Perfekthedskultur? Lad os lytte til vores børn og unge, når de oplever stress og pres

Når trivselsundersøgelser peger på stress på arbejdspladsen, skal de tages alvorligt. Ledelse og arbejdsmiljørepræsentanter træder til. Nogle gange taler Arbejdstilsynet og pressen med. Men når undersøgelser blandt børn og unge viser tegn på stress tidligt i folkeskolen, taler bærende politiske partier om at gøre op med en “perfekthedskultur”. Tænk, hvis man talte til stressramte medarbejdergrupper på samme måde.

Blog, bragt på Point Of View International, 12. marts 2019

Flere og flere taler med højere røst om stress og præstationspres hos vores ungdom tidligt i folkeskolen. Bærende politiske partier har valgt at adressere debatten således:

  • Liberal Alliance, ved undervisningsminister Merete Risager, udtaler i Politiken, at de unges pres er tegn på en perfekthedskultur: ”
  • Det handler i høj grad om forældre, der skal lade være med at køre for meget Instagram ind over deres børn, men anerkende dem for det, de er, hjælpe dem, hvis de får en dårlig karakter og fortælle, at der er mange måder at få succes”.
  • Venstre, ved uddannelsesminister Tommy Ahlers, udsendte den 1. marts pressemeddelelse om, at hver femte studerende på videregående uddannelser oplever stress. Han peger på, at løsningen findes i en kulturforandring og henviser også til et opgør med perfekthedskulturen. Sidst i pressemeddelelsen bemærkes, at der derudover bør kigges på optagelsessystem og karakterskala.

Nogenlunde samtidig har Dansk Folkeparti, ved Morten Messerschmidt, gjort sig bemærket ved at mene, at danske elever skal rejse sig op i timerne, når lærerne kommer ind ad døren og tiltale dem ”hr. og fru lærer”.

Han citeres af TV2 for: ”Den danske, frisindede og inkluderende skole har slået fejl, og løsningen findes ikke gennem mere forståelse og håndsrækning. Men derimod disciplin og konsekvens”.

Morten Messerschmidts kommentar er ikke knyttet til præstationsdebatten, men værdimæssigt er den et så markant udtryk fra en nøgleperson i et bærende politisk parti, at jeg synes, den fortjener at blive set i sammenhæng hermed.

Den 28. februar 2019 opfordrede Børnerådet og Danmarks Lærerforening ifølge en artikel i Folkeskolen i fællesskab Folketinget og kommunerne til at skrue ned for antallet af tests i skolen. De har blandt andet optalt, at elever gennemgår over 50 store tests over ni år i folkeskolen.

Hvis der er et bredt politisk ønske om en tillidsreform, så bør der lyttes til kombinationen af ungdommens og faglighedens stemme

Det er svært at tolke udmeldingerne fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre anderledes end, at de – uagtet deres legitime holdninger og intentioner – tilsyneladende gerne ser debatten flyttet andre steder hen end til vores uddannelsessystemer. Til eleverne selv, til forældrene, til kulturen, til samfundet.

Da jeg den 17. februar 2019 skrev blogindlægget ”Det er galimatias at erklære hver tredje 8. klasses elev for ikke-uddannelsesparat” her i POV, blev jeg overasket over, at der, i den respons jeg fik, syntes at være en overbevisning blandt mange lærere, vejledere, uddannelsesledere og eksperter i uddannelsessektoren om, at der er ”noget galt” i måden, systemerne samlet set håndterer og taler til og om vores børn og unge. Uagtet alt det gode, der også er, og alt det gode arbejde, der laves.

Der har været meget snak om en tillidsreform i den offentlige sektor. At de fagprofessionelle skal have plads til kerneopgaverne, og at lederne skal have rum til ledelse. Hvis dette er et bredt politisk ønske, så bør der lyttes til kombinationen af ungdommens og faglighedens stemme. Og problemstillingerne bør drøftes åbent og grundigt.

Har vi som samfund lyst til eller råd til at løbe den risiko, at unge oplever pres, fordi vi italesætter for mange krav for tidligt?

Det kan sagtens være både relevant og rigtigt at italesætte andre vigtige emner som for eksempel perfekthedskultur, men ungdommen er Danmarks fremtid. Har vi som samfund lyst til eller råd til at løbe den risiko, at 20-30 procent af vores unge oplever pres og stress tidligt i folkeskolen, fordi vi italesætter for mange krav for tidligt?

Det synes jeg ikke. Vi må tage signalerne alvorligt. Børn og unge udtaler selv, at de oplever et pres fra tests, karakterer, parathedsvurderinger, uddannelsesvalg og adgangskvotienter. Den stemme skal vi lytte til.

Det behøver jo ikke være et spørgsmål om nul eller 50 tests, om karakterer eller ej. Noget kan også handle om hele måden, vi italesætter systemerne på.

Det er værd at overveje paradokset i, at Folketinget på den ene side i en stor reform opretter omkring 90 nye Forberedende Grunduddannelser over det ganske land for at hjælpe dem, der har det svært efter folkeskolen.

På den anden side fortæller mange, at de har det svært allerede tidligt i folkeskolen.

Tænk, hvis vi gør noget forkert og kan gøre noget anderledes og bedre. Hvilken mulig gevinst for vores ungdom, for vores nation

At flytte sådanne problemstillinger over til et fokus på perfekthedskultur kan virke en smule arrogant. Der har kørt nationale kampagner om stress og trivsel på danske arbejdspladser, og området har stor fokus i jævnlige trivselsundersøgelser. Det tages typisk ganske alvorligt, når grupper af medarbejdere viser tegn på stress.

Sådan skal det da også være, når store grupper af børn og unge oplever pres og stress før konfirmationsalderen. Lad os med åbent sind forholde os til, om systemerne er perfekte. Tænk, hvis vi gør noget forkert og kan gøre noget anderledes og bedre. Hvilken mulig gevinst for vores ungdom, for vores nation.

Lad os endelig også sætte spot på kulturer, sociale medier, forældreroller, glansbilleder, nulfejl og meget andet. Bare det ikke bliver en undskyldning for ikke at tage de andre diskussioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *