Uddannelsespolitik: Min datter bliver student – kan vi måske tale om andet end karakterer?

Uddannelsesdebat. Karakterkrav og systemer må ikke kvæle det, de unge skal gro fra. Alting passer ikke ind i effektivitetsmønstre og regneark. Vi taler om at undgå bureaukrati og kontrol i offentlig styring. Lad det også gælde unge i uddannelse. 

Indlæg på min blog på DenOffentlige, juni 2017. Sidst i teksten også et opfølgende blogindlæg i november 2017: Halvdelen af alle 8. klasses elever har stress – viser en ungdomsmusical vejen?

Min datter bliver student til sommer, og hun glæder sig. Karakterer har altid betydet meget. Men i disse år sker en gradvis stramning overalt. Både i tone og i handling.

Gymnasieelever rammes af stress og får gode råd til at trylle sig til bedre årskarakterer

Flere strukturelle tiltag trækker den vej, og flere forhold peger på, at selve italesættelsen af karakterer også er blevet problematisk:

De unge skal være hurtigere og mere effektive. De skal vælge rigtigt første gang, og de må helst ikke skifte uddannelse.

Læs også: Ungdommen kalder – har Danmark mere brug for en ungesag end en ældresag?

Mere end to ”sabbatår” er nærmest en forbrydelse, for så kan man ikke gange sit karaktergennemsnit op.

Et nyt skud på stammen er, at regering, KL og ekspertudvalg peger på tiltag, som skal sikre ”at svage unge” får ”en indgang” og med en fastere hånd skubbes i en ønsket retning. Allerhelst til erhvervsuddannelserne.

Der er masser af gode ting og intentioner i og bag mange tiltag, ligesom der var bag folkeskolereformen. Men det er vigtigt, at det man gør, og det man italesætter, det også passer til de unge netop, der hvor de er. .

”Jeg kunne aldrig drømme om at råde min børn til at vælge deres præcise livsvej i 9. klasse”

Som far til tre kunne jeg aldrig drømme om at råde mine børn til at vælge deres præcise livsvej i 9. klasse. Hvad enten det er til en erhvervsuddannelse eller omkring valg af en studieretning på et gymnasie.

Jeg bakker fuldt op bag deres drømme om sabbatår med rejser, arbejde og udenlandsophold. Og også mere end et år, hvis det bruges fornuftigt.

Det er da skønt for dem, som ved præcis, hvad de vil, og som går den lige vej gennem det hele. Men at tro på, at alle kan og skal gøre det, vil være et tegn på, at man tænker for meget “systemer og effektivitet” – og for lidt virkelighed og ungdom.

Med mine erfaringer som far og bestyrelsesmedlem i folkeskolen tror jeg fx heller ikke, at den bedste skolelærer altid er den, der som 22-årig er gået den direkte vej til lærergerningen. Der er mange udfordrende situationer mellem børn, omkring børn med vanskeligheder og omkring kontakten mellem hjem og skole, hvor det gavner, at man har prøvet lidt af hvert selv.

Når unge får lov at vokse på andre præmisser end de rent boglige – skal vi give mere plads til dette?

For de unge, der har det bogligt svært med fx danske og matematik, må det være en ekstra udfordring hele tiden gennem tests og karaktersystemer at få dokumenteret og italesat, at man er “svag”.

Måske man skulle prioritere andre fag højere i dagligdagens uddannelsessystem, så dem med håndværksevner og kreative evner også fik succesoplevelser – fremfor endnu et ”du’r ikke”.

Måske karaktererne skulle fylde og betyde lidt mindre i alt det, vi taler om og gør. I Birkerød viser teaterforeningen “Limenas” med 130 unge på tværs af skolerne, hvor meget andre typer projekter betyder for kreativitet, sammenhold og venskaber – og dermed jo også for læring. Her får unge lov at vokse på andre præmisser end de rent boglige. Skulle vi give sådanne ting mere plads?

Måske handler det mere om at tale håndværkerfaget op, vise og italesætte alt det spændende, jobmulighederne og mulighederne for senere videreuddannelse, hvis man vil have flere ind på erhvervsuddannelserne?

I stedet for med karakterer i bunden af skalaen som målestok at italesætte, at erhvervsuddannelserne er for dem, som ikke får så gode karakterer.

For dem der klarer sig godt bogligt i uddannelsessystemet, er det også værd at overveje, om karakterræset skal dæmpes lidt. Sådan som nogle gymnasier er begyndt at eksperimentere med,

Det man brænder for, det bliver man typisk også bedre til 

Tænk hvis hele måden, der blev tænkt uddannelse på satsede endnu mere på at finde og ramme de unges engagement – fremfor kampen for en højere karakter.

Det man brænder for, det viser al erfaring, at det bliver man typisk også bedre til. Og hvis man rammer den rette hylde her, vil det sjovt nok sikkert ende med, at flere bliver mere effektive og målrettede. Ja, måske vil de ovenikøbet få højere karakterer.

Bør vi i uddannelsesdebatten i Danmark give mere plads til at diskutere grundlæggende spørgsmål om vores syn på læring, uddannelsesveje, engagement og karakterer?

Vil det fx være godt at diskutere, om det egentlig er et rigtigt konstrueret system, når en uddannelse i psykologi er så godt som lukket land, hvis ikke man får lutter 12-taller?

Får vi de bedste psykologer, hvis vi kun kigger på 12-tallerne?

Hvad afgør, om du bliver en god psykolog? Er det karakteren, eller er det lige så meget – eller endnu mere – personen og livserfaringen?

Jeg er privilligeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det er nogle store år, og de skal have lov til at være unge.

Det gør ikke noget, de ikke rammer rigtigt første gang. Det gør ikke noget, om gennemsnittet er en lille tand højere eller lavere.

Det er langt vigtigere, at de faktisk har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund derfra hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.

Giv dem plads til at gro – også hvis de kvajer sig lidt på vejen

Det kan godt være, det ikke altid passer i et effektivtetsmønster på skrivebordet. Men er det egentlig ikke også det, vi taler om, når vi taler behov for tillidsreform, fokus på kerneopgaverne og mindre bureaukrati?

At vi er nødt til at gøre lidt op med en styringslogik i den offentlige sektor – og kigge på kerneopgaverne og menneskene bag dem – i dette tilfælde vores ungdom.

Jeg tror aldrig, vi i Danmark har haft en dygtigere ungdom, end vi har i dag. Vi skal passe på, når vi med karaktersystemer, regneark, effektivitetskrav og strukturreformer søger at stramme garnet.

Vi skal give vores ungdom plads til at gro – også hvis de skulle kvaje sig lidt på vejen.

Fulgt op med nyt blogindlæg på DenOffentlige i november 2017: 

Halvdelen af 8. klasses eleverne oplever pres – viser en ungdomsmusical hvad vi taler for lidt om?

8. klasses elever føler sig pressede over uddannelses- og jobvalg, viser en ny undersøgelse. Kan vi risikere et uddannelsespolitisk selvmål, og skal vi tale meget mere om sådan noget ”ufagligt” noget som for eksempel – en ungdomsmusical?

En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at næsten halvdelen af alle elever i ottende klasse føler et stort pres over at skulle vælge uddannelse.

– ”Allerede i 8.klasse fylder tanken om det kommende uddannelses- og jobvalg rigtig meget. Eleverne gør sig mange tanker om, hvad de vil. Bagsiden af medaljen er, at vi ser så mange unge oplever det som en stressfaktor”, skriver instituttet i pressemeddelelsen ”Unge føler tidligt pres over valg af uddannelse”.

Bør undersøgelsen vække bred uddannelsespolitisk eftertanke?

Selvom mange også synes, det er spændende at tænke over, hvad de skal, og selvom det er i tidens uddannelsespolitiske trend at strømline uddannelsesveje og også godt at få de unge til at være mere bevidste om deres uddannelsesvalg, må det, at næsten halvdelen oplever det som et pres allerede i 8. klasse, vække stof til bred eftertanke – uanset ens politiske overbevisning.

5.300 unge har taget del i den nye undersøgelse, der viser, at det er unge over en bred kam, der føler sig pressede.

Risikerer uddannelsesdebatten at gå veje, som måske gavner mange, men som også kan volde store grupper af unge problemer – og dermed risikere et uddannelsespolitisk selvmål?

LÆS OGSÅ: MINISTER: ELEVERNE SNYDER

Ungdomsmusical: “Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud”

Måske skal vi tale meget mere om noget helt andet. Som eksempel kører ungdomsmusicalen Limenas i disse dage på 27. år i Rudersdal Kommune.

I relation til den megen debat om folkeskolen, er det tankevækkende, at bestyrelsesformanden for Limenas i artiklen ”Meget mere end en musical” i Frederiksborg Amtsavis den 20. november udtaler: “Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud”.

I Limenas kommer de unge væk fra faste strukturer gennem mange år – væk fra grupperinger og kliker – og 130 unge mellem 11 og 20 år mødes helt frivilligt på tværs af kommunens skoler og klasser og på tværs af aldre og boglige kundskaber.

De unges glæde og begejstring leves ud – alle spiller en vigtig rolle

Som instruktørerne siger:

– “Vi stiller også krav. At lave en professionel musical fordrer disciplin, og der er mange deadlines. Men vi gør ikke noget på typisk skolevis. De unges glæde og begejstring leves ud, og de er sammen om det hele. Alle spiller en vigtig rolle”.

Jeg har fulgt tilblivelsen af årets musical ganske tæt i år, og jeg er overbevist om, at de unge i de tre måneder, de vier deres fritid, aftener og mange weekends, der lærer de så meget, som de aldrig ville lære i deres daglige skolegang.

Taler vi nok om det?

Ja, der sker lignende gode ting mange andre steder i det danske land. Ja, der er helt sikkert også mange gode aktiviteter i forenings- og idrætslivet landet over.

Taler vi nok om det?

Digitalisering: Hold det simpelt, dumme – min kronik i Berlingske bliver del af undervisningsbog

For et år siden skrev jeg kronik i Berlingske om noget af det afgørende i digitaliseringen af Danmark. Nu indgår kronikken i en ny grundbog i dansk til erhvervsuddannelserne.

Undervisningsbogen er beregnet til dansk A niveau og indeholder afsnit om sprog, litteratur og medier. Bogen følger den gymnasiale bekendtgørelse til brug for merkantile eux-forløb og opfylder de krav, der er til fagets kernestof og faglige mål.

I min kronik beskriver jeg, hvordan digitaliseringen af vores kommunikation med hinanden tager fuld fart, og at man skal passe på, at digitalisering ikke er et mål i sig selv. Mens vi griber mulighederne, er der så en risiko for, at vi en dag vil vågne op og spørge os selv – hov, hvad var det nu egentlig, vi smed ud med badevandet?

Husk det gamle amerikanske flådeprincip

En af de ting jeg kommer ind på er, at god kommunikation og god ledelse er direkte relateret til hinanden – og at man i digitaliseringen af Danmark kommer langt ved at skrive sig forklaringen på den amerikanske flådes gamle designprincip fra 1960 – »Keep it simple, stupid« (KISS)– bag øret:

»KISS-princippet fastslår, at de fleste systemer arbejder bedst, når de holdes enkle snarere end komplekse. Derfor bør enkelhed være et nøglemål i designet og unødvendig kompleksitet bør undgåes.«

Den digitale revolution åbner mulighed for at skabe avancerede løsninger og komplicerede systemer. Kan svaret nogle gange være mere simple løsninger og at prioritere de digitale projekter lidt anderledes? Selve målet er vel ikke at digitalisere – digitalisering er et middel til at nå målet.

Som eksempel kan et nyt Skoleintra aldrig blive svaret på at skabe bedre kommunikation mellem skole og forældre. Et fokus på, hvordan systemet til kommunikation anvendes, og hvad der rent faktisk kommunikeres mellem skoler og forældre – det er den afgørende forudsætning for succes, også for det digitale system.

Måske der faktisk kan høstes større gevinster, hvis der prioriteres lidt flere af ambitionerne og ressourcerne fra de store digitale projekter over i at sikre god kommunikation i og omkring systemerne fra udvikling, implementering og til anvendelsen i dagligdagen.

Læs hele kronikken her – bragt i Berlingske Tidende i oktober 2014

 

 

Tal mere om digitale dilemmaer

Der er brug for en meget mere åben dialog om digitale udfordringer, så visioner kan blive til virkelighed. EU-projekt peger på seks skarpe digitale dilemmaer.

Danmark skal digitaliseres, og nye teknologier vil gøre, at det Danmark, vi kender i dag, ser anderledes ud om få år. Men det betyder ikke, at vi med naive, begejstrede øjne skal gribe alt det nye og buldre frem med høj fart uden at gribe til kritiske og fornuftige ræsonnementer om, hvad der er godt, hvad der er mindre godt, og hvad der ikke fungerer.

Den 27. marts 2014 fortæller DR fx, at det alt for ofte går galt, når staten udvikler it-systemer, der skal effektivisere arbejdsgange i det offentlige. En lektor fra Københavns Universitet har fulgt, hvordan systemer ofte bliver forsinkede, dyrere end planlagt eller slet ikke fungerer og peger på mange konkrete eksempler.

Mange små konkrete eksempler fra dagligdagen

Jeg er overbevist om, at mange borgere, medarbejdere og ledere fra deres egen hverdag har små konkrete eksempler på de udfordringer, som digitaliseringsbølgen fører med sig. Det virker som om, der nemt opstår en form for tabu om at diskutere og forholde sig konstruktivt og kritisk til både fordele og ulemper ved digitalisering og teknologi, og hvordan den bedste anvendelse finder sted.

Det er ikke nemt at stille kritiske spørgsmål til systemer og investeringer, og man risikerer hurtigt at fremstå som en, der taler ”mod beslutninger og forandringer”.

Seks skarpe digitale dilemmaer

Et EU-støttet projekt har sat fokus på seks skarpe digitale dilemmaer for socialrådgiverne:

1: At besparelser indregnes fra dag 1. Nye digitale systemer tager tid at indføre og få til at virke godt i praksis, men besparelserne bliver meget ofte indregnet fra dag 1.
2: At tid går fra personlig kontakt. Nye systemer og tidsforbruget med at anvende dem og registrere rigtigt, er stigende, og det tager tid fra den personlige sagsbehandling.
3: At mere skriftligt sprog kan misforstås. Systemer kræver, at mere bliver skriftligt registreret. Der kan opstå en forestilling om, at denne skriftlige dokumentation er lig med objektive data. Men sådan er det ikke. Skriftlighed er noget andet end en personlig samtale, særligt når emnerne er følsomme. Meget vil ikke blive skrevet ned, meget vil kunne misforstås,
4: At forkerte tolkninger ikke forsvinder. Systemerne gemmer de skriftlige registreringer, og en forkert fortolkning kan gå igen i årevis og risikerer at blive refereret igen og igen og dermed skabe et forkert billede af virkeligheden.
5: At logik på hjemmesider er svær. For mange, selv it-vante, kan hjemmesidernes system-logik være svær og kræve tid, kompetencer og hjælp at finde rundt i.
6: At svage grupper får det sværere. Svage grupper kan få det endnu sværere, fordi de har det vanskeligt med de digitale systemer, og fordi tiden til personlig sagsbehandling er under pres. Risikoen for, at alvorlige problemer ikke bliver opdaget i tide, kan derfor bliver øget.

De seks dilemmaer er et tankevækkende og jordnært eksempel på, hvor vigtigt det er, at digitaliseringsbølgen i Danmark bliver fulgt af en mere åben dialog og tilgang til, hvordan der kommunikeres om nye digitale systemer og teknologier, så visioner og gevinster kan blive til virkelighed.

Indlægget er bragt i min blog på mediehuset Den Offentliges nyhedssite.

5 gode råd og advarsler om at håndtere vanskelige mails

Vi sender og får flere og flere mails. Men op mod halvdelen af alle mails bliver misforstået. Som leder skal du hjælpe dine medarbejdere med at håndtere de vanskelige mails.

Forskning viser, at vi bruger 28 procent af vores arbejdstid på mails. Samtidig viser forskningen, at der sker langt flere misforståelser i skriftlige mails end i personlige samtaler. Op mod halvdelen af alle mails risikerer at blive misforstået.

Mange steder i fx skoler og institutioner kan mails fra forældre opleves som en voksende opgave, som kan være svær at håndtere for medarbejderne.

Én enkelt mail kan føre til mange frustrationer

Forældre er svære at “opdrage” til at formulere sig generelt, positivt og hensynsfuldt til skolen. Sommetider er de i deres følelses vold og stærk advokat for deres børn i forhold til situationer, som de ofte har fået beskrevet af deres egne børn.

Det er typisk i emner, der går forældrene nær, som fx lektier og trivsel. Derfor kan det virke angribende og groft – og kan også være det – men det, der er vigtigt her, er: Hvordan håndterer du det som leder og støtter og klæder dine medarbejdere på, når den slags mails lander i deres mailbox?

Medarbejderen kan stå alene tilbage, og en enkelt mail kan føre til mange tanker. Det kan være, at medarbejderen læser mailen om aftenen, og at den efterlader frustrationer den aften, der ellers skulle have været brugt til at løse lidt hjemmearbejde og koble af bagefter.

Lav jeres egen simple mailpolitik

Det er en overset risiko i den digitale udvikling. Der kommunikeres mere og mere skriftligt med et stort antal mennesker på tværs af baggrunde, kulturer og organisationer – også med mennesker, som vi måske lige så godt kunne tale sammen med lidt hyppigere.

Skriftlige mails og beskeder er ikke det samme som den personlige samtale. Det er særligt, når der er følelser eller komplicerede spørgsmål i spil, at misforståelserne opstår. Forskerne opfordrer derfor til at gribe telefonen, når noget er svært.

For skolen og institutionen er der en vigtig vej at gå: Tal om, hvordan I håndterer vanskelige mails. Sørg for at skabe en kultur, hvor der bliver talt om vanskelige mails. Og overvej, om I skal udarbejde en mailpolitik.

Den første grundregel kan passende være – svar aldrig hurtigt og impulsivt på en vanskelig mail. Vent og tænk dig om. Andre gode råd kan handle om, hvad I gør, når mange er sat “cc” på en vanskelig mail. Om I lægger op til en telefonsamtale med afsenderen fremfor en skriftlig besvarelse, og om medarbejdere fx opfordres til at sparre med leder eller kollega inden besvarelse.

Husk at ansvaret er og bliver jeres eget. Opgiv enhver tanke om at få forældre og borgere til at bruge mails på måder, I gerne vil have – men find i stedet ud af, hvordan I vil besvare og håndtere mails, når det er svært.

Væsentligt er det, at man ikke som leder lader sine medarbejdere alene med en vanskelig mail. At medarbejderen føler, at der er opbakning til, at man snakker om situationen, og at der på arbejdspladsen er værktøjer og retningslinjer, som man kan støtte sig op ad.

5 gode råd

1. Svar aldrig hurtigt og impulsivt på en vanskelig mail

2. Skab en kultur hvor I taler åbent om vanskelige mails

3. Husk at skriftlige ord meget tit bliver misforstået, når det er svært

4. Grib telefonen lidt oftere og skab den personlige tillid

5. Overvej en mailpolitik, men husk at gøre den simpel

Indlægget er skrevet sammen med konsulent Benedikte Ask Skotte og Søren Jensen og bragt på Lederweb i januar 2014.

Se også mit tidligere indlæg i oktober 2013 på Den Offentlige “Æder mails for meget af vores tid” med henvisninger til forskning og undersøgelser.

Miljødebattens danske tilstand: Fire indlæg på min blog på DenOffentlige

Efter ti år væk fra miljøområdet skrev jeg i 2015 fire indlæg om miljødebatten i min personlige blog på DenOffentlige. Læs de fire indlæg her. 

Indlæg 1, 15. december 2015: 

Miljødebattens danske tilstand: Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø

Mens verdens ledere juber over en historisk enighed på klimaområdet efter COP 21 i Paris, så ulmer den politiske uenighed i Danmark tilsyneladende. Er miljødebatten som i 2001 ved at lande midt i et ideologisk opgør, og er det smart for Danmark?

Jeg var redaktør i Miljøstyrelsen i 2001, da Anders Fogh Rasmussens nye regering gennemførte store nedskæringer på miljøområdet. To år senere, i 2003, slog statsministeren fast ved Venstres landsmøde: “Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere af regeringens miljøpolitik”. 

FREMTIDENS NYE GRØNNE ØKONOMI SOM AMERIKANERNES MÅNELANDING

Fem år senere – året før Danmark i 2009 var vært for FN’s klimatopmøde – erklærede Anders Fogh Rasmussen ved Venstres Landsmøde i 2008, at han havde taget fejl og sagde bl.a.:

  • Jeg skal være helt ærlig over for jer og bekende, at jeg har meget længe hørt til dem, der var sådan lidt i tvivl om det der med klimaet.
  • Det vil være meget kostbart for mennesker og naturen at lade være med at handle.
  • Vi skal gøre Danmark helt fri af fossile brændsler som olie, kul og gas og skabe en grøn vækstøkonomi i Danmark.

JEG HAR ALDRIG FORSTÅET, HVORFOR MILJØ- OG KLIMADEBATTEN SKAL ENDE I EN IDEOLOGISK KRIG

Anders Fogh Rasmussen sagde, at mange hos Venstre nok har været lidt fodslæbende på miljøområdet og sammenlignede fremtidens nye grønne økonomi med amerikanernes månelanding.

Statsministeren sagde bl.a. med henvisning til den amerikanske præsident Kennedy først i 1960’erne og hans vision om mennesket på månen:

“Og mit synspunkt det er, at når menneskeheden er i stand til at landsætte en mand på månen, så er menneskeheden også i stand til at udvikle en ny økonomi der ikke er så afhængig af fossile brændsler, som den vi har i dag. Og det er lige præcis, dette vi skal sætte os som mål. Dette at udvikle en ny grøn økonomi, det er vor generations og næste generations store månelandings projekt”.

Det er desværre ikke lykkes mig at finde talen i sit fulde omfang andre steder end på fagbladet Ingeniørens hjemmeside gengivet her under “Fakta – læs statsministerens miljøtale”. 

BLÅ BOKS GRØNNE REALISME – SLÅR HISTORIEN EN SLØJFE TILBAGE?

Jeg skal indrømme, at jeg på mange måder var lettet, da jeg hørte talen. Jeg har aldrig forstået, hvorfor miljø- og klimadebatten skal ende i en ideologisk krig, og hvorfor man tilsyneladende skal erklære sig som enten “del af rød blok” eller som “dommedagsprofet” for at se miljø og klima som afgørende for både klodens og menneskets fremtid og som et nationalt forretnings- og vækstområde med stort globalt potentiale for Danmark og danske virksomheder.

Er det ved at ske igen? Slår historien en sløjfe tilbage til fuglen, fisken og frøen, når en ny regering med den samlede blå blok som støtter taler om behovet for “grøn realisme”, og når miljøområdet i Danmark i dag er lagt sammen med fødevareministeriets område – et i internationalt perspektiv ganske markant skridt ned af ranglisten.

Ja, lige efter blå bloks sejr ved folketingsvalget i juni 2015 talte Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance igen om at sætte Bjørn Lomborg på finansloven – bl.a. omtalt den 10. juli på DR under overskriften Blå blok vil have Lomborg tilbage på finansloven”.

I grunden et opsigtsvækkende forslag i en tid med  fokus på behovet for offentlige besparelser, at netop denne ene person skulle have sin egen bevilling – og at det var vigtigt at få talt om netop det emne så hurtigt. Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt udtalte bl.a. “Der er brug for flere stemmer i klimadebatten. Den er for ensidig og lidt for elitær”.

GLEM ET ØJEBLIK HVOR ENIG ELLER UENIG DU ER I REGERINGENS POLITIK – DET ER IKKE DET, DETTE INDLÆG HANDLER OM 

Kære læser – glem et øjeblik hvor enig eller uenig du måtte være i regeringens politik. Det er ikke det, dette indlæg handler om. Spørg i stedet, også med kommunikationsbrillerne på:

Er det i grunden et smart internationalt signal at sende for Danmark igen at gøre miljødebatten til et ideologisk opgør i en tid, hvor der globalt set sker præcis den modsatte bevægelse – eksemplificeret aktuelt med den historiske enighed ved COP 21 i Paris.

Måske det ville være interessant for den danske miljødebat at erindre Anders Fogh Rasmussens tale fra 2008 og spørge, om ikke det er værd at notere sig en lære af forløbet fra 2001 til 2008.

CITAT AF VENSTRES STATSMINISTER: “LAD OS IKKE BETRAGTE GRØN POLITIK SOM EN OMKOSTNING, MEN SOM EN GEVINST”

Et ideologisk opgør, der den gang på mange måder syntes afsluttet, med statsministerens tale, hvor han med nationale briller også erklærede:

“Lad os ikke betragte grøn politik som en omkostning, men som en gevinst. Det er på det grundlag, vi nu skal skabe ny vækst i Danmark”.’

Tankevækkende læsning i 2015, ikke sandt? Måske kan vi lære noget af historien?

Indlæg 2, 3. januar 2016:

Da Danmark smed en global førerposition: Farvel til klimaduksen og goddag til milliardtab

Ikke så snart har hele Verden valgt mere eller mindre at adoptere dansk klimatænkning gennem årtier, før Danmark selv opgiver den frontløberposition, vi så flot har opbygget, indtaget, dyrket og ikke mindst investeret milliarder i.

Besynderligt af to årsager. For det første svarer det til at Novo Nordisk dropper dele af sin forskning og erfaring med diabetes for at rette interessen mod noget andet. For det andet sætter vi os på en sidelinie med mindre politisk og diplomatisk indflydelse.


Regeringen valgte i finansloven for 2016 at nedskære miljø- og klimaaprogrammer med over 300 milioner kr. Sammenholdt hermed steg dansk eksport på området med knap 7 milliarder kr. fra 2013 til 2014.

Det er svært at forstå rationalet. Også Dansk Industri har rejst kritik – fx i en artikel i Berlingske.

Læs også “Miljødebattens danske tilstand: Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø…!”

Tidligere folketingsmedlem Steen Gade er måske en af de danskere, der har deltaget i flest klimatopmøder. COP 21 i Paris var hans tolvte, siden han første gang deltog ved Kyoto-mødet i 1997. Steen Gade deltog i COP 21 som rådgiver for Nordisk Råd.

“Selv i perioden fra 2001-2008, hvor Anders Fogh regeringen ønskede at gøre op med miljøområdets betydning, så havde Danmark stadig en fremtrædende plads. I Paris eksisterede Danmark bare ikke. Det har jeg aldrig oplevet før”, fortæller Steen Gade.

Kritik af regeringens nye klimasignaler fra mange 

Regeringen har gjort en del ud af at forklare, at ønskerne om nedskæringer på fx klimaforskning og klimamål er nødvendige økonomisk. Alle skal spare, og vi er stadig i front internationalt, har det lydt flere gange.


Besparelserne har været kritiseret markant fra flere sider, herunder af fx EU’s tidligere klimakommissær Connie Hedegaard, af direktører fra vindmølleindustrien og Grundfoss og af DTU’s rektor. Læs bl.a. artiklen i Politiken “Finansloven er blevet det grønne slagtehus”  og artiklen i Børsen “Grønne nedskæringer under angreb fra egne”.

Danmark blev i Paris hånet af et stort antal internationale miljøorganisationer og fik overrakt en lidt flatterende “Fossilpris”, mens norske, svenske og finske ministre samtidig spillede en nøglerolle ved forhandlingsbordene. Læs bl.a. artiklen i Berlingske “Danmark hånes på klimatopmøde for at sænke ambitioner

Fransk topdiplomat: Vi skal bare gøre det modsatte af Danmark

En fransk topdiplomat udtalte i New York Times samtidig, at hvis vi skal lykkes i Paris, skal vi bare gøre al det modsatte af, hvad Danmark gjorde ved klimatopmødet i København i 2009. New York Times skriver bl.a., at “dårligt diplomati fra danskernes side var en af de største årsager til de fejlslagne forhandlinger i København”. Læs bl.a. artiklen på tv2.dk “Topdiplomat sviner Danmark – gjorde alt forkert”.

Fra at være anerkendt som førende til at blive omtalt som et dårligt eksempel

Sagt på en anden måde – fra at være anerkendt som førende på klimaområdet til at blive omtalt som et dårligt eksempel. Det er noget af en ændring, der er sket med den internationale omtale af Danmark på miljøområdet på ganske kort tid.

Steen Gade mener ikke, det bør undre regeringen og danskerne, at dette skete i forbindelse med klimatopmødet i Paris:

“Hele stemningen omkring COP 21 var, at nu skal det lykkes. Når Danmark præcis samtidig markerer sig med, at vi vil gøre mindre, så bliver der lagt mærke til det. Det får konsekvenser for, hvordan Danmark opleves og omtales. Hele tonen på COP 21 er, at alle skal gøre mere og hurtigere. Så kan det være lige meget, om man stadig ligger i toppen internationalt med nogle indsatser. Det er de politisk signaler, det handler om. Der må man være klar over, at Danmark har chokeret, og at udlandet har lagt mærke til det”, siger Steen Gade.

Det er nu, vi skal gribe mulighederne – Danmark kan stadig være i front

Steen Gade glæder sig over resultatet i Paris – og over at andre gjorde det godt. Og han vil gerne fortælle den gode fremadrettede nyhed også:

“Danmark kan stadig være i front. Det er nu, vi skal gribe mulighederne og ikke vende tilbage til den miljøideologiske konflikt i 0’erne”, pointerer han.

Som et tankevækkende “ps” til diskussionen om Danmarks rolle er her et citat af den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer i kølvandet på de besparelser på den danske miljøstøtte til Østeuropa, som Anders Fogh regeringen gennemførte efter regeringsskiftet i 2001:

“Hvis man gennemfører de drastiske nedskæringer, ryger Danmarks troværdighed, ligesom danske virksomheder vil miste en del af den markedsposition, de har opnået på miljøområdet især på grund af den danske hjælp” (finans.dk: Hoffmeyer slår alarm over miljøbesparelser)

Et relevant spørgsmål er jo så – kunne eksporten i de efterfølgende år være blevet endnu større, hvis nationalbankdirektørens advarsel var blevet hørt?

Sagt på en anden måde er der efterhånden historisk belæg for, at den danske satsning på miljøområdet også kan være en god økonomisk forretning for Danmark, og at en front mellem rød og blå blok i Folketinget om miljøområdet ret beset burde høre hjemme i historiebøgerne.

Diskussionen må handle om hvordan – ikke om og hvorfor. Om visioner og muligheder og om hvordan vi samles om at fastholde vor lands internationale stemme og position.

Selv vi hvis glemmer de store miljødebatter og tager afsæt i eksporttal fra Danmarks Statistik…

En af mine missioner med denne blog om miljø er at netop at rejse spørgsmålet: Tænk hvis vi i Danmark ikke vælger at lade miljødebatten handle om et ideologisk opgør men i stedet vælger at tage et decideret offensivt afsæt: Hvordan kan vi udvikle visionen om miljøområdet til gavn for Danmark og danske virksomheder?

Ja, selv hvis vi glemmer de store miljødebatter om menneskets og klodens fremtid – om global opvarmning, om biodiversitet, vandmangel og dommedagsprofetier – så kan vi nøgternt tage afsæt i tal fra Danmarks statistik, der viser, at den samlede grønne dansk eksport i 2013 udgjorde 65 milliarder kr. og i 2014 72 milliarder kr.

I en tid hvor alle taler uden stop om økonomiske udfordringer i Danmark, om effektiviseringskrav og besparelser og om problemer med at opretholde velfærdssamfundet, må det være på høje tid at sætte fokus på den grønne branche på nye måder.

Og undlade at optrappe en meningsløs ideologisk krig.

Indlæg 3, 10 januar 2016:

Danskerne ønsker flere økologiske varer – hvorfor taler vi ikke meget mere om dette?

Det er opsigtsvækkende, at regeringen lige før jul offentliggør en ny fødevare- og landbrugspakke, som:
  • Tilsyneladende bryder med mange års bredere politisk enighed på vandmiljøområdet.
  • Med et bagtæppe om behovet for “grøn realisme” ikke lægger meget vægt på at omtale succesen med økologiske varer i Danmark.

Pakken blev vedtaget med snævert flertal i blå blok og modtog med det samme hård kritik, ikke bare fra rød blok, men også fra Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening.

Læs bl.a. artiklerne “S og R: Sort dag for det grønne Danmark, “Naturforening: Miljøet får en på siden af hovedet” og “Øko-formand: Regeringen må være miljø- og markedsblind

Jeg kan selvfølgelig ikke vurdere planens detaljer. Der kan være masser af fornuft rundt omkring i pakken. Det er ikke min kompetence at gå ind i.

Mit ærinde er, at lanceringen af pakken synes at være endnu et tegn på, at regeringen og blå blok tilsyneladende bryder mange års bred national enighed om en række store danske miljøindsatser.

På den måde kan lanceringen af pakken ligge i tråd med de nye toner fra regeringen og blå blok på klimaområdet.

Læs også: Da Danmark smed en global førerposition: Farvel til klimaduksen og goddag til milliardtab

Bagtæppet for fødevare- og landbrugspakken ligger i forlængelse af en kronik af de tre partiledere fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i JyllandsPosten tilbage i november 2014 med overskriften “Mere vækst med grøn realisme”.

De tre partiledere skriver her:

“I vores iver efter at sikre naturen, miljøet og en bæredygtig produktion har vi skubbet hensynet til vækst i erhvervet i baggrunden. Det er på tide at ændre den balance og de prioriteter en smule”.

Miljøorganisationerne er blevet markant svagere til at sætte dagsorden

Som ps kan man konstatere, at den nærmest fraværende debat om de markante ændringer af linjen på miljøområdet i Danmark synes at være et vidnesbyrd om, at miljødebatten i Danmark ikke er særlig stærk i disse år, at mediernes interesse for miljø er faldet, og at miljøorganisationerne er blevet markant svagere til at sætte dagsorden.

Lige bagved alt dette er det opsigtsvækkende, at den markante succes med økologisk produktion i Danmark slet ikke nævnes i partiledernes indlæg i 2014, og at økologien heller ikke får megen opmærksomhed ved lanceringen af den nye pakke i december 2015.

Hvorfor er det opsigtsvækkende? Jo, da jeg i 1990’erne var redaktør på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, ville mange kredse have kaldt spådomme om disse nyheder i 2015 som det rene fantasteri:

Markant vækst i salg af økologiske varer. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser fortsat markant vækst i det samlede salg af økologiske fødevarer og drikkevarer. Især salget af kød, frugt og grøntsager er steget markant og udgør nu en omsætning på 6,4 milliarder kr. Priserne på de økologiske varer er samtidig faldende. Opgørelsen er omtalt på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Økologi er et af de få vækstområder. Salget af økologiske varer udvikler sig nu så hurtigt, at store virksomheder som Arla, Carlsberg og Danish Crown udtaler sig om behovet for at producere mere og udvikle flere økologiske produkter. Økologi er et af de få vækstområder, lyder det. Virksomhederne udtaler sig i Politikens artikel “Virksomheder begynder at se fordele i at udvikle øko-varer”. 

Efterspørgslen er stigende. Fra Landbrug og Fødevarer, fra dansk landbrugs højborg på Axelborg, udsendes pressemeddelelse om, at det synes realistisk at nå de politiske mål om at fordoble det økologiske areal i Danmark inden 2020. Det var ikke, hvad de forventede, skriver de ærligt, men efterspørgslen fra forbrugere og eksportmarkeder er markant stigende. Denne pressemeddelelse og flere andre relevante kan læses på Landbrug og Fødevarers hjemmeside.

Så – undskyld jeg tillader mig at spørge – hvad er grøn realisme egentlig?

Læs også: Miljødebattens danske tilstand: Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø…

Hvem anså disse resultater som mulige at opnå, da den første økologiske mælk kom på varehylden?

Var det grøn realisme? Hvad er grøn realisme i dag? Hvad er grøn realisme i morgen?

Er der nogen modsætning i at diskutere miljøsituationen i det samlede landbrug og herunder de forskellige dele i fødevare- og landbrugspakken og samtidig tale højt om at satse på endnu flere økologiske varer?

Hvis svaret er – nej, der behøver ikke være nogen modsætning – skal alle parter så ikke skynde sig at blive enige om at tale rigtig højt om og diskutere, hvordan vi får skabt endnu mere økologisk produktion?

Indlæg 4, 23. januar 2016:

Øko-millionær: COOP har vist vejen for global førsteplads

Økonomi bliver brugt som argument imod økologi. Men det regnestykke holder ikke, hævder Ross Jackson, der blev mangemillionær på salget af Urtekram.

Her er et spørgsmål: Når Danmark er verdensmester i økologi, og verden efterspørger mere økologi, hvorfor er al fokus så ikke rettet ind på det?

Endnu et: Dansk landbrug har økonomiske problemer, politikere og erhvervsliv efterlyser vækstpotentialer. Hvorfor er al fokus så ikke rettet ind på et område, hvor vi allerede er verdensmestre?

Eller som den danske øko-millionær og succesfulde forretningsmand, Ross Jackson siger:

“Tænk hvis miljøområdet og økologisk produktion ikke blev udviklet på trods. Hvad ville der så ske?”.

COOPs administrerende direktør, Peter Høgsted, skrev i efteråret 2015 et indlæg, hvor han kritiserede regeringen for at neddrosle ambitionerne for økologi i Danmark.

“Det bekymrer COOP, hvis der ikke satses yderligere på økologisk omlægning og støtte hertil”, skrev han og efterspurgte en vision fra regeringen.

Direktøren slår fast, at COOP holder fast i deres visioner. Det er da også synligt på min mælkekarton, hvor der står, at  “COOP har en vision om at gøre Danmark dobbelt så økologisk og lukke en hel million flere dyr ud under åben himmel”. Erhvervslivet har altså visionerne allerede og vil holde fast i dem.

Derfor er Ross Jackson interessant, for han har allerede vist vejen og vist, at man kan tjene penge på økologi. Han repræsenterer noget af den mest revolutionære miljøtænkning og er samtidig et ærkeeksempel på en kapitalistisk succes. Han kom til Danmark i 1960’erne og blev hyret af flere af Danmarks største virksomheder, både industriforetagender og banker, herunder Mærsk McKinney Møller personligt, til at udvikle avancerede IT-baserede løsninger.

SVENSK SELSKAB KØBTE URTEKRAM FOR 215 MILLIONER

Ross Jackson blev gennem årene mere og mere optaget af miljøområdet, og i 1987 etablerede han Foreningen “Gaia Trust”, der i dag støtter et netværk af økosamfund verden over. Ross Jackson blev ekspert i valutahandel og købte forretningen Urtekram sammen med Gaia Trust.

En truende økonomisk situation blev vendt, og han solgte virksomheden i 2015 for et trecifret millionbeløb til det svenske selskab Midsona, der er en af de førende virksomheder i Norden indenfor helsekost og personlig pleje.

Bl.a. hans engagement på miljøområdet fik ham til som privatperson at støtte Alternativets valgkampagne til Folketinget med to millioner kr. grundet deres fokus på bæredygtig omstilling – som bl.a. omtalt i en artikel i JyllandsPosten i juni 2015.

ØKONOMIEN HAR ALTID VÆRET DET VIGTIGSTE ARGUMENT IMOD ØKOLOGISK PRODUKTION

Landbrug og Fødevarer udsendte den 7. december 2015 pressemeddelelse om, at “Dansk økologi hitter i udlandet”. 2014 blev endnu et rekordår med en stigning i eksporten på 12 %.

