Mistillid, kontrol og stress i den offentlige sektor – hov, hvor blev skurken af?

KISS, “Keep it simple, stupid”, blev som princip indført af den amerikanske flåde i 1960. Meget omkring den offentlige sektor synes at blive umådeligt kompliceret i disse år. ”KISS” burde blive et motto for al offentlig ledelse og kommunikation.

Når man zapper over forskellige undersøgelser omkring den offentlige sektor i disse år, dukker en farlig cocktail frem – her er fx seks eksempler fra det sidste års tid:

1: Stress. Antallet af offentlige chefer, der føler sig stressede, er mere end fordoblet på to år (undersøgelse af Lederne).
2: Regler. 80% af socialrådgiverne på jobcentrene oplever ikke, at der er ryddet op i regler og dokumentationskrav, men at tidsforbruget til administration tværtimod er steget (undersøgelse af Mandag Morgen og Socialrådgiverforeningen).
3: Opbakning. Kun hver femte lærer, sosu-assistent og kommunale kontorassistent oplever, at de får fuld opbakning fra deres politiske chefer, og de undlader at indberette uforsvarlige forhold på jobbet (Undersøgelse af Ugebrevet A4).
4: Dokumentation. 80 pct. af Danmarks 6000 overlæger bruger i dag mere tid på dokumentation og registrering, og 84 pct. af dem konstaterer, at de ekstra opgaver går ud over tiden til patientkontakten (undersøgelse af Overlægeforeningen).
5: Tillid. Aldrig har befolkningen stolet mindre på politikerne end i dag. Ny forskning viser, at vælgernes tillid til politikerne lider voldsomt under den økonomisk krise og store reformer
6: Og tillid. Tilliden til lederne er styrtdykket. Kun hver femte af os stoler på, at virksomhedsledere fortæller sandheden, når de står i et dilemma (globale undersøgelser af Gallup og af World Economic Forum).

Mens skiftende regeringer taler om mindre dokumentation og tillidsreform, sker det modsatte. Mens nationale stress kampagner buldrer ud, får flere stress. Mens vi taler om behovet for god ledelse, falder tilliden til politikerne og lederne.

Har beslutningstagere svært ved at bevare overblikket?

Hvad er der galt, hvem er skurken? Måske er der ikke nogen skurk. Det kan godt være, at politikerne blander sig for meget i detaljer, at nyhedsmedierne blæser enkeltsager ud af proportioner, at nogle offentlige ledelser er dårlige, at nogle medarbejdere klynker og ikke ser de nye og stramme økonomiske tider i øjnene – og det kan da også godt være, at undersøgelser og overskrifter har det med at fokusere på det negative.

Men – kan det også være, at forandringer og omstillingskrav foregår i et så hastigt tempo, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvem der har styr på hvad?

Medarbejderen der ikke kunne finde af, hvad han solgte

For nylig købte jeg en tv-pakke i en privat virksomhed, hvorefter alt gik galt. Min forbindelse og mine fakturaer var i en tilstand af kaos. Min egen, simple og udokumenterede, analyse viser, at den nye tv-pakke og konstruktionerne omkring denne var blevet så komplicererede, at medarbejderen i butikken simpelthen ikke kunne finde af, hvad han solgte i sin nyfusionerede virksomhed med mange forskellige systemer og ordninger.

Sker det samme i den offentlige sektor? Er kravene til strukturændringer, digitalisering, effektivisering og nye reformer så store, at selv de dygtigste beslutningstagere simpelthen har svært ved at bevare overblikket, skære ind til benet og vælge den simplest mulige løsning (der måske også er billigere).

Symbolske eksempler hvor kæden springer af

Jeg har tidligere i min blog om ledelse og kommunikation givet nogle symbolske eksempler på, hvor kæden springer af omkring kommunikation og ledelse i den offentlige sektor i disse år.

Som da en reform førte til, at en forskningsinstitution i dag bærer navnet ”SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidligere Socialforskningsinstituttet)” – beskrevet i indlægget “Offentlige ledere skal tage kommunikation alvorligt“.

Eller jeg har i indlægget “Nyt skoleintra i 2016 – pas nu på” sat fokus på, hvad der sker, når alle folkeskoler skal have et nyt stort it-system til forældrekommunikation – i stedet for at starte med at sætte massiv fokus på, hvordan der egentlig kan kommunikeres bedre allerede i dag mellem skoler og forældre.

Kommunikativt tjek med to simple spørgsmål

Jeg har som kommunikatør i forskellige offentlige organisationer set sager og beslutningsgange, der er ”druknet i kompleksitet”– og som fx har sat sig for at opbygge store it-systemer som løsninger med mange, smarte funktioner.

Intentionerne er utvivlsomt gode, men jeg vil opfordre politikere og offentlige ledelser til at lade beslutninger, nye indsatser og reformer gennemgå et kontant kommunikativt tjek med to simple spørgsmål, inden I kaster dem ud i virkeligheden:

1: Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Er det muligt at kommunikere, hvad der skal ske, kort og præcist, så nøgleaktørerne forstår og anerkender – og så langt de fleste involverede iøvrigt ikke behøver vide en hel masse mere?

2: Fortæller I nu den ærlige version, skal den her løsning fx tjene til at spare penge eller føre til store ændringer i dagligdagen – nu eller på sigt – så sig det fra dag 1, for dem der skal arbejde med det i praksis, ved det udemærket godt alligevel.
Med systematik og grundighed i besvarelsen af disse to spørgsmål, vil jeg hævde, at det kan vise sig muligt at designe en hel del løsninger nemmere end måske oprindeligt tænkt.

Andre løsninger vil sikkert blive udskyde lidt, for det er alligevel ikke muligt at få de samme mennesker til at lave alting om på samme tid, så prioriteringer er nødvendige.

Der er en grænse for, hvad det er muligt at kommunikere

Der er simpelthen en grænse for, hvor mange store ændringer, det er muligt at kommunikere på samme tid – og dermed hvor mange ændringer det er muligt at gennemføre i praksis.

For hvis ændringerne ikke når frem og forstås rigtigt af målgruppen, skaber mening og opnår ejerskab, der hvor de skal implementeres, så kan der være nok så fine strategier og rigtige visioner om, hvad der skal ske – risikoen for at de kun bliver gennemført halvt eller sporadisk vil være stor.

I tråd hermed viste en ph.d. afhandling fra Copenhagen Business School i 2013, at de fleste offentlige strategier ikke bliver gennemført – omtalt i indlægget “Offentlige strategier trænger til et serviceeftersyn“.

De fleste systemer fungerer bedst, når de forbliver simple

God kommunikation og god ledelse i så hastigt skiftende tider, som vi ser i disse år, er simpelthen direkte relateret til hinanden – og spørgsmålet er, om ikke man kommer langt ved at skrive sig forklaringen på den amerikanske flådes designprincip bag øret:

”The KISS principle states that most systems work best if they are kept simple rather than made complex; therefore simplicity should be a key goal in design and unnecessary complexity should be avoided”.

Det er som om, vi har en tendens til at gøre alting umådeligt kompliceret og også gerne vil bruge store forskningsrapporter, avancerede digitale løsninger og dataanalyser til alting – jeg foreslår det systematisk overvejet:

Kan svaret en gang i mellem være nemmere og måske billigere og dermed også meget lettere at kommunikere og gennemføre?

Og kan det at insistere på at stille sådanne spørgsmål bidrage til at skabe en sundere udvikling med færre dårlige overskrifter og undersøgelser, mere tillid, mindre kontrol og bedre trivsel?

Indlægget er bragt på min blog om ledelse og kommunikation på mediehuset Den Offentliges nyhedssite.

Big Brother må ikke styre velfærd

Farlig cocktail af stigende datamængder, øgede krav til dokumentation og udbredt registrering af fejl. Nulfejlskulturen risikerer at blive fremmet, og velfærden at drukne i det digitale datahav.

Vi kender alle aviserne og bøgernes betydning for vores moderne samfund. Trykketeknikken fordoblede vidensmængden på blot 50 år fra 1450 til 1500, men der er fra 1987 til 2007 sket en hundrede dobling af mængden af tilgængelig viden og data.

– Det skaber fantastiske muligheder og store risici. Fx bliver alle vores fejltagelser også registreret og gemt, ligesom vi kan indrette os så meget efter digitale data, at vi indskrænker vores fremtidige valg, sagde professor Viktor Mayer-Schönberger fra Oxford University’s Internet Institute ved OnlineEduca konferencen i Berlin i december 2013.

”Vi fjerner fokus fra patienterne”

Danmarks Radio omtalte i oktober 2013, en undersøgelse gennemført af Overlægeforeningen. En af konklusionerne i undersøgelsen er, at ”vi er nået dertil, hvor vi dokumenterer alt for at gøre alt meget sikkert, men ikke kan nå den egentlige patientbehandling”. Som et eksempel fra undersøgelsen nævnes, at en overlæge har svaret, at næsten halvdelen af hendes konsultationstid nu bliver tilbragt foran computeren i stedet for patienten.

Og i Information beskrev en 32-årig læge i november 2013, hvordan dokumentationskrav påvirker hendes hverdag. Hun fortæller bl.a., hvordan hun som vagtlæge skulle bruge over en time på en meget enkel konsultation med en 8-årig dreng, hvor selve undersøgelsen tog 3 minutter. Lægen konstaterer, at for massiv registrering fjerner fokus fra det vigtigste – patienterne.

Kan der fortælles lignende eksempler, når det handler om socialrådgiveren, ældremedarbejderne, pædagogen og skolelæren?

”Fejl er forudsætning for udvikling og forandring”

De omfattende dataregistreringer risikerer at virke forstærkende på den nulfejlskultur, som eksisterer mange steder i den offentlige sektor. Enhver fejl – eller enhver manglende registrering – kan jo til enhver tid også dokumenteres og findes frem.

I forvejen viser en DJØF undersøgelse i januar 2013 fx, at flere og flere djøf’ere oplever en voksende nulfejlskultur på deres arbejdsplads.

Den tidligere kommunaldirektør, Jens Christian Birch, pointerer, hvor vigtigt det er at gå imod denne nulfejlskultur:

”Der begås fejl, hver dag. Det sker især når kommunerne skal løse den vanskelige opgave, det er at have ansvaret for andre menneskers velfærd. Fejl er en naturlig del af al menneskelig virksomhed men også forudsætningen for udvikling og forandring, skriver Jens Christian Birch, der i dag er adjungeret professor ved Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på CBS, i sin blog.

”Det er for let alene at pege fingre af politikere og journalister”

I debatten om stigende registrering og kontrol i den offentlige sektor peger pilen nogle gange mod den politiske debat og beslutningsproces og på mediernes omtale af enkeltsager.

Nye omfattende digitale løsninger og digitale registreringer kombineret med en eksplosion i antallet af digitale data og muligheder – det er en cocktail, der bør være mere opmærksomhed omkring.
Det er for let alene at pege fingre af politikere og journalister. Den digitale udvikling skaber et nyt samfund, der kræver en ny debat.

Når hele det danske velfærdssamfund gennemgår en så grundlæggende digital forandring, er det afgørende, at der er mere videndeling og debat om den digitale udvikling, og om hvordan vi bedst kommunikerer og anvender digitale løsninger og data.

Kun på den måde kan vi få professor Viktor Mayer-Schönbergers bemærkninger i Berlin om ”Big Brother” overvågningssamfundet til at stå som et afgørende pejlemærke for den digitale udvikling:

”Digitale data må aldrig overtage magten. Så bliver Orwells berømte bog fra 1984 om overvågningssamfundet til virkelighed. Vi skal være master of data”.

Indlægget er bragt som blogindlæg på mediehuset Den Offentliges nyhedssite.

Europas uddannelser står på tærsklen til historisk paradigmeskift

99 % af alle data er nu digitale, men kun 25 % af Europas studerende undervises af lærere med digitale færdigheder – perspektiver fra Online Educa konferencen i Berlin den 4. – 6. december 2013.

”Kun 25 % af Europas studerende undervises af lærere med digitale færdigheder, og i 2015 vil 90 % af alle jobs i EU kræve digitale færdigheder. Vi står ved et vendepunkt lige nu, hvor alle uddannelsesinstitutioner må genoverveje deres strategier”.

Så markante var ordene fra direktøren for EU’s Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur, Pierre Mairesse, da den 19. Online Educa konference blev afholdt i Berlin den 4. – 6. december med 2000 deltagere fra 91 lande.

“Vil bryde radikalt med al uddannelsestænkning”

”Big data” og ”MOOCs” var to af de centrale temaer på konferencen. Big data handler om, at mængden af tilgængelig viden og data eksploderer i disse år. Da trykkerierne omkring 1450 brød frem, betød det, at mængden af data i verden blev fordoblet på 50 år.

Vi kender alle aviserne og bøgernes betydning for vores moderne samfund, men ifølge professor Viktor Mayer-Schönberger fra Oxford University’s Internet Institute, er der fra 1987 til 2007 sket en hundrede dobling af mængden af tilgængelig viden og data – fra 2,6 milliarder gigabyte til 276 milliarder gigabyte.

– 99 % af alle data nu er digitale, og det kommer til at bryde radikalt med al uddannelsestænkning, pointerede professoren i konferencesalen på Hotel InterContinental.

MOOCs står for “massive gratis online kurser”. Den enorme mængde data og den globale udbredelse af internet, sociale medier og mobile enheder til videndeling har gjort, at særligt i USA er det i dag nødvendigt for universiteter, der vil være ”med på vognen” at udbyde gratis uddannelser til mange over nettet.

University of California har været i gang i 10 år og kan i dag registrere studerende fra hele verden og 100.000 månedlige besøgende, der i gennemsnit bruger 10 minutter på sitet.

“De traditionelle uddannelser må modernise sig”

– Jeg forstår ikke, hvordan universiteter kan undgå at være involveret i sådanne uddannelsesudbud i dag. Det handler også om forpligtelsen ved at være en vidensinstitution og om at uddanne befolkningerne, sagde Gary W. Matkin.

Selvom der også var debat på konferencen om bekymringer ved MOOCs, og hvordan de vil udvikle sig, så var der ikke tvivl om, at der vil være en vedvarende fokus på udbredelsen af MOOCs. Det kom flere gange frem, at det var svært at få indtægter ud af de gratis uddannelser, men at der til gengæld var tale om en kolossal eksponering og branding.

Direktør Nicholas Watson fra Open University i England fortalte således, at de havde fået opgjort deres MOOCs til at have et ”brand impact” til en værdi af 1,5 millioner engelske pund. Vurderingen er, at MOOCs er med til at skabe omfattende trafik til universitetet og dermed rekruttere flere studerende fra hele verden til deres uddannelser.

EU’s direktør, Pierre Mairesse konstaterede, at mange endnu ikke ved, hvad MOOCs er i Europa, selvom de netop nu begynder at skyde lidt frem.

– De traditionelle uddannelser er nervøse for MOOCs, men de må modernisere sig, sagde han uden omsvøb.

“Hvorfor er der mere digital innovation omkring shopping end om uddannelse?”

Ja, fra EU’s Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur var der ingen tvivl. Vi står overfor et markant paradigmeskift, hvor den digitale udvikling skaber en helt ny kultur med aldrig før sete muligheder for at dele viden.

– Derfor skal der skabes et helt nyt ”blended approach” i hele uddannelsessystemet, hvor vi kombinerer traditionel undervisning med nye digitale læringsformer online og udnytter mulighederne for at udbyde uddannelser til flere, sagde han og konstaterede , at det var vigtigt at indse, at skoler og uddannelser i Europa altså ikke er blandt frontløberne i dag.

En topleder i virksomheden, Rosetta Stone, der udbyder store sproguddannelser over nettet, præsenterede i tråd hermed sin udfordring til uddannelsessektoren:

– Hvordan kan det være, at der foregår så meget mere digital innovation omkring shopping end omkring uddannelse, spurgte Judy Verses.

Hun gav eksempler fra sin virksomhed på, hvordan en tysk skole har oplevet, at autistiske børn gennem deres programmer har lært at tale engelsk på måder, som lærerne aldrig før havde troet muligt.

“Vi skaber kun forandring gennem passionerede medarbejdere”

Såvel Judy Verses som Pierre Mairesse og flere andre på konferencen havde som en central pointe, at det er helt afgørende at hjælpe de mange dygtige undervisere med at adoptere de nye teknologiske muligheder. Som Judy Verses sagde: “Vi skaber kun forandring gennem passionerede medarbejdere”.

I diskussionerne om fremtidens nye blandede undervisningsform faldt der barske ord om det traditionelle klasseværelse, som uddannelserne i århundreder har været centreret om. Måske mest markant sagt af direktøren for Peer 2 Peer University, Phillip Schmidt:

– Undersøgelser af hjerneaktivitet blandt studerende har vist, at det er i klasseværelset sammenlignet med andre undervisningsformer, at der foregår den suverænt laveste aktivitet, sagde han til stor morskab for sine tilhørere og pointerede, at vi er nødt til at få skabt andre og nye mentale billeder af læring end klasseværelset.

“Er I bange for de sociale medier?”

I en af de andre 200 sessioner på konferencen dukkede der et billede op på storskærmen kort efter, hvor et fyldt auditorium med 50 studerende sad med tændte pc’ere med deres underviser stående foran sig. Det slående var, at alle de studerendes skærmbilleder var forskellige og vist ikke alle handlede om det, læreren talte om.

Tænk hvis dette enorme potentiale af så mange studerende med tændte pc’ere i samme rum blev omsat til læring, lød den afsluttende opfordring til salen. Meget passende havde en efterfølgende session overskriften: “Er I bange for de sociale medier”?

“Big data giver os muligheden for ikke at lyve for os selv”

Den digitale udvikling har også sine mørke sider. Da professor Viktor Mayer-Schönberger indledte den store konference, balancerede han elegant mellem først de store perspektiver og så de farer, der også er omkring den hastige digitale udvikling. Grundlæggende pointerede han, hvordan big data ændrer vores måde at tænke.

– Vores hjerne er indrettet til at søge efter årsag og effekt. Får vi dårlig mad i en fremmede by, tænker vi på, hvor vi spiste, men i virkeligheden er håndtryk en langt mere sandsynlig smittekilde. Vi vil gerne tro, at vi forstår verden, selvom vi ikke gør. Big data giver også muligheden for ikke at lyve for os selv, sagde Viktor Mayer-Schönberger.

Som eksempel spurgte han, hvorfor vi skal lave undersøgelser, hvor vi spørger 1000 mennesker, hvis vi gennem big data analyser kan spørge hele befolkningen.

“Den mørke side er, at de mange data aldrig forsvinder”

Kvantitet i data kan føre til ny kvalitet. De mange digitale data afslører mere og mere – også om hvordan vi lærer bedst. Califorina University har fx flere medarbejdere ansat til udelukkende at kigge på data og kan således se på detaljerne i læringsprocessen. Hvor har de studerende svært ved at bestå en test, og hvilken forklaring ser ud til at hjælpe flest med at forstå spørgsmål hurtigst.

Den mørke side er, at de mange data aldrig forsvinder. George Orwells berømte bog fra 1984 om overvågningssamfundet kom derfor måske bare 30 år for tidligt.

– Vores fejl kan altid dokumenteres både af uddannelser og af arbejdsgivere, Men det er farligt, for i al udvikling begår mennesker fejl. Vi er nødt til at beskytte data og holde brugerne af data ansvarlige. Det sker slet ikke nok i dag, advarede Viktor Mayer-Shönberger.

De mange data gør det også muligt at forudsige, hvordan mennesker vil opføre sig i forskellige situationer, men professoren sendte også her en advarsel ud til alle på konferencen:

– Hvis vi indretter os for meget efter digitale data, indskrænker vi vores fremtidige valg, mulighederne for at begå fejl og for at generere helt nye ideer. Vi skal være ydmyge. Vi skal være “master of data” – de skal ikke diktere og give mere magt og mening, end vi behøver”.

Artiklen er bragt på University College Sjællands hjemmeside.

Pisa: Skal vi have skæve kinesiske tårne i Danmark?

”Velkommen til Pisa” – skal der stå det på skolens indgangsdøre, eller skal vi tale mere til de unges engagement og lysten til læring. Bærer tonen i debatten os, den vej vi gerne vil?

Radioudsendelsen Detektor fortæller ifølge en artikel på Folkeskolen.dk med citater fra flere centrale kilder, at der ikke er sket et statistisk signifikant fald i de danske skoleelevers resultater i matematik i den internationale Pisa test fra 2009-2012.

Det har ellers i denne uge været kraftigt omtalt i medierne, at Pisa-testen viser, at danske elever er blevet dårligere til matematik. Men en granskning af tallene viser tilsyneladende, at det er en stramning af, hvad der kan konkluderes.
Historien kommer efter, at der før selve offentliggørelsen af resultaterne var debat om, hvorvidt rangliste placeringerne overhovedet skulle meldes offentligt ud. Også ifølge en artikel på folkeskolen.dk havde OECD nemlig udtalt, at det ikke giver mening at tale om de enkeltes landes placering på ranglisten.

DR opsummerer forløbet omkring Pisa-offentliggørelsen i artiklen “Undervisningsministeriet brugte selv omstridte PIsa-ranglisteplaceringer“.

Set med kommunikationsbrillerne på er èn ting sikket: Forvirringen om Pisa er stor, men igennem medierne sætter Pisa en meget markant dagsorden og falder ind i en agenda om, at danske elever skal gøre det fagligt bedre og have bedre karakterer i matematik.

Måske skal vi spørge os selv, hvor meget ranglister, karakterer og tests fylder i samfundsdebatten om vores unge.

Hvad retning taler vi uddannelserne hen imod?

Jeg kender flere elever, der går i 9. klasse, som klarer sig godt i skolen. Jeg hører her en træthed over, hvordan lærere, skole og samfundsdebat hele tiden taler om karakterer, tests og afgangsprøver. Ja, der går næsten ikke en dag i skolen uden, at ord falder som fx – ”det her er vigtigt for afgangsprøverne”.

Tænk hvis krudtet i skolens og samfundsdebattens fortælling til og dialog med de unge i stedet gik mere på spændende emner og læring og på muligheder i fremtidens verden end på ranglister, karakterer og tests.
Tænk hvis den virkelighed de unge lever i med digitale medier i fritiden også var en del af virkelighedens læring i klasseværelset.

Og tænk hvordan det må være, for de elever som har svært ved de boglige fag, at de hele tiden skal have præciseret deres standpunkt. For slet ikke at tale om nogle af dem med vanskeligheder som vi gerne vil inkludere til den almindelige skole fra specialordninger.

Der tales også om, at vi gerne vil have flere til at vælge erhvervs- og håndværksfag, så gymnasierne og de lange boglige uddannelser ikke pr. automatik ses som den bedste vej for flest mulig.

Kan den massive fokus på ranglister, tests og karakterer være med til at italesætte vores uddannelsessystem og vores unge i retninger, som vi måske slet ikke ønsker?

I Kina er internettet blevet ”renset”

Da Pisa resultaterne blev offentliggjort i pressen, stod en række aktører i kø for at udtale sig om, at danske elever skal være meget bedre til matematik, og at skolerne skal måles på dette.

I et debatprogram på tv udtalte undervisningsministeren, at eleverne måske er blevet for dovne, og at det da kan være ok, hvis skolelærerne systematisk sender sms’er hver morgen til forældrene, hvis nogle kommer for sent. Formanden for skolelederne har nemlig foreslået, at vi skal gøre som i Kina, hvor det virker meget effektivt.

Undervisningsministeren nævner også Kina som et eksempel på, at eleverne er blevet bedre til matematik. Tænk sig at Kina skulle blive eksemplet at sammenligne os med.

I samme dags medier blev det omtalt i en notits, at det endelig var lykkedes for det kinesiske styre at ”rense internettet” definitivt, så der ikke stod nogle usandheder om Kina længere. Det handlede vist bl.a. om Tibet. Fra Japan fortalte en elev i øvrigt, at der altid var ro i klassen, for læreren talte jo hele tiden.

De færreste vestlige unge ville vist bryde sig om at vokse op fjernt fra værdier som fx demokrati og ytringsfrihed. Men børnene er bedre til matematik, siger Pisa. Så derfor er Kina altså det gode eksempel.

Hvad kommer først – engagement eller karakterer

Måske er der andet i livet, der er vigtigere end at få en karakter højere. Tænk hvis dette ”andet” er god læring og engagement i en kultur fyldt med danske og vestlige værdier.

Og tænk hvis det netop er dette ”andet”, der gør, at motivation, lyst og arbejdsglæde måske også får karaktererne til at gå et skridt højere op.

Målet er vel ikke at rykke syv pladser frem i matematik på PISAs rangliste og bygge et skævt kinesisk tårn i Danmark?
Visionen og drømmen om fremtidens uddannelser i Danmark er vel andet og større?

Indlægget er bragt som blogindlæg på mediehuset DenOffentliges hjemmeside.

Offentlige strategier trænger til et serviceeftersyn

De fleste strategier bliver ikke gennemført. Der er ikke fokus på, hvordan strategierne i realiteten bliver ”oversat”. Det viser en ph.d. afhandling fra CBS. For mig er der en klar konklusion: Send strategierne til kommunikationseksamen.

Offentlige organisationer bruger mange kræfter på at opstille strategier og føre dem ud i livet. Men skal man tro Søren Obed Madsen og hans nye ph.d. afhandling på CBS, så bliver de fleste aldrig implementeret.

– Hvordan strategier bliver oversat af ledere, mellemledere og medarbejdere i organisationen, det er et overset område. Op mod 70-80 % af strategierne omsættes ikke til handling, fortalte Søren Obed Madsen ved et seminar på CBS den 21. november 2013.

I hans ph.d. afhandling har han bl.a. undersøgt, hvor stor betydning sprogbrug, faglighed, kultur og ideologi har for, hvordan teksten bliver fortolket og anvendt, når ledere og medarbejdere læser strategier og relaterer dem til deres hverdag.

Terrorist kan blive til frihedskæmper

– Teksten er ikke svaret, men et produkt af en forhandling, og strategien bliver ofte abstrakt, så dem, der oversætter til handling, selv skal skabe forklaring og mening. I oversættelsen kan alt blive ændret. Ja, en ”terrorist” kan såmænd blive til en ”frihedskæmper”, sagde Søren Obed Madsen.

Pointen var klar: Ledere og medarbejdere implementerer aldrig strategierne – men deres oversættelse af denne.

Og når så mange strategier i det offentlige i disse år skrives ud fra administrative og økonomiske rationaler, hensyn til forvaltningsmæssige og politiske forhold, og af Djøf ‘ere og it-eksperter, så kan man måske nok ane, hvordan strategiernes sprogbrug, faglighed, kultur og ideologi fjerner sig fra sygehusgange, lærerværelser og plejehjem?

For mig som kommunikatør er der en klar konklusion. Naturligvis er der mange overvejelser om, hvordan strategiprocesser bedst tilrettelægges i en organisation, men det ændrer ikke ved, at for slutproduktet – den færdige strategi – så må god kommunikation også være den afgørende eksamen.

Blinker advarselslamperne på ledelsesgangen?

Hvis strategien slet ikke kan kommunikeres klart og tydeligt til dem, der skal arbejde med den, så må ledelsesgangens advarselslampe blinke kraftigt.

Oplevelsen af strategier, der er skrevet hen over hovedet på kerneydelser og fagmedarbejdere, vil få det svært. Ja, de vil måske endda blive direkte modarbejdet.

Gode strategier skal underbygges af fortællinger og klare budskaber, og der skal være fokus på og ydes hjælp til, hvordan strategien oversættes i organisationen.

Prioriter de vigtigste strategier

I nogle år med store forandringer, reformer og nye indsatser overalt har de offentlige beslutningstagere også et ansvar for at forsøge at styre denne pipeline lidt, så de vigtigste strategier får maximal opmærksomhed.

Der er simpelthen en grænse for, hvor mange nye strategier, der kan sendes ind ad døren, med håb om at blive forstået, oversat og implementeret. Det handler også om god ledelse:

Der er en grænse for, hvad der overhovedet kan kommunikeres.

Tal til tillid, tro og drømme

For mange medarbejdere i den offentlige sektor handler deres engagement og arbejdsglæde om deres faglighed og om den kerneydelse, som de har valgt at arbejde med.

Det er her, der skal skabes tillid, tro og drømme. Det er her, strategierne skal forstås og virke.

Handler den ”Den døende Djøf‘er” om noget af det samme? Kommunaldirektørforeningen udskrev i anledning af foreningens 100 års jubilæum en prisopgave om ledelsesudfordringer i fremtidens kommuner.

Vinderen blev udviklingskonsulent Morten Rüsz fra Viborg Kommune – en Djøf‘er der alvorligt syg begyndte at se sit fag og velfærdssamfundet på nye måder – og i sin vinderopgave bl.a. skrev (citeret fra DJØF-bladet, juni 2013):

”Velfærd i bevægelser finder sted i relationen mellem mennesker, der deler en mission. Mennesker, hvis liv er for korte til organisationsdiagrammer, MUS-samtaler og kommandoveje. De tager ikke imod ordrer, men lader sig motivere. De er en del af en ustoppelig bølge, som forfølger en mission til gavn for det samfund, de er en del af”.

Færre, men bedre strategier

Hvis ikke vi kan fortælle, hvor vi går hen og motivere og engagere, så går vi ingen steder, hvor meget vi end taler, vedtager reformer, skriver strategier, sætter i system, videndeler, udarbejder best practice eksempler og laver kampagner.

Måske er en del af svaret færre, men bedre og mere velkommunikerede strategier.

Indlægget er bragt på min blog på mediehuset DenOffentliges hjemmeside.

For meget stress – det handler om mennesker og visioner

Flere ledere har problemer med stress, og ny forskning viser, at medarbejderne bliver mere deprimerede af uretfærdige chefer end af uoverskuelige arbejdsopgaver. Handler for meget i den offentlige sektor om systemer og effektivisering og for lidt om mennesker og visioner?

Det er ikke de store stakke uløste opgaver på skrivebordene, der gør de ansatte deprimerede. Følelsen af at blive uretfærdigt behandlet af chefen er derimod tæt forbundet til risikoen for at blive deprimeret. Sådan omtalte videnskab.dk den 25. oktober resultaterne af et nyt stort studie på Aarhus Universitetshospitalet, som kaldes ”overraskende” og er omtalt i flere internationale tidsskrifter. Forskerne har undersøgt, hvilke faktorer der sender folk deprimerede hjem fra arbejde.

Når man sammenholder resultaterne af sådan en undersøgelse med, hvordan mange ledere oplever deres situation i disse år, kan man virkelig blive bekymret på den offentlige sektors vegne.

En ganske giftig cocktail

Fx fortalte Videncenter for Arbejdsmiljøs portal i 2012, at en undersøgelse viste, at hver anden offentlige leder i en eller anden grad følte sig stresset, og at knap hver tiende har været sygemeldt som følge af stress. Undersøgelsen blev gennemført blandt 650 ledere under FOA Fag og Arbejde.

I private virksomheder er der også tendenser. I august omtalte Lederne i en ny undersøgelse baseret på svar fra 1100 ledere, at det trods stor fokus gennem en årrække omkring stress på de danske arbejdspladser, ikke er lykkedes at nedbringe andelen af stressede ledere. Ifølge undersøgelsen føler hver syvende leder sig stresset. Andelen er den højeste, Lederne har opgjort de seneste 11 år.

Ledere der presses og har vanskeligheder, og medarbejdere der påvirkes mere af uretfærdige ledere end af uoverskuelige arbejdsopgaver. Det lyder som en ganske giftig cocktail.

Er troen ved at lide et knæk?

Spørgsmålet er, om der er mange – både ledere og medarbejdere – som har svært ved at bevare overblikket under de forandringer, der hele tiden finder sted, samtidig med at de politiske debatter, reformer og konkrete indsatser uden stop har fokus på nødvendigheden af omstruktureringer, digitalisering og effektivisering.

Spørgsmålet er, om det også bidrager til nogle af de protestbevægelser, der dukker op, og som bl.a. DenOffentlige har sat spotlight på – fx ”Tag faget tilbage” på facebook, hvor en gruppe med tilknytning til sundhedsvæsenet, der gerne vil sætte bureaukrati på dagsordenen på nye måder, på kort tid har opnået stor tilslutning.

Midt i mange års tale fra skiftende regeringer om, at vi skal afbureaukratisere, skabe en ny tillidsreform og sætte fokus på kerneydelsen – er troen så ved at lide et knæk? Er oplevelsen ude i virkeligheden, at der i det næste sekund i stedet kommer en ny regel, et nyt system, en ny indsats eller et nyt effektiviseringsapparat ind af døren.

Kan det være en af de største farer overhovedet lige nu i den offentlige sektor?

Selvom vi skal spare, kan vi vel godt have visioner

Medarbejdernes engagement og medejerskab er afgørende. Hvis vi holder op med at tro, passer vi så bare vores egen butik, så godt vi kan, og forsøger at lade de ansvarlige ledere sejle deres egen sø med alle deres reformer, systemer og nye tiltag? Tier vi stille i stedet for at forsøge at engagere os og påvirke beslutningerne? Der kommer jo alligevel noget nyt i morgen, og kritiske bemærkninger er ofte ilde set.

Som kommunikatør er jeg overbevist om, at succesen af reformer og indsatser i den offentlige sektor er afhængig af, om det vil lykkes for ledere og medarbejdere i fællesskab at få skiftet tone i debatten, så fokus bliver flyttet fra systemer og effektivisering til mennesker og visioner.

Selvom vi skal spare, kan vi vel godt have visioner. Selvom vi skal digitalisere, kan vi vel godt huske mennesket og den personlige kontakt. Selvom vi skal holde systemer og regler, kan vi vel godt holde tæt kontakt med virkeligheden og tale om, hvad der er brug for.

Hvad er alternativet?

Indlægget er bragt som blogindlæg på mediehuset DenOffentliges hjemmeside.

500 millioner nyhedsbreve tager ikke fejl

Af Christian Peytz og Søren Jensen

Prioriter nogle af de store investeringer i websites og digitale løsninger i den offentlige sektor over i en mere målrettet og opsøgende service til borgere og brugere.

Skriv aldrig noget vigtigt på din hjemmeside uden, at du også udsender det som en nyhed i et nyhedsbrev. Der er nemlig ikke ret mange, der vil opdage, at du lægger noget vigtigt op.

Regeringen har lanceret en ny strategi for digital velfærd med mange interessante visioner. Men der er også store risici forbundet med de omfattende digitale investeringer, der gennemføres i den offentlige sektor. En af dem er, at der er så stor opmærksomhed på at gøre hjemmesider og nye digitale løsninger så stærke, funktionelle og indholdsrige, at man let overser, at det allervigtigste er at trække sine målgrupper ind.

At målgrupperne og brugerne forstår og følger med i indholdet, og i hvordan systemerne og informationerne skal anvendes. Det lyder banalt. Men det er det ikke. En gang var det måske attraktivt at have en god digital løsning, og målgruppen var interesseret som udgangspunkt. Men det var en gang.

Hjælper ikke at have en flot hjemmeside

Lad os give et eksempel. For mange år siden var biblioteket på hovedgaden i byen et levende samlingspunkt. I dag slås bibliotekerne med at få folk på besøg, og en del må skrue blusset ned. I dag åbner der på den samme hovedgade det ene bibliotek efter det andet – nemlig store og omfattende hjemmesider, der hver især er en bibliotekarfunktion eller flere værdigt.

Vi hælder information på hjemmesider i store mængder, og det er givetvis både god og vigtig information. Men nu er der så mange ”nye biblioteker”, at de må slås for at lokke borgerne ind på netop deres hjemmesider. Vi har alle mulighed for at få adgang til så store mængder information, at vi kun – hvis det er meget vigtigt for os – giver os tid til at opsøge og researche ny information på en konkret hjemmeside.

Groft sagt hjælper det ikke at have en flot hjemmeside. Det er ligesom med receptionen. Den skal bare være der, og den skal være enkel og brugervenlig. Brugerne skal have at vide, at der er ny information, der er vigtig for dem. I den forstand bliver de mange nye, flotte og omfattende websites og digitale løsninger ganske ofte passive.

Er nyhedsbreve ”mindre fint”?

Hvis offentlige organisationer skal høste gevinst af deres digitale investeringer, skal der tænkes mere i, hvordan løsningerne integreres med opsøgende eksterne nyhedsbreve til deres vigtigste målgrupper. For ellers når informationerne simpelthen ikke ud.

Det er interessant, at elektroniske nyhedsbreve nogle gange opfattes som et lidt mindre fint medie. At mange er bange for at virke som unødigt anmassende, som fordækt reklame eller som decideret spam. Vi får jo så mange mails.

Ja, det er rigtigt. Peytz & Co udsender for kunder årligt 500 millioner nyhedsbreve i Danmark – og de virker! De er hjemmesidernes megafon – husk mig! Brugerne har travlt, og de glemmer hjemmesiden, medmindre de har et akut behov. Men hvorfor vente så længe, hvorfor ikke påvirke tidligere i processen. På en hjemmeside leder brugerne kun efter det, de forventer at finde – hvad med alt det andet de ikke ved, I har liggende?

Det er rigtigt, at statistikkerne viser, at det gode nyhedsbrev kun opnår et klik fra gennemsnitligt 40% af brugerne. Det er også rigtigt, at mange brugere vil omtale nyhedsbreve og deres mailbakke på bestemte måder. Men hvis man udsender et nyhedsbrev til 10.000, så er der altså 4000, der åbner det. Hvor mange læser alle informationerne i en pjece eller i et kampagnemateriale?

Det er vores billede, at offentlige organisationer mangler opmærksomhed om de store udviklingspotentialer i elektroniske nyhedsbreve, og at man ved at flytte fokus fra de store ”biblioteksopbygninger” til en mere udadvendt og opsøgende kommunikation til sine målgrupper kan opnå betydeligt større effekt.

Er en forudsætning for digitale visioner

Kan man så bare sende nyhedsbreve ud, må man gøre det? Spørgsmålet er forkert stillet. Hvis man i stedet spørger, hvilken vigtig information har vi, som vi ved, brugerne er interesserede i, eller som vi ved, vi skal give – hvordan kan vi så anvende elektroniske nyhedsbreve.

For selvfølgelig kan og må en offentlig organisation kontakte sine brugere og interessenter med en mail. I mange situationer er den offentlige organisation ikke underlagt markedsføringsloven, og lovgivningens krav om at brugeren har givet sin tilladelse.

Men det ved brugeren ikke, så kommunikationen i de første mails er utrolig vigtig. Og så skal modtageren altid have en mulighed for at melde fra. Vi skal heller ikke glemme, at mange offentlige organisationer har så vigtig og seriøs information at tilbyde, at rigtig mange borgere og brugere vil opleve gode og målrettede nyhedsbreve som en bedre offentlig service.

Man kan sige, at det er sådan, at nyhedsbreve skal udvikles som alle andre velfærdsprodukter. Det skal løbende evalueres, om brugerne udnytter mulighederne i nyhedsbrevet og er tilfredse med servicen. Og derudfra skal nyhedsbrevet selvfølgelig kvalitetsudvikles på samme måde som alle andre offentlige ydelser.

Vi vil argumentere for, at det er en forudsætning for effekt og succes for rigtigt mange digitale visioner i det offentlige. Erfaringerne fra 500 millioner årligt udsendte nyhedsbreve i Danmark af fortrinsvis medier og virksomheder taler sit tydelige sprog.

Christian Peytz er direktør for det digitale bureau Peytz & Co.

Indlægget er udgivet som blogindlæg på mediehuset DenOffentliges hjemmeside

Æder mails for meget af vores tid?

Den digitale fare – taler vi nok sammen? En amerikansk undersøgelse fra 2013 viser, at vi bruger 28% af vores arbejdstid på mails. Samtidig viser forskning, at op mod halvdelen af alle mails risikerer at blive misforstået.

Jeg havde for nylig fornøjelsen af at besøge lærere og pædagoger på en stor dansk skole. De fortalte, at de oplever mails med forældre som en voksende opgave, og at en del mails er svære at håndtere for lærerne. Derfor vil skolen nu sætte fokus på, hvordan lærerne forholder sig til vanskelige mails.

Det er på mange måder en overset fare i den digitale udvikling. At vi begynder at kommunikere mere og mere skriftligt med et stort antal mennesker på tværs af baggrunde, kulturer og organisationer – også med mennesker, som vi måske lige så godt kunne tale sammen med lidt hyppigere.

Grib telefonen

Skriftlige digitale mails og beskeder er ikke det samme som den personlige samtale. Tilbage i 2004 påviste to amerikanske forskere i en undersøgelse, at ”i 44 % af tilfældene kunne modtagerne ikke “skelne mellem sarkasme og et alvorligt ment budskab”.

Ifølge undersøgelsen er det dobbelt så sandsynligt, at der opstår misforståelser i en mail end i en telefonsamtale. Det er særligt, når der er følelser eller komplicerede spørgsmål i spil, at misforståelserne opstår. Forskerne opfordrer derfor til at huske at gribe telefonen, når noget er svært.

At der er tale om en vigtig problemstilling understreges af en undersøgelse i 2011 fra Århus Universitet om brugen af mails i store danske virksomheder med filialer i udlandet.

Lederne mangler erfaring

I en artikel på videnskab.dk blev forskerne bl.a. citeret for, at mindre misforståelser kan udvikle sig til deciderede mail-krige, hvor flere og flere ledere bliver hæftet på korrespondancen. Det betyder, at ledere på et uforholdsmæssigt højt niveau skal bruge tid på simple misforståelser:

– Lederne har sjældent den store erfaring i at løse den slags virtuelle uoverensstemmelser. Netop derfor er det et vigtigt område at blive klogere på, så vi kan afdække de konkrete styrker og svagheder ved virtuel kommunikation og ledelse på tværs af kulturelle og geografiske grænser, udtalte forskerne.

Vi bruger stadig mere tid på mails

En anden god grund til at blive mere opmærksomme på faren i den stigende digitale kommunikation, er, at flere undersøgelser viser, at en gennemsnitlig medarbejder i en større organisation i dag bruger 28% af sin arbejdstid på mails.

En amerikansk undersøgelse fra april 2013 viser således, at trods sociale medier og andre kommunikationsværktøjer, så bruger gennemsnitsmedarbejderen 2½ time på mails – og 90% af medarbejderne tilkendegiver, at de bruger lige så meget eller mere tid på mails, som de gjorde for et år siden.

Resultaterne svarer til en international undersøgelse gennemført i 2012 af McKinsey Global Institute

Beskeder bliver skrevet i hastværk

Så når en medarbejder på et plejehjem i en artikel på FOAs hjemmeside, fortæller, at dårlig kommunikation på arbejdspladsen er skyld i mange konflikter, så er det endnu et eksempel på, at vi skal tage den digitale kommunikation langt mere alvorligt, end vi gør i dag.

Medarbejderen fortæller, at ledelsen opfordrer til, at der bliver skrevet mails på tværs af skiftene – men de bliver tit misforstået, udtaler hun:

”Man bliver ked af at få kritik over mail. Beskederne bliver tit skrevet i hastværk på grund af tidspres, og vi har kun kort tid til overdragelsen til de andre hold”

Kan gå ud over digitale gevinster

Der er alt i alt rigtig mange gode grunde til, at offentlige arbejdspladser og medarbejdere bør tale mere, om hvordan de kommunikerer digitalt.

Skal vi skrive færre mails? Skal vi tage telefonen og den personlige samtale lidt oftere? Er det en ide at mødes over Skype? Har vi brug for en politik for, hvordan vi håndterer ”vanskelige mails”? Hvem sætter vi cc på vores mails?

Mange nye digitale systemer fører til en større afstand end den personlige samtale og til en højere grad af skriftlighed. Systemerne bliver aldrig bedre end den måde, vi anvender dem til at kommunikere med.

Med de store digitaliseringsprojekter i det offentlige – og når alle borgere skal blive digitale – så har den offentlige sektor et helt særligt ansvar for at være på forkant med, hvordan vi bruger systemerne.

Ja, faktisk vil jeg påstå, at det ellers bliver svært at høste mange af gevinsterne i den digitale udvikling.

Skaber vi et system, der vil effektivisere, men fører til unødige misforståelser og flere skriftlige beskeder end nødvendigt, så bliver der jo ædt rigtig godt ind på de mulige gevinster.

Indlægget er udgivet som blogindlæg på mediehuset DenOffentliges hjemmeside

Nyt skoleintra i 2016 – men pas nu på!

På alle skoler skal en ny brugerportal åbnes i 2016 som led i en ny offentlig strategi for digital velfærd – men nye systemer løser ikke nødvendigvis behov og udfordringer for kommunikation.

Skoleintra skal i 2016 erstattes af en ny stor brugerportal, som skal samle al information mellem hjem og skoler. Portalen vil omfatte det, som mange kender i dag som forældreintra og elevintra.

Forældrene skal via brugerportalen blive inddraget tættere i børnenes læring, trivsel og faglige udvikling, hedder det blandt andet om den nye brugerportal, skriver DR i en nyhedsartikel den 2/10-13.

Det fremgår af ”Fælles offentlig strategi for digital velfærd 2013-2020” fra regeringen, KL og Danske Regioner, september 2013.

Mistillid er en risiko

Det lyder jo godt. Jeg er også tilhænger af gode digitale systemer og ser fantastiske perspektiver i den digitale udvikling.

Så længe man ikke tror, at digitale systemer i sig selv løser kommunikationsproblemer, og så længe systemerne ikke overtager magten over kommunikationen.

Som offentlig kommunikatør har jeg set flere eksempler. Blandt de mere parodiske er, at jeg har siddet i institutioner, hvor økonomisystemer er blevet indført, men hvor dagligdagens budgetansvarlige ofte har haft nemmere ved at styre deres budget ved at dobbeltbogføre med det gode gamle excell ark, fordi det kun er meget få, der i realiteten har kunnet finde ud af de nye, fine og komplicerede systemer.

Sådanne eksempler skaber mistillid til digitaliseringens virkelighed.

Kernespørgsmålet er ikke det digitale system

Om forældreintra har systemet sikkert godt af at blive set på med friske øjne – og ja, måske er det også en god ide at udskifte systemet. Jeg ved det ikke. Det interessante er, at systemet har en basisfunktion, der fungerer, og allerede nu er et brugbart værktøj, der eksisterer for kommunikationen om skolens liv – og som jeg ikke er i tvivl om kunne anvendes bedre.

Jeg vil hårdnakket hævde, at kernespørgsmålet omkring forældreintra ikke er selve systemet, men hvordan systemet anvendes til at kommunikere af forvaltning, skole, lærere og forældre.

Det vil et nyt digitalt system ikke nødvendigvis løse. Som kommunikatør vil jeg bestemt frygte, at fokus på dette vil blive underprioriteret, det er set før.

Når formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, siger i et interview til DR den 2/10-13, at det er vigtigt, at systemerne ikke pålægger skolerne yderligere adminstrative, bureakratiske opgaver, så skal man nok passe på med at fortolke det som ”bare en skeptisk holdning”. Anders Bondo Christensen frygter, at systemet hiver ressourcer væk fra noget andet, der er vigtigere.

Kritiske bemærkninger om “mastodonter og udbud”

Måske er det også værd at bemærke nogle af kommentarerne til Version 2s artikel den 2/10-13 ”Regeringen afliver Skoleintra”:

”Man ønsker sig stadig et enormt mastodontværktøj, som kan alt for alle!

”Jeg frygter det store forkromede udbud med NemId-login og hele svineriet, som bliver vundet af CSC eller KMD, som fucker det hele op og afleverer et IC4-tog med håndbremsen trukket i 2019”.

Ja, det er selvfølgelige ”tilfældige kommentarer”, men der er også brug for at drøfte de store digitale løsninger mere for at sikre, at vi får de nye digitale systemer til at fungere optimalt – og set fra min stol:

Prioritere det højere at fokusere på de kommunikationsudfordringer, der eksisterer om systemerne, lige fra valg af system til drift, udvikling og anvendelse.

Undgå digitale faldgruber

Jeg tror, det er vejen til at undgå nogle af de digitale faldgruber, som vi også ser, og som jeg tror, mange offentligt ansatte har eksempler på fra dagligdagen, men som de – som gode og loyale offentligt ansatte – jo sjældent råber så højt op om.

Vi må også drøfte vanskelighederne i den digitale udvikling, vi står i. Forandringerne sker hurtigt, så vi skal være hurtige til at lære af både det, der lykkes, og det der lykkes mindre godt.

Ellers risikerer vi at bruge ressourcerne forkert.

Læs hele blogindlægget på mediehuset DenOffentliges platform.

Forældre har også ansvar for folkeskolen

I 2014 skal der vælges 10.000 forældre til skolebestyrelserne i Danmark. Med en ny skolereform på vej er det en god anledning til, at forældrenes ansvar for og brug af fremtidens folkeskole som borgere bliver sat på dagsordenen på andre måder.

Hvis det skal lykkedes at skabe en ny dagsorden og en ny positiv spiral om skolereformen og skolens udvikling, er det nødvendigt at gøre lidt mere og anderledes, end det ”man altid har gjort”. Det er der ingen, der er i tvivl om – men hvordan?

Aktørerne omkring folkeskolen har brug for at tænke kommunikation på helt andre måder. Borgerne skal forstå folkeskolen, forældrene skal være medspillere i skolens udvikling, og intentionerne bag skolebestyrelserne skal være synlige.

Vi foreslår et nyt fokus på forældrenes medansvar og rolle i folkeskolens udvikling – og det på en måde der vækker reel opsigt, nysgerrighed og interesse at deltage. Hvad med at bruge de kommende skolebestyrelsesvalg i 2014 som anledning til et nationalt startskud for et nyt fokus på forældrenes medansvar for børnenes skolegang?

Forestående ”revolution”

Nu skal en ny skolereform sættes i verden, og mange taler om en forestående ”revolution” af folkeskolen og dens dagligdag.

Forældrene er både dem, der bakker op, men måske også nogle gange dem der holder igen, for trygheden ligger i det velkendte. Forældrene bliver også påvirket af en konstant, ikke altid lige positiv præget debat om folkeskolen og bliver derfor også mere skeptiske for, om det nu også fungerer godt nok.

Alle aktørerne i og omkring folkeskolen sætter – naturligvis – stor fokus på de mange nye faglige og organisatoriske udfordringer, ligesom der er stor fokus på skoleledernes nye opgaver – fx ved det årlige uddannelsespolitiske møde i Sorø i august, hvor 11 fokusområder for skoleledelse blev drøftet.

Landsforeningen af Skole & Forældre taler om, at nu skal også skolebestyrelserne i gang under overskriften ” Skolebestyrelsens implementering af folkeskolereformen”, forældrene skal VÆRE MED.

Hvorfor er 10.000 forældre i bestyrelser vigtigt?

Selvom forældrenes og lokalsamfundets ansvar også nævnes i skolereformen så taler risikoen for, at opmærksomheden let ryger en anden vej, og at skolebestyrelsesvalget i 2014 mange steder igen bliver et snævert fokus.

Sandsynligheden taler også for, at de valgte skolebestyrelser fortsætter i en gråzone, hvor det nogle gange er lidt uklart, hvad de skal, og hvor den politisk ønskede rolle fra skolebestyrelsernes oprindelse, som en del af skolens ledelse ender et eller andet sted i grøften – det ene eller andet sted. Mange skolebestyrelser fungerer godt, men andre steder er der måske behov for at skærpe fokus på opgaver og ansvar – og ikke mindst mulighederne.

Når nu en skolereform skal implementeres, var det så ikke en god anledning til at sætte skarpt på forældrenes medansvar for folkeskolen i 2014?

Bestyrelsesvalgene kunne være en god anledning. Hvad med at kommunikere intentionen for hvorfor man faktisk er enige om vigtigheden af gode bestyrelser, bestyrelsesmedlemmer med relevante kompetencer, indsigt og engagement til at bistå dagligdagen for skoleledelsen?

Herunder gøre klart, hvordan bestyrelserne på de forskellige skoler kan være den progressive del af skoleledelsen på en god måde – og dermed også sagt, hvad der måske ikke er konstruktivt for skolebestyrelsesmedlemmer at gøre.

Dette vil fx også spille godt sammen med nogle af intentionerne bag Økonomi- og Indenrigsministeriet projekt ”Spot på det lokale demokrati”.

Hvad har forældrene ansvar for?

Ønsker den danske folkeskole ikke de bedste og mest engagerede til at deltage i bestyrelserne?

Og kan valget ikke også være en god anledning til at få sat gang i en drøftelse i de nye skolebestyrelser på nye måder om, hvad forældrene i øvrigt har ansvar/medansvar for, hvis fremtidens skolereform skal blive en gevaldig succes.

Kunne de nye skolebestyrelser på den måde blive en væsentlig medspiller i at sætte nye dagsordener i spil for den gode skole?

Vi tror rigtig meget handler om at kommunikere bedre til og med forældrene om, hvad de kan gøre for at bidrage til, at deres børns skole fungerer og udvikler sig.

Med blandt andet forældre som medspillere kan mange sten blive ryddet af vejen.

Indlægget er skrevet sammen med Benedikte Ask Skotte, www.askskotte.dk.

Læs blogindlægget på DenOffentlige her.