen for, at alvorlige problemer ikke bliver opdaget i tide, kan derfor blive øget.

Prøv engang at læse eksemplerne med de »modsatte øjne« – hvad sker der, hvis ikke vi diskuterer og forholder os konstruktivt og kritisk til dilemmaerne?
Det viser, hvor vigtigt det er, at digitaliseringsbølgen i Danmark bliver fulgt af en åben vidensdeling, dialog og tilgang til, hvordan der kommunikeres om nye digitale systemer og teknologier, så visioner og gevinster kan blive til virkelighed.

Digitaliseringen løber hånd i hånd med omfattende reformer og strukturændringer. Offentlige organisationer bruger mange kræfter på at opstille strategier og føre dem ud i livet.

Måske kan der høstes større gevinster

God kommunikation og god ledelse er her direkte relateret til hinanden – og spørgsmålet er, om ikke man kommer langt ved at skrive sig forklaringen på den amerikanske flådes gamle designprincip fra 1960 – »Keep it simple, stupid« (KISS)– bag øret:

»KISS-princippet fastslår, at de fleste systemer arbejder bedst, når de holdes enkle snarere end komplekse. Derfor bør enkelhed være et nøglemål i designet og unødvendig kompleksitet bør undgåes.«

Den digitale revolution åbner mulighed for at skabe avancerede løsninger og komplicerede systemer. Kan svaret nogle gange være mere simple løsninger og at prioritere de digitale projekter lidt anderledes? Selve målet er vel ikke at digitalisere – digitalisering er et middel til at nå målet.

Som eksempel kan et nyt Skoleintra aldrig blive svaret på at skabe bedre kommunikation mellem skole og forældre. Et fokus på, hvordan systemet til kommunikation anvendes, og hvad der rent faktisk kommunikeres mellem skoler og forældre – det er den afgørende forudsætning for succes, også for det digitale system.

Måske der faktisk kan høstes større gevinster, hvis der prioriteres lidt flere af ambitionerne og ressourcerne fra de store digitale projekter over i at sikre god kommunikation i og omkring systemerne fra udvikling, implementering og til anvendelsen i dagligdagen.

Indlægget er bragt som kronik i Berlingske Tidende den 18. oktober 2014.