Jeg spørger Ross Jackson, hvem der i grunden kan være imod denne udvikling. Der bliver meget stille et godt stykke tid.

“Ja, hvordan kan man være imod – det ved jeg faktisk ikke”, svarer han og pointerer, at økonomien altid har været det væsentligste argument, der er blevet brugt imod økologien – men at det økonomiske regnestykke efter hans opfattelse bliver sat forkert op.

EN AHA-OPLEVELSE DA SMÅ MEJERIER OG SLAGTERIER LUKKEDE

En af Ross Jacksons aha-oplevelser da han startede sit succesfulde færd som forretningsmand i Danmark, stammer netop fra dansk landbrug. Han blev i 1968 hyret som konsulent af Landbrugsrådet til at lave en analyse af, hvad der skulle ske med danske slagterier og mejerier.

Landbrugsrådet endte med at implementere alle forslagene, der indebar en kraftig reduktion i antallet af slagterier og mejerier i Danmark. De små slagterier og mejerier lukkede i lokalsamfundene.

DE EKSTERNE OMKOSTNINGER BLEV SLET IKKE INDREGNET

“Meget senere gik det op for mig, at det, der skete, indebar et gevaldigt dilemma. Det der reelt også skete var, at når de små virksomheder lukkede, så betød det også, at lokalsamfundene omkring slagterierne og mejerierne lukkede ned. Arbejdspladserne og aktiviteterne forsvandt, men disse eksterne omkostninger blev jo slet ikke indregnet i det samlede regnskab for beslutningerne i 1968,” konstaterer Ross Jackson.

VILLE NOK DUMPE EN HEL DEL STUDERENDE FRA CBS

Hvorfor er eksemplet interessant? Jo, det er det, fordi det ifølge Ross Jackson ikke er muligt at sammenligne udgifterne mellem økologisk produktion og industrilandbrugsproduktion, når alle omkostningerne ikke bliver indregnet.

Faktisk ville Ross Jackson, hvis han var professor på CBS, nok også dumpe en hel del studerende, der ikke afskrev kapital som fx kvaliteten af grundvandet og af muldjorden i beregningen af afkast, når de sammenligner industrilandbrug og økologisk jordbrug.

“Hvis kapitalen forsvinder eller forringes, går det jo ud over forretningen”, konstaterer Ross Jackson.

Det bemærkes, at Aarhus Universitets Forskningscenter Foulum i december 2015 i en ny undersøgelse omtalt af Danmarks Radio advarede mod, at industrilandbruget udpiner den danske muld.

VAR DET DEN RIGTIGE BESLUTNING FOR NATIONEN DANMARK?

Ross Jackson understreger, at det godt kan være, at det for slagteribranchen og mejeribranchen isoleret set var en økonomisk rigtig beslutning at lukke de lokale virksomheder – men var det den rigtige beslutning for lokalsamfundene – og for nationen Danmark, hvis alle omkostningerne blev gjort op, spørger han.

Ifølge Ross Jackson bør dansk industrilandbrugs økonomiske regnskab fx også indregne udgifter til vandmiljøplaner, ligesom det bør indregnes, at dansk landbrug fortsat modtager store tilskud fra EU. Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside fik dansk landbrug i 2013 7,2 milliarder kr. i støtte. Beløbet forventes i 2020 at ligge på ialt 6,6 milliarder kr.

DA PRISEN PÅ ØKOLOGISK MÆLK I 1990’ERNE BLEV SAT NED, BLEV UDVIKLINGEN AF ØKOLOGIEN SAT I GANG

Et andet spørgsmål omkring økonomi og økologi er selve prisen på de økologiske produkter hos forbrugerne.

“Da COOP tilbage i 1990’erne fra den ene dag til den anden sænkede priserne på økologiske mælk, satte det gang i udviklingen af økologien. Eksemplet er tankevækkende. Tænk hvis vi reducerede priserne på de økologiske produkter for alvor, ville alt så ændre sig?”

“Vi får nok svært ved at reducere momsen på økologiske fødevarer på grund af indviklede regler i EU, men hvorfor ikke udfordre EU, når reglerne er så indlysende forkerte? EU kan måske ikke stoppe, hvis Danmark ønsker at finde nye farbare veje for at støtte udviklingen af økologisk produktion,” spørger Ross Jackson.

HVAD MED OM ALLE GEMMER IDEOLOGIERNE LIDT TIL SIDE OG MØDES I EN NY MILJØDEBAT?

Jeg kan ikke lade være med at tænke..

Hvad med at sætte personlige forretningssucceser bag økologien sammen med beslutningstagere og erhvervsledere med det ene mål at diskutere konkrete muligheder for, hvordan succesen med økologisk produktion kan udvikles mest muligt?

Hvad med om ideologierne på alle sider af bordet blev gemt lidt til side?

Hvis den ene idelogi fx taler om ”kødfri dage, sælg din bil eller lev som Bonderøven”, den anden ideologi taler om ”det grønne går for vidt, vi er trætte af dommedagsprofetier”, den tredje ideologi taler om ”det handler om at sælge flere svin” eller den fjerde ideologi taler om noget helt fjerde.

Ja, så risikerer det at ende i, at folk råber fra hver sin side af bordet. Hvad med at mødes om den fællesnævner at sætte fuld fokus på en ny og offensiv miljødebat om, hvad vi i Danmark konkret kan gøre her og nu for at udnytte og udvikle en dansk verdenssucces endnu mere i et samarbejde mellem offentlige og private aktører bakket op af et nationalt politisk lederskab.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre – hvad er argumentet imod egentlig?

 

Hold det enkelt, dumme

Kronik i Berlingske Tidende: 

Digitaliseringen af vores kommunikation med hinanden tager fuld fart, og efterhånden virker det, som om digitalisering er blevet et mål i sig selv. Men digitalisering kan aldrig være andet end et middel til at nå målet – god kommunikation. Og her hjælper blind digitalisering langtfra altid.

Den 1. november 2014 blev al offentlig post til borgerne i Danmark digital. Digitaliseringen af Danmark tager fuld fart i tråd med, at den teknologiske revolution grundlæggende forandrer verden i et tempo, som langt overstiger dengang, hvor trykmaskinen skabte bogen og avisen. Mens vi griber mulighederne, er der så en risiko for, at vi en dag vil vågne op og spørge os selv – hov, hvad var det nu egentlig, vi smed ud med badevandet?

Skolernes Forældreintra er et jordnært eksempel. Folkeskolen i Danmark har i år 200 års fødselsdag og står med den nye skolereform over for sin helt egen revolution. Debatten om skolen er intens, og der er vedvarende fortællinger, der taler folkeskolen ned i omdømme.

Den enkelte skoleledelses kommunikationsopgave er overordentlig stor. Udover at sikre hele skolens daglige liv og kommunikation, står skolen til mål for de store nationale debatter og bliver målt og vejet på en vægtskål hver eneste dag. Forældreintra er i praksis det sted, hvor den stærkeste daglige kommunikation mellem skoleledelse, lærere og forældre finder sted.

Mange fristes til at overse beskeder i den daglige strøm af flygtigt nyt

Lad mig give et meget konkret eksempel – der var en dag tre beskeder i en mail fra mine børns skole, overskrifterne var noget i stil med: »Kære forældre, vi… Læs besked på Forældreintra«. Jeg åbnede alle tre – de handlede om Sarahs fødselsdag, valgfag og inklusion. Sikke et digitalt kommunikationskaos. Hvad nu hvis overskrifterne i prioriteret rækkefølge havde været:

• Vigtigt, dit barn skal vælge tysk eller fransk nu
• Orientering: Læs kommunens nye inklusionspolitik
• Fødselsdag – hos Sarah den 19. oktober, invitation følger

Mange fristes til at overse beskeder i den daglige strøm af flygtigt nyt, og skolen går dermed glip af at få sine budskaber til at nå modtageren med de problemer, det fører til. Forældre der ikke forstår, stiller mange spørgsmål, skriver mails og bliver usikre. Eksemplet illustrerer noget ganske basalt. Uanset hvilket system og teknologi så bliver det aldrig klogere end den måde, vi anvender det på. Og da rigtig mange systemer lægger op til flere skriftlige beskeder – virker systemet ikke bedre end den måde, vi skriver og kommunikerer på.

Der opstår en form for tabu om at diskutere både fordele og ulemper ved digitaliseringen

Det er sikkert rigtigt og vigtigt, at et nyt Skoleintra-system skal erstatte det gammeldags Forældreintra. Men der er ingen grund til at vente med at bruge det gamle system til at kommunikere bedre – kommunikationsudfordringen forbliver den samme.

Forskning viser, at digital læsning er udfordret kraftigt. Således fungerer læsningen af trykte medier som udgangspunkt bedre for menneskets hjerne: Vi fordyber os og forstår mere, mens det digitale medie indbyder vores hjerne til mere flygtig læsning og forståelse.
Denne viden stiller krav til, hvordan vi skriver, præsenterer og anvender tekster digitalt, men den stiller også krav til, hvordan vi kommunikerer til forskellige målgrupper, og hvornår vi supplerer den digitale kommunikation – og med hvad.

Gode gamle dyder skal ikke smides ud med badevandet. Skal den digitale kommunikation suppleres med det gammeldags brev, telefonsamtalen, artiklen i avisen, invitationen til informationsmødet, indbydelse til kursus eller det personlige møde? Eller måske det professionelle e-mail nyhedsbrev?

I tråd hermed viste en undersøgelse for nylig, at både unge og ældre finder det gamle papirbrev mere troværdigt end digitale mails. Det er en undersøgelse, som kalder på eftertanke – også sammenholdt med at forskning viser, at op mod halvdelen af alle mails om svære eller følsomme sager bliver misforstået.

Vi kender alle til eksempler på digitale udfordringer i vores dagligdag. Nem ID og digital post er meget omtalt, og eksemplerne trives ikke kun i den offentlige sektor. Samtidig med at udviklingen går så stærkt,er der opstået en kultur, hvor det kan være svært at forholde sig kritisk og konstruktivt til digitaliseringens dagligdag. Det er ligesom bare noget, der skal ske, og det skal helst gå hurtigt. Medarbejderne klapper hælene sammen og tier stiller – kritik kan være ilde hørt.

Der opstår en form for tabu om at diskutere både fordele og ulemper ved digitalisering og teknologi, og om hvordan den bedste anvendelse finder sted. Man kan hurtigt fremstå som en der taler »mod beslutninger og forandringer«, eller som en, der er »bagud og ikke kan finde ud af det«.

Men når den digitale revolution så grundlæggende ændrer hele vores samfund, er det vitalt – også udfra et demokratisk perspektiv – at det bliver mere almindeligt og naturligt at debattere digitale dilemmaer – og dermed også, hvordan vi udvikler, indretter og supplerer de digitale systemer.

Seks skarpe digitale dilemmaer for socialrådgiverne

Et EU-støttet projekt på University College Sjælland illustrerer dette med sit fokus på bl.a. seks skarpe digitale dilemmaer for socialrådgiverne:

1. Ofte indregnes besparelser i nye digitale systemer fra dag et – men nye digitale systemer tager tid at indføre og få til at virke godt i praksis.
2. Tid går fra personlig kontakt. Nye systemer og tidsforbruget med at anvende dem og registrere rigtigt, er stigende.
3. Mere skriftligt sprog kan misforstås. Systemer kræver, at mere bliver skriftligt registreret, men skriftlig dokumentation er ikke lig med objektive data.
4. Forkerte tolkninger forsvinder ikke. Systemerne gemmer de skriftlige registreringer, og en forkert fortolkning kan gå igen i årevis og skabe et forkert billede af virkeligheden.
5. Logik på hjemmesider er svær. For mange kan hjemmesidernes system-logik være svær og kræve tid, kompetencer og hjælp at finde rundt i.
6. Svage grupper får det sværere. De har det vanskeligt med de digitale systemer, og risikoen for, at alvorlige problemer ikke bliver opdaget i tide, kan derfor blive øget.

Prøv engang at læse eksemplerne med de »modsatte øjne« – hvad sker der, hvis ikke vi diskuterer og forholder os konstruktivt og kritisk til dilemmaerne?
Det viser, hvor vigtigt det er, at digitaliseringsbølgen i Danmark bliver fulgt af en åben vidensdeling, dialog og tilgang til, hvordan der kommunikeres om nye digitale systemer og teknologier, så visioner og gevinster kan blive til virkelighed.

Digitaliseringen løber hånd i hånd med omfattende reformer og strukturændringer. Offentlige organisationer bruger mange kræfter på at opstille strategier og føre dem ud i livet.

Måske kan der høstes større gevinster

God kommunikation og god ledelse er her direkte relateret til hinanden – og spørgsmålet er, om ikke man kommer langt ved at skrive sig forklaringen på den amerikanske flådes gamle designprincip fra 1960 – »Keep it simple, stupid« (KISS)– bag øret:

»KISS-princippet fastslår, at de fleste systemer arbejder bedst, når de holdes enkle snarere end komplekse. Derfor bør enkelhed være et nøglemål i designet og unødvendig kompleksitet bør undgåes.«

Den digitale revolution åbner mulighed for at skabe avancerede løsninger og komplicerede systemer. Kan svaret nogle gange være mere simple løsninger og at prioritere de digitale projekter lidt anderledes? Selve målet er vel ikke at digitalisere – digitalisering er et middel til at nå målet.

Som eksempel kan et nyt Skoleintra aldrig blive svaret på at skabe bedre kommunikation mellem skole og forældre. Et fokus på, hvordan systemet til kommunikation anvendes, og hvad der rent faktisk kommunikeres mellem skoler og forældre – det er den afgørende forudsætning for succes, også for det digitale system.

Måske der faktisk kan høstes større gevinster, hvis der prioriteres lidt flere af ambitionerne og ressourcerne fra de store digitale projekter over i at sikre god kommunikation i og omkring systemerne fra udvikling, implementering og til anvendelsen i dagligdagen.

Indlægget er bragt som kronik i Berlingske Tidende den 18. oktober 2014.

Folkeskolen 2014: Kommunikation i krise – skab ny fortælling

Folkeskolen drukner i debat. Det skaber utydelighed og usikkerhed. Uden styrket kommunikation får reformer og visioner det svært. Der er brug for ledere, lærere, elever og forældre, der vil skabe en ny fortælling. Skoleledelserne har brug for hjælp.

Det er tankevækkende at vi alle i 200 året for den danske folkeskole stadig ikke helt er helt skarpe på, hvad folkeskolen egentlig er for en størrelse.

Fra folkeskolens rejsehold under Lars Løkke til folkeskolereformen under Helle Thorning synes der at være en lige linje omkring folkeskolen mere som en debat- og kampplads end som en samlende indsats for Danmarks skolebørn.

I program på TV Midt Vest inviterede lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, for nogen tid siden Morten Albæk, direktør i Vestas, til en snak i Den Røde Stol. Her foreslog Morten Albæk, at man begyndte at fortælle en ny historie om folkeskolen. – ”For os udenfor, lyder det som om, man siger det samme om og om igen” siger han. Det giver Anders Bondo Christensen ham ret i, men øvelsen er svær! For hvad er det, der er anderledes, og hvordan får vi det sagt, så det hverken er banalt, provokerende eller ynkeligt?

Debatter opleves som forvirrende

Der bliver i disse år sat rigtig mange initiativer i gang i den nye folkeskolereform. Samtidig er der gennemført en inklusionslov, der tales om partnerskaber og om Ny Nordisk Skole.

For såvel lærere og pædagoger, som for elever, forældre og borgere generelt, opleves de mange initiativer og debatter meget let som forvirrende. Mange tiltag omtales også som noget, der er i en proces, som skal ske i de kommende år. Hvad der konkret skal ske, kan derfor let fremstå uklart.

Spørgsmålene kan være ganske jordnære for forældre. Hvad betyder de længere skoledage fx for skolefritidsordningerne, giver det overhovedet mening at betale til dem, når det kun er få timer, vores børn skal være der.

Risiko for forventningskløft

Midt i det hele er alle klar over, at der eksisterer en generel samfundsdagsorden om, at den offentlige sektor skal digitaliseres og effektiviseres. Fra politisk hold kan det godt være, der tales om nye investeringer og indsatser i folkeskolen, men det passer ikke altid med, hvordan den økonomiske virkelighed bliver opfattet konkret og lokalt.

Det er en risiko, at der bliver opbygget en kolossal forventningskløft. Forældre og borgere får stillet store visioner i udsigt, som mange synes lyder godt. Men det bliver de lokale ledelser og lærere, der skal forklare borgerne, hvordan politiske debatter, økonomiske dagsordener og forventninger og krav til skolerne hænger sammen i praksis.

Er det ikke muligt at formidle disse visioner ærligt i sammenhæng med den økonomiske dagsorden – og med den entusiasme som de er tænkt – vokser mistillidskløften., og flere ressourcestærke forældre kan så spørge sig selv – hvorfor ikke vælge private skoler, der måske også er tydeligere til at melde ud og kommunikere, hvad deres skoler tilbyder, og hvad man som elev og forældre kan forvente af og på skolen, og ikke mindst hvad skolen forventer af forældrene.

Skoleledelserne har brug for hjælp

Kommunikationsudfordringen omkring folkeskolen i 2014 kan derfor ikke undervurderes. Skoleledelserne har brug for at finde veje til at styrke kommunikationen om deres skoler.

Der er brug for at sætte den fælles danske folkeskole og forældrenes roller heri samt borgernes tillid til folkeskolen, på dagsordenen på helt nye måder. Det er tankevækkende, at de canadiske eksperter – som beslutningstagere bag folkeskolereformen i Danmark har målt sig op af – har gjort meget ud af at tale om vigtigheden af koordinerede og omfattende kommunikationsindsatser.

I Danmark er det som om kommunikationen om folkeskolen mest er noget, der bliver sat i scene af politikernes, ministeriernes og forvaltningernes pressefunktioner og embedsmænd, af dagspressen og af dagsordensættende interesseorganisationer og eksperter.

Der bør tales åbent om og findes veje til, hvordan dagsordenen om kommunikationen af Danmarks folkeskole i langt højere grad bliver sat af folkeskolerne selv, så den bliver autentisk, virkelighedsnær og lokal.

Skoleledelserne har så mange opgaver med den nye reform, og scenen omkring reformen er så debatteret, at behovet for god og målrettet kommunikation med såvel lærere som elever, forældre og lokalsamfund er nærmest umætteligt.

Ikke brug for store kampagner

Der er kun få, der for alvor tager fat i at løfte denne opgave i dag, og den er ikke italesat i særlig grad i initiativer og indsatser omkring folkeskolereformen. Det første og vigtigste skridt i at skabe en ny fortælling er, at folkeskolerne selv tager kampen om skolens værdier og prestige op og får hjælp til det. Det kan skolerne ikke gøre alene. Og det kan skolelederne ikke gøre uden, at de får ressourcer, ekspertise og hjælp til sådanne indsatser.

Det skal ikke være store, forkromede nationale kampagner. Placeret på et kampagnesite og drevet af nogle centrale aktører. Det handler heller ikke om store nye digitale kommunikationsløsninger som fx nye skoleintrasystemer i 2016, der kommer og løser kommunikationsopgaverne. Det handler ikke om reklamer og markedsføring.

Der skal findes måder at understøtte skolernes kommunikationsarbejde. Det er ikke en opgave, der i dag hører naturligt til ret mange steder, heller ikke i uddannelserne. Og det er ikke en opgave, der hører til dem, der skal løses i al hast i ydertimerne, fordi alt andet brænder på.

Hver enkelt skole skal selv tage kampen op

Nej – hver enkelt dansk folkeskole skal styrke sin egen fortælling og kommunikation om, hvad den står for, og hvad den gør, og hvordan indsatserne hænger sammen med nye nationale indsatser og prioriteringer.

En lokal historie, der beskriver netop, hvordan folkeskolen med alt hvad der rører sig, er, lige præcis der hvor skolen ligger. Det handler om, hvordan skolen – som er både skoleledelsen, lærere og pædagoger – bruger de kommunikationsværktøjer de har til rådighed.

Det handler om, hvordan kommunernes forvaltninger kan hjælpe skolerne med opgaven. Det handler om, hvordan ledelser og lærere taler med og formidler skolens samlede arbejde til forældre og elever i dagligdagen. Det handler om, hvordan skolerne anvender nye sociale medier og præsenterer sig i en moderne form i lokalsamfundet. Det handler om, hvordan hver enkelt skole tegner en ny fortælling om og omkring sig selv og inddrager eleverne i dette.

Det handler også om, at kulturen og traditionerne på skolen som institution, skal ruste sig til en ny kommunikativ dagsorden, hvor folkeskolens faglige stemme – med det som bliver beskrevet som ”kerneopgaven” – skal stå meget stærkere frem i hverdagen.

Kan reformen blive til virkelighed uden?

Vi tror, det er vigtigt, at folkeskolerne får skærpet og styrket deres faglige stemme og profil, hvis de mange initiativer om folkeskolen i disse år skal blive en succes. Det vil bidrage til at skabe mere ro og respekt omkring skolen, dens opgaver, indsatser og betydning.

I 2013 bragte Frederiksborg Amtsavis kronikken ”Folkeskolen 2013- kommunikation i krise” som optakt til forårets arbejdstidskonflikt mellem lærerne og Kommunernes Landsforening – Bondo versus Ziegler. Der er ikke noget, der har ændret sig siden. Kommunikationen om den danske folkeskole er stadig i krise.

Selvfølgelig vil et stærkere fokus på kommunikation alene ikke kunne bryde mønstre fra mange års politisk kampplads og varierende partnerskaber med blandet succes – men man kan godt spørge sig selv, om det egentlig kan lade sig gøre uden?

Indlægget er skrevet sammen med Benedikte Ask Skotte og bragt på Mediehuset Den Offentliges nyhedssite.

Søren Jensen, tlf. 2053 1608
Benedikte Ask Skotte, tlf. 2257 49 88

Er du bange for robotter

Så læs denne artikel for du kan lige så godt vænne dig til, at robotterne vinder frem, også på velfærdsområdet.

For mange lyder talen om robotter, der vinder frem overalt, som en mere eller mindre skræmmende fremtidssnak. Skal mennesker nu erstattes som arbejdskraft?

Da 350 repræsentanter fra bl.a. virksomheder, industri, forskning og uddannelse mødtes på en af de største robotevents i Europa den 26-27. maj 2014 i Billund – Robobusiness Europa 2014 – var det klart, at robotterne rykker tættere på.

Selvom mange af robotteknologierne er i sin spæde start, kan vi ikke vende ryggen til, når fx en ny lov i Finland nu åbner for selvkørende, førerløse biler på særlige vejstrækninger i et 5-årigt forsøg.

Kan kirurger operere flere på samme tid?

På et andet felt forudser en amerikansk robotanalytiker, Remy Glaisner, fra virksomheden MYRIA Research, at det om 5-7 år vil være muligt for en enkelt kirurg at overvåge og være del af flere operationer på samme tid.

Kort sagt så er det sandsynligt, at de ændringer, der er på vej, kan blive så store, at vi lige så godt kan vænne os til at tale om dem, mens de er på vej.

Sådanne perspektiver er også baggrunden for, at University College Sjælland som led i en ny satsning på robotteknologi på uddannelserne var platinumsponsor for konferencen i Billund og har indgået et offentligt-privat partnerskab med den fynske virksomhed BlueOceanRobotics: .

– “Vi vurderer som professionshøjskole, at det er helt afgørende at anvendelsen af morgendagens teknologier indbygges overalt i uddannelsesmiljøerne”, fortæller prorektor Lena Venborg Pedersen.

Kan robotteknologier skabe mere menneskelig kontakt?

I Danmark har vi mest af alt haft debat om robotstøvsugere i ældres hjem, og for mange er reaktionen instinktivt – prioriterer vi virkelig menneskelig kontakt og arbejdspladser til mennesker ned til fordel for maskiner, effektivisering og teknologi.

Den debat er direktør Ib Oustrup, Center for Offentlig Kompetenceudvikling, noget træt af. “Der er brug for at blive sat en helt ny agenda, nye alliancer og nye partnerskaber og skabt en mere positiv fortælling om teknologierne”, sagde han.

Som med al anden ny teknologi er robotterne – og i særdeleshed også selve ordet “robotter” – fyldt med dobbeltheder. Professor Stuart Anderson fra School og Informatics University i Edinburg satte det lidt på spidsen:

“Det er helt sikkert, at vi i Europa kommer til at mangle de såkaldt “varme hænder” på sygehusene. Derfor erstatter robotter i sundhedssystemet ikke mennesker. Man kan ikke erstatte noget, vi ikke har. Nye robotteknologier kan skabe mere menneskelig kontakt mellem system og patient”.

Patienten kan møde den erfarne læge virtuelt

Synspunktet kræver en forklaring. Via telerobotter kan patienter fx i deres eget hjem mødes virtuelt med sygeplejerske og læge, indtaste prøveresultater og få råd og vejledning.

– “Det åbner helt nye muligheder. Den lægefaglige ekspert vil kunne være meget mere tilstede, og faktisk viser erfaringerne fx, at patienterne hellere vil snakke virtuelt med den erfarne ekspert end møde den yngre læge personligt”, sagde Søren Aggestrup, lægefaglig direktør på Sønderborg Sygehus.

Hans indtryk er, at patienter og pårørende finder de nye muligheder gode, når de stifter bekendtskab med dem, mens lægerne er mere bekymrede for, om det nu også er muligt og sikkert nok. Og som han sagde: “Selvfølgelig er det i sidste ende lægens ansvar, om en telerobot er god nok til en given patient i en given situation”.

Brændende platform skal skabe nye forretningsmodeller

Chefkonsulent Claus Duedal fra Odense Universitetshospital slog fast, at sygehusene i Danmark og overalt i Europa på mange måder står på en brændende platform. “Behandlingsmulighederne eksploderer og bliver mere avancerede og dyrere, flere får kroniske sygdomme, der bliver flere ældre, og budgetterne er under pres”, sagde han.

Troels Bierman Mortensen fra Welfare Tech – en markedsdreven klynge for velfærdsteknologi i Danmark – beskrev fremtidens supersygehuse i Danmark som en meget stor udfordring:

“Danmark investerer i disse år 100 milliarder kr. i nye supersygehuse med 20-30% færre sengepladser og 10-20% færre medarbejdere og med ambitioner om at være “state of the art”, der lever op til fremtidens krav”.

Både Claus Duedal og Troels Bierman Mortensen understregede derfor, at der skal findes veje til, hvordan nye teknologier og robotter kan hjælpe os.

De gjorde klart, at de nye teknologier også er en omkostning på sygehusene, og at de derfor skal udvikles i forretningsmodeller, hvor både virksomheder, industri og sygehusledelser kan se resultater.

Og så illustrerede Claus Duedal med en simpel matematisk ligning, at teknologierne også stiller nye krav til organisation og ledelse, for: “New technologies + old organisations = costly old organisations”.

Skal skabe værdi på begge bundlinjer

University College Sjællands prorektor ser i tråd hermed udviklingen af nye robotteknologiske løsninger på velfærdsområdet som et økosystem, hvor alle parter er afhængige af hinanden:

– Når løsninger skal udvikles, implementeres og anvendes i den offentlige sektor, så skal løsningerne skabe værdi på bundlinjerne i både den offentlige organisation og i virksomheden, og de skal tilpasses de faktiske daglige arbejdsgange på fx sygehuse og skoler. Vi kan som professionshøjskole være et afgørende bindeled, når vores studerende kan anvende og teste nye teknologier, og når vi kan inddrage disse i vores videreuddannelse og i forsknings- og udviklingsprojekter, siger Lena Venborg Pedersen.

Vidste du:

Køb en kopi af dig selv for 600.000 kroner

Den japanske professor Hiroshi Ishiguro har fremstillet en robotkopi af sig selv. “Så kan robotten holde en lektion for mig, og jeg kan lave noget andet”, fortalte han ved RoboBusiness Europe konferencen 2014 under overskriften “Hvordan skaber vi bedre interaktion mellem robotter og mennesker”. Se video interviews med de to Hiroshi’er i australsk avis – og læs hvad han tænker om sit eksperiment og prisen for at få sin egen kopi i artiklen i Brisbane Times fra august 2013 her.

Innohva’ for noget?

Innovation er et af de nye buzzwords i diskussionerne om fremtidens offentlige sektor – og måske et eksempel på, at offentlig kommunikation kan blive gjort mere vanskelig end godt er.

Efter en indledning på 14 linjer når det populære webleksikon Wikipedia frem til, at innovation bedst defineres som: “Aktiviteter, som på grundlag af ny viden, udvikler nye muligheder, der ved udnyttelsen genererer en merværdi”.

Det er tankevækkende så lidt, der egentlig står i den sætning.

Mind Lab – en tværfaglig offentlig udviklingsorganisation – siger, at det offentlige er langt bagud med brugerdreven innovation. En professor skriver på videnskab.dk: Innovation er ikke uforeneligt med bureaukrati, og der sker faktisk masser af innovation i den offentlige sektor.

”Det nye buzzword er med til at komplicere fokus unødigt”

Tænk hvis man prøvede at sige det omvendte: Hundredtusindvis af offentligt ansatte er ikke gode til at udvikle nye muligheder, de arbejder ikke med ny viden, og de skaber ikke merværdi.

Den akademiske diskussion om innovation er mangfoldig, men den måde det nye buzzword omtales på i disse år er måske med til at komplicere fokus unødigt: Hvordan skaber vi bedre skoler og sygehuse uden at bruge flere penge?

Da Copenhagen Business School inviterede til FORUM debatmødet ”Offentlig innovation – fra vision til virkelighed” i marts 2014 var det en af de skarpere konklusioner fra Mikkel B. Rasmussen fra virksomheden Redassociates. Mikkel B. Rasmussen har tidligere bl.a. arbejdet med analyser af sygefraværet blandt københavnske sosu-assistenter, og han mener, at talen om innovation ofte bliver farligt abstrakt og procesorienteret.

”Vi skal pakke de komplicerede ord og tekster lidt mere væk”

– Diskussionerne om innovation bliver gjort så komplekse, at de også bevæger sig langt væk fra de dagligdags opgaver og de reelle udfordringer. Innovation handler ikke om store workshops og gule sedler på posters. Det handler om at fokusere på, hvordan vi gør konkrete opgaver bedre – og så pakke de komplicerede ord og tekster om innovation lidt mere væk, pointerede han.

Ph.d. stipendiat Karen Ingerslev så i tråd hermed en fare for, at når snakkene om innovation handler så meget om store og komplicerede spørgsmål, så kan det skabe en slags ”innovationsmindreværd”. Der bliver sat store mål op om store nye ting, men det er jo ikke nødvendigvis målet, sagde hun:

– Der er mange små forbedringer, der kan skabe irritation og skabe mere tillid, når vi fokuserer på de mange praktiske eksempler og det væld af gode ideer og projekter, som allerede findes derude på arbejdspladserne. Det gælder om at anerkende dette og lære at stjæle fra hinanden, sagde hun blandt andet.

”Kommunikation risikerer let at ske i en ganske pæn flyvehøjde”

Der var mange andre diskussioner og centrale pointer om innovation på debatmødet, hvor også Pia Gjellerup som leder af det nye Center for Offentlig Innovation fortalte om sine overvejelser.

Tilbage stod et billede, af hvordan hele systemet af forvaltninger, eksperter og samfundsdebatter tilsammen kan skabe meget komplicerede beskrivelser af, hvad der skal ske på konkrete arbejdspladser. Og at kommunikationen om dette let risikerer at ske i en ganske pæn flyvehøjde.

Det er en tanke værd, om ikke offentlig ledelse skal være meget mere bevidst om denne risiko.Og om hvordan indsatser og kommunikationen om disse langt mere simpelt og jordnært skal tage afsæt i, hvad der faktisk er behov for derude i virkeligheden.

Keep it simple, stupid (KISS) – det gamle amerikanske flåde-princip, det passer måske også her.

Indlægget er bragt i min blog om ledelse og kommunikation på Mediehuset Den Offentliges nyhedssite.

Læs mere om KISS i mit blogindlæg hos Mediehuset Den Offentlige: ”Mistillid, kontrol og stress – hov hvor blev skurken af”

Mistillid, kontrol og stress i den offentlige sektor – hov, hvor blev skurken af?

KISS, “Keep it simple, stupid”, blev som princip indført af den amerikanske flåde i 1960. Meget omkring den offentlige sektor synes at blive umådeligt kompliceret i disse år. ”KISS” burde blive et motto for al offentlig ledelse og kommunikation.

Når man zapper over forskellige undersøgelser omkring den offentlige sektor i disse år, dukker en farlig cocktail frem – her er fx seks eksempler fra det sidste års tid:

1: Stress. Antallet af offentlige chefer, der føler sig stressede, er mere end fordoblet på to år (undersøgelse af Lederne).
2: Regler. 80% af socialrådgiverne på jobcentrene oplever ikke, at der er ryddet op i regler og dokumentationskrav, men at tidsforbruget til administration tværtimod er steget (undersøgelse af Mandag Morgen og Socialrådgiverforeningen).
3: Opbakning. Kun hver femte lærer, sosu-assistent og kommunale kontorassistent oplever, at de får fuld opbakning fra deres politiske chefer, og de undlader at indberette uforsvarlige forhold på jobbet (Undersøgelse af Ugebrevet A4).
4: Dokumentation. 80 pct. af Danmarks 6000 overlæger bruger i dag mere tid på dokumentation og registrering, og 84 pct. af dem konstaterer, at de ekstra opgaver går ud over tiden til patientkontakten (undersøgelse af Overlægeforeningen).
5: Tillid. Aldrig har befolkningen stolet mindre på politikerne end i dag. Ny forskning viser, at vælgernes tillid til politikerne lider voldsomt under den økonomisk krise og store reformer
6: Og tillid. Tilliden til lederne er styrtdykket. Kun hver femte af os stoler på, at virksomhedsledere fortæller sandheden, når de står i et dilemma (globale undersøgelser af Gallup og af World Economic Forum).

Mens skiftende regeringer taler om mindre dokumentation og tillidsreform, sker det modsatte. Mens nationale stress kampagner buldrer ud, får flere stress. Mens vi taler om behovet for god ledelse, falder tilliden til politikerne og lederne.

Har beslutningstagere svært ved at bevare overblikket?

Hvad er der galt, hvem er skurken? Måske er der ikke nogen skurk. Det kan godt være, at politikerne blander sig for meget i detaljer, at nyhedsmedierne blæser enkeltsager ud af proportioner, at nogle offentlige ledelser er dårlige, at nogle medarbejdere klynker og ikke ser de nye og stramme økonomiske tider i øjnene – og det kan da også godt være, at undersøgelser og overskrifter har det med at fokusere på det negative.

Men – kan det også være, at forandringer og omstillingskrav foregår i et så hastigt tempo, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvem der har styr på hvad?

Medarbejderen der ikke kunne finde af, hvad han solgte

For nylig købte jeg en tv-pakke i en privat virksomhed, hvorefter alt gik galt. Min forbindelse og mine fakturaer var i en tilstand af kaos. Min egen, simple og udokumenterede, analyse viser, at den nye tv-pakke og konstruktionerne omkring denne var blevet så komplicererede, at medarbejderen i butikken simpelthen ikke kunne finde af, hvad han solgte i sin nyfusionerede virksomhed med mange forskellige systemer og ordninger.

Sker det samme i den offentlige sektor? Er kravene til strukturændringer, digitalisering, effektivisering og nye reformer så store, at selv de dygtigste beslutningstagere simpelthen har svært ved at bevare overblikket, skære ind til benet og vælge den simplest mulige løsning (der måske også er billigere).

Symbolske eksempler hvor kæden springer af

Jeg har tidligere i min blog om ledelse og kommunikation givet nogle symbolske eksempler på, hvor kæden springer af omkring kommunikation og ledelse i den offentlige sektor i disse år.

Som da en reform førte til, at en forskningsinstitution i dag bærer navnet ”SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidligere Socialforskningsinstituttet)” – beskrevet i indlægget “Offentlige ledere skal tage kommunikation alvorligt“.

Eller jeg har i indlægget “Nyt skoleintra i 2016 – pas nu på” sat fokus på, hvad der sker, når alle folkeskoler skal have et nyt stort it-system til forældrekommunikation – i stedet for at starte med at sætte massiv fokus på, hvordan der egentlig kan kommunikeres bedre allerede i dag mellem skoler og forældre.

Kommunikativt tjek med to simple spørgsmål

Jeg har som kommunikatør i forskellige offentlige organisationer set sager og beslutningsgange, der er ”druknet i kompleksitet”– og som fx har sat sig for at opbygge store it-systemer som løsninger med mange, smarte funktioner.

Intentionerne er utvivlsomt gode, men jeg vil opfordre politikere og offentlige ledelser til at lade beslutninger, nye indsatser og reformer gennemgå et kontant kommunikativt tjek med to simple spørgsmål, inden I kaster dem ud i virkeligheden:

1: Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Er det muligt at kommunikere, hvad der skal ske, kort og præcist, så nøgleaktørerne forstår og anerkender – og så langt de fleste involverede iøvrigt ikke behøver vide en hel masse mere?

2: Fortæller I nu den ærlige version, skal den her løsning fx tjene til at spare penge eller føre til store ændringer i dagligdagen – nu eller på sigt – så sig det fra dag 1, for dem der skal arbejde med det i praksis, ved det udemærket godt alligevel.
Med systematik og grundighed i besvarelsen af disse to spørgsmål, vil jeg hævde, at det kan vise sig muligt at designe en hel del løsninger nemmere end måske oprindeligt tænkt.

Andre løsninger vil sikkert blive udskyde lidt, for det er alligevel ikke muligt at få de samme mennesker til at lave alting om på samme tid, så prioriteringer er nødvendige.

Der er en grænse for, hvad det er muligt at kommunikere

Der er simpelthen en grænse for, hvor mange store ændringer, det er muligt at kommunikere på samme tid – og dermed hvor mange ændringer det er muligt at gennemføre i praksis.

For hvis ændringerne ikke når frem og forstås rigtigt af målgruppen, skaber mening og opnår ejerskab, der hvor de skal implementeres, så kan der være nok så fine strategier og rigtige visioner om, hvad der skal ske – risikoen for at de kun bliver gennemført halvt eller sporadisk vil være stor.

I tråd hermed viste en ph.d. afhandling fra Copenhagen Business School i 2013, at de fleste offentlige strategier ikke bliver gennemført – omtalt i indlægget “Offentlige strategier trænger til et serviceeftersyn“.

De fleste systemer fungerer bedst, når de forbliver simple

God kommunikation og god ledelse i så hastigt skiftende tider, som vi ser i disse år, er simpelthen direkte relateret til hinanden – og spørgsmålet er, om ikke man kommer langt ved at skrive sig forklaringen på den amerikanske flådes designprincip bag øret:

”The KISS principle states that most systems work best if they are kept simple rather than made complex; therefore simplicity should be a key goal in design and unnecessary complexity should be avoided”.

Det er som om, vi har en tendens til at gøre alting umådeligt kompliceret og også gerne vil bruge store forskningsrapporter, avancerede digitale løsninger og dataanalyser til alting – jeg foreslår det systematisk overvejet:

Kan svaret en gang i mellem være nemmere og måske billigere og dermed også meget lettere at kommunikere og gennemføre?

Og kan det at insistere på at stille sådanne spørgsmål bidrage til at skabe en sundere udvikling med færre dårlige overskrifter og undersøgelser, mere tillid, mindre kontrol og bedre trivsel?

Indlægget er bragt på min blog om ledelse og kommunikation på mediehuset Den Offentliges nyhedssite